Håndklædet i ringen…

Tja, alle gode intentioner slutter i aften. Min arm har gjort tiltagende ondt hele dagen, og der er virkelig ingen grund til at plage mig igennem noget, der ikke ligner en kommende fornøjelse. Der var alligevel ingen bus i eftermiddag til Briancon. Fortalte den sure mokke på banegården. Der gik et tog kl. 15. Men det var udsolgt. Sagde hun med noget, der lignede triumf. Jeg var den irriterende turist, som ikke kunne bestemme sig. Og som konstant forstyrrede hendes romanlæsning. På en eller anden måde ramte hun lige i solar pleksus. Nej, jeg kunne ikke bestemme mig. Jeg svingede fra den ene ide til den næste, og forstyrrede hende med alle mine overvejelser.

Så jeg tjekkede igen ind på et hotel, der er lidt for dyrt. I stedet for at blive siddende og mule gik jeg en lang tur op ad det stejle GR5 spor, som jeg skulle have været afsted på. Selv med min lette pausetaske, hylede den højre arm hele vejen. Det er sandt, som en skrev på Facebook: mine ben fejler jo ingenting. Det er bare pokkers svært at holde højre arm udenfor en fodtur med stor rygsæk. Det plasksiver fra såret, og det gør ondt.

Senere modtog jeg en sms fra Marianne i Nice, som spurgte, hvor lagt jeg var kommet. Og så virkede det pludselig fuldstændig oplagt at sætte mig 9 timer i tog mod Nice. Jeg mener, hvis alternativet er X gange 2 timer i forskellige busser med en jamrende arm? Nej vel? Når to søde venner venter i Nice med rødvin og croissanter?

Sådan bliver det. Resten af ferien bliver uden strabadser, og hvem ved? Måske når jeg alligevel hjem med et kram til min søn, inden han kører sydpå. Og jeg kan jo vende tilbage næste år og fuldende min færd over Alperne. Uden sne.

20130707-195918.jpg

Dilemmaspørgsmål

Jeg er nødt til at spørge universet til råds.

Sagen er, at det er ret råddent at være på fodtur med et stort sår på højre arm. Det er nemlig ikke bare en almindelig hudafskrabning. Det er mere som et brandsår. Hvor huden er skrællet helt af. Ca 10 cm. Det betyder, at det er ret åbent for infektion. Og det kan være svært at holde tophygiejne. Hvad værre er, så væsker såret lystigt hele døgnet, og gennembløder den forbinding, jeg møjsommeligt sætter med venstre hånd. Faktisk væsker det så meget, at det drypper fra min arm. Og det er klamt. Og uhygiejnisk.

Det store dilemmaspørgsmål er, hvad jeg nu skal gøre. Jeg sidder i Modane. Som er en lille by med togforbindelse til Paris, Lyon, Chambéry og Torino. Jeg kan godt komme til Nice, men det vil tage over ni timer og koste en trilliard.

Kære univers, skal jeg gå tre dage til Briançon, hvor der også er tog, og se hvordan det går? Og hvor jeg måske kan få en bus til lidt sydligere på ruten? Eller skal et fjollet sår få mig til at tage et tog til en lufthavn og hjem? Det sidste virker lidt abrupt, og det første skifter jeg mening om hvert andet minut.

På forhånd tak, univers. Eller Mads og Monopolet?

Dagen derpå

Jeg har det godt. Fandt det mest kitchede sted i verden at sove i nat. En lille bitte restaurant med et par værelser ovenpå. En lidt kikset mand, der bor sammen med sin søn, sin mor, tre hunde og en høne. Her er pokaler over bardisken, kukkeure og julekugler under loftet. Jeg fik et værelse med tekøkken og bad. Toilettet ligger ved siden af baren. I går var der sol på bænken udenfor, hvor jeg trøstede mig med et solidt glas af den lokale vin. Jeg landede i Bonneval sur Arc, som er en charmerende lille by med ældgamle stenhuse.

