Eftermiddag i linje E

Forleden dag sad han der igen i linje E. Den lille mand, der ser ud til at være af grønlandsk afstamning. Han sad bare der på kanten af sædet. I myldretiden i s-toget mod Køge.

I den ene hånd havde han en dåse grøn tuborg. Den anden lå beskyttende om en lille sort og hvid hund med spids snude, der sad på hans lår.

Han kiggede fra den ene hånd til den anden. Midt i sin egen verden. Og så forelsket på den lille hund. Så vendte han ansigtet. Og så forelsket på den grønne dåse i den højre hånd.

Han kiggede igen på den lille hund og kyssede den forsigtigt på den spidse snude. Deres øjne så ud til at mødes i et elektrisk øjeblik.

Så vendte han atter de lysende øjne mod den grønne dåse, løftede armen og drak. Og lænede sig tilbage i det blå sæde som en meget tilfreds mand. Mens en lille sort og hvid hund med spids snude lod sin tunge spille hen over hans kind.

Sydhavn station, lød stemmen i højttaleren. Og jeg løsrev mig fra manden, hunden og den grønne tuborg og trak min cykel udenfor på perronen.

Slut med rogn

Alting har en ende. Selv et kilo torskerogn. Og jeg lovede at madblogge om mayo. Face it. Det er hurtigere at lave sin egen mayonnaise end at løbe i Irma og hente en tube. Som ikke er mad.

Tag to (eller flere) pasteuriserede æggeblommer. Lever du livet spændende, kan du også bruge blommen fra hele æg og lave marengs af hviderne. Pisk blommerne godt og grundigt, så de stivner. Og så tilsætter du langsomt, langsomt i en tynd stråle den gode olivenolie. Hold pause med olien ind i mellem, hvor du pisker godt igennem. Bliv ved med at tilsætte olie, til mayo’en har den konsistens, du bedst kan lide. Så rører du salt, peber, hvidløg, chili, og hvad du ellers lyster, i, og du har kreeret en mayonnaise, der vil tage kegler. Sørg for, at temperatur på æg og olie er nogenlunde ens og ikke for kold.

Dagens rogn blev fortæret til frokost i en torskerognssalat med chili og hvidløg. Og den allersidste rest blev tryllet til tapas, som fik selskab af fisk, chorizo, hummus og ost og blev delt med Sofie og familie.

Og dagens togoplevelse? Jamen både morgentoget og eftermiddagstoget kom til tiden. Med god plads til cyklerne. Og plads til mig i stillekupeen. Hvor jeg fuldstændig uforstyrret kunne krybe sammen på en vinduesplads og lytte til “Den hundredeårige der sprang ud af vinduet”. Eneste mislyd var, at jeg gang på gang kommer til at sprutte himmelhøjt af grin. Og det gør man ikke uden dødsblikke i en stillekupé.

Slut for nu med rogn og togoplevelser.

Dagens rogn #2

Dagens rogn blev kun frokost. For i aften bliver på Paté Paté på Vesterbro. Frisk torskerogn er en gave til madpakken. I dag blev en halv buks til torskerognssalat. Jeg fjernede hinderne og findelte rognen med en gaffel. Rørte en ny mayo. Don’t ever buy the shit. Hvorfor? Fordi, som min kloge bonussøn mesterkokken siger, – mayo på tube er ikke mad. Det hele blandes, sammen med finthakkede forårsløg, hvidløg og peberfrugt, og voila! En herlig frokostret. Og en halv buks mindre. Det smutter nu hurtigere, end jeg forestillede mig, torskerognen. Så fredag bliver sidste rogndag.

Med til dagens rogn hører også dagens togoplevelse. Som I dag gik fra Valby til Herlev. Igen i dag var der let panik på perronen. Denne gang fordi der endnu engang havde været en personpåkørsel. I Hellerup. Jeg lærer aldrig at forstå det. Der er så mange måder at aflive sig selv på. Hvorfor vælge en så spektakulær facon? Som i uhørt grad involverer de omkringstående.

Det lammede så åbenbart s-togstrafikken hele morgenen, og vi filtrede endnu engang et ufatteligt antal cykler sammen i et flexrum. Og også folk i Valby kunne grine og slå krøller på sig selv, for at få plads til endnu en damecykel og en grøn racer. Man kommer hinanden ved på sådan en dag. Fnis og kreative bud på, hvordan bageste mand mon ville komme ud på næste station, bidrog til underholdningen. Og jeg opgav også i dag at høre videre på min lydroman om “Den hundrede-årige der sprang ud af vinduet”.

