Adelaide og Lori’s Diner

Jeg er flyttet til mere ydmyge omgivelser, hvor rygsækken måske havde gjort sig bedre end Mortens fine kuffert. Men det skider vi på. Jeg er flyttet på hostel. Jeg ved, at ingen fatter, hvordan jeg kan flytte på værelse med tre ukendte kvinder. Men det kan jeg, og for mig er det en del af at rejse. Det er den måde, jeg møder mennesker, når jeg ikke lige er på kursus med 59 andre. Det er den måde, jeg får inspiration og ideer til at gå på opdagelse.

Det er ikke altid, jeg bor der længe, men jeg kan faktisk godt lide den spænding ikke at vide, hvem jeg skal snorke sammen med. Og jeg elsker at have andre at spise morgenmad sammen med. Ulempen kan selvfølgelig være, at andre snorker højere end mig selv. Eller at jeg holder andre vågne. Men ørepropperne er opfundet og ligger i min toilettaske. Ulempen kan også være for meget party og for meget larm. Og nogen gange er det jo fedt med fest i gaden. Her er heldigvis stille.

Måske er det, fordi jeg kommer af en stor familie. Og altid har været vant til at sove med mennesker hulter til bulter omkring mig. Der er en særlig charme ved et basic hostel, hvor jeg kan bo for næsten ingenting. Nå ja, og ellers kunne jeg så heller ikke rejse så meget.

Jeg har selvfølgelig ved tilfældets regelmæssighed fundet mig et hostel på grænsen mellem det pæne forretningskvarter og det alt andet end pæne Tenderloin. Derfor har jeg enorme mærkevarebutikker og verdens første Apple Store på den ene side, og bunker af menneskelige vrag, mest i mørke nuancer, på den anden side.

Mit hostel, Adelaide, er virkelig basic. Men der er en seng, og der er morgenmad, og der er ingen afstand til centrum. Jeg har været på Lori’s Diner og spise salat og drikke mineralvand af rødt plastikkrus, mens jeg sad og så ud af vinduet og lænede mig tilbage på den røde polstrede plastikbænk. Og blev tiltalt som ‘love’ og fik venlige små bemærkninger, hver gang hun gik forbi mig. Lori, eller hvad hun hed.

Tilbage på Adelaide mødte jeg en fyr i døren, som så mig i øjnene og sagde, at jeg havde et dejligt smil. I can tell, that you’re a nice person, sagde han. Og det er sgu da meget godt at gå i seng på. I overkøjen.

Mere billedspam fra San Francisco

I vil gerne se flere billeder, ikke? Jeg har nemlig travlt. Jeg er på verdens mest interessante kursus. Sammen med mennesker fra hele verden. Så jeg har travlt med at tie stille og høre efter, og jeg har travlt med at krydsforhøre folk om Colombia, Kenya, Saudi Arabien, Schweiz og alle de andre steder, de kommer fra. Det er simpelthen så interessant, og jeg er skidebange for ikke at udnytte hvert sekund. For lige om lidt er det slut. De rejser hjem. Og jeg skal bare holde ferie. Eller – der bliver en pige fra England, som jeg har en lille ferieaftale med i nogle dage.

Så det bliver flere billeder fra den skøre by i de smukke omgivelser. Jeg skal nemlig ud af døren og på thairestaurant med hele holdet om lidt.

Meeting San Francisco

San Francisco åbnede sine arme og tog imod mig med et varmt kram og et smækkys. Jeg slap ud af lufthavnen og sikkerhedstjekkene hen på eftermiddagen. Hvor jeg godt kunne mærke, at kroppen havde det mere som hen på natten. Den kunne jo ikke vide bedre. Men omkring mig skinnede solen fra en skyfri himmel, og temperaturen sagde omkring 27 grader. Jeg irettesatte kroppen mildt, men bestemt, – ikke noget med at sove nu. Og begav mig som en slags zombie ud i San Franciscos Marina Area.

Jeg måtte holde den igang, kroppen, og vandrede fascineret afsted. På opdagelse blandt en sand smeltedigel af farverige mennesker, der myldrede ind og ud mellem hinanden. I løbesko, på cykel, på segways, på gåben, i klapvogne, på skateboards og kørestole. Jeg er virkelig dårlig til det der jetlag. Lige så dårlig som jeg engang var til nattevagter. Og jeg ved, at der venter mig en uge eller to, når jeg kommer hjem, hvor jeg er mærkelig. Men pyt. Nu skal jeg bare have første bølge jetlag til at lægge sig, mens jeg er her. Jeg gik i to timer og fik en på opleveren, mens solen spejlede sig i vandet. Til sidst var jeg ikke bare træt. Jeg var uegnet til alt. Derfor kastede jeg mig ind på en tilfældig restaurant nær hotellet og bestilte en tun sandwich og et glas vin. Og fik begge dele tilsat en ordentlig portion dybfølt venlighed. Sådan føles det at være her,man bliver venlig. Fordi man heletidenmødes venligt. Selv mødre med klapvogne lyser op i store smil,når de manøvrerer for tæt på, og siger undskyld. Hører I det, Frederiksberg-mødre?

Vinen gjorde, hvad den skulle og slog mig bevidstløs det meste af natten, så jeg alligevel var klar til en morgenløbetur langs havnefronten. Og igen blev jeg slået af venlighed. På en tur, der af omfang kunne minde om københavnersøerne, fik jeg smil og tilråb, som sagtens kunne være sparet væk af et rationeringsudvalg. En pige og jeg blev ved med at skiftes til at trække. Vi overhalede og faldt tilbage og overhalede igen. Og vinkede glade til hinanden, da vores veje skiltes. Man bliver simpelthen venlig af at være her. Morgenen var noget mere tåget end aftenen, men var alligevel lun nok til korte ben og arme. Kors hvor jeg bare savner at smide både jakke og lange vintertights langs væk.

Jeg er igen ved at kløjs i bogstaverne. Det der jetlag ligger stadig og udfordrer min stakkede hjerne. Jeg har været på sightseeing i åben turistbus, og imorgen tidlig starter mit kursus. Jeg burde ikke have gået på bar med en engelsk hospitalsdirektør. Men det gjorde jeg. Vi havde det klogt og ærