Og hvordan endte jeg så i Pigna i Italien? Når jeg vandrede i Frankrig og Alperne? Jo, mens jeg flimsede rundt og irriterede damerne på kontoret på banegården i Modane, fordi jeg ikke kunne bestemme mig, sendte skæbnen venner på banen. Marianne og Mogens, som jeg har kendt i 500 år havde lejet et hus ikke så lagt fra Nice. Og de havde foreslået, at jeg sluttede min vandretur hos dem. Og så var det, Marianne sms’ede for at høre, hvor langt jeg var. Og pludselig virkede det fuldstændig rigtigt at bruge et halvt døgn og en trilliard på at køre i tog til Nice. Og det gjorde jeg. I Nice tog jeg endnu et tog ind i Italien til Ventimigle. Her fræsede Mogens og Marianne op foran banegården og pakkede mig ind i omsorg. Mens de gispede lidt over min monsterrygsæk og dramatiske beretninger fra turen.

Tre kvarter senere kravlede vi op ad tusind trapper i Pigna og anrettede ost og rødvin på den lune terrasse. Pludselig var alt anderledes. Alt faldt til ro. Her er smukt og varmt. Allerede næste morgen trak Marianne mig med på løbetur i det kuperede område. En lidt vild start på dagen, som min arm vrælede en smule over. Men den bestemmer ikke. I morges var vi afsted igen, og mine lår begyndte at acceptere. Det er bedst at løbe kl syv, for allerede kl otte er der mere end 25 grader i skyggen.

Mens mine to p.t. yndlingsvenner cykler de stejle bakker tynde, går jeg på opdagelse i Pigna. Byen er en overraskelse. En gammel middelalderby bygget ind i klipperne med et virvar af labyrintiske gange og trapper. Jeg farer vild. Konstant. Men på et tidspunkt finder jeg ud i solskinnet og dasker op i toppen af byen og laver mig en feriesandwich af ost, tomat og skinke. Jeg kunne leve af det.

I morgen lader jeg de to få deres sidste feriedage i fred og tager nogle dage til kysten. Jeg bliver i Italien i Bordighera, som er en lille kystby, hvor jeg kan lægge mig i vandkanten og lade hele denne lange ferie sive ind. Jeg er ikke helt klar til at flyve til København endnu.

Min arm har det bedre. Såret siver ikke så meget mere. For fagpersoner kan jeg tilføje, at det danner masser af fibrin. Det skal nok hele, men jeg vil nok altid have et minde på undersiden af højre arm. Det går også lidt bedre med at belaste den. Min albue har fået mange bank og gør ret ondt. Men også det bliver bedre. Alt tegner godt for min højre arm. Og jeg har ufatteligt meget lyst til at vende tilbage næste år for at gå det stykke, jeg mangler. I juli eller august.