Den fine stemning begrænsede sig imidlertid tilsyneladende til flexrummet. For pludselig kom en ung pige meget hurtigt ud fra stillekupeen ved siden af. Hun havde rødmende kinder og råbte noget vredt bagud, inden hun standsede i døren. Hvor tårerne pludselig sprøjtede ned ad kinderne. Hvad sker der, spurgte jeg. Jo, jeg er sådan en der blander mig. Lidt hikstende forklarede hun, at hun var blevet lidt ‘rørt’ over, at en i stillekupeen havde kaldt hende hjernedød. Jamen for fanden da. Jeg sendte hende et klem med øjnene tværs over alle cyklerne. På en eller anden måde pludselig berørt af hendes følelsesmæssige ærlighed. Hvor dumt at kalde nogen for hjernedød. Hvor fint bare at kunne tude over det. I fuld offentlighed.

Rapport fra linje B

En ganske almindelig tirsdag eftermiddag på min vej fra arbejde i Hillerød. S-togslinjen er ramt af en evighedsforbandelse, der omfatter sporarbejde, tyveri af kobberelementer fra banelegemet, oversvømmelse….. Fortsæt selv mulige scenarier. Og det giver selvfølgelig rigtig god mening at lægge sporarbejde i en periode, hvor flest muligt holder ferie. Jeg forstår det godt. Og jeg er mildt overbærende. 1½ time i s-togets flexrum ER bare lang tid.

På positivlisten giver transportbøvlet ubetalelige muligheder for at observere mine medpassagerer. Når den ene toglinje er sløjfet, og den anden skåret til halvtidsdrift, sættes der dagligt rekorder i, hvor mange mennesker, cykler, barnevogne og kørestole, der kan presses ind i et flexrum. Tørrer man surefjæset af og lukker øjnene op, udspiller der sig små dramaer og lystspil lige om ørerne på dig.

Og jeg er jo priviligeret. Jeg får det hele med. For Hillerød er endestation, og når jeg kommer, er der god tid. Fordi jeg notorisk glemmer at tjekke, hvornår de tog faktisk kører. Jeg ved, der er mennesker, der timer den slags. Men jeg er dermed sikret dronningepladsen i flexrummet. Cyklen bliver placeret i den bedste holder. Den hvor cyklen kan stå op hele vejen, og jeg kan indtage hjørnepladsen, hvor man ligesom kan sætte sig lidt på skrå og undgå de værste knubs. Samtidig med, at jeg har et glimrende overblik over vognen. I løbet af det næste kvarter fyldes flexrummet langsomt, så alle cykelholdere er optagede ved afgang.

Allerede i Allerød begynder spasen. Her kommer yderligere tre cykler og en klapvogn. Og klapvogne har fortrinsret. Selvom de nu har fået ret til at stå i mellemgangene. I Birkerød står den første cyklist med lidt besvær af, men erstattes af to nye. Og sådan fortsætter det, til klapvognsmoderen står af i Lyngby. Det giver et kortvarigt åndehul til de pressede cyklister.

Åndehullet varer kun kort, for i Hellerup går det altid galt. I Hellerup står fem cykler og venter. Og en mand i kørestol. Togføreren kommer frem og slår kørerampen ned til kørestolen, og nu bliver der for alvor trangt. Men det går. Folk er venlige og rykker sammen. Cyklerne viklet sammen i et kompliceret spind, der minder om en metaludgave af den gamle leg kluddermutter.

Det næste kaos opstår på Nørrebro, hvor manden med kørestolen skal af. Sammen med fem cyklister. Ind myldrer seks nye cykler. Sammen med alle dem, som aldrig har fattet, at flexrummet ikke er til dem. Og nu begynder det sjove. Tre omfangsrige mænd med hver sin dåseøl i hånden får på uforklarlig vis snoet sig ind midt i vognen. Måske fordi de er så bløde midt på? Ved døren står en meget svimmel mand, som ikke desto mindre er meget klog på verden. Og det delagtiggør han os andre i med høj og sløret røst.

