En ny tid – et nyt løb

Jeg har elsket at løbe det meste af mit liv. I nogle år, da mine unger var små, løb jeg ikke, men ellers har jeg mere eller mindre altid gjort det. Korte distancer da jeg var helt ung, og senere længere og længere. Jeg elskede at konkurrere. Elskede at løbe hurtigt og overskride mig selv. Men en kræftsygdom og et heftigt behandlingsforløb med kemoterapi satte en brat stopper for det hurtige løbetempo. Jeg kunne ganske enkelt ikke længere løbe stabilt hurtigt. Min mishandlede krop kunne ikke klare den hårde tempotræning. Derfor trak jeg mig væk fra enhver form for løbekonkurrence. Med krukket rødmen måtte jeg erkende, at jeg ikke brød mig om at se mit navn på side 10 eller 20 i resultatlisten.

Men jeg elskede stadig at løbe. Og jeg har løbet videre og haft gode og spændende og anderledes løbeoplevelser. Jeg har løbet i bjerge, løbet på ferie over flere dage med oppakning. Jeg har løbet i de vildeste omgivelser, og jeg har løbet af lyst, for sjov, og fordi jeg tænker så godt. Jeg kan også lide at være i god form, for det giver adgang til så meget andet. Som lange skiture og vandreture i bjergene. Men en dag først på sommeren piblede der en lyst til et maratonløb frem. Bare et til. Og jeg begyndte at løbe længere igen. Det var bare en løs plan om et løb på et tidspunkt. Et sted i Europa. På en af de lange ture tog jeg min telefon med og lyttede til en lydbog. Og jeg havde det så hyggeligt. At løbe uforstyrret og lytte til god litteratur var så perfekt. Jeg har aldrig løbet med noget i ørerne, så for mig var det en ny oplevelse. Det gik op for mig, at jeg på den måde kunne få opmærksomheden fuldstændig væk fra præstation og tempo.

Det blev Firenze i november. Og i månederne hen over sommeren og efteråret genvandt jeg en gammelkendt følelse af flow i mit løb. Jeg glædede mig på en ny måde til de lange weekendture. Det blev mit stille projekt. Jeg har ikke snakket meget om det. Fordi det i lige så høj grad har handlet om at lære at flytte mit fokus på løbeoplevelsen, væk fra resultat og præstation. Jeg vidste jo, at jeg aldrig ville komme i nærheden af de tider, jeg har kunnet løbe.

Selvfølgelig blev jeg enormt forkølet en uge før tid, og jeg var i tvivl til det sidste. Men jeg hentede mit startnummer i lørdags, og da jeg stod op søndag morgen, var jeg mere snottet end nogensinde. Men nu var jeg besluttet, og vejret så fint ud. Jeg var sat til den langsomste startgruppe, og jeg startede langt bagved de fartballoner, der sagde 5 timer. Jeg har aldrig prøvet at være i den ende af starten, og det var en oplevelse. Alle var glade og spændte og venlige og snakkende. Kærester løb med hinanden i hånden. Der var sådan en stemning af kærlighed over det hele. Det var mageløst.

Vi kunne høre, da starten gik. Og der gik meget, meget lang tid, før vi satte os i bevægelse. Men fordi jeg bare var omgivet af kærlighed og venlighed, blev jeg ikke utålmodig. Og herregud – her var så smukt ved den gamle Duomo midt i det gamle Firenze. Langsomt satte vi os i bevægelse, og langsomt begyndte store regndråber at falde over os. Den første kilometer foregik i gang, og så kunne vi begynde at lunte. Jeg havde min bog med – Tjenerindens fortælling af Margareth Atwood, som har fået sin renaissance med en tv-serie. Den var en vidunderlig makker på min tur.

