Pivende nødvendigheder

Når jeg er sammen med min far, krøller han med jævne mellemrum sammen. Når vi kører forbi bestemte steder, når vi finder en særlig bog, når vi rydder en hylde i et skab, eller bare uden videre. Efter en stund tørrer han sine øjne og siger, åh hvor jeg piver. Så slår jeg armene om ham, og siger, at han bare skal pive løs. At er der nogen i verden, der har noget at pive over, er det ham. Og jeg siger til ham, at jeg er glad for hans piveri. At jeg hellere vil slå armene om ham 1000 gange, end opdage at han holder tårer tilbage. At et langt liv sammen ikke kan afbrydes uden piv og tårer. Og savn og sorg.

Når jeg sætter mig ved bloggen, krøller jeg sammen og tænker, åh hvor jeg piver. Jeg må for fanden da snart kunne skrive om andet end sorg og savn og ulykke. Jeg tænker, at mange ikke orker at læse mere om, hvad jeg savner. At mange må tænke, at jeg må se at komme videre. Og – nå ja, jeg kommer da også videre med alt muligt, men det er det andet, der myldrer ud gennem fingrene, når jeg sætter mig ved tastaturet.

Når jeg så modtager en mail fra Inger, som både er min gamle gymnasiekammerat og studiekammerat fra antropologistudiet, hvor hun fortæller, at mine skriv om min mor og om Lene har været støttende for hende, sætter det mine ord fri. Så lader jeg alligevel ordene flyde fra fingerspidserne.

Når min far fortæller, at mine ord laver et lille hul i hans ensomhed, fordi han genkender sorgen og savnet, giver det mening at lade de ord flyde, som vil ud.

Det hele kan vel koges ned til noget ærlighed. At stå ved de følelser, der til stadighed tumler rundt og stadig kræver en dag i ny og næ med stikket trukket ud. Og når min far og jeg ikke kan lide at pive, er det fordi vi altid har klaret vores sager. Uden at pive. Men ligesom jeg synes, det er meget lettere, at min far piver, når han er ked af det, så er det også lettere for ham og for mange andre, at jeg piver. Når jeg er ked af det. Og mine fingre kan kun ked-af-det-hed for tiden. Åbenbart.

Resten af mig kan man sagtens møde med både smil og flyvende hår ude i den virkelige verden.

Inger har lavet en række interviews med ældre mennesker, der har mistet en ægtefælle for Palliativt Videncenter, som du kan læse her. Læs dem og hold op med at tænke, at det ikke er slemt at miste, når man er gammel.

IMG_3722

3 thoughts on “Pivende nødvendigheder

  1. Det er så flot beskrevet, at det helt kramper i sjælen.
    Det er vigtigt, at nogen piber højlydt, især for deres egen skyld, men også for alle andres.
    Der må aldrig være et krav om at man skal være færdig med at pibe på et givent tidspunkt. Sorgen og savnet må komme og gå som det behager sorgen og savnet. Kun på den måde er der på trods en vej videre…………

  2. Hej Helle. Piv du bare løs. Der skal være balance i livet, og vi skal over vores sorg før det kan blive godt igen. Tænker på dig og håber at tiden må hjælpe jer på vej 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s