Nu gik det lige så godt, det hele. Med at svanse rundt og svinge visakortet. Manglede bare lige de sidste indkøb og gaver til de små mennesker i København. Planlægningen var i top.
En dag i Berkeley, hvor jeg slet ikke fandt de lækre tøjbutikker, jeg havde forestillet mig. Og hvor sådan en smule universitet tog pænt meget længere at løbe igennem, end jeg troede. Hold da op. Sikke en campus. Jeg elsker universiteter, hvor der er sådan en energisk summen af kloghed. Hvor mennesker i alle aldre myldrer frem og tilbage med bogstakke under armene. Og på Berkeley kan man kun blive klog. Her er så fucking smukt og kreativt, at det må stimulere de trætteste hjerner.
Jeg styrede ret målrettet mod Museum of Anthropology, som er ret berømmet rundt omkring. Og jeg blev ikke skuffet. Lidt fagnørd er man vel. Her var en skøn blanding af arkæologi og antropologi, som man også kan på vores egne museer på Moesgaard og Nationalmuseet. En temaudstilling om øl, fx. Og deres oprindelige specialeområde om egyptiske mumier, inklusive et par mumificerede krokodiller og en høflig henstiling om at optræde med respekt omkring de døde. Fordi de på en måde var evigt levende i deres mumietilstand. Endelig var der en grundig udstilling om det oprindelige Californien, og jeg gik henrykt ud i butikken, som ledte ind til museet. Hvor jeg blev mødt af en smilende kvinde, der ville høre, om jeg havde spørgsmål eller undren over noget. For så ville hun gerne stille sig til disposition. Jeg blev helt blød og glad, og vi udvekslede lidt fagnørderi. Butikken viste sig at have ophørsudsalg. Alt var halv pris, og jeg gaflede mig et par smukke smykker. Og kunne gå glad derfra, fordi jeg havde nået det. Museet og butikken lukker nemlig, fordi museet skal restaureres.
Tilbage i San Francisco myldrede jeg rundt for at klare de der gaveindkøb, da et kasseapparat pludselig nægtede. Kontakt din bank, sagde det. For fuck da også! Havde jo glemt, at jeg har lagt ud for det dyre hotel, og nu har jeg åbenbart nået den grænse, som kortet er født med. Nåmen, et hurtigt (og dyrt) opkald til Danske Bank har klaret ærterne, og jeg får også aftensmad i aften.
Til gengæld er jeg løbet tør for tid. Kaiser Permanente, det amerikanske forsikringsselskab og hospitalssystem, som jeg tog på kursus hos og besøgte i sidste uge, har inviteret mig til en hel dags besøg. De har sat et program sammen med tre direktører, der vil fortælle mig om ting, jeg er interesseret i, og så vil de gerne have mig til at fortælle, hvad vi arbejder med i lille Danmark. Jeg er både dybt beæret og en anelse nervøs. Og jeg håber virkelig, jeg kan give lidt tilbage.
I morgen rejser jeg hjem, og jeg kan se, at I har sørget for vanligt koldt vejr til mig. Mens I selv har frådset i solskin og korte bukser. Okay det er vel undt. Jeg har ikke manglet noget.
Nu håber jeg bare, at visakortet virker, og at jeg kan nå at fræse rundt i de sidste butikker inden lukketid.
Helles Blog 