Ti år

Et ti års jubilæum sneg sig stille forbi mig. Overraskende ubemærket. For en måneds tid siden var det ti år siden, jeg så at sige fik mit liv igen. Ti år siden jeg snublede ud af måneders intensiv kemobehandling. Ti år siden min søn holdt min forkrampede hånd, mens en sygeplejerske trak det intravenøse katheter ud af mit bryst.

Det var ti år siden, jeg pludselig havde fri. Jeg skulle ikke længere trille min store kuffert over på hospitalet hver tredje uge, når jeg blev indlagt til massive døgndoser. Det er ti år siden, jeg cyklede til færgen i Århus Havn på min pink mountainbike og tog overfarten udenfor i fri luft. Ti år siden jeg cyklede fra Odden til København og flyttede ind hos mine børn. Og cyklede Sjælsø Rundt sammen med nogle andre, der også havde haft kræft. Og cyklede hjem til Århus igen. Det tog måneder, før mit immunforsvar havde rejst sig, så jeg igen kunne kravle ind i et tog sammen med andre mennesker.

Et par uger senere satte jeg mig i et fly til København, og SAS gav mig en hel flyrække for mig selv, fordi jeg stadig ikke håndterede, at almindelige mennesker åndede på mig. Jeg flyttede igen ind hos mine børn. Jeg krammede og krammede. Jeg købte nyt tøj, løb ture rundt om søerne, snakkede, krammede noget mere, gik lange ture, hørte musik. Jeg sugede mine børn ind. Jeg bare så og så på dem og havde indre jubel over, at vi havde hinanden. Jeg havde en byld i røven efter de lange cykelture og dyppede numsen i en balje med sæbevand på Sofies badeværelse hver aften. Jeg skrev. Jeg holdt de første foredrag. Solen skinnede hver dag den sommer.

Til et kontrolbesøg på hospitalet, sagde Francesco, der var min personligt udvalgte kontaktlæge: Helle, en dag er dette her blot et kort intermezzo i dit liv. Jeg så lidt grådkvalt på ham, og tænkte, at det her ved du ingenting om. Jeg havde grænseløs tillid til ham. Men her tog han fejl. Det kunne han ikke vide.

I 2017 glemte jeg at bemærke maj måned.

Alligevel bliver mit forløb med kræft og kemoterapi aldrig blot et intermezzo. Der er et ‘før’ og et ‘efter’.

De første to-tre år efter min sygdom vekslede mellem vild glæde, depression, angst og voldsom vrede. Jeg var rasende. På universet, på skæbnen. Jeg var boblende glad for livet, for friheden, for verden, for de mennesker der bare var der og var der. Jeg var angst for tilbagefald og for min nye ukendte krop. Jeg sank hen i uforklarlige sorte depressioner, mens jeg lukkede dørene og trak gardinerne for. Jeg oplevede en helt ukendt ensomhed. Tåget, sort ensomhed. Og jeg var alt for træt.

Langsomt holdt jeg op med at være vred. Jeg accepterede gradvist de mange tab, der fulgte i kølvandet på livstruende sygdom og voldsom behandling. Alle de ting jeg ikke længere kunne som før, alle de sammenhænge jeg gled ud af. Langsomt. Og med tiden ebbede angsten for tilbagefald ud. Depressionerne sivede væk. Livet fik med årene et nyt hverdagspræg. Men glæden for livet, for friheden, for medmennesker og for natur og skønhed, den voksede. Den varede ved og blev dybere.

Jeg havde kæmpet arrigt, indædt og rasende med kløerne helt fremme for at få det liv tilbage, som skæbnen havde røvet fra mig. Det var den følelse, jeg sad tilbage med. Det tog år, før jeg indså, at livet aldrig vender tilbage til det samme. Det gjorde det heller ikke før min sygdom. Livet og vilkårene ændrer sig hele tiden gennem hele livet. Det findes ikke, det der med at få et liv ’tilbage’, der ser ud på en helt bestemt måde.

