Mission graffiti #3

Jeg slentrede videre ned ad Clarion Alley i den strålende sol. Foran mig foldede kunstværker sig ud på stribe. Der var en særlig stemning i den lille gade, hvor flere arbejdede med nye malerier. Stemningen var på én gang sjov og meget alvorlig. Der var lette, muntre billeder, og der var alvorlige billeder, der fortalte svære historier.

Her vogtede en løve og beskyttede husets beboere.

De to banditter her skal nok holde værre børster ude.

Et mindesmærke over en afdød ven.

Socialrealisme fra the neighbourhood.

Ham her gav mig creeps og fascinerede

Når jeg løftede blikket, dukkede de særeste eksistenser frem.

Og endelig var de der. Elefanterne. De fineste elefanter, som jeg tilegner AmarOrama. Som en tak for utrætteligt at berige min verden med fantastiske graffitibilleder.

Det var bare en del af billederne fra Clarion Alley,  Mission, San Francisco. Falder din vej forbi byen, skal du ikke snyde dig selv for oplevelsen. Til den tid vil andre billeder have taget over. Gaden er evigt foranderlig. Som et symbol på verdens forgængelighed.

Mission graffiti #2

Mission Graffiti fortsatte, og jeg gik tilbage af 16th Street, som jeg havde forvildet mig alt for langt ned ad. Jeg cirklede frem og tilbage i området og vidste ikke helt, hvad jeg skulle holde øje med. Mon kunstværkerne ville gemme sig bag anonyme huse? Mon jeg var helt galt i byen? Og hvorfor tågede jeg i det hele taget rundt langt fra mit hostel, i stedet for at bruge mine sidste timer på at flå nyt tøj ned fra hylderne?

Men vejret var strålende, og – hånden på hjertet – jeg havde købt tøj nok til at fylde kufferten helt ud. Og jeg havde jo lovet AmarOrama… Og pludselig stødte jeg på ham her

Jeg var kommet frem! Modtaget af en blå bamse. Jeg drejede ind ad den lille gyde, Clarion Alley og så mig måbende omkring. Der er ikke så meget at sige. Bare se.

Der var meget mere. Jeg gik rundt og rundt. Kiggede på de arbejdende malere. Studerede detaljer i billederne. Måbede.

Mere i morgen. Mon der dukker en elefant op til AmarOrama?

På elefantjagt i the Mission i San Francisco

The Mission er den bydel i San Francisco, der huser latinobefolkningen. Den er også upcoming som et nyt og eksperimenterende kunstnerisk centrum. Jeg havde fået et tip om særlige områder med graffiti i verdensklasse. Og med blognaboen, Amarorama, hviskende i mit øre og sulten efter nye elefantjagtmarker, drog jeg afsted på den sidste morgen i San Francisco. For at spare en smule tid, tog jeg toget og trådte få minutter senere ud på hjørnet af Mission og 16th Street. Og startede med at gå i en helt forkert retning. Lille bitte Clarion Alley, hvor den berømmede graffiti skulle være, var ikke helt let at finde.

Men graffiti var der alligevel.

Mon jeg fandt Clarion Alley? Og var jagten det hele værd? Hvad gemte the Mission? Og ville jeg finde elefanter til AmarOrama?

Det må I vente med at finde ud af. Jeg tåger rundt i jetlag. Min krop skreg på mad og aktivitet fra kl 03 i nat. Det er værre end at have en baby. Og nu må jeg sove.

Om kærlighed

Mens vi venter på, at jeg kan løsrive mig fra mit nye legetøj, der starter med i og er en flad lille ting, der føles som ren lækkerhed under fingrene, kan vi jo konstatere, at jeg atter sidder over kander af te, mens jeg lader blikket vandre ud på det solbeskinnede vand udenfor mit vindue. Jeg er hjemme. Når jeg engang har løsrevet mig, kommer der graffiti og vægmalerier fra det store kamera. Jeg kan ikke uploade billeder direkte fra kameraet til min nye ven her. Men jeg kan love graffiti langt ud over det sædvanlige.

Mens vi venter, sidder jeg viklet ind i jetlag. Det ondes hævn over fantastisk rejse. Det går over, men det tager en uge eller mere. Sådan er det bare. Imens drikker jeg spandevis af te, glæder mig til en flad løbetur over Amager Fælled, læser aviser, græmmes over P3 og kigger ud over det inferno af sager, som på en eller anden måde har været i min kuffert. Vaskemaskinen snurrer, og hverdagen venter lige om hjørnet.

Jeg forlod San Francisco fredag eftermiddag og landede i London midt på natten. Efter min indre tidsregning. Officielt var klokken kvart over ti. Var heldig med en gangplads ved køkkenet. Så er man sikret mod at spilde tiden på at sove.