Vejret blev forfærdeligt. Det styrtregnede efterhånden, det blæste, og temperaturen droppede helt i bund. Vandpytterne voksede sig gigantiske, og mine sko blev gennemblødte. Jeg var så kold, at jeg peb lidt indvendigt. Og en slags indre tvilling pippede lidet overbevisende om, at en fornuftig voksen nok ville skynde sig hjem i varmen. Forkølelse og sådan. Men mine ben fortsatte og fortsatte. Hele løbet overhalede jeg. Jeg løb fra væskedepot til væskedepot. De kom med fem kilometers intervaller, og de havde varm te med sukker. Et sted inde i mig vidste jeg, at jeg nok skulle komme igennem. Selv i regnvejr var det en stor oplevelse at løbe igennem en af de smukkeste byer i Europa. Ruten var lagt, så den kredsede om de gamle smukke bygninger og de store parker. Og pludselig, da jeg havde løbet omkring 30 kilometer, stoppede regnen. Solen kiggede frem, og jeg løbedansede af glæde. Og mine ben løb og løb. Jeg var begyndt at tælle ned. Nu er der 21 kilometer tilbage, nu er der 15 kilometer, nu er der 10. Og benene løb og løb, og jeg slubrede varm te i mig ved hvert væskedepot.. De frivillige heppede og high-fivede, og jeg lo og lo. Om lidt er der kun syv kilometer, sagde jeg til mig selv, mens jeg kom tættere og tættere på Piazza Duomo. Folk var begyndt at gå omkring mig, men mine ben løb og løb. Og jeg var stadig kold. Mine lår begyndte at bide. De sidste kilometer på ujævne marmorfliser var en pine. Men der var så smukt. Og mine ben løb og løb. Og nu var der kun to kilometer. Jeg havde slukket for min bog, for nu var virkeligheden meget nærværende. Og jeg løb i mål på mine brændende lår og fik et kram af en frivillig og en medalje om halsen. Og alle os i den langsomste startgruppe high-fivede og gav kindkys.

Det er det dejligste maratonløb, jeg har løbet. Nogensinde.

IMG_9057

I dag er jeg lige så snottet som i går. Ikke mere. Og i dag har solen skinnet på mig hele dagen, mens jeg har gået rundt i byen med mine ømme ben på en sky af dejlig oplevelse.

IMG_9111

Bulder, brag og fine børn

I dag kom jeg småløbende fra mit kontor til et møde med de sygeplejersker, der koordinerer forløb for de små bitte børn, der kommer til Rigshospitalet for at blive opereret i deres hjerter. Mens jeg småløb, ringede min telefon, og jeg talte, mens jeg løb videre. I opgang 4 gled elevatordøren mirakuløst op, som jeg havde brug for den. Og der stod min gode veninde og bredte armene ud, mens jeg lidt hurtigt fik afsluttet min telefonsamtale, så jeg kunne knuse hende tilbage. Mellem stuen og fjerde sal nåede vi lige en hurtig snak, og jeg ilede videre til mit møde. Hvor jeg spiste min madpakke, mens vi arbejdede.

Jeg har arbejdet så meget i så lang tid, at jeg har mærket halsen snøre sig sammen og brystet føles for snævert. Jeg er bagefter, har overtrådt deadlines og har stadig en bunke, der venter på at blive sendt ud i verden. Ind imellem er min verden alt for fyldt af fastlåste regler for, hvad syge mennesker kan og må, og skal, og jeg får en forstemmende følelse af at slås med vindmøller. Jeg bliver afbrudt hele tiden, fordi nogen har brug for det, jeg kan. Men jeg har gjort en masse godt. Det ved jeg, for nogen har sagt det til mig. Jeg har hjulpet patienter på vej, gjort pårørende glade, løst fastlåste situationer for læger og sygeplejersker. Og det er en god følelse. Men jeg lever mit liv i løb for tiden.

Heldigvis er jeg ret god, synes jeg. Jeg har trukket vejret meget dybt og erkendt, at mine deadlines ikke skal slå mig ihjel. Jeg har annonceret forsinkelser. Dem der kender mig godt, ved hvor store krøller, jeg slår på mig selv nu.

Og jeg er så heldig at have en bunke bløde små børn i familien, som jeg kan stikke min snude ind i maven på. Som jeg kan lade kravle på mig, mens jeg ligger på gulvet og er flad. Som kan få mig til at grine, til jeg slår mig på maven. Og heldigvis har jeg nogen voksne børn, som jeg kan lave rare ting med. Uden regler.

Lørdag morgen trak jeg stikket og satte mig i toget mod Kerteminde sammen med  min yngste datter. Hun er nemlig mor’en til nogen af de bløde små børn, der aldrig sidder stille, og når man er det, har brug for en fridag. Derfor tog vi på hotel sammen. En flad småbørnsmor og en flad drage, der har sprudlet for meget ild. Vi kiggede på Kerteminde, spiste frokost, drak kaffe, og Sofie kravlede tilfreds op i den store seng og zappede fjernsyn, mens jeg løb en tur. Bagefter spiste vi det bedste måltid, vi længe har smagt på en fin fiskerestaurant, der lå på vandet. Vi blev forkælede på den mest perfekte måde og spiste i flere timer. Til sidst gik vi hjem og drak resten af den flaske bobler, vi tog hul på inden middagen. Vi snakkede og var stille og grinede og gik ture.

Jeg bliver aldrig træt af mine børn. Turen var hendes fødselsdagsgave fra mig. Jeg har gjort det før med min anden datter, og nu sidder jeg og spekulerer på, om sønner ville synes, det var lige så hyggeligt. Men resultatet vil jeg ikke afsløre, for så ville han jo vide, hvad han fik i fødselsdagsgave.

IMG_8966

#MeToo

For nogle uger siden kom en meget ung pige ind til mig på min vagt i Røde Kors Sundhedsklinik for udokumenterede migranter. Hun var alt for tynd og alt for knuget, som hun satte sig sidelæns på træstolen overfor mig. Hun samlede armene foran sig og krydsede benene, mens hun så ned foran sig. Jeg rakte hånden frem og sagde hvem jeg var. Hun mumlede. Jeg spurgte hende, hvor hun kom fra. Africa, sagde hun. Hvor i Afrika, spurgte jeg. Just Africa, sagde hun. Langsomt fik vi os pejlet ind på en mindre by i Nigeria.

Hun rakte mig en seddel. Fra Center for Menneskehandel. Sedlen fortalte, at hun var blevet undersøgt for smerter i højre øre. De havde fundet en sprængt trommehinde. Og inde i mellemøret, bag trommehinden, havde de fundet afrevet hår og hovedbund. Så hårdt var hun blevet slået på siden af hovedet. Overfor mig krøllede hun sig sammen på træstolen og trak benene op under sig.

Hun sagde, at hun var 18 år. Jeg tænkte, at hun var mindst to år yngre. Alt for ung til at sidde med erfaringer under sin endnu smukke hud, jeg kun kunne gisne om. Jeg er temmelig hårdhudet. Jeg har set så meget ulykke og så mange svære menneskeskæbner. Hende her fik mit hjerte til at eksplodere. Jeg fik en umiddelbare trang til at slå armene om hende, tage hende med hjem og putte hende under en varm dyne. Holde om hende til hun holdt op med at ryste. Forsikre hende om at verden kunne være et rart sted. At den rummer mennesker, hun kunne stole på. Hun var så skadet, at berøringer kun gav hende utryghed. Hun er et billede på det, der kaldes bekvemmelighedsflygtninge. Eller velfærdsmigranter.

Lad os gætte på hendes historie. Hun er vokset op i sin lille by i Nigeria. Måske er faderen blevet dræbt og har efterladt moderen alene med en børneflok. Måske ligger den lille by i et område, hvor Boko Haram bortfører små piger. Hun har fået eller sparet penge sammen til at komme til en større by for at arbejde. Hendes mor har ønsket hende det bedste. Og det bedste var ikke i den lille by. I den store by har hun måske fået en adresse på nogen, der kunne give hende et job. Måske har hun fået et job, måske er hun blevet sendt direkte nord på.

På vejen gennem Sahara har hun siddet tæt sammen med andre mennesker. Nogen er bukket under og er blevet efterladt i sandet. Nogen har måske forsøgt at stå på deres ret til drikkevand. Og er blevet sat af under den brændende sol. Her har hun lært at tie. Hun havde resten af sine penge syet ind i nederdelen.

I Libyen blev mænd og kvinder skilt fra hinanden. Hun blev trukket ud sammen med de øvrige unge piger. En mand flåede tøjet af hende og hun blev voldtaget. Og voldtaget igen. Og igen. Og igen. Hendes nederdel forsvandt. Mens hun endnu skreg sin skæbne ud, blev hun slået og sparket og slået igen. Efter måneder sammen med andre kvinder i en lukket betonblok uden vinduer, blev hun gennet ombord på en båd og sendt afsted over havet. Nu skyldte hun disse mænd sit liv. Nu var hun sat i en gæld, hun aldrig kan betale helt ud. Solgt til gaden på Vesterbro.

Hun var en af grundene til, at jeg længe overvejede hashtagget #MeToo. Hvem er vi at stå sammen overfor seksuel chikane, hverdagssexisme og klamme befamlinger. Hun var også grunden til, at jeg delte #MeToo på Twitter. Med #MeToo kan vi, de bedrestillede vestlige kvinder, sætte fokus på de mekanismer, der gør det muligt at sælge en alt for ung kvindes krop til gaden på Vesterbro. Som gør det muligt at kvæle en pige i så mange overgreb, at hun måske for altid er stivnet.

Hendes historie er ikke gæt. Jeg har hørt den for mange gange.

IMG_8552

Sorgens grundstof, ord og meninger

Jeg har holdt mig ude af de fleste debatter i nogle måneder. Ikke fordi der ikke har været noget at debattere. Og ikke fordi jeg er holdt op med at mene noget. Jeg mener virkelig meget om utroligt mange ting. Jeg er nærmest ved at boble over af indestængte meninger. Som havde jeg drukket for meget boblevand med for meget kulsyre. Og nu begynder det langsomt at sive ud af mig.

Jeg har været bange. Jo, selvfølgelig for den voksende højreradikalisering i Europa. Den vildtvoksende skræmmekampagne mod indvandrere, der bimler over i ren racisme. Og den manglende miljøomsorg. Der er virkelig mange ting at være bange for.

Men det er ikke derfor, jeg ikke har ment noget ret højt. Jeg har været bange for at falde i den skidttønde, der præger næsten al debat. Der er en råben og skrigen, spytteri og mudderkastning, og det fyger med grimme ord og smædekampagner. Det gør intet godt for nogen debat. Og det er helt igennem skadeligt for vores demokratiske grundlag. Jeg bliver så vred, at jeg let ville kunne komme til og stå og råbe grimt på min egen side af kloaken.

Og det vil jeg ikke. For hvis jeg bliver revet med der, skrider mit fundament, og jeg vælter ned i skidrenden.

Jeg tror på ord. Jeg tror på samtale og dialog. Jeg tror på handling. Også små handlinger. Jeg tror på værdien af at gøre det, jeg synes er rigtigt. Jeg tror på venlighed. Jeg tror på omsorg og hjælpsomhed.

I dag læste jeg Anne Lise Marstrand Jørgensens nye bog, Sorgens grundstof, færdig. Eller lyttede. For den har været med mig på alle mine lange løbeture. Læs den. Den er det bedste, jeg har læst længe. Og den handler om sorg. Både den konkrete sorg og en større sorg over den måde, menneskene forvalter vores fælles liv gennem tiden. Og den handler om liv og eventyr. Bare læs den.

