Coronalister

Mine unger
Skud ud til alle børn i familien. Både de voksne børn og børneungerne. Vi er vokset lidt mere sammen på den gode måde. Jeg bliver slet og ret glad helt ind i knoglerne af at være sammen med dem. Og vi finder hele tiden nye veje. Fra at samles hver søndag hos mig, er vi sammen hver for sig. Jeg er så heldig at have et fleksibelt arbejde, så en gang om ugen flytter jeg det hele til om aftenen og hjemmeskoler de to piger på Frederiksberg på 6 og 9. Og nogle gange også Otto på 4, som er særlig glad for Zoo-skolen. I dag cykler Alma på 14 tidligt over til mig og er i skole her, mens jeg arbejder. Senere skal vi lave vegetarmad til resten af hendes familie. For Alma vil gerne lære at lave mere klimavenlig mad, og så laver vi da bare skolekøkken. Om to uger tager jeg med Elvira og hendes forældre i sommerhus på Møn og går ture og ser Gurli Gris. Jeg er virkelig meget glad for min boble (som også rummer en enkelt god veninde)

Langsomhed
Jeg er begyndt at holde af den langsomhed, epidemien og nedlukningen har sneget ind i mit liv. Det har krævet tilvænning, for jeg er så vant til et liv med fart på. Jeg har levet i mange år med hårde deadlines og problemløsning i sundhedsvæsenet. Nu er mine deadlines hele tiden under forandring og alt bliver blødt op i usikre prognoser. Samtidig har alle på min arbejdsplads lynende hurtigt måtte omstille os til digitale løsninger på det ene og det andet. Og ind imellem perioder, hvor jeg gylper over al den skærm, bliver det sjovt at finde nye veje for umulige problemer. Langsomheden lukker op for en uvant mulighed for grundighed og fordybelse. Jeg kan lave det bedste! Hvis jeg er dygtig nok.

Jeg går. Langsomheden betyder, at jeg næsten aldrig er nødt til at skynde mig. Jeg kan bare stå lidt tidligere op, jo. Så jeg går til Frederiksberg og hjemmeskoler børn, jeg går når jeg køber ind, jeg går når jeg skal på arbejde i klinikken. I går gik jeg til Amager Strandpark og Helgoland i solskin. Omklædningsrum og sauna har været lukkede længe, så nu er vinterbadning helt råt. Badeanstalten er åben, og vi bader bare. Vi klæder om i det fri og har bunker af uld og termotøj klar. Og i går varmede solen os, så vi kunne tage ekstra dyp. Badeanstalten forandrer sig. Vi taler mere sammen. Og er taknemmelige for, at vi bliver ved med at have muligheden.

Nye vaner
Med langsomheden har der sneget sig nye vaner ind. Jeg plejer at cykle mindst 150 km hver uge. Jeg har langt til arbejde, og bil er slet ikke en del af mit univers. Længe cyklede jeg faktisk på arbejde hver dag, eller det gjorde jeg jo ikke, men jeg cyklede derud – til Gentofte og hjem igen. Så blev det mørkere og mørkere, og det blev lidt sværere at finde den rigtig gode idé i at sætte mig ud på en kold cykel uden rigtig grund. Så giver det bedre mening at snøre løbeskoene og løbe, mens København langsomt vågner. Men jeg blev træt at mørket. Nu står jeg op og tager termotøjet udenpå nattøjet, inhalerer en kop kaffe, og så går jeg en lang tur. Turen slutter jeg i supermarkedet, når det åbner, på de dage hvor jeg mangler noget, og så køber jeg ind – uden andre mennesker. Og så holder jeg løbepause midt på dagen og løber, mens det er lyst.

Jeg køber lokalt. Meget mere. Vi har ret mange små butikker, hvor jeg bor, og jeg vil gerne gøre mit, så de bliver her. Jeg kan bedre overskue de små butikker, og der er opstået en slags landsbystemning her midt i København. Vi kender hinanden, vi taler mere og mere sammen, og det er blevet så hyggeligt at komme i de butikker. Vi snakker om den her skøre tid og deres økonomi og børnene og de gamle og vaccinationer og den bande, politiet prøver at trænge væk fra vores bydel. Jeg kan lide det.

Taknemmelighed
Al den langsomhed og forandringer i dagliglivet får mig sgu til at være taknemmelig. Eller taknemmelighed stiger mere og mere op til overfladen i mig. Jeg får øje på alt det, der er at være taknemmelig for. Jeg er så knushamrende glad og taknemmelig over at bo i det her land. Hvor mennesker gerne vil tage hånd om hinanden. Hvor vi siger, – okay så, det er røv at undvære fester, koncerter, teater, kram, venner, rejser, Fisketorvet (!), rødvin på en fortovscafé, kolleger, kontorliv, middage – fortsæt selv. Men vi holder ud (de fleste af os). Der er håb forude. Vi ved ikke helt, hvordan livet bliver efter corona, men vi ved, at alting bliver bedre.

Jeg er skidetaknemmelig for at have et job. Der er mange, der ikke er så heldige. Og jeg er taknemmelig for at have et job, der holder mig travlt beskæftiget, for trods al min snak om langsomhed, er det ikke blevet lagt mange puslespil her. Jeg er taknemmelig for at have en familie, som også kan lide at være sammen. Jeg savner at være sammen med min far. Men han er 91, og nu venter jeg med at sætte mig i toget, til han er vaccineret. I mellemtiden kan jeg jo bare være taknemmelig for, at vi kan se hinanden på Facetime.

Og så er jeg altså bare multitaknemmelig over alle de mennesker, jeg savner og glæder mig til at se på den anden side

Og inden det hele drukner i flødeskum, skal der nok komme minuslister en af dagene. I dag har været en god dag. Dem er der mange af, men de andre findes også.

Det blir godt igen

Må vi godt kysse hinanden, spurgte Otto på 4 forleden. Vi havde egentlig krammet farvel, og han var på vej ned ad trapperne, da han pludselig vendte om sammen med Esther på 6 og stormede op igen for et ekstra farvelkram, mens faderen forgæves forsøgte at få dem til at komme med ned.

Ja, sagde jeg, vi to må godt kysse. Og så plantede han et kys midt på min mund, krammede én gang til og løb ned igen.

Hold nu op, hvor vi trænger til at kysse og kramme. Være tætte og dele alt det, vi går og nusser med alene. Jeg glæder mig til at fylde min lejlighed og min kolonihave med alle de mennesker, jeg holder af. Og har savnet så længe. Hver gang, jeg står på kanten af det hul, der hele tiden truer med at opsluge mig og spise min ja-hat, tænker jeg på gode snakke omkring mit runde spisebord. Kølig hvidvin på terrassen, mens solen går ned.

Jeg glæder mig til at løbe og surfe og ro sammen med nogen. Jeg glæder mig til sne og lange togture til Lapland. Jeg glæder mig til at stå i køkkenet og snitte og brase, mens veninder drikker rødvin ved køkkenbordet. Jeg glæder mig til operaklub og festival, og jeg glæder mig til at besøge min veninde på Færøerne. Jeg glæder mig til at tage toget ned gennem Europa. Jeg glæder mig nok mest til at samle os, der har været skilt ad så længe. Samle vores venskaber op igen. Være sammen.

Det er jo fantastisk at have så meget at glæde sig til. Rigt, faktisk. Og det hjælper.

Imens går tiden. Vaccinerne kommer. Der er huller i leveringen, og folk vil helst have en fast plan, som ingen kan give. Men det går. Også mod bedre tider.

Imens vil jeg glæde mig stort over, at min familie har lavet et barn, der helt intuitivt forstår, hvad samtykke er.

Vi er nødt til at tale om frihed

Vi er nødt til at tale om frihed, fordi der i morgen er annonceret endnu en slags demonstration for frihed. Imod coronarestriktioner og vacciner og epidemilov. Længe var det sådan noget, vi kunne smile af. Et sammensurium af popmusikere og selvudnævnte frihedsforsvarere, der lavede grupper på Facebook og stod foran Christiansborg og slog på grydelåg. De var imod lidt af hvert, og det var svært at se de store sammenhænge. For nogle uger siden ændrede demonstrationerne karakter, og sortklædte mennesker marcherede i gaderne, mens de kastede med kanonslag og vandaliserede biler og boliger på deres vej. Folk blev skræmte.

De demonstrerer for frihed, siger de. En af de bevægelser, der står forrest hedder noget med frihed i deres navn. Og vi er nødt til at tale om, hvad frihed er.