Efter min sygdom ved jeg, at jeg skal dø. Du ved sikkert også, at du skal dø. Men jeg ved det. Jeg har mærket livets skrøbelighed i mine knogler. At alt er forgængeligt. En dag skal jeg dø. Det kunne godt have været for ti år siden. Døden svinger af og til forbi og hvisker koldt i mit øre. Den stikker ikke syle i mit ømme sind, men stryger en fjer let over min pande. Som for at minde mig om, at intet varer ved. Lille lækre runde bløde Otto vokser videre og bliver en ranglet knægt. En dag vil søde kloge Alma trække på skuldrene over vores dybe kloge sjove samtaler, mens hun gør sig klar til fest. Mine børn var små runde bløde tumlingebørn lige før, og nu aner jeg de første grå hår på deres hoveder. Kys dem, siger den, døden.

Livet er nu. Lige her. Det vigtigste er hinanden. Vi har os kun lige nu.

København 054

 

Festivalsæson

Jeg har været til festival på Fyn. Og det var rigtig, rigtig fint. Heartland Festival finder sted på Egeskov Slot i de smukkeste omgivelser. Ikke engang Danmarks Smukkeste Festival ligger så smukt. De gamle slotshaver danner en nærmest perfekt ramme. En ramme der hele tiden kommer til at spille sammen med indholdet på festivalen.

Som intellektuel musikelsker med hang til god mad og vin var jeg i  i mit rette element. Jeg lyttede til kloge samtaler i ‘Talk-teltene’, gik udenfor i solen for at lytte til dejlig musik, trissede tilbage til ‘talk-teltene’ og lyttede til andre kloge ord. Så gik jeg ud i solen og fik et glas vin, mens jeg mødtes med forskellige venner, der også havde fundet vej. Jeg hørte mere musik og lyttede til flere kloge mennesker, mens jeg fik udsøgt god mad. Der var langsomhed og varme og mennesker, der gerne ville tale sammen. Gennemsnitsalderen var noget højere end ved andre festivaler, og fuldebøverne var ret fraværende. Heartland er en intellektuel festival. Og man kunne bruge timer på at gå på opdagelse i alle hjørner.

Det var to events, der fik mig til at købe billet. Det ene var Eddie Vedder, som jeg bare måtte opleve, når han endelig var i Danmark. Det andet var Michael Stipe og Douglas Coupland i samtale om tidens ego.

Jeg havde skyhøje forventninger. Eddie Vedder gav koncert lørdag aften. Jeg var næsten forhåndsskuffet for en sikkerheds skyld. Men han spillede mig på plads. Og videre op i himlen. Jeg elskede ham også for at spille forkert på ukulelen – grine af det – og komme tilbage. I fucked it up, råbte han, og Cat Power returnerede, at hun havde fucked up hele livet. Me too, replicerede Vedder – there is nothing like forgiveness. Jeg kunne se hele koncerten. Hele tiden. Og jeg trissede høj og smålykkelig ud fra festen, igennem kunstinstallationer til natbussen mod Svendborg. Hvor jeg blev overrumplet af Hulemor, som jeg ikke havde set i evindeligheder. Og som jeg først ikke genkendte i de fremmede omgivelser. Dejligt med nattekram, mens vi trissede gennem Svendborg i natten.

Jeg var begejstret for alle de samtaler, jeg lyttede til i talk-teltene. Jeg savner demokratiske og kloge samtaler i medierne. Alt foregår i overskrifter. Det skal gå hurtigt – først med det nyeste. Breaking news. I sidste ende kommer det meste til at handle om magt og stemmer. Det var befriende at lytte til kloge mennesker med indsigt tale sammen uforstyrret. Jeg blev klogere. Jeg lærte ting, jeg ikke vidste. Jeg fik sat gammel viden ind i nye kontekster.

Søndag aften tog jeg hjem. Jeg var mættet. Kunne ikke rumme mere. Da jeg sad i aftensolen og spiste lækre rugsbrødstapas, mens jeg ventede på toget, var jeg bare taknemmelig over at have været der. Jeg nåede ikke de mange mad-workshops eller den berømmede Heartland Banquet. Og jeg ofrede Bryan Ferry, fordi der ikke var plads til mere stor kunst i mig. Jeg kunne sagtens være at finde på Heartland næste år.

