Tag Archives: min mor

by - 4 kommentarer

Tanker et år senere

Tror du der går mange dage, før du dør, spurgte Vera i aften henover middagsbordet. Jeg havde netop sagt noget om at være ved at blive gammel.

Det håber jeg virkelig, sagde jeg. Jeg håber, jeg bliver så gammel, at jeg kun kan sidde i lænestolen og råbe på kaffe og øl. Jeg vil gerne blive virkelig gammel. Men man kan ikke vide det.

Jeg håber, der går virkelig lang tid, sagde Vera.

Og så snakkede vi lidt om Veras oldefarmor, der er næsten 100 år og har nået det stadie, hvor hun mest sidder i lænestolen. Hun råber bare på te, fordi hun er engelsk. Og vi talte selvfølgelig om oldemormor, som døde sidste år. Og Vera tænkte sig lidt om og spurgte så, om Gran måske skulle ligge med en sten sammen med Grandad. Som er død for mange år siden. For man kan jo ligge ved siden af dem, man godt kan lide, sagde hun. Og jeg skal ligge sammen med min mor. Så kan der være en sten, der står Vera på og en med Mor.

Døden er svær at greje, når man er fire år, og det er rart at skabe lidt orden omkring den. Og selv om jeg er næsten gammel, er jeg slet ikke færdig med at begribe den.

I morgen er det et år siden, min mor døde.

Lige nu for et år siden sad min far og jeg sammen med hende i soveværelset. Vi havde flyttet det lille bitte teaktræsbord ind ved siden af hendes seng, så vi kunne spise aftensmad og drikke et glas rødvin, mens vi sad der ganske tæt. På hinanden og på min mor.

Min mor var urolig. Rastløs, sagde hun, når jeg spurgte. Ikke bange. Tankerne var bare igang med at gribe et helt langt liv. Hun fandt lidt ro, når vi læste for hende. Men ikke for længe ad gangen.

Din sjæl er på overarbejde, sagde lægen, da han kiggede forbi først på aftenen. Og jeg overtalte hende til at lade mig give hende en lille bitte smule medicin at falde til ro på i en sprøjte. Så hun kunne slappe sin sjæl lidt af og sove.

Jeg sov i værelset ved siden af med begge døre åbne. Og jeg vågnede hver time og satte mig hos hende, mens hun sov lidt uroligt. Min far sov ved siden af. Senere på natten gav hun mig igen lov til at give en indsprøjtning, så hun kunne sove videre. Da vi vågnede rigtigt tidligt på morgenen, lagde jeg mig i sengen hos hende. Tæt. Og kunne mærke, at livet langsomt var på vej til at slutte.

Og nu sidder jeg her. Og tænker på døden og på at være sammen. At jeg mest har lyst til at være der i morgen. Sammen med min far. At tænde lys og lægge blomster hos min mor. Og at det ville være rart at dele lige den dag. Men at vi må dele en anden dag og mindes de intense tætte dage med det lillebitte teaktræsbord og rødvinen og Inger Christensens digte ved siden af min døende mor.

Mine søstre og min bror er hos min far i morgen. Vi er mange, der kan være sammen. Og jeg er faktisk så fuld af taknemmelighed over det liv, vi har delt. Og de tætte intense dage lige nu for et år siden.

Og stadig begriber jeg ikke, at hun aldrig er her mere.

IMG_3342

by - 1 kommentar

Når ringen sluttes

Dengang min mor fødte mig, forærede min far hende en ring. Ringen er af guld med en stor og rund dybgrøn sten. Jeg har mærket den ring hele mit liv. Hver gang, jeg har taget min mors hånd. Fra jeg var ganske lille har mine fingre fundet den runde, glatte sten og aet den, mens jeg holdt min mors hånd. Alle babybørn i familien har suttet grådigt på den ring.

IMG_3755Jeg aner ikke, hvad den grønne sten kaldes. Den er glat og fin, og jeg husker, hvordan min mor tog ringen af og lagde den til side, når hun vaskede op. Nogle gange vendte hun ringen med stenen ind i håndfladen, så den ikke blev ridset af arbejde.