Min højre arm tog det største skrald i går. Med en hudafskrabning på størrelse med Langeland. Og en skulder, der piver lidt i hængslerne efter den voldsomme opbremsning, som den jo måtte stå for. Ellers har jeg kun små hudafskrabninger på benet og en bunke blå mærker. Når man glider ned ad stejl is, er det jo ikke blød sne, men is og utallige små og store sten. Jeg havde fuldstændig glemt, hvor ondt store hudafskrabninger gør. Og den erfarne verdensdame har naturligvis ladet Panodil og Ipren ligge hjemme på badeværelset (don’t comment). Den yndige by har ikke apotek, så jeg købte noget lokalt alpe-pullimut som lindring, inden jeg hev forbindingen af og prøvede at rense småsten ud af redeligheden. Og så højre arm!

Jeg havde naturligvis spurgt mig for, inden jeg gik afsted i går. En ting er at krydse bjergpas alene, der er ingen grund til at være uforsigtig. Men alle forsikrede mig, at der selvfølgelig ville være nogen sne, men at det sagtens kunne lade sig gøre. Hernede, på den anden side, siger de noget helt andet. De siger nej, nej, nej. Den rute ned er helt lukket i år, fordi der har været så meget sne og så mange laviner. Nå, jeg blev heldigvis ikke rodet ud i det værste, og en hudafskrabning heler hurtigt. Der er et apotek 20 km herfra, hvor jeg kan købe noget bedre forbindsstof, så gazen ikke vokser fast.

Jeg går videre i dag. Langs floden, mens jeg nyder den knaldende blå himmel og de mange varmegrader. Og ingen sne. I dag og i morgen skal jeg bare gå fra den ene charmerende lilleby til den næste.

20130705-084351.jpg

Lidt såret og skrammet – og undskyld

Det gjorde godt med en nat i luksus. Jeg følte mig næsten som et nyt menneske efter den overdådige morgenmad. Ren og fyldt op indeni og udenpå. Jeg havde facetimet med pigerne og set alle de små børn myre rundt på min terrasse sammen med nabobørnene.

Jeg bevægede mig langsomt op af den røde piste, der løber hele vejen fra Col de L’Iseran, mens jeg tænkte tilbage på en skiferie for en del år siden. Den sidste skiferie sammen med min gode ven Jørn, der døde alene på sit badeværelse samme år, som jeg blev syg. Det var Jørns første skiferie, og han knoklede. Jørn og jeg var på madhold sammen, og jeg kan huske, vi lavede noget forfærdeligt hundeæde. Men det var hyggeligt og vemodigt at trave afsted og huske tilbage.

Jeg lavede for flere dage siden en beslutning om at forlade den høje rute efter Col de L’Iseran. Men som jeg gik der, overvejede jeg om jeg alligevel skulle fortsætte i højderne. Og skønheden. Jeg spiste frokost i solen i passet, og nød bare dagen. Jeg elsker bare at være her, tænkte jeg.

Derefter gik det hele en lille smule galt. Det var en stejl nedstigning, og der var for meget sne. Sneen skjulte konstant mine vejmærker. Pjat, tænkte jeg, jeg har traverseret over så meget sne på den her tur. Det går sagtens. Så tog jeg et billede efter en stejl travers, som jeg sådan friskfyragtigt kunne poste på Facebook med en undskyldning til mine piger. På den næste travers skete det. Den var virkelig stejl, og pludselig var det is, som mine støvler ikke kunne sparke trin i. Jeg faldt. Og susede nedover. Heldigvis ved jeg jo, hvordan man stopper sådan et fald. Også med en vandrestav. Så jeg stoppede, inden jeg lavede flyvespring ud over vejen. Der skete ingenting. Lidt forslået og blødende fik jeg reddet mig ‘på land’. Og da jeg havde forbundet de største hudafskrabninger, kunne jeg gå videre. Det stejle var overstået.

Troede jeg. For nu blev sporet virkelig farligt. Det forsvandt ind i gamle stenskred langs kanten af et brusende vandløb. Og så smed jeg tøsekortet. Gik tilbage og kravlede op på vejen og standsede den første bil og bad om et lift ned. Det viste sig at være en canadisk familie, som selv havde planlagt at gå netop den tur. Men de var blevet rådet til at gøre den i bil. Fordi det var alt for farligt.

Nu er jeg nede i bunden af dalen. Omtrent hvor jeg havde planlagt. Jeg er en lille smule rystet. Og jeg bliver hernede og følger den lave rute. Undskyld mine unger. Jeg er næsten hel og fin og har ikke noget, jeg skal bevise.

