Tag Archives: Cykling

by - 9 kommentarer

Så barnlig er jeg #4

Mine sidste 24 timer blev reddet af hele to mænd. De ved det ikke, og jeg sender en ordentlig skude undskyldninger afsted. Fordi jeg er så barnlig. Jeg ødelagde nemlig deres dag.

I går mandede vejret sig gevaldigt op hen på eftermiddagen, og jeg sender en halv tak. For vinden var rent faktisk vendt. Og der var ikke meget af den. Thumbs up for det. Ellers kunne jeg godt ønske mig de hede dage tilbage. For dem stortrives jeg bare i. Men jeg sadlede cyklen og besluttede mig for at tage nogle ekstra kilometer. Resten af ugen bliver nemlig med bus. Bare noget logistik.

Derfor slog en stor bue rundt om København, før jeg tunede ind i Husum. Hvor en indædt mand måtte se mig passere. Derefter lavede han Frederiksberg-tricket hele vejen til Valby. Kørte frem i lyskrydset, fræsede ind foran mig og blokerede. Ikke så snart var lyset blevet grønt, før hans små ben trampede det bedste, de kunne. Frem over krydset. Foran mig. Det var bare ikke hurtigt nok. Jeg kunne så let som ingenting sejle forbi ham. Desværre for os begge havde vi rød bølge, så han hentede mig ved hvert kryds. Tiltagende rød i hovedet, svedende og med hvæsede åndedræt.

Jeg kunne sagtens have forbarmet mig. Have fortrængt min indre vinderdæmon og ladet ham smutte. Eller kørt en anden vej. Problemet var bare, at jeg havde en fest. Lidt som når katten leger med musen. Fuck, hvor har han været nederen at få hjem til aftensmad.

Men jeg sejlede det sidste stykke til Sydhavnen med et smørret smil tværet ud over hele krydderen.

I morges driblede jeg møgtidligt over vandet til Amager Fælled og løb morgentur kl 6.30. Fed morgen med en slags solskin. Hælen optrådte næsten eksemplarisk, og jeg nød min tur. Pludselig hørte jeg løbeskridt bag mig. Lidt efter hørte jeg heftige mandeåndedræt. Han havde det hårdt, kunne jeg høre. Og så for samme kattedjævel i mig som i går. Jeg havde det nemlig på ingen måde hårdt, og jeg rykkede elegant fra ham i samme øjeblik, han nåede mig.

Man kan høre det på sukket. Den lede følelse af at blive sat af en hestehale. Og mig? Jeg boblede glad og let afsted en time over fælleden og hilste på rådyr, fasaner og harer. Og svaneunger i havnen.

Undskyld begge to. Men i løbesko sker det så sjældent. Jeg må udnytte sådan et øjeblik. Jeg håber, I alligevel har nydt dagen.

20120530-192708.jpg

by - 6 kommentarer

Modvind på cykelstierne

Det er næsten en sand fornøjelse at cykle hjem fra arbejde. Solen skinner, og skoven er grøn. Og, ja, jeg cykler hele vejen. Alle 45 kilometer. Den blå racercykel er forfremmet til mit daglige transportmidler. Og der er dødsstraf for at nakke den. Ikke kun fordi det er forbudt, og jeg bliver sønderknust, men også fordi jeg cykler rundt med TO monstertunge tykke kæder til at låse den fast med. Og det giver næsten hold i nakken. Og pokker skulle transportere begge kæder rundt på Sjælland, hvis nogen alligevel napper min cykel.

Men det er en nydelse at race afsted langs Kongevejen og overhale de smarte i det dyre tøj. Dem med topmaven, som er trukket i Riis dresset eller gul førertrøje. Jeg elsker at hvisle forbi en elcykel på vej op ad bakken. Og jeg hviner næsten af fryd, når jeg kommer hurtigere frem end bilerne.

Men jeg vil godt have den vind op til forhandling. Jeg mener, vi bor i et demokratisk land. Eller? Man kunne ærligt talt godt fordele vindretningen mere retfærdigt. For hver dag kører jeg ind i en massiv mur af blæst, når jeg kommer til et sted mellem Blovstrød og Birkerød. Kunne man ikke skifte retning hver anden dag? Det er en seriøs vind, jeg taler om.