Anne Lise er utrættelig med sine ord. Det tager nogen tid at lade hendes store roman sive helt ind. Som sorgens grundstof. Men jeg vil genopdage mine ord. Det jeg kan. Måske kan jeg puffe blidt til en luftstrøm, der kan lave en bevægelse i en anden retning. Måske. Jeg skylder det.

IMG_8345

Om kampe og hårdt arbejde

Jeg er blevet inviteret i Go’morgen Danmark på TV2, når de begynder efterårets Knæk Cancer kampagne. De vil gerne sætte fokus på den måde, vi taler om kræft. Derfor har de inviteret mig til at tale sammen med en mand, der har fundet rigtig god mening i at betragte sit kræftforløb som en kamp. Det skal ikke være en diskussion, men netop en samtale. Og præcist derfor sagde jeg ja til at medvirke.

Researcheren var faldet over noget, jeg engang havde skrevet om krigsmetaforer. De, der kender mig, ved, at jeg er kritisk i forhold til den almene tale om vindere, tabere og kampe, når noget handler om mennesker og kræft. Jeg har selvfølgelig al respekt for, at det kan give mening for den enkelte at tænke på sit eget forløb som en kamp. Når jeg stiller mig kritisk, er det i forhold til den almene retorik, når medierne omtaler kræft generelt som krig med vindere og tabere.

I mit personlige kræftforløb tænkte jeg længe over det. Var det en kamp? Kæmpede jeg? Nej, jeg var kastet ud i det mest intense og koncentrerede arbejde nogensinde. At tænke på det som en kamp gav ikke mening. Til en kamp hører der drama. Og drama havde jeg i de første vilde dage, da jeg fik diagnosen og fattede rædslen, angsten, uforudsigeligheden og min mulige død. Så indstillede jeg mig på måneder med intensiv kemoterapi. Derefter blev det et arbejde, en opgave. Det blev én dag ad gangen frem mod scanninger og en slutdato.

Vandt jeg over kræften? Det giver ikke mening. Jeg er i live. Jeg er faktisk enormt levende. Jeg var heldig at få en sygdom, der var så aggressiv, at den kunne behandles med kemoterapi. Aggressive kræftsygdomme reagerer bedst på kemoterapi. Jeg var også heldig at være i så god form, at jeg kunne tåle en så aggressiv behandling. Jeg var heldig at vide så meget, at jeg kunne undgå infektioner, der kunne have slået mig ihjel. Og jeg var heldig at have et arbejde, der tillod mig at starte i et tempo, jeg havde kræfter til. Jeg var også heldig at have familie og venner og kolleger omkring mig. Men behandlingen førte en bunke tab med sig. Tab som sammen med glæde og lykke over livet har fyldt i årevis efter min sygdom.

Tabte de veninder, der er døde af kræft? Tabte min mor? Det gav ikke mening for dem at se på sig selv som tabere. Og det gav slet ikke mening for mig. De døde, men de levede hver eneste dag, til de ikke levede mere. Min veninde var ret ulykkelig over talen om at tabe kampen mod kræften. Hun blev ikke rask, vidste hun. Hun ville dø af sin kræftsygdom. Det var ulykkeligt, men hun var ingen taber. Hun er et af de stærkeste mennesker, jeg har kendt.

Jeg er glad over, at TV2 også tager det her op i den uge, hvor Knæk Cancer kører på tv. Jeg har det lidt stramt med Knæk Cancer konceptet, der har tendens til at fremstille kræftpatienter som særlige ofre. Jeg møder så mange andre ulykkelige skæbner i mit arbejde. Og det sker, at der tages fra patienter med andre livstruende sygdomme i sundhedsvæsenet, fordi kræft stjæler det store fokus. Godt hjulpet af den fortælling om krig, kamp, vindere, tabere og ofre, som er så uløseligt knyttet til kræft.

Nåmen, det er den 23. oktober meget tidligt om morgenen, at jeg toner frem på din tv skærm.