Okay, så får I friskfyrsbilledet alligevel.

20130704-184802.jpg

Feriebrokker

Når man kravler langt nok ind i de franske Alper, støder man på en civilisation, der er sært uberørt af de sidste 50 års teknologiske revolution. Her fortsætter livet næsten, som det altid har gjort. Her er ingen mobildækning, intet internet og sjældent elektricitet mere end et par timer om aftenen. Derfor har der været uhørt stille her fra rejsereporteren.

Det er et udkantsfrankrig, der sparker et udkantsdanmark til hjørne. For her savner man ikke tv eller internet. Man trækker med et skævt smil på skuldrene og siger: That’s life in the muuuuntains. På charmerende fransk-engelsk. Og det kan godt være, at de synes de har langt til hospitalet ude i Vestjylland. Det har de ikke. Sammenlignet med de folk, der lever her, skal jeg hilse og sige. I morges drak jeg the hos en familie med to børn på 4 år og 2 måneder. De boede lige under det pas, jeg krydsede, som lå i 2700 meters højde. Her kører ingen ambulancer forbi.

Men jeg er ikke romantiker. Jeg hylder heller ikke overdrevet afholdenhed fra cyberspace. Jeg kan derfor med den største fryd suse rundt på nettet. Fordi jeg i et øjebliks træthed tjekkede ind på det eneste åbne hotel i Val D’Isere, som viste sig at være tæt på luksus og alt for dyrt for mit budget. Jeg er ligeglad. Jeg fortjener det. Jeg tjekkede ind i gennemmudret og plaskvådt regntøj efter endnu en lang dag med konstant regn fra oven. Og blev min lugt pinligt bevidst. Efter en uge med hårdt arbejde over hårde bjergpas minder lugten mest om gnu. Jeg ved, hvad jeg taler om. Men de tog godt imod mig og lod sig professionelt ikke mærke med noget. Nu står mine mudrede støvler på badeværelset. Og jeg dufter godt igen.

Det har været hårdt. Meget, meget hårdere end jeg havde forestillet mig. Når nu de fortæller mig, at de havde otte meter sne i vinter, forstår man godt, at der stadig ligger et par meter her og der. Men det gør unægteligt min tur sværere.

Det var synd, tænker du måske? Sådan en dårlig ferie. Men sådan har jeg det slet ikke. Selvom musklerne skriger, når jeg møjsommeligt arbejder mig op over det næste bjergpas. Og selvom benene føles som gummi, når jeg endelig nærmer mig dagens mål. Men regnen da? Jo, jeg er træt af regn. Mest fordi regn og tåge hænger sammen i bjergene, og jeg derfor ikke kan se de fantastiske udsigter, der er belønningen for sliddet. Alligevel giver det en særlig tilfredsstillelse at komme igennem dagens etape. Hver aften er der venlige mennesker, der redder mig. Som tænder op i brændeovnen og hænger mig til tørre, mens de serverer varm the for mig. Hver aften er der venlige mennesker, der gør deres yderste for at sige noget på engelsk og forstå mine blandede brokker af engelsk, fransk og spansk.

Ferie er ikke altid ønsket om ubrudt harmoni. Ferie er at gøre noget andet. Ferie er at få mine tanker væk fra Region Hovedstadens sundhedsvæsen. Det er at erkende, at de opgaver, jeg hastede igennem med venstre hånd, er okay. Ferie er at tænke lange tanker uden afbrydelser. Ferie er at møde nye udfordringer, og at løse dem. Ferie er at læse bunker af bøger. Ferie er at møde nye mennesker og høre nye historier. Ferie er også at slippe kontrollen lidt for en tid.

Alt det får jeg i rigelige mængder her i Alperne. Jeg kommer ikke til at gå hele vejen til Nice. Jeg gider ikke. Det har været for tidligt på sæsonen, og her er alt for meget sne. Det tager for lang tid, og jeg har andre prioriteter.

Jeg vil gerne nå at se mine venner i Nice, før jeg tager hjem. Jeg skal hjem, før Sofie giver sig til at føde det næste medlem af vores klan. Jeg vil gerne nå at give min søn et kram, inden han tager på ferie. For i går var hans dag. I går blev han kandidat i media & management, og jeg befandt mig heldigvis i en lomme med mobilforbindelse, så vi kunne nå hinanden på telefon. Jeg er pærestolt og helt ufatteligt glad på hans vegne. Men jeg var der jo ikke.