Ikke at jeg har noget imod en kæk vindblæst frisure. Eller blæst op under sommerkjolen. Men når jeg må træde til NED ad bakkerne og stå op i pedalerne, når det går op, så er det for meget. Når det er hver dag. Så hvis I bare ændrer det til fredag, vil jeg være glad. For i morgen skal jeg bare på Rigshospitalet. Aftale?

by - 2 kommentarer

Hvorfor cykler hun?

Det er næsten dagligt tilbagevendende for tiden, at jeg tager de 22-25 km fra et eller andet sted i København hjem til Birkerød i mere eller mindre mørke. Igen i aften blev det halvsent. Et møde om en videnskabelig artikel, som vi har haft i noget støbeske i et års tid, fortsatte til omkring klokken 19. Nu skal den vel også nærmest til at være færdig? Snart.

Og så smuttede jeg lige forbi Frederiksberg og fik lidt aftensmad. Og blev modtaget med noget, der lignede jubelscener af de små tøsepiger. Så bliver man jo ligesom gerne, indtil man har læst Pippi Langstrømpe og sunget Mester Jakob. Og Alma sover trygt.

Og jeg tager turen igen i morgen. Ikke til Frederiksberg, men til Politikens Hus og høre Kirsten Hastrup fortælle om Knud Rasmussen og sin nye bog, Vinterens hjerte. Jeg har selv lidt af en livslang fascination af de ægte gamle helte. De store opdagelsesrejsende og de store polarforskere. Det har Kirsten Hastrup også, og det må jeg bare høre. Ud over det har hun altid været en enorm inspiration for mig som kvinde, som forfatter, som antropolog og som forsker. Og torsdag aften fortsætter eventyrene, for der holder Rasmus Krath foredrag i De Berejstes Klub om sine rejser blandt pirater i Somalia. Og så bliver jeg måske bare hjemme i stuen fredag aften. Sammen med nogle varme hveder.

Jeg bliver ind imellem mødt med undren over mine cykelture. I lørdags, f.eks., sagde Søren, som jeg var til fest med, da det gik op for ham, at jeg ville tage turen hjem på cykel: Jamen Helle, man må jo gerne give slip en gang imellem. Jeg så lidt undrende på ham og forstod egentlig ikke, hvad han mente. Give slip??? Nåmen, han troede jo, at det sådan er noget, jeg gør for at være sej. Eller holde fast i noget træning. Eller noget. Fnis altså  – jeg er ganske u-sej. Jeg orker bare ikke at skramle cyklen ned ad alle trapperne på Nørreport, vente i 20 minutter på et s-tog på verdens grimmeste s-togsstation, rumle afsted til Birkerød i en halv time, for så alligevel at skulle cykle 4 km hjem fra stationen. Helt ærligt. Jeg vil MEGET hellere cykle hjem gennem en forårsnat (selvom lige netop den nat viste sig fra en mere vinteragtig side, temperaturmæssigt). Og det tager lige nøjagtigt lige lang tid.

by - 2 kommentarer

Vejr, vind og træning

Fantastisk som vejret dominerer blogskriveriet rundt omkring. Jeg var lige på nippet til at vende cyklen i morges. Frodten bed i kinderne, som var jeg i 5000 meters højde. Men det var en smuk morgen med høj himmel, så jeg fortsatte og havde en rekordkold tur til Hillerød. Jeg nåede frem med sammenfrosne ojenvipper og blåfrosne kinder. Mine lår kløede i flere timer, mens de langsomt kom til sig selv igen. Cykelstien langs Kongevejen er okay. Den er ryddet og fin – lige til jeg krydser kommunegrænsen til Hillerød kommune. Her ophører servicen. Cykelstien er iset og fyldt med dybfrosne humpler. Så de sidste 5-6 km er ikke helt sjove, men det går.

I dag har mit projekt bevæget sig ind i lidt mere ordnede strukturer. Jeg begynder at ane en form, og vi har haft en god diskussion i den ene del-projektgruppe. Jeg har skrevet mig ind på det. Nogen mennesker kan have svært ved den facon, – at skrive mig langsomt og lidt ustruktureret ind på projektets form og indhold. Men det virker. Man skal bare kunne holde ud at være i det, imens det tager form. Og nu har jeg en god fornemmelse af det. Jeg skrev videre til klokken 18, og det var mørkt og pivkoldt, da jeg endelig lukkede døren til regionsgården.