Vi føler os bundne og lukket inde, fordi en virus, der er ny for menneskeheden, er løs i verden. Selvfølgelig kunne man sige, jamen pyt, vi vil ikke give afkald på vores frihed. Lad den virus rase ud. Problemet er bare, at vi ikke kender den. Vores immunsystemer har ingen koder for den, og en virus natur er at storme frem. Den har ingen intelligens, den vokser og formerer sig bare uden hæmninger. Jamen det er jo bare de gamle og svage, der dør, ikke? Hvad gør det, de skulle vel alligevel snart dø, Men sådan er det ikke. Hvis vi lader en virus vokse vildt, vil den kræve flere og flere dødsofre. Vi vil miste alt det, vi har opnået ved at bremse dens vækst. Og hurtigt vil billedet være et helt andet. Det vil ikke være regeringen, der begrænser vores frihed, det vil være sygdom. Det vil være virus. Kast bare et hurtigt blik på Irland, der faktisk klarede sig bedre end os, og pludselig er Irland det land i hele verden, hvor smitten breder sig hurtigst. Og hvad så? Deres sundhedsvæsen er tæt på kollaps i en mikstur af mange pludselige indlæggelser, syge ansatte og knappe livsvigtige ressourcer.

Jeg kan få en stærk følelse af frihed, når jeg løber afsted over Kalvebod Fælled. Eller når jeg er på lange skiture i Lapland. Jeg har følt mig ultimativt fri på bjergbestigninger. Men det har min familie ikke altid. Det er sket, at de har følt sig utrolig bundet af min frihedstrang. Sandheden er jo, at min frihed hænger uløseligt sammen med de mennesker, jeg elsker. Uden dem er min frihed hul. Der er ingenting uden at være forbundet med andre.

Jeg tror, vi skal stoppe op og betragte frihed i et større perspektiv. Se at frihed ikke altid er noget, der ligger for vores fødder. Frihed er ikke kun for dig. Eller mig. Frihed er også for dem i de små lejligheder, for din taxachauffør og dit pizzabund og din sygeplejerske og din kassemedarbejder i SuperBrugsen. Frihed kan koste. Den kommer med en pris og kræver en indsats af os, der har noget at give af

Og den indsats er ikke at bevæge sig truende rundt i gaderne klædt i sort, eller sparke andre menneskers døre ind, mens du fyrer kanonslag af, fordi du er træt af lockdown. Jeg lover dig, økonomien ville se langt værre ud, hvis vi ikke gjorde, det vi gør for at begrænse virus.

Vores stærke vestlige samfund med stærke sundhedssystemer er potentielt skrøbelige overfor en virus i fuldt udbrud. Det kan få alt til at bryde sammen, og der skal vi simpelthen ikke hen.

Så er det langt fredeligere og langt mindre indgribende at fortsætte med at gøre, hvad vi kan, for at sætte hindringer op for den virus og dens mutationer. DET skaber frihed.

Jeg har brugt det meste af min dag på at rekruttere folk til at vaccinere. Det er der heldigvis mange, der gerne vil, og der er heldigvis mange, der gerne vil modtage vaccine. Om nogle måneder ser det hele meget lysere ud. Og I, der ikke vil vacciners, behøver det ikke. Der er ingen tvang, og vi ser ud til at være mange nok, der gerne vil. På den måde kan vi give jer den gave, det er at få også jeres frihed tilbage.

Stop being grumpy

Coronahumør!

Forleden så min yngste datter mig i øjnene og sagde: Du skal sgu da ikke bare sidde helt alene hjemme igen! Vi var midt i en snak om det seneste pressemøde og de skærpede restriktioner. Og kunne jeg komme og hjemmeskole som planlagt om fredagen. Kunne vi overhovedet blive ved med at se hinanden? Og det kan vi. Forsamlingsforbuddet omfatter ikke bedsteforældre-børnebørn, læste jeg. Og åndede lidt lettet op. Vi holder pause med at se hele klanen på én gang, men vi ses. Og min faretruende humørlavine løftede sig en smule. Jeg bliver grumpy og gnaven og negativ af kun at tale med potteplanter og skærme. Og min grønthandler.

Jeg kæmper en indædt kamp mod grumpyness og coronasurhed.

Når jeg løber en tur gennem Vestre Kirkegård og videre ud gennem Valbyparken og Sydhavnstippen og langs vandet, er der simpelthen for mange mennesker. De andre kan jo også godt lide det gode vejr. Eller bare frisk luft. De er også langs havneløbet og på Amager Fælled. Og i parkerne og på voldene. Og der bor virkelig mange mennesker i København. De fleste på relativt lidt plads og uden sommerhus, de kan søge tilflugt i. Præcis som mig. Og jeg bliver let en sur kælling, når jeg ikke kan folde mig ud på mine løbeture, hvor jeg jo ellers plejede at være helt alene. Nu får jeg lyst til råbe efter folk. Lad dog være med at fylde hele stien, for pokker! Folk bliver utrygge, hvis jeg pruster forbi for tæt., så jeg forsøger at holde afstand, men kommer til at stoppe op gang på gang.

