En aften i linje E

Sikke en aften i går. Vandet fossede ned fra himlen i rå mængder, og vinden peb om hushjørnerne inde i København. Jeg havde været på cyklen til Glostrup til et heldagsseminar. Bagefter tågede jeg lidt rundt derude i Glostrup og omegn for at finde ind til Frederiksberg. For pokker da – hvornår lærer jeg at følge de autoriserede veje og lade være med at udforske stier, der narrer mig til at tro på smutveje. De bluffer, gør de. Men jeg måtte til Frederiksberg til hyggeaftale med min Sofie. Som er ved at have den fineste runde mave.

Hen på aftenen trak jeg i hele cykeludstyret. Og skumlede lidt ud mod det der vejr. Jeg skulle omkring Østerbro og hente en liter dyr og lækker friskpresset olivenolie, direkte fra Italien. Og styrede mod Svanemøllen station, for cykle hele vejen hjem i det inferno – det gad jeg bare ikke. Da jeg bar min cykel ned ad trapperne på stationen, passerede jeg en lille støvet fyr med en bajer i hånden.

Hva’ fanden, råbte han, har du ikke en mand, der kan hjælpe dig?
Næh, sagde jeg grinende.
Jeg vil gerne hjælpe dig resten af livet, råbte han, lyder det ikke godt?
Det lyder fint, sagde jeg, tak for det.

Han steg ind i samme vogn som mig. Her sad en anden støvet fyr og læste avis ved cykelstativerne. Her slog han sig ned på gulvet, og jeg satte mig lidt væk. Først sludrede de om løst og fast, mens jeg funderede lidt over de to skæbner i flexrummet. Pludselig råbte min hjælpsomme ridder højt. Og den anden bad ham holde mund og opføre sig ordentligt. Den første råbte, at han havde besteget bjerge i sin ungdom og var stærk. Så han skulle ikke slå.
Du skal alligevel opføre dig ordentligt, sagde den anden fyr. Den første råbte videre, at han havde været tortureret, da han var i krig. Og at han var ligeglad. Konen havde forladt ham og børnene var voksne, så han ville bare drikke sig ihjel. Og råbte igen, at den anden ikke skulle prøve på at slå ham. Han rykkede lidt væk og satte sig på et sæde. Og mumlede lidt videre i skægget, mens han drak af sin øl. Den anden læste tavs og koncentreret videre i avisen.

Og jeg tænkte lidt over, hvordan skæbner kan føre ad forskellige veje. Hvor trist at sidde der i linje E med sin bajer og være ligeglad. Hvor trist at have sluppet tøjlerne i sit liv. Og bare sidde der med desperationen fløjtende ud af alle porer. Selvom børnene er blevet voksne og konen er væk. Han kunne godt have brugt et lille kram, men ingen får lyst til at give ham et.

2 thoughts on “En aften i linje E

  1. Dit indlæg varmer mit hjerte, du har ret ingen får lyst til at give ham et kram – men mon ikke han er en af de der har allermest brug for det?
    Knus Tina

  2. Trist skæbne. Som han ifl. nogen måske selv har valgt. Og så alligevel ikke. Tænker altid på, at de mennesker, som vælger den vej, som han, er meget ulykkelige og bærer på en trist skæbne. Det gør én tung om hjertet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s