Jeg vender tilbage med beretninger om farefulde bjergpas, sne og strabadser. Og om alle de sjove mennesker, jeg har mødt på min vej. Og med billedspam af bjerge og dale. Hvornår kan jeg ikke sige. Næste gang jeg møder internettet.

20130703-213406.jpg

20130703-213422.jpg

Hillemænd

Hillemænd sagde min mormor altid, når hun skulle udtrykke ekstra forbløffelse. Og jeg kan kun gentage. Hillemænd, hvor har det været hårdt. Og smukt. Og rædselsfuldt. Og berigende.

Jeg er ret færdig med sne og høje pas, siger jeg, mens jeg nærmer mig Val D’Isere og Tigne. Men jeg har en plan. Så snart jeg har forladt Val D’Isere og det sidste høje pas. Der med garanti også er pladret ind i dyb sne. Så stikker jeg ned på tøseruten. Ned i dalen. Langs floden. Hvor jeg bare skal dalre afsted, mens jeg spiser ost og drikker rødvin.

Der kommer mere, så snart jeg har fundet den civilisation, der har internet og åbne butikker. Indtil da kan I nyde udsigten fra det chatel, jeg bor i hos den sødeste engelske familie.

20130701-174135.jpg

Jeg er på vej’n igen…

I dag pakkede jeg mig ind i beslutsomhed og pakkede pakkenellikerne i rygsækken, spiste min morgenmad og sagde farvel til bjergtyperne på mit hostel. Jeg fandt en bus til Les Houches og begyndte helt muntert at trave op. Og op, og op og op.

Det blev en dag fyldt med indre konflikter. Der var overskyet i det høje. Ingen glimt af gletchere på Mont Blanc. Ingen bjergtoppe. Bare sorte, tætte skyer. Det er hårdt at gå op og op og op. Og jeg har helt glemt at fortælle om mine lidelser. De kom tordnende tilbage. Min rygsæk har nogle år på bagen, men det er faktisk første gang, vi er ude og gå langt sammen. Amatøragtigt, kunne man her med fuld ret indskyde. Skæbnen har også straffet mig behørigt med et ret smertefuldt skrabesår – på hver hofte. Jeg tænkte, at det havde haft godt af et par dage i Chamonix og undlod at sætte sportstape over. Amatøragtigt! Det, de havde nået i Chamonix, er i hvert fald smidt væk nu. Der kommer sportstape på i morgen.

Mine støvler er nye. Købt på udsalg i England i dette forår. Og de har slet ikke været med på tur. Derfor har de straffet min ene lilletå med en vabel, der dårligt er plads til på så lille et sted. Jeg har klippet hul, som jeg plejer. Og smurt med 8hour creme. Men den er en værre redelighed. Amatøragtigt, kan der kun siges her. Med et let fnys. Der kommer også sportstape på i morgen.

Og overn i det holder mine kemofødder en fest. Det betyder bare, at jeg går på ild og gløder, som jeg jo gør ind imellem. Det er bare et skidt tidspunkt.

Dagen har været præget af regntøj af og regntøj på. Der opstod hurtigt en regel om, at når regnjakken kom af, regnede det. Og når regnjakken kom på, holdt det op. Jeg købte brød hos en bager, og straks begyndte det at regne. Jeg fandt kameraet frem fra sit skjul under rygsækovertrækket, og en syndflod satte ind. Og sådan fornøjede jeg mig igennem dagen.

Jeg havde haft et håb om at gå den høje rute og nå helt op til Bionassy gletcheren. Og måske overnatte i Refugio Miage, der ligger højt oppe. Men det blev sendt helt til hjørne. Deroppe rasede uvejret helt uden at skamme sig.

Vi får se, hvor langt jeg kommer i morgen. Der er nemlig et pas at krydse. Jeg har stadig noget beslutsomhed tilbage, så jeg går op til refugiet før opstigningen til passet. Så ser vi. Måske er der for meget sne og tåge, og så går jeg bare ned igen. Måske klarer det helt uventet op, og så går jeg videre.

Billeder følger med en mere stabil forbindelse