Intet i verden får det bedre, når jeg er sur. Derfor lader jeg være med at løbe de steder, hvor folk går tur. I foråret var det let, for der var ingen biler. Jeg kunne sprinte hele vejen ud ad Gammel Køge Landevej, som er dødssyg, og hvor ingen mennesker går ture. Men nu tordner bilerne om ørerne på mig. Og det gør mig lige så sur. Derfor er der kun én løsning, nemlig at stå møgtidligt op og løbe, før andre mennesker gider gå på gaden. Så det gør jeg. Og bliver et gladere menneske med en kortvarig fornemmelse for frihed.

Twitter-trænere og Facebook-eksperter!

Jeg orker ikke! Alle de meninger om, hvordan vi gør ting for langsomt, for hurtigt, for meget, for lidt, på den forkerte måde. Eller at der slet ikke er nogen pandemi. Jeg er ikke gået glad fra sociale medier i de sidste mange måneder. Jeg har slettet Facebook fra telefonen og har holdt lange pauser fra Twitter og nyheder. Jeg bliver simpelthen ked af det, fordi jeg ved, hvor meget folk knokler i sundhedsvæsenet og i forskningsinstitutionerne. Jeg har venner i det amerikanske og det engelske sundhedsvæsen, og det er ikke for sjov. London er i undtagelsestilstand, for pokker. Jeg bliver ked af det, når folk slår det hele hen med, at det jo alligevel bare er de gamle, der dør. Det handler jo slet ikke kun om dem, der dør. Det handler også om alle dem, der bliver syge. Og det handler som regel slet, slet ikke om dig, der sidder klager på Facebook over masker og afstand. Det handler om os og hinanden.

Ja, det er rædsomt at have maske på. Det er heller for din skyld – det for de andres. Det er for at beskytte andre mod din udåndingsluft Du ved jo rent faktisk ikke, hvad du puster rundt i et lokale. Være bare glad for, at du ikke er sundhedsfaglig og nødt til at have en tættere maske på i mange timer hver dag. Masker er ikke farlige, de er irriterende. Du kan godt få ilt gennem masken. Og du skal lade være med at smide dem på gaden eller øverst i skraldespanden, for din udånding sidder i masken og kan blæse videre til en anden.

Se, jeg er her allerede! Den sure kælling stikker snuden frem. Og derfor holder jeg mig meget ude af debatter på sociale medier og på lang afstand af meningsmaskiner. Mine små pip er ligegyldige. Jeg skriver hellere noget samlet og fagligt og forsøger at lave mit arbejde med alle de benspænd, der popper op. Og de små meningspip gør ikke noget godt for mig eller for verden.

Jeg balancerer på en knivsæg med en fornemmelse af, at jeg let kunne tumle ned i den mudderpøl af dårlig karma og surhed, der ligger nedenfor mine fødder. Jeg er er nødt til at gøre mig umage hele tiden, hver eneste dag, selv når ja-hat og positiv lalleglæde bliver blæst langt væk af stormende arrigskab. Og jeg vil huske hver eneste dag, at det, der betyder allermest for mig og for mit humør, er andre mennesker i min hverdag. Jeg glæder mig helt ubændigt til at invitere jer indenfor igen.

Back on the blog

Det er snart to år siden, jeg sidst har skrevet noget som helst. Bortset fra et par faglige bogkapitler og artikler har der været ordtørke. Og det er en helt anden historie. Men nu kan jeg jo ikke bruge mine ord til at tale med ret mange. Jeg bor stadig i Sydhavnen på fjerde sal, og jeg har arbejdet hjemme det meste af det sidste år. Jeg kender de allermindste detaljer i udsigten fra mit hjørnevindue i stuen. Den er heldigvis pæn og fuld af himmel. Og jeg er meget heldig at have et hjørnevindue, jeg kan arbejde ved.