Unge mænd med tvivlsom fremtid

Jeg har undervist flygtninge igen. Og jeg er gået derfra med en blanding af afmagt, sorg, raseri og lysten til at flå hovedet af en julenisse. Andre gange har sådan en aften fyldt mig med glæde og latter. Men ikke i aften.

I aften mødte jeg unge mænd med problemstillinger så tunge, at jeg ikke evnede at løfte dem  så meget som en tomme over gulvhøjde. Unge mænd der havde betalt pris på pris for deres politiske aktiviteter i deres hjemlande, som vi kun kan gisne om. Unge mænd efter år i fængsler, med tortur, med kampe, med tro håb og kærlighed, og med den endelige kapitulation og flugt for livet. Unge mænd der ville dø i det øjeblik, de satte fod på jord i hjemlandet. Fordi de har kæmpet for frihed, lighed og ytringsfrihed.

De var slagne og havde næsten slukkede øjne. Jeg slog blikket lidt ned og følte mig en smule beklemt ved min egen succes i livet. For fanden da – hvad forstår vi?

Som andre unge mænd træffer de forkerte beslutninger på forkerte tidspunkter. For dem har det bare store konsekvenser. Som når den ene takkede nej til et tilbud om en lille lejlighed, han skulle dele med to andre. Fordi han vil giftes med sin kæreste. Nu har han ingenting.

Og inden I kaster jer frådende over mig og råber, at det aldrig kan være vores problem, vil jeg bare sige: jo det kan. Fordi vi kan. Fordi knækkede og smadrede unge mænd ikke kan hele sig selv. Og fordi vi har masser af ressourcer. Selvom politikere og medier konkurrerer om at presse pessimisme og fremmedfrygt ind i alle celler af os.

Vi kan. Og når vi kan, skal vi. Ellers er vi bare en lille lort.

Billedet er fra udstillingen om hyperrealisme på Arken tidligere i år. Figuren hedder ‘Cornered’.

IMG_8552

Knuden i min mave

For et par år siden kom Alyssa fra Charlottesville, Virginia, til København for at deltage som professionel triatlet i Ironman. Dengang boede hun hos mig i en uge, og vi cyklede København tynd sammen, løb ture, snakkede og havde det meget, meget hyggeligt. Hun havde et godt løb dengang, og i år er hun tilbage. Ikke hos mig, for hun har lejet sig ind i noget bed & breakfast sammen med en triatletkollega på Amager. Men selvfølgelig skal vi også være sammen. Og selvfølgelig skal jeg ind og heppe hende langt op i medaljerækken på søndag.

Pludselig kender hele verden Charlottesville, sagde Alyssa, og blev trist. På vej hjem fra træning forleden dag, havde hun set den ene pickup efter den anden med hvide mænd på ladet klædt i sort og army med store automatvåben i hænderne. Havde hun ikke vidst bedre, ville hun have troet, det var politi. Det var det ikke.

Den her video fra VICE News Tonight er noget af det uhyggeligste, jeg har set. Alyssa kunne ikke se den færdig. Fordi de oplevelser, hun fik med fra sin by, var for voldsomme.

Charlottesville efterlader mig med en knude af angst i maven. Det gør mig meget bange at se så mange hvide mænd med nazistiske flag og slagord. Det gør mig meget bange, at så mange hvide mænd råber på hvid racerenhed. Det gør mig meget mere bange end en bande dumme knægte, der har skudt nogle gange i min by. Det gør mig meget mere bange end trusler om terror.

Jeg vil gerne have jer til at se den video. Selvom den er grusom og mere skræmmende, end noget andet, jeg kan komme i tanker om. Den tager 22 minutter. Se den, og sæt dig stille og tænk lidt.

Lad os passe på hinanden. Allesammen. Uanset hvor vi er født. Uanset hvilken farve vores hud har. Uanset hvilken guddom vi tror på, hvis vi gør.

Ellers bliver verden et farligt sted, der ikke er rart at være i.

IMG_4799