IMG_3756

Nu øver jeg mig i at gå med ring. Jeg har sjældent brugt fingerringe. Mine fingre er små, korte og tykke. Mine knoer buler ud og blokerer adgang for de fleste ringe. Men min mors grønne ring glider fint ind på min ringfinger. Og når den sidder på min finger, ser min finger så fin ud. Nej min hånd ser fin ud. Min hånd og ringen kan lide hinanden. Og jeg har min mor med mig hele tiden.

IMG_3743

Jeg øver mig i at huske at lægge ringen ved vasken. I at vende ringen, så stenen ikke bliver ridset, når jeg laver noget, der kan ridse. Men mest vandrer min tommeltot hen over guldringen. Mest finder min ringfinger og den grønne sten vej til mit ansigt, hvor den stiller stryger over mine læber.

Mine egne børn har kendt og mærket den grønne ring hele deres liv. Og nu ved jeg, at de for evigt vil finde min hånd og lade fingrene mærke den grønne sten. En ring er på en måde sluttet.

Og jeg? Jeg er så glad for min fine ring med den grønne sten. Jeg er så glad for, at ringen kan leve videre på min hånd. Og jeg er så glad for at mærke min mor, når mine fingre finder den glatte sten.

 

 

 

by - 3 kommentarer

Pivende nødvendigheder

Når jeg er sammen med min far, krøller han med jævne mellemrum sammen. Når vi kører forbi bestemte steder, når vi finder en særlig bog, når vi rydder en hylde i et skab, eller bare uden videre. Efter en stund tørrer han sine øjne og siger, åh hvor jeg piver. Så slår jeg armene om ham, og siger, at han bare skal pive løs. At er der nogen i verden, der har noget at pive over, er det ham. Og jeg siger til ham, at jeg er glad for hans piveri. At jeg hellere vil slå armene om ham 1000 gange, end opdage at han holder tårer tilbage. At et langt liv sammen ikke kan afbrydes uden piv og tårer. Og savn og sorg.

Når jeg sætter mig ved bloggen, krøller jeg sammen og tænker, åh hvor jeg piver. Jeg må for fanden da snart kunne skrive om andet end sorg og savn og ulykke. Jeg tænker, at mange ikke orker at læse mere om, hvad jeg savner. At mange må tænke, at jeg må se at komme videre. Og – nå ja, jeg kommer da også videre med alt muligt, men det er det andet, der myldrer ud gennem fingrene, når jeg sætter mig ved tastaturet.

Når jeg så modtager en mail fra Inger, som både er min gamle gymnasiekammerat og studiekammerat fra antropologistudiet, hvor hun fortæller, at mine skriv om min mor og om Lene har været støttende for hende, sætter det mine ord fri. Så lader jeg alligevel ordene flyde fra fingerspidserne.

Når min far fortæller, at mine ord laver et lille hul i hans ensomhed, fordi han genkender sorgen og savnet, giver det mening at lade de ord flyde, som vil ud.

Det hele kan vel koges ned til noget ærlighed. At stå ved de følelser, der til stadighed tumler rundt og stadig kræver en dag i ny og næ med stikket trukket ud. Og når min far og jeg ikke kan lide at pive, er det fordi vi altid har klaret vores sager. Uden at pive. Men ligesom jeg synes, det er meget lettere, at min far piver, når han er ked af det, så er det også lettere for ham og for mange andre, at jeg piver. Når jeg er ked af det. Og mine fingre kan kun ked-af-det-hed for tiden. Åbenbart.

Resten af mig kan man sagtens møde med både smil og flyvende hår ude i den virkelige verden.

Inger har lavet en række interviews med ældre mennesker, der har mistet en ægtefælle for Palliativt Videncenter, som du kan læse her. Læs dem og hold op med at tænke, at det ikke er slemt at miste, når man er gammel.

IMG_3722

by - 1 kommentar

Liv

Jeg har det bedre. Det hjalp at tage en pause. Og faktisk hjalp det også at fortælle lidt om, hvordan jeg havde det. Fordi så ved folk det. Og så ringer de. Eller skriver eller sender tanker og ting til mig. Og det varmer og luner og stiver mit kollapsede stillads mere af, end I aner.