Jeg finder selvfølgelig på alle mulige krumspring for at tiltuske mig faglige arbejdsopgaver, så jeg kan se rigtige mennesker, for jeg har brug for rigtige mennesker for at trække vejret igennem og sende ilt rundt i alle mine hjørner. Og jeg har været god til at skrabe opgaver til mig. Jeg har ikke haft for god tid i det sidste år. Her er ikke blevet lagt puslespil eller set serier eller lavet surdej. Jeg har arbejdet.

Alligevel har jeg uger, hvor relationen til min grønthandler bliver været det mest intime, der sker, og så var det, der sneg sig tanker ind om min glemte ordfabrik. Min blog. Som jeg havde overvejet at slette fra internettet. Jeg kan godt lide min grønthandler, og jeg kan også lide min bager. Men vi når ikke at tale om så meget andet end om gulerødder og rugbrød, og de kan kun levere en lille del af de vitaminer, min hjerne og sjæl har brug for. De andre mennesker ser jeg på min skærm. Og jeg har prøvet at undertrykke det. Jeg har virkelig forsøgt at synes, det er sådan en god idé at formidle, holde møder, sludre og alt det andet på skærmen. Men sandheden er, at jeg hader det mere og mere. Jeg er holdt op med at facetime med andre end min far, og nu jeg tænker over det, er det blevet til mere og mere almindelig telefon på det sidste. Jeg fik aldrig det der med at drikke vin sammen på Zoom til at føles ordentligt. Jeg gider ikke, slet ikke, sidde og spise god mad foran computeren for at lave en slags vi-lader-som-om-vi-har-en-hyggelig-julefrokost.

Måske er det meget godt at skabe ord og sætninger her, når jeg nu ikke kan fylde min lejlighed med de mennesker, jeg så gerne ville tale med. De mennesker der kunne grine sammen med mig og puste mit overophedede ego omkuld, når jeg blev for vild. Jeg prøver at tage min blog til nåde og dele tanker, besværligheder, erfaringer, oplevelser og viden. Måske skabe en slags survival kit til Coronakarantæne, som nogen måske også kunne få glæde af? Og måske et lille rum til at råbe ad det hele, når det bliver for meget. Så velkommen tilbage, hvis nogen hænger på endnu.

Jeg ser mennesker. Jeg besluttede i sensommeren, at jeg måtte lave noget lim til at holde sammen på min lidt for store familie. Da Kåre Mølbak lancerede tankerne om ‘bobler’, tænkte jeg: Jeg visner, hvis jeg skal have måneder uden at være sammen med de unger igen. Sådan var foråret nemlig. Og de børn skal være sammen. Så første lektion i at overleve Coronakarantæne er: beslut hvem der er de vigtigste mennesker at se! Det er tough, fordi man jo på samme tid må hviske indeni sig selv, at nogen andre bliver placeret i en kategori af ‘ikke-så-vigtige’. Og de er jo vigtige. Men når myndighederne anbefaler en ‘boble’ på ti mennesker, og mine aller-aller-aller vigtigste mennesker bliver til 13, så er jeg nødt til det. Og jeg er ikke Kong Salomon. Jeg kan ikke sige til det ene barn, at jeg ikke kan se dem. Jeg kan ikke skære os over. Så sådan blev det. Svaret blev søndagsmiddage i Sydhavnen. Vi er næsten aldrig sammen allesammen på samme tid. Fordi nogen har næsten altid været udsat for smitte, eller er snottede, eller noget andet. Vi bliver testet jævnligt, og vi ser næsten ikke andre. Og med den nye virusvariant i fremmarch bliver vi måske nødt til at lave en ny plan. men jeg VIL se mine unger.

Og sådan er det i den her tid, mens smittetrykket bølger op og ned og op igen. Så må vi lave nye planer. Og dem vil jeg gerne skrive om. For det er de vilkår, vi deler.

Hjælp eller hjælp #25

Forleden talte jeg med nogen tæt på mig, der sagde, at jeg var svær at hjælpe, da jeg var syg. Jeg har hørt det før. Ikke så meget, mens jeg faktisk var syg, men i andre situationer. Jeg har tænkt meget over det. Er jeg svær at hjælpe? Det er jeg måske. Men hvad var det for en hjælp, jeg havde brug for? Hvad taler vi om, når vi taler om hjælp?

Jeg fik ufatteligt meget hjælp. Jeg sagde bare til, så købte nogen ind for mig. Min veninde satte min ugentlige indkøbskasse på plads, når jeg var indlagt. Veninder kom med brunch og frokost og aftensmad. De kom med bøger og film. De gik ture og cyklede og løb med mig. De almindelige kedelige ting, som at gøre rent, vaske tøj, lave mad, vaske op og sådan – det kunne jeg jo godt. De praktiske hverdagsaktiviteter hjalp på en måde til at holde fast i en slags normalitet.