 




Ashes to Ashes

For et år siden så jeg forestillingen Ashes to Ashes i det gamle kapel på Vestre Kirkegård med Sydhavn Teater. Nu er det gamle kapel blevet renoveret, og Sydhavn Teater sætter forestillingen op igen. I aftes var jeg til generalprøve, og jeg blev igen ramt på alle sanser og hensat til eftertænksomhed.
Forestillingen spiller til 22. juni fra i dag. Gør dig selv en tjeneste. Se den.

Helles Blog

Jeg lukker forsigtigt døren op til min blog med en uforbeholden undskyldning. Undskyldningen er til Sydhavn Teater. For jeg havde lovet at gøre reklame for deres forestilling, Ashes to Ashes. Undskyld.

Forestillingen spillede i sommer med sidste forestilling 5. august. Men mine fingre brød ud i pludselig skrivelammelse. De nægtede at omsætte noget til taster. Jeg lukkede ned for alting, holdt ferie og stak af til de norske fjelde. Let brødebetynget nåede jeg netop at sikre mig en af de allersidste billetter til forestillingen, da jeg kom hjem. Så efter min undskyldning kommer en begejstret anmeldelse. Og en uforbeholden opfordring til at genopsætte forestillingen. Gør det! Og se den, når de gør det.

Sydhavn Teater er ganske lille og har allerede lavet nogle spændende forestillinger på utraditionelle steder. Men det ganske lille teater har stort format. Ashes to Ashes er inspireret af Harold Pinters stykke af samme navn. Det er blevet til…

View original post 381 more words

Romabesættelser

En velanskrevet venstrepolitiker har politianmeldt en gruppe ‘romaer’. Han taler vredt og indigneret om romaer, der opholder sig ulovligt i Danmark og laver kriminalitet. De bor i ‘romalejre’ og spreder skidt og møg i midten af København, hvor de også truer de danske hjemløse. Og alt for mange falder med i koret. Jeg er nødt til at sige noget.

Ved nogen med bestemthed, at det er romaer, der lever i ‘romalejre’ og truer de danske hjemløse? Alle rumænere er ikke romaer. Romaer er et folk uden land, som sjældent skilter med deres identitet. “Romaer er forskellige, men vi har tre ting til fælles: sproget, nogle få traditioner og så oplevelsen af diskrimination.” (Carsten og Malene Fenger-Grøndahl: Sigøjnere, 1000 år på kanten af Europa, 2008). Romaer lever meget forskelligt og under meget forskellige livsvilkår. De er Europas største minoritet, og man anslår, at der er 10-12 millioner i Europa. De har været forfulgt, forhadt og udstødt, og under 2. verdenskrig blev de slået ihjel, som jøderne blev det. Romaerne fik bare aldrig den efterfølgende sympati.

I mit arbejde med sundhed for udokumenterede migranter har jeg mødt meget få mennesker, der med sikkerhed kan siges at være romaer. Jeg møder rigtig mange rumænere. De allerfleste er rejst hertil for at arbejde om sommeren. De sender alt, hvad de tjener hjem til familien i Rumænien, og når det bliver vinter, og der ikke er mere arbejde, har de ikke råd til at tage hjem. Derfor samler de flasker og jern og lever af det gennem vinteren. Mange mister deres værelse og lever på gaden. Og selvfølgelig er der nogen, der laver kriminalitet.

Jeg ved, der er store problemer, når udenlandske hjemløse samler sig og sover på gaden. Nogen af problemerne kunne vi let hjælpe med at løse. Vi kunne give lov til at overnatte på herberg. Vi kunne sørge for toiletter i byen. Vi kan selvfølgelig også diskutere, hvad der er vores ansvar. Jeg ved, at nogle af de store byer i Sverige har oprettet transitcentre, hvor folk kan overnatte under tag. Det var en mulighed, og i Sverige har det ikke betydet øget tilstrømning fra Østeuropa.