Det gør også godt at bo sådan, at hele familien tromler sammen og springer i vandet i timevis. Sammen.

IMG_3641

Der er noget med sol og vand og gummibåde, der spænder fuldstændig ben for tunge tanker. Og når familiens yngstemenneske hele tiden er på nippet til at kaste sig frygtløst ud på dybt vand, og må afledes med kildeture og på-hovedet-ture, er det umuligt ikke at grine.

IMG_3639

Første etape af min pause blev brugt på at indfri et Tivoli-løfte. Som var den eneste grund til, at Vera kunne se noget fornuft i, at jeg forlod Mols i sommer. Så jeg svingede mit Tivolikort, og vi prøvede både karruseller og ballongynge og fik is og balloner. Det er balsam for en jaget sjæl at være flere timer i Tivoli med to børn, der helt uden spørgsmålstegn nyder alting.

IMG_3659

Bagefter havde jeg en hel og uspoleret dag fuldstændig for mig selv. Sammen med en halvdårlig krimi, som ikke behøvede nogen form for koncentration. Og med sporadiske indfald på arbejdsmailen. Og det er det, jeg skal gøre. Tage en pause i ny og næ. En enkelt dag, når sorgen spasser ud. Bagefter er det fint at finde tilbage i verden igen. Og dele kram og andet hverdagsgodt med dem, man holder af.

IMG_3664

Og det er vel en måde at håndtere sorg på. At gå lidt ind i det, blive der og blive flænset. Og så tage en pause til at hele flængerne. En pause hvor der både er elskede mennesker og alenehed. For sorgen kan deles til en vis grad. Men en stor bid af den er min alene. Og pausebehovene skal jeg høre efter for at blive ved med at være hel.

Og jeg er et heldigt menneske med livet fyldt med mennesker, der vil mig det godt. For fanden da, hvor I gør mig glad.

Nu fejrer vi yngstemenneskets første fødselsdag i morgen. Og hele min enorme familie vil tromle sammen og springe i vandet igen. Når de har sat mange kilo kager til livs.

Og på så mange måder er alt godt. Alligevel.

IMG_3667

 

by - 7 kommentarer

Break eller breakdown

Jeg er lidt stille.

Mit stillads er væltet, og jeg savner noget at læne mig op af. Pludselig er det hele for meget, for overvældende. Det tårner sig op: Lenes sygdom og død, mit eget sygdomsforløb, min mors sygdom og død. 2014 har ikke været blid. Og lige nu ramler det hele lidt for mig. Udløst af en blå plastikflaske.

Min mor havde en yndlingsdrikkedunk. Af helt blød plastik, som er god at holde i hånden. Efter min mors død gav min far mig drikkedunken i hånden og sagde: ‘den skal du have, for den kan du bruge på dine løbeture’. Og det kan jeg. Den er ideel at have med på de varme ture.

Forleden aften, da jeg løb ud langs Kalveboddybet med min mors flaske i hånden, ramte den mig pludselig i hjertekulen. Hårdt, pludseligt, overraskende. Den katapulterede sorg og afmagt rundt i hele min krop. Min mors blå plastikflaske. Som lå på hylden ved siden af hendes seng, mens hun levede sine sidste dage. Og måske derfor har den blå flaske kastet alle mine oplevelser med min egen sygdom, med Lene og med min mor lige lukt i mit hjertes smertecenter.

Der er sommerstille på direktionsgangen, og det bedste, jeg kan gøre for verden, er at tage en pause. For når det hele samler sig og laver en slags bundløst dynd omkring mig, bliver jeg både nærtagende og grumpy. Og ukoncentreret. Og grådlabil.

I morgen tidlig er det mig, der åbner direktionsgangen. Når jeg har gjort det og holdt det ene møde, dagen byder på, trækker jeg mig stille tilbage. Og holder en pause. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Ud over at være lidt stille, til det begynder at opløse sig selv igen.