Enkelte havde forestillet sig at skulle trøste mig meget mere, end de kom til. Men jeg var generelt ikke ked af det. Jeg var ked af det i starten og græd på alle dem, der kom mig nær, og jeg var ked af det, når der skete for uventede ting. Som et nyt centralt venekateter, eller en blodprøve der ikke rettede sig hurtigt nok, eller en blodprop. Jeg var ked af det, da påsken lavede forstyrrelser i min behandlingsplan med sine helligdage. Når jeg var ked af det, græd jeg på dem, der var der. Det var tit mine børn. Men jeg var ikke meget ked af det, for jeg fyldte mit liv med gode ting. Og jeg ved, at enkelte veninder faktisk var lidt skuffede. Og forvirrede.

Min hverdag med kemoterapi og blodprøver og medicin og pauser trillede stille afsted. Og var egentlig meget langt fra hverdagsagtige. Men de fleste dage var udramatiske og rolige. Jeg kunne aldrig vide dagsformen på forhånd, men jeg lærte at leve med uforudsigeligheden. Jeg lærte ikke at planlægge. Jeg lærte, at tiden skiftede karakter, når jeg var så meget i det nu, der var. Jeg kunne aldrig sige, at onsdag ville være en god dag, eller skulle vi planlægge en tur i næste uge. For måske ville jeg have feber. Måske ville mine blodprøver være mærkelige. Måske, måske, måske.

Men jeg har tænkt over, om forventninger kan komme til at forstyrre? At hjælp og hjælp kan være to forskellige ting? At man så let kan komme til at sidde tilbage med en slags forløst hjælp. En omsorg man ikke kan komme af med? De færreste har erfaringer med at være tæt på et alvorligt sygt menneske, og alvorligt syge mennesker har som regel ingen erfaring i at være alvorligt syge.

Måske var det ikke hjælp, jeg havde brug for. Når jeg fik brug for hjælp til noget, bad jeg om den. Og fik den. Typisk skrev jeg på min blog, og et par timer senere havde jeg et rugbrød. Eller folk ringede i forvejen og spurgte, om jeg skulle have noget med på vejen. Jeg havde mest brug for mennesker at være sammen med. At lave ret almindelige ting i de ret ualmindelige rammer, jeg nu havde. Jeg havde brug for at være sammen om alt andet end sygdom.

Senere kunne jeg se, at jeg også havde brug for vidner. Mennesker der havde været der imens. Mennesker der oplevede sammen med mig og bare var sammen med mig, som de også ville have været uden kræft i selskabet. Gabet mellem før og efter blev stort. Det blev ikke altid let at genoptage relationer, der havde været fraværende i ‘gabet’.

Jeg ved ikke, om der er nogen konklusion på det her. Det er svært, når nogen bliver alvorligt syg. Der er ingen retningslinjer. Hverken for den syge eller for den syges venner og familie. Den syge er syg på sin måde med de vilkår, en sygdom kan give. Sygdom er hårdt og koncentreret arbejde. Jeg har aldrig lavet noget så koncentreret som at få kemoterapi. Derfor var jeg nok ikke særlig opmærksom på de mennesker, der ikke var omkring mig. Og fordi jeg er mig, var jeg måske syg på en måde, der lignede mig mere, end det lignede så mange andre.

Pauseslag med fiskehalen

Der er både huller og klumper i mit skriveri. Jeg kan have de fineste planer og visioner, men så kommer livet ræsende ind over. Og jeg får ikke skrevet et ord.

Jeg er blevet farmor. Og – ganske som da jeg blev mormor – kan jeg se og se på det smukke lille nye menneske, der er kommet ind i vores familie. Og dufte og lytte til de sarte babylyde. Og jeg kan se og se på min søn, der er blevet en far og oplever magien ved sin fine datter hele tiden. Og jeg kan se og se på min fine svigerdatter, der er blevet en mor fuld af skønhed og styrke og daglige undere. Og den lille Elvira, som det hele drejer sig om, spiser og ser og vokser, som små piger jo skal. Min lille familie er ikke så lille længere, og jeg føler mig som et rigt menneske. Jeg bliver våd i øjnene over et billede af min søn, der pusler sin datter, og jeg får en glædesklump over billeder af de andre børnebørn, der studerer den nye kusine.

