Små skvulp af normalhed

Tak for alle reaktioner her og der på mit indlæg om mine forlængede Covid-erfaringer. Og tak for jeres opfordringer til at publicere bredere. Det havde jeg ikke krudt til, men det kan måske komme, som mit indre krudt indfinder sig igen. Og krudtet er på vej. Jeg begynder at tro lidt på, at jeg ikke kommer til at leve op til at have ægte LongCovid, som er defineret ved vedvarende symptomer tre måneder efter positiv test. To måneder og en snas er rigeligt for mig.

To måneder! Eller egentlig to og en halv måned! Det er lang tid at være underdrejet. Og jeg hører jo til blandt de heldige og de privilegerede. Jeg bor alene og bestemmer selv over min sofa og min vindueskarm. Jeg har været hjemsendt fra arbejde, og jeg har kunnet arbejde i små bidder ad gangen. Jeg har kunnet sprede mit arbejde ud over hele dagen og nogle aftener, og på den måde nå næsten det meste. Det sundhedsvæsen, jeg er ansat til at fodre med nye kompetencer, har været så underdrejet, at ingen rigtigt har savnet mine gode idéer. Jeg har lavet det, nogen har bedt mig om, når jeg ikke har glemt det, fordi min hjerne har fucket med mig.

Jeg er ikke rigtigt blevet mindet om savnet af gode middage og lækre vine, for alle andre har været nedlagt af Covid, og den årlige fastelavnsbollejagt på Instagram er tilbage i hænderne på den originale opfinder af eventet. Og hun smager ikke på nær så mange, som hun plejer. Så heller ikke der græder jeg så meget over savnet. Måske har fastelavnsboller også bare taget overhånd. Men jeg savner at smage. Det går bedst om morgenen, hvor min hjemmekværnede kaffe smager dejligt. Senere på dagen smager det meste af noget, ingen har lyst til. Jeg spiser for at få næring. Og det er meget kedeligt.

Men forleden oplevede jeg et skvulp af normalhed. En boblende, luftig følelse af ‘mig’. Så mærkede jeg selvfølgelig også, hvor fraværende den følelse har været. Det begyndte med, at jeg fik en idé. Og jeg har ikke fået en ærlig idé i mere end to måneder. Det overbeviste mig om, at der jo nok brygger flere idéer dybt inde i min hjerne. Og at de nok skal finde vej ud i min virkelighed igen en dag. En slags håb, der omgående vækkede en lillebitte lykkefølelse i mig.

Men havde jeg nu ikke været mig. Eller havde jeg ikke haft et fleksibelt arbejde. Eller havde jeg haft en bunke hjemmeboende børn. Ja så havde alting jo set helt anderledes ud. Forestil dig min datter, der arbejder som ægte sygeplejerske i en lægepraksis og har tre mindre børn og en daglig togtur på en times tid hver vej? Eller en løst ansat freelancer? Eller en pizzabager? Eller den højt besungne kassedame i Netto? Eller – åh gud – en pædagog med en stuefuld af livlige børn? Nej, det ville have været en helt anden situation. Jeg havde ikke kunnet varetage mit arbejde uden rummelighed, overbærenhed, fleksibilitet og masser af pauser. Jeg ville ikke kunne gennemleve de sidste to måneder uden en klar bevidsthed om venner og familie, der med sikkerhed vil være der, når jeg vågner til endelig dåd. Mange må stå i en situation fyldt med angst for alting. Hvornår stopper det? Hvornår bliver jeg fyret? Bliver jeg nogensinde normal igen? Kommer jeg nogensinde til at fjolle rundt med mine venner til koncerter?

Alt det kan jeg se på med en vis portion tillid. Jeg beholder mit arbejde. Jeg kan mærke, det går bedre. Det går langsomt med daglige tilbageslag, men det går, og det går den rigtige vej. Og vennerne rejser sig fra deres Covid-lejer og tjekker ind. Vi savner jo alle sammen hinanden

Billedet er fra en udstilling om Arktis på Nordiska Museet i Stockholm i slutningen af november. Måske lige der sprang min coronavirus på mig? Det vil aldrig blive opklaret.