Men vi er nødt til at tale ordentligt om det her. Og det er ikke ordentligt at kalde alt for ‘romalejre’. Det er ikke ordentligt, at tale om romaer, der er her ulovligt med en stor håndbevægelse. Ingen ved, om det faktisk er romaer. Det er ikke ulovligt at samle flasker eller sove på gaden.

Jeg vil gerne have, at nogen undersøger, hvem det er, der sover i lejre i det centrale København. Jeg vil gerne have, at nogen undersøger, hvem der har truet andre hjemløse. Jeg ved tilfældigvis, at mange hjemløse rumænere bliver truet, banket, berøvet. Jeg vil gerne have folk til at forstå, at mennesker, der lever af at samle flasker, ikke er en belastning for det danske samfund. De koster ikke noget. Men kriminalitet skal sanktioneres. Det individ, der laver kriminalitet, skal straffes. For den kriminalitet de laver.

Det skal et helt folk ikke.

Vi skal passe på, vi ikke udvikler en romabesættelse.

IMG_5870

Sådan er Kirsten bare

En lørdag morgen satte jeg mig i den gode lænestol i morgensolen for lige at læse den første af Annes noveller i ‘Sådan er Kirsten bare’. Men da jeg havde læst den første og fået lørdagsharmonien sendt på kolbøttetur, måtte jeg læse den næste. Og den næste. Og sådan blev jeg siddende, til jeg havde læst alle seks noveller. Jeg sad eftertænksom tilbage og besluttede mig for, at min lørdag skulle være langsom.

Det er sådan noget, Anne kan med ord. Hun kan få mig til at slå bremserne i midt i mit hæsblæsende liv og se ordentligt på livet omkring mig. Hun får mig til at standse og se på den kvinde, der med mellemrum går op og ned af min gade og råber hæst. Hun får mig til at fatte, at den hæse råben er en del af liv, jeg aldrig kan fatte. Hun får mig til at se på fuglene, som ikke bare er fugle, men har deres egne kendetegn. Hun får mig til at se med mildere øjne og gå mere på opdagelse i min omverden. Og hun får mig til at tænke mig om.

Hver novelle skaber sit eget univers. Og de kan ikke kun læses en enkelt gang. De skal læses igen og igen. Fordi ved hver ny læsning, dukker en ny tanke op. Godt er ikke bare godt. Ondt er ikke bare ondt. Ulykker findes lige under overfladen hos mennesker, man ikke tror det om. Hver novelle får smil på mine læber, der brat bliver afbrudt af kramper i tæerne eller tårer på kinden. Jeg bliver puffet ud i hele følelsesregisteret.

Hendes mor stod i døren og vinkede. Hun vinkede med begge hænder, det havde hun altid gjort. Som om alt i livet var jubelglæde. Af alle vink var dobbeltvinket det værste.

Hun havde kvalme og sure opstød, da hun sad i bussen. Lugten af jordslåethed sad i hendes næse, og der var også noget andet. Noget dødt.

Sådan slutter novellesamlingen ‘Sådan er Kirsten bare’. Og minder mig om altid, altid at være omhyggelig med de mennesker, jeg har i mit liv. For midt i de overraskende ulykkeligheder, der konstant springer frem fra facaderne, ligger der håb på lur. Gør jer umage, derude. Og gør det sammen. Hvis vi gør det, behøver ulykkerne ikke at vokse i usynlighed.

‘Sådan er Kirsten bare’ er skrevet af Anne Bredahl og du kan købe den her. Gør det.

IMG_8161

At skabe et sted

Du er ikke rigtig klog. På den gode måde, sagde min gode veninde i går, da hun kom cyklende ud til min kolonihave med en flaske spansk vermouth i cykelkurven. 

Jeg havde netop vristet otte store fortovsfliser løs af terrassen, væltet dem op på min sækkevogn en efter en, og sat dem klar til afhentning i forhaven. Den slags fliser er ikke bare åndssvagt tunge. De er alt for tunge til sådan en lille skid som mig. Men lige så lille jeg er, lige så utålmodig er jeg. Og jeg fandt en rimelig teknik. 

Men selvfølgelig er det ikke klogt at kaste mig ud i at slæbe mangekilos fliser helt alene. Man kan jo både få blodpropper og hold i ryggen. Og vælter man om alene i Musikbyen, er man nok lidt fucked. 

Men jeg har aldrig været fornuftig på den måde. Og chancerne for at jeg skulle blive det, er nok, realistisk set, ret små. Og jeg er ved at ane konturerne af mit lille drømmested. Sådan som jeg allerhelst vil have det. Så kan man ikke bare sidde her og vente på en stærk mand. 

Derfor fik jeg flyttet ti store fortovsfliser og otte lidt mindre og skabt et af de hjørner i min have, som jeg har drømt om. Jeg fik ingen blodprop og intet hold i ryggen. 

Men jeg fik den helt særlige tilfredsstillelse, det er at skabe mit eget. 


Vintertur på Kungsleden

Det hele begyndte sådan her:

Hej Helle. Jeg sidder her og får en idé. Jeg vil lige høre, om du også synes, den er god. 

Sådan skrev Stine på Messenger omkring nytår, mens jeg sad og kom mig over vinterens dårligdomme i Malaga. Ideen var at tage ski med til Lapland i påsken og gå Kungsleden, som om sommeren er en kendt vandrerute. Jeg syntes, det var en fremragende idé, og i løbet af kort tid havde vi samlet et lille hold på fire. Vi købte billetter til nattoget til Abisko, meldte os ind i den svenske turistforening, aftalte sikkerhedsudstyr, kiggede på kort og begyndte at drømme. Og på den måde blev det hurtigt påsketid. Jeg glædede mig så meget, at jeg pakkede rygsækken flere dage før.

Turen kom skidt fra start. For mens vi sad i toget mod Stockholm, kørte en vanvittig mand fra Uzbekistan mennesker i stykker med en lastbil i det centrale Stockholm. Vores tog blev stoppet og tømt ved Stockholm Södra, og der stod vi med alt vores hår i postkassen og lange næser. I skistøvler med tunge rygsække og ski i hænderne. Men de svenske jernbaner gav besked om at finde et hotel og vente. Så det gjorde vi. Og næste dag var samme jernbaner søde og hjælpsomme og fandt pladser på det næste nattog. Siddepladser, men pladser.

På den måde ankom vi et døgn forsinket til Abisko i Nordsverige. Og for at indhente lidt af det forsømte, løb vi med det samme videre til den næste hytte. Turen var i gang. Nu fulgte ni dage med meget blandet vejr. Det vekslede fra plusgrader til 16 graders frost. Vi havde blæsevejr, snevejr, tåge, høj sol og blå himmel. Hver dag gik vi på ski fra hytte til hytte. De fleste dage i vidunderlig ny pulversne. De fleste dage var vi helt alene i det store fjeld. Vi arbejdede os ind i en meditativ rytme på skiene. Arme og ben arbejdede sammen, og rygsækken voksede gradvist sammen med kroppen. Vi var helt udenfor mobilrækkevidde og var fuldstændig uforstyrrede i den store hvidhed. Af og til brød mine manglende skikompetencer roen, når jeg tumlede rundt som en gigantisk skildpadde. Men de fleste dage foregik oprejst.

Hytterne havde senge, gasblus, brændeovn og køkkenudstyr. Vand hentede vi på forskellig vis i nærliggende søer eller vandløb. Brugt brænde skulle selvfølgelig erstattes med nykløvet, og brugt vand kastes væk bestemte steder. Slask, hedder det brugte vand på svensk. Vi sov godt og varmt, og hos hytteværterne kunne vi købe helt basale madvarer. Vi vekslede mellem Chili con carne, Köttbullar og pølser, efter vi havde spist Mettes imponerende medbragte forråd fra egen have. Vi var trætte og sultne og kunne næsten spise hvad som helst.

Vi startede vores tur i Abisko og bevægede os syd på ad Kungsleden. Undervejs druknede jeg lidt i hvidhed, storhed og skønhed, og jeg kan kun sige varmt tak til Stine for den ualmindeligt gode idé.