Jeg ved det, jeg skriver i min vinterferie, tænkte jeg. Men i Jotunheimen var der ikke internet. Til gengæld var der de smukkeste omgivelser og de dejligste mennesker. Vi havde fin sne de første fem dage og var afsted på ski hver eneste dag. Det var fjeldski og feller, og der var så fine små toppe omkring os. Så blæste en voldsom vind varme temperaturer på fjeldene, og sneen forsvandt. Men vi havde snesko og vandrestøvler. Og der blev ikke skrevet.

Tilbage i København krammede jeg igen vores nye baby, inden jeg overgav mig – først til ophobede bunker af arbejde, og meget hurtigt til en lille uges influenza. Og jeg frydede mig lidt over, at vaccinationen nok gjorde influenzaen let og hurtig.

Måske begynder jeg at skrive nu?

Om at være pårørende #24

Der er ingen, der spørger, hvordan jeg har det, sagde min datter en dag, mens vi gik ved siden af hinanden på fortovet i Århus. Der er ingen, der ringer, og ingen der taler om dig. Jeg har oplevet et par veninder, der gik en anden vej, da de så mig. Jeg så vantro på hende. Jeg er simpelthen så bange ind imellem, sagde hun, og jeg ville sådan ønske, at nogen bare ville spørge. Eller bare nævne dit navn. Det er næsten, som om du ikke helt eksisterer.

Der stod jeg. Og troede, at vi hørte til i sådan nogle cirkler, hvor kræft var noget, vi talte om. sådan nogle cirkler hvor omsorg var noget, vi viste hinanden. Og så lignede vores cirkler de andres, som vi læste om i bøgerne om kræftpatienters pårørende. Hvor ingen talte om kræftsygdommen. Eller børns ulykkelighed.

Bevares, mine børn var voksne. Men unge voksne. Som slet ikke var et sted i deres liv, hvor en mors mulige død var en mulighed. De havde hinanden og deres kærester, men de var alligevel ladt ensomme med deres angst og bekymring. Jeg kan jo godt tale med dig om det, sagde min datter, men det er så mærkeligt, at det vigtigste og værste i mit liv, ikke er noget andre spørger til. Hun oplevede, at folk beredvilligt fortalte om min gode chance for at overleve. Men, sagde hun, alt det ved jeg godt, og jeg kan ikke bruge de tal til noget. Jeg ved godt, at de gør det for at berolige mig. Eller dem selv. Sagde hun.

Jeg kan stadig få ondt i maven over, at mine børn krøllede sig sammen alene med angst, bekymring og ulykkelighed.

Grimhed og skønhed #23

Kræft er grimt. Ingen vinder noget ved at mangle hår og øjenbryn, og øjne uden øjenvipper er både fesne og irriterende. At være pilskaldet om vinteren er pivkoldt og råber på tykke huer. Kroppen buler ud og svinder ind i ukurrente mønstre. Alt smager anderledes. Alt! Jeg kunne ikke få kaffe ned i mange måneder, og rødvin smagte af rævepis. Jeg mistede enhver lyst til søde sager. Med undtagelse af KungFu is, som jeg kunne opleve en sær craving for. Jeg elskede rugbrød og rodfrugter, og havde voldsom trang til protein. Jeg måtte have kød flere gange om ugen. Sult føltes ikke som sult, men som en ukendt næsten smertefuld mangeltilstand.

I de perioder, hvor mine slimhinder blev afstødt, udviklede jeg mig til et savlende væsen med rindende øjne. Mad mistede sin smag, men var rent ubehag og overlevelse. Mad gjorde ondt. Jeg drak hvid te og spiste suppe, og jeg gjorde det kun, fordi jeg havde lovet mig selv ikke at blive svækket. Jeg kan være ret viljestærk.

Jeg fik så meget væske indenbord, at jeg blev utæt. Jeg tissede i bukserne og måtte gå med en tyk voksenble. Kemoen og kvalmemedicinen satte mine tarme i stå og belønnede mig med en kontant forstoppelse efter hver kemoserie. Og forstoppelse gør oppustet, og derfor kom jeg til at gå rundt og slippe en vind for hvert tredje skridt. Du godeste, hvor skulle man elske mig for at bære over.