Så det bliver ikke til nogen løbetur i dag. Jeg er så træt af at løbe i mørke og frost. Men denne uges træning skal planlægges omhyggeligt. Ellers smutter den for mig, ugen. Og jeg har jo et marathon, der vinker forude. Hvis jeg arbejder hjemme torsdag, kan jeg løbe en morgentur i dagslys. Træningen skal jo hele tiden hænge sammen med resten af mit liv. Jeg har været der, hvor træningen var omdrejningspunktet, fordi jeg hele tiden var målrettet den ene eller den anden konkurrence. Jeg løber, fordi jeg kan lide det; fordi det passer til mig. Jeg er også konkurrencemenneske, men jeg er langsomt ved at indstille mine mentale rytmer på, at jeg ikke længere konkurrerer for at ligge forrest i feltet. Så træningen er stadig vigtig, men træningen skal passe med mit arbejde, min familie, vennerne, og jeg skal have mig selv med hele tiden. Jeg gider ikke løbe i sne og slud, og hvis det er sådan i morgen, kaster jeg håndklædet i ringen og går i Fitness.dk til deres løbebånd. Træning er som projektmageri. Det har sine ups and downs, sine kaos perioder og sine stjernestunder.

by - 0 comments

En god start

Igen en morgen på cyklen. Det er altså bare min bedste måde at starte dagen på. Også selvom det var lidt koldt. Og selvom jeg glæder mig helt uhæmmet, til det bliver varmere. Det var lyst, da jeg cyklede afsted. Alene det hjælper, og jeg begynder virkelig at kunne mærke, at de lyse timer bliver flere. Det tager mig mellem 35 og 45 minutter at cykle på arbejde. I går kunne jeg så måle med mit nye ur, at der er 16 km, når jeg kører den hurtige vej. Jeg kommer ret hurtigt til Blovstrød, og så går vejen gennem skoven resten af vejen. Altså en god morgencykeltur giver min dag et startboost. Jeg kører tit godt til, men jeg nyder altid skovstrækningen

Jeg havde en morgenmadsaftale kl 9, så jeg behøvede ikke at begive mig ud i morgenmørket. Jeg havde chokolade med, som jeg havde købt i Berlin i en af de største chokoladebutikker, jeg har set. I Argentina har de monsterstore chokoladebutikker; som supermarkeder. Der var 30 meter disk med hundredevis af fyldte chokolader. Jeg blev helt handlingslammet. Der var en model af Brandenburger Tor og andre store berømte bygningsværker – i chokolade. Men min chef havde stukket mig 100 kr til at købe chokolade med hjem, så jeg måtte jo. Og vi kom ud af butikken, belæsset med chokolade og andre lækkerier. Jordbærmarmelade med chokolade – Hva’beha’r

Anyway – min søde kollega Jan tilbød mig og min cykel et lift hjem, og jeg slog til, så jeg kunne løbe lidt tidligere og arbejde lidt videre i aften. Det blev ikke intervaller, men 10 km med 5 og 3 km tempoture indlagt. Og det gik rigtig godt. Jeg var færdig til sidst, men det gør jo ikke noget. Intervallerne droppede jeg, fordi det pludselig sneede, og der var glat på “mit” fortov. Jeg gad simpelthen ikke lege bambi igen, så jeg løb tempo på de strækninger, hvor det kunne lade sig gøre. Supergodt.

Undervejs mødte jeg en pige fra løbeklubben. Det bliver ikke så tit, jeg løber sammen med dem. Jeg kommer for sent hjem, eller for tidligt, har for meget arbejde for tiden og for mange aftaler i weekenderne. Det bliver nok bedre til foråret, når mit arbejdspres tager lidt af. Men det blev en god start på dagen – og en fin afslutning