IMG_3622

 

by - 2 kommentarer

Reality check point

For to uger siden slyngede jeg rygsækken over skulderen og tog bussen mod lufthavnen med følelserne uden på tøjet. Jeg var i tvivl, men jeg kravlede alligevel ombord på flyet til Geneve. Jeg var virkelig i tvivl, om det var en god idé. Eller om jeg ville tumle alene rundt i ulykkelighed.

Og det gjorde jeg. Tumlede alene rundt i ulykkelighed. Men bjergenes skønhed gjorde ulykkeligheden anderledes, end den ville have været hjemme i København. For ulykkeligheden forsvinder ikke. Den kan ikke ignoreres, og det er ikke muligt at lade som om, den ikke er der. Den er der. Hele tiden.

Men, mens jeg var i Chamonix og i massivet omkring Mont Blanc, var en helt enkel virkelighed også meget nærværende. Jeg havde timer alene, mens jeg enten løb eller vandrede, og i den alenetid gik det langsomt op for mig, at vi havde taget en god afsked. Vi havde sagt de ting, der skulle siges, min mor og jeg. Vi havde holdt om hinanden, vi havde læst, og vi havde talt om det meste. Der var ikke noget, jeg manglede at sige til hende. Hun vidste, jeg elskede hende. Hun vidste, at vi ville tage os af min far. Jeg havde ikke usagte ting i maven. Jeg mangler hende, og jeg savner hende fordærdeligt. Og det kan intet lave om på. Det er prisen for at have elsket og have været elsket. De to er ikke mulige uden hinanden. Og jeg vil altid vælge kærligheden.

Min italienske uge med fuldt blus på solen og skønheden gjorde godt. Den bragte en fred med sig. Fordi jeg bare var, hvor jeg var. Med gode mennesker.

Jeg tænkte, at jeg ville modtage en virkelighedslussing af de hårde, når jeg landede i København. Fordi jeg ikke ville kunne ringe til min mor og fortælle. Fordi hun ville mangle. Fordi hun altid har været der, når jeg er kommet hjem. Men den er udeblevet, virkelighedslussingen. Det har været rart. Det har været dejligt at lade mig omslutte af mine børn. At dele god mad og historier. At svømme rundt i min sommerkanal. Og at tale med dem allesammen. Det er godt at være tilbage i min Sydhavn. Også selvom jeg savner og savner.

Måske falder virkelighedslussingen i morgen, når jeg lander på Mols. Uden min mor. Måske falder den, når vi gør ting sammen i det hus, der så meget har været hendes sted. Min virkelighed er stadig rystet. Og jeg har stadig ikke helt begrebet det aldrig, der er blevet en del af mit liv. Men min virkelighed er også rarhed og kærlighed og små runde glædebobler i maven.

IMG_3570

by - 7 kommentarer

Her er så stille nu

Jeg har ikke min mor mere. Jeg har ikke nogen mor. Verden har listet sig videre uden min mor i halvandet døgn nu.

Jeg vil gerne fortælle om min mors død engang. Ikke nu. Lige nu er det vores historie. Min historie. Min oplevelse. Den lever stille inde i mig. Mens jeg langsomt øver mig i at begribe, hvad aldrig betyder. Selvom jeg sad ved min mor de sidste dage. Selvom jeg holdt om hende, da hun drog sit sidste åndedrag. Og selvom jeg forstår, at hun ikke er her mere. Så begriber jeg det ikke. Aldrig og ikke mere er ubegribeligt.

Midt i vores ubegribelighed mødes vi af en hær af mennesker, der ved, hvad der skal gøres. Vi indtager nye vokabularier i vores samtaler. Om urnenedsættelse og båretale og udsyngning. I skal nok holde en ordentlig fest, sagde blomsterdamen, da vi købte rå mængder af kærlighedsrøde roser i små potter. Nja, nej, vi skal begrave vores mor, sagde vi. Og hun blev rød i kinderne og sagde undskyld.

Vi har lært om urnegravsteder og mindesammenkomst og hvor mange salmer, der hører til en bisættelse. Vi har lært, hvad alle andre plejer at gøre. Og valgt vores måde. Min mor gjorde ikke, som alle andre plejede at gøre.