Min verden var så fuld af grimhed. Og jeg var nødt til at skabe en slags balance. Derfor var mine ture på cykel og til fods så vigtige. Jeg gik på opdagelse i min nære natur og så den på en måde, jeg aldrig havde gjort før. Jeg opdagede, at små eventyr lurede bag hvert træ og ved hver søbred. Jeg spottede fugle og fulgte deres rytme. Så hvordan de skuttede sig i den kolde vinter, og dansede forårsdans for hinanden, mens de sang for mig. Jeg gik på opdagelse i skovens dyb og så hvordan den langsomt vågnede til live, som solen krøb højere på himlen.

På hospitalet vendte stuerne på den ene side af gangen ud mod byen og de høje træer. Den anden side overskyggedes af den høje nabobygning, som holdt solstråler på afstand. Jeg elskede at have min seng på bysiden med udsyn og himmel.

Hver tredje uge pakkede jeg en kuffert, når jeg mødte til indlæggelse. Jeg holdt stædigt fast i at have mit eget tøj på. Den hvide hospitalsskjorte gjorde mig syg. Jeg købte bløde bukser med elastik, og jeg anskaffede tørklæder, så de passede til min påklædning. Jeg havde billeder med, der blev stillet op i vindueskarmen eller på sengebordet. Jeg medbragte min yndlingsmusik og bøger nok til hele ugen, og min computer var min trofaste følgesvend. Jeg flyttede kort og godt ind på min stue, som alligevel aldrig blev min. Jeg delta altid med en, to eller tre andre.

Og hver dag lykkedes det mig at gå hele vejen fra hospitalet til havet.

Jeg er så glad for min cykel #22

Det går ikke rigtig godt med min fortælling her. Jeg havde en forestilling om, at afsnittene skulle komme i en lind og sammenhængende strøm. Men jeg bliver forstyrret af sundhedsreformer, paradigmeskift i udlændingepolitiken, planer om lovindgreb mod fredede områder i mit område – og masser af andre sager, som jeg får lyst til at blogge om. Så desværre er jeg uregelmæssig, men det er in blog og mit tempo. Og nu kører jeg videre.

Blodpropperne kastede grus i mit maskineri. Optimismen druknede i angst for en tid. Når jeg brugte højre arm, stasede blodkarrene på min hals og gav mig kvælningsfornemmelser. Højre arm svulmede op. Jeg vænnede mig aldrig til det, og det tog år, før det mildnedes. Det er aldrig blevet helt normalt, men nu lever jeg med det.

Jeg bevægede mig mere usikkert ud i verden. Men jeg måtte ud. Jeg savnede mine løbevenner. Jeg savnede vores lange ture rundt i Marselisskovene. Jeg savnede deres dårlige vittigheder. Jeg begyndte at hænge lidt ud hos Mikkel, der havde et lille cykelværksted i en baggård i Grønnegade. Og så købte jeg en cykel af ham. Jeg købte min lyserøde mountainbike, som jeg elskede fra første øjeblik.

Cyklen åbnede verden for mig igen. Jeg kunne cykle langt væk hjemmefra. Jeg kunne cykle sammen med de drenge, jeg plejede at løbe med. Langt ud i skoven. Jeg kunne følge deres forberedelser til maratonløb og hurtige konkurrencer. Jeg kunne igen få dårlige vittigheder i metermål. Det blev en fast aftale, at jeg cyklede til Marselisborghallen hver lørdag for at følge med dem på deres lange lørdagstur. Og det var livseliksir. Den faste lørdagsaftale fik mig afsted. Hver lørdag. Jeg vidste, de ville blive bekymrede, hvis jeg ikke dukkede op. Så jeg kom. Og selv når jeg var dirrende af træthed, cyklede jeg let 30 km med dem. Og var gladere bagefter. Og mindre træt.

Cyklens lyserøde farve blev en slags varemærke for mig rundt i Århus. Måske mest fordi jeg er meget lidt lyserød. Det er den eneste cykel af sin art i hele landet. Ingen anden cykel ligner den. Og jeg elsker den stadigvæk. Den er frihed og glæde og ind imellem vild jubel.

Cyklen betød også, at jeg fik endnu mere motion. Jeg gik stadig flere timer hver dag, og nu supplerede jeg med lange cykelture. Og selv når kemoen slog mig næsten til jorden, for det gjorde den ind imellem, så kom jeg ud. Jeg har ingen anelse, om det har haft betydning for min helbredelse. Men det har helt sikkert haft betydning for mi restitution mellem behandlingerne. Og det har bestemt haft betydning for, hvor lidt svækket jeg var efter min sygdom.