by - 0 comments

På cyklen igen

I dag stod jeg op til tørvejr, som udviklede sig til solskin. Jeg havde planlagt at blive hjemme og arbejde hele formiddagen, fordi jeg havde nogle ting, jeg skulle koncentrere mig om at skrive. Imens jeg skrev, kunne jeg glæde mig over, at solen tog mere og mere magt. Faktisk strålede den fra en næsten skyfri knaldblå himmel. Skønt. Så kunne jeg springe i cykelsadlen, da jeg endelig begav mig nordpå. Jeg troede, det var bidende koldt. Men det viste sig at være noget, der nærmede sig mildt. Næsten altså. Jeg smed de tykke skihandsker undervejs og skiftede til mine mikrofleechandsker. Jeg smed også huen, men det blev alligevel for koldt for ørerne i længden. Men det var godt at være afsted på cyklen, selvom der stadig lå lidt sne hist og her på cykelstien.. Og cyklen er godt sprøjtet til med salt. Men det må et cykelbad klare i morgen.

Desværre var jeg først klar til at tage hjem, da klokken var langt over 17, og det var blevet for mørkt og for koldt, så jeg cyklede til stationen. Jeg føler mig alt for udsat på cykelstien på Kongevejen, hvis vejbanerne er glatte. Jeg vil helst ikke ende under en vildfaren bil, og jeg har altså set flere i grøften. Så det blev s-toget hjem. Jeg havde igen haft planer om at bruge træningsrummet på Regionsgården, men det bliver bare ikke, så længe det er så koldt. Jeg melder mig i Fitness.dk i Birkerød. Jeg kan ikke holde tanken ud om at skulle ud i kulden i så lang tid efter et hårdt træningspas. Så det må blive Birkerød i vinter. I dag blev det ikke til mere træning end turen på cykel, i morgen håber jeg at kunne cykle igen – og så er det intervaller.

by - 0 comments

Vintertræning

I dag vågnede jeg en smule modvilligt, da telefonen sang sin morgensang klokken seks. Der var mørkt og koldt udenfor dynen, men efter et par snooze-udsættelser måtte jeg vride mig fri af den varme dyne. Morgenmad, gavepakke til dagens julefrokost og den artikel, jeg ikke fik læst i aftes, blev lagt i tasken, og jeg trådte afsted på cyklen. Det var isnenende koldt, og sneen begyndte at stikke mig i kinderne. Jeg har ca 17 km til arbejde, så det er en fin morgentur og en fin start på dagen. Men det er lidt koldt og mørkt i december, specielt når jeg skal hjem om eftermiddagen, hvor Kongevejen er buldrende mørk, og bilerne strømmer hjem fra København med blændende lygter. Så fornøjelsen er ikke så stor som om sommeren. Og når kollega Jan tilbyder lift til både mig og cyklen, er det svært at takke nej. Okay, 17 km er da også noget hver dag. Det er virkelig svært at motivere mig til at cykle langt hver dag, når det er så mørkt og koldt.

Hjemme igen trak jeg i løbetøjet, før jeg kunne nå at få smag for sofavarmen og løb afsted. Jeg planlagde egentlig bare en rolig tur, fordi jeg stadig er snottet, men da jeg først var afsted, holdt jeg fast ved mine intervaller. De første 100-200 meter gjorde ondt i min højre ankel. Jeg troede, jeg havde løst det problem ved at købe et par mere stabile sko. Det har været klart bedre de sidste dage. Men i dag gjorde det ondt. Jeg forstår det ikke rigtigt, for mit træningsomfang har virkelig ikke været imponerende i de sidste fire uger. Jeg har været møgforkølet og kun løbet til husbehov. Alligevel føles det som en rigtig overbelastning inde bag ved skinnebenet helt nede ved ankelen. Heldigvis går den slags over, når det bliver varmt, så jeg løb fem gange 800 meters intervaller i vildt snevejr. Hjemme igen lavede jeg udstrækning på trappen og lagde is på, inden jeg gik i bad. Lige nu føles det okay, men jeg må prøve en lille tur i løbeskoene i morgen eller overmorgen.

I morgen bliver en heftig dag arbejdsmæssigt, så måske nøjes jeg med min cykeltur i morgen og slapper af i morgen aften. Jeg har også stadig en lille bunke videnskabelige artikler, jeg skal have læst og vurderet. Det er lidt svært at nå ting, som må foregå i fritiden for tiden. Jeg når så meget i dagtiden, og det er så intenst og fyldt med nye udfordringer, at luften går af mig om aftenen. Men en eller to artikler skal jeg nå i aften.