“Er I klar over, at der er døde mennesker i Norge?” råber han ud over de mange hårtoppe. Jo, det er folk vist klar over. Han slår over i engelsk og råber noget om, at man ikke kan opføre sig så dumt, når der er døde mennesker i Norge. Måske får han ikke svar. I hvert fald nærmest skriger han sine vise ord i et endnu højere toneleje. Jeg er for langt væk til at se, om han bliver animeret af opmuntrende bemærkninger, smil eller lukkede ansigter. Han fortsætter med at foredrage om finanskrisen og boliglån. Selv efter Hovedbanegården skælder han folk ud for at have for høje realkreditlån. Og det er der ellers ikke mange ved Dybbølsbro Station, der har. Efterhånden har han svinget sig op i nærheden af noget raseri. Der heldigvis er så svimmelt, at det er ufarligt.

Og nu skal jeg af. Min cykel er klemt inde bag de store mænd med dåseøl og jeg forsøger fortvivlet at squeeze mig imellem to af dem. Det går ikke godt, så jeg undskylder høfligt. Men de er midt i en hed diskussion om, hvor de skal af toget. De har simpelthen ikke tid til at flytte sig for sådan en lille en, som mig. Uden øl. Enden på diskussionen bliver alligevel, at de skal af på Dybbølsbro, fordi de får øje på et tog mod Køge. Så det ender godt. Jeg kommer af. Sammen med omkring tre millioner andre, som også skal op af den eneste trappe. Og elevatoren på Dybbølsbro har været i stykker i den sidste måned. Det ved man. Når man frekventerer den station. Måske har den været i stykker i længere tid. Og måske bliver den aldrig repareret? Men så må man stå på perronen og vente på, at alle tre millioner mennesker får sig pakket op af den trappe. Så jeg til sidst kan slæbe jerndyret og tasken op på broen og cykle fredeligt hjem.

En aften i linje E

Sikke en aften i går. Vandet fossede ned fra himlen i rå mængder, og vinden peb om hushjørnerne inde i København. Jeg havde været på cyklen til Glostrup til et heldagsseminar. Bagefter tågede jeg lidt rundt derude i Glostrup og omegn for at finde ind til Frederiksberg. For pokker da – hvornår lærer jeg at følge de autoriserede veje og lade være med at udforske stier, der narrer mig til at tro på smutveje. De bluffer, gør de. Men jeg måtte til Frederiksberg til hyggeaftale med min Sofie. Som er ved at have den fineste runde mave.

Hen på aftenen trak jeg i hele cykeludstyret. Og skumlede lidt ud mod det der vejr. Jeg skulle omkring Østerbro og hente en liter dyr og lækker friskpresset olivenolie, direkte fra Italien. Og styrede mod Svanemøllen station, for cykle hele vejen hjem i det inferno – det gad jeg bare ikke. Da jeg bar min cykel ned ad trapperne på stationen, passerede jeg en lille støvet fyr med en bajer i hånden.

Hva’ fanden, råbte han, har du ikke en mand, der kan hjælpe dig?
Næh, sagde jeg grinende.
Jeg vil gerne hjælpe dig resten af livet, råbte han, lyder det ikke godt?
Det lyder fint, sagde jeg, tak for det.

Han steg ind i samme vogn som mig. Her sad en anden støvet fyr og læste avis ved cykelstativerne. Her slog han sig ned på gulvet, og jeg satte mig lidt væk. Først sludrede de om løst og fast, mens jeg funderede lidt over de to skæbner i flexrummet. Pludselig råbte min hjælpsomme ridder højt. Og den anden bad ham holde mund og opføre sig ordentligt. Den første råbte, at han havde besteget bjerge i sin ungdom og var stærk. Så han skulle ikke slå.
Du skal alligevel opføre dig ordentligt, sagde den anden fyr. Den første råbte videre, at han havde været tortureret, da han var i krig. Og at han var ligeglad. Konen havde forladt ham og børnene var voksne, så han ville bare drikke sig ihjel. Og råbte igen, at den anden ikke skulle prøve på at slå ham. Han rykkede lidt væk og satte sig på et sæde. Og mumlede lidt videre i skægget, mens han drak af sin øl. Den anden læste tavs og koncentreret videre i avisen.

Og jeg tænkte lidt over, hvordan skæbner kan føre ad forskellige veje. Hvor trist at sidde der i linje E med sin bajer og være ligeglad. Hvor trist at have sluppet tøjlerne i sit liv. Og bare sidde der med desperationen fløjtende ud af alle porer. Selvom børnene er blevet voksne og konen er væk. Han kunne godt have brugt et lille kram, men ingen får lyst til at give ham et.