Det er lindrende i vores ubegribelighed, at nogen tager sig helt professionelt af sognegårde, gravsteder og bisættelsesceremonier. Det er som kølig balsam, at bedemænd underretter myndigheder og tager sig af min mors legeme, indtil på lørdag. Hvor vi siger vores sidste farvel. Sammen. De laver en slags orden i vores rystede sind. Mens vi kan tage os af kagebagning og oprydning. Og bruger timer og timer på at tale om vores mor.

Sorgen og savnet sætter sig tonstungt i mine ben, og jeg løber stille helende ture langs den smukke Gudenå. Hvor jeg må ned og binde mig en bårebuket, når det bliver lørdag morgen.

IMG_3342

by - 3 kommentarer

…………..

Skal du løbe den store tur, spurgte min far. Med et let bekymret blik på uret.

Nej, sagde jeg, jeg løber bare tre kvarter rundt i Mols Bjerge. Og så kommer jeg tilbage og laver mad sammen med dig.

Har du aldrig løbet i Mols Bjerge, er du gået glip af noget. Det er et af de bedste steder, jeg kender. Man kan lave en tur på brede markveje, hvis man har sådan en dag. Eller man kan løbe ad de smalle spor gennem bakkerne. Hvis man føler sig lidt eventyrlig, kan man droppe spor og stier og løbe på må og få op og ned ad bakker, gennem skove, over marker. Man kan løbe i bløde bakker, og man kan løbe stejlt. Og få de smukkeste udsigter over vandet.

Her har jeg løbet, redet, cyklet og gået hele mit liv.

IMG_1932

Min mor er syg. Og sammen med al den lykke, der bobler rundt omkring mig. Og i mig. Er jeg fyldt af ulykkelighed.

Når jeg løber ad gammelkendte og gammelelskede spor, synker ulykkeligheden ned på en slags midlertidig plads. Hvor det smukke, det kendte og det trygge i Mols Bjerge kan lukkes ind. Som altid har været der.

IMG_1933

Og jeg hader stadig at løbe i sand, som jeg gør, når jeg løber hjem langs stranden.

by - 2 kommentarer

Løbetur i foråret

Så har jeg igen været på en tur med ungdomsminder rundt i Randers. Eller – ikke så meget rundt i Randers, men lags Pramdragerstien, som løber langs Gudenåen. Stien er en ældgammel sti, som oprindeligt blev benyttet af pramdragerne, der trak deres lastede både fra stien og ind mod handelsbyen. Stien er blevet renoveret gennem de sidste par år, og er nu en fremragende løberute. Den er hævet over vådområderne, og her er et fugleliv ud over det sædvanlige. Jeg elsker at løbe og gå ture her. Så jeg løb hele vejen ind til midt i byen, hvor en stor bro krydser Gudenåen, hvor åen går over til at være fjord. Jeg har tilbragt utallige timer i min pure ungdom ved åens bredder. Der har jeg læst til eksamen, drukket øl, lavet lejrbål, spillet guitar og slikket sol. Jeg har padlet i kano og roet kajak, og jeg har cyklet området tyndt.

Men i dag løb jeg på tunge ben og beklagede mig indvendigt over min svigefulde form. Men jeg har faktisk været, eller er måske, lidt syg. Jeg har hostet de sidste tre uger og haft ondt i halsen, og jeg blev enig med min far om at tage en penicillinkur. Bare for alle tilfældes skyld for ikke at udsætte min mor for mere. Og måske skulle jeg alligevel have gjort det der med at gå til læge? I hvert fald har penicillinen virket på min hals, og jeg føler mig betydeligt bedre tilpas i dag. Så godt for det.

Min løbetur igennem forårseftermiddagen blev fin, selvom benene virkede tunge. Det var dejligt at gense Gudenåen, og jeg valgte så asfaltvejen hjem igen. Knapt 13 km blev det i dag. I morgen må jeg se at nå en længere tur.

Og min mor har det bedre, omend hun må blive på hospitalet lidt endnu.