Men jeg sad også bare og var fyldt af ….. Nå ja kærlighed. Til alle de yndlingsmennesker, jeg var på vej hjem til. Små og store. Min krop var fyldt af en varm klump af glæde og forventning. Sådan fuldstændig pladdersentimentalt kunne jeg næsten mærke Veras lille krop, Almas arme om min hals og Ellas elektriske bjørneknus. Jeg kunne næsten mærke mine ungers smil og kram.

Det er noget særligt at komme hjem til dem. Vi har gjort det så mange gange, og det er det bedste jeg ved. De mennesker, jeg har kendt hele deres liv. Fra de første urspark i mit indre og den første øjenkontakt gennem fosterfedt, sved og tårer. Når det forskrækkede nye babyansigt pludselig bliver afslappet og ser nysgerrigt og genkendende i mine øjne. Jeg bliver aldrig træt af det gensyn i deres øjne. Og jeg elsker, at de elsker det. Øjeblikket når jeg træder ud fra toldområdet, og de står der. Øjeblikket når vi er hjemme i lejligheden, og nogen kommer i tanker om mad. Øjeblikket når de næste banker på terassedøren. Øjeblikket når vi har lavet mad, eller har hentet sushi, og de små mennesker myldrer mætte rundt og leger, mens de store mennesker lidt trætte sidder omkring bordet, mens vi samler op på hinanden og tiden, der er gået.

Jeg flytter ind i mit liv igen. Det var bare to uger. Som føltes længere. Jeg elsker hverdagen og mine hverdagsmennesker. Helt banalt er det godt at rejse ud og blive lidt klogere. Og det er godt træde ind i hverdagen igen. Farve den med de nye oplevelser, hilse på naboerne, klappe potteplanterne og glæde sig til de bedste kolleger i morgen.

20120506-124450.jpg

Billedspam fra morgenens nærdødsoplevelser

Jeg havde en illusion om en lang og rolig formiddag. Med masser af tid til sidste indkøb, bloggeri, emails og kaffe. I stedet tog jeg på opdagelse efter noget graffiti, jeg havde stillet Amaroamar i udsigt. Det blev en spændende tur i toget til byens latinokvarter, hvor jeg nemt kunne have fortabt mig i timer. Det gjorde jeg så også næsten. Og måtte heppe toget i fart tilbage i tide til min airport shuttle. Derfor ingen sidste indkøb og sikkert en lettet bankmand i Danmark.
Jeg nåede de sidste nærdødsoplevelser på mine stambakker. Og havde den udsøgte fornøjelse at støde på en dansk fyr halvvejs hjemme. Som var lige så halvdød som mig.
Juhuu Amager, here I come. Og I får de billeder, jeg nåede at klipse med fonen.

20120504-144432.jpg

20120504-144443.jpg

20120504-144450.jpg

20120504-144457.jpg

20120504-144505.jpg

20120504-151109.jpg

Det lakker mod en ende

Alting har en ende, og nu er jeg for sidste gang kravlet op i overkøjen på Adelaide Hostel i San Francisco. Tankevækkende så fuldstændigt forskellige rejser kan være. Det er næsten sælsomt
at rejse så langt væk, og føle alt så bekendt. Jeg kan bevæge mig helt utvunget rundt, og ingen vil løfte et øjenbryn. Jeg ligner de andre.

Det mest slående ved den lokale befolkning er mængden af meget store mennesker med vanskeligheder ved at bevæge sig frit. Fordi de er store. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det må se ud i Texas.

Det er landet med billige sodavand, og landet hvor take away er billigere end råvarer. Hvor hoteller indeholder vejledninger i tilfælde af jordskælv. Hvor ingen påklædning er for mærkelig. Det er landet, hvor vand koster mere end benzin. Det er også byen, hvor den allerbedste musik aldrig døde. Hvor de stadig spiller Grateful Dead, Janis Joplin, the Doors, Jimi Hendrix og holder fast i stilen fra dengang. Haight Ashbury er stadig stedet, hvor de stenede mennesker bor, og hvor stofferne flyder i gaderne. Men bag de gamle hippier, spirer en spillevende ungdomskultur, og San Francisco et stadig et summende centrum for kulturliv.

Det er også landet, hvor jeg har fået i pose og i sæk. Jeg fik et fantastisk kursus i sidste uge, og jeg fik et bonusbesøg hos Kaiser Permanentes Call center. Altså et centralt sted, hvortil patienter kan ringe og få hjælp til deres problemer, lavet aftaler med hospitaler eller blive viderestillet til en specialist. Det meste af en dag brugte de sådan helt uden videre på os, der bare var en gruppe nysgerrige europæer. Og serverede frokost.

Siden fik jeg tiltusket mig endnu et besøg hos mine amerikanske værter. Og igen har de brugt en hel dag på mig. Ikke bare sådan tilfældigt, men sammensat et fantastisk program, så jeg fik talt og udvekslet med en lang række mennesker, der er beskæftiget med ting, jeg også arbejder med.

Jeg har ikke fået læst en eneste bog. Jamen hvornår skulle jeg have gjort det? Det har været fjorten helt action-pakkede dage. Jeg har ikke haft meget tid til ingenting. Jeg pakker mig sikkert forsvarligt ind i jetlag den næste uge eller to, hvor der bliver rig lejlighed til at stirre tomt ud i luften.

Jeg glæder mig hysterisk til at være sammen med mine små og store yndlingsmennesker i København. Jeg har så mange kram, der presser på for at komme ud.

Til sidst vil jeg sende en varm tak for ingenting til Danske Bank. Det var ikke ekstra kredit, jeg havde brug for. Det var adgang til mit kort. Men endnu engang kom mine gamle bjergbestigerkompetencer i brug. Hvad??? Tænker du. Jo, jeg fandt et ekstra kort, som hører til en gammel ekspeditionskonto. Den har ikke været i brug i flere år. Men smarte mig, jeg kunne bare overføre penge på min bank app fra den ene konto til den anden. Og vupti!! Så kunne mor her alligevel spurte rundt og købe nyt tøj.

20120503-230900.jpg

Reality strikes back

Nu gik det lige så godt, det hele. Med at svanse rundt og svinge visakortet. Manglede bare lige de sidste indkøb og gaver til de små mennesker i København. Planlægningen var i top.

En dag i Berkeley, hvor jeg slet ikke fandt de lækre tøjbutikker, jeg havde forestillet mig. Og hvor sådan en smule universitet tog pænt meget længere at løbe igennem, end jeg troede. Hold da op. Sikke en campus. Jeg elsker universiteter, hvor der er sådan en energisk summen af kloghed. Hvor mennesker i alle aldre myldrer frem og tilbage med bogstakke under armene. Og på Berkeley kan man kun blive klog. Her er så fucking smukt og kreativt, at det må stimulere de trætteste hjerner.

Jeg styrede ret målrettet mod Museum of Anthropology, som er ret berømmet rundt omkring. Og jeg blev ikke skuffet. Lidt fagnørd er man vel. Her var en skøn blanding af arkæologi og antropologi, som man også kan på vores egne museer på Moesgaard og Nationalmuseet. En temaudstilling om øl, fx. Og deres oprindelige specialeområde om egyptiske mumier, inklusive et par mumificerede krokodiller og en høflig henstiling om at optræde med respekt omkring de døde. Fordi de på en måde var evigt levende i deres mumietilstand. Endelig var der en grundig udstilling om det oprindelige Californien, og jeg gik henrykt ud i butikken, som ledte ind til museet. Hvor jeg blev mødt af en smilende kvinde, der ville høre, om jeg havde spørgsmål eller undren over noget. For så ville hun gerne stille sig til disposition. Jeg blev helt blød og glad, og vi udvekslede lidt fagnørderi. Butikken viste sig at have ophørsudsalg. Alt var halv pris, og jeg gaflede mig et par smukke smykker. Og kunne gå glad derfra, fordi jeg havde nået det. Museet og butikken lukker nemlig, fordi museet skal restaureres.

Tilbage i San Francisco myldrede jeg rundt for at klare de der gaveindkøb, da et kasseapparat pludselig nægtede. Kontakt din bank, sagde det. For fuck da også! Havde jo glemt, at jeg har lagt ud for det dyre hotel, og nu har jeg åbenbart nået den grænse, som kortet er født med. Nåmen, et hurtigt (og dyrt) opkald til Danske Bank har klaret ærterne, og jeg får også aftensmad i aften.

Til gengæld er jeg løbet tør for tid. Kaiser Permanente, det amerikanske forsikringsselskab og hospitalssystem, som jeg tog på kursus hos og besøgte i sidste uge, har inviteret mig til en hel dags besøg. De har sat et program sammen med tre direktører, der vil fortælle mig om ting, jeg er interesseret i, og så vil de gerne have mig til at fortælle, hvad vi arbejder med i lille Danmark. Jeg er både dybt beæret og en anelse nervøs. Og jeg håber virkelig, jeg kan give lidt tilbage.

I morgen rejser jeg hjem, og jeg kan se, at I har sørget for vanligt koldt vejr til mig. Mens I selv har frådset i solskin og korte bukser. Okay det er vel undt. Jeg har ikke manglet noget.

Nu håber jeg bare, at visakortet virker, og at jeg kan nå at fræse rundt i de sidste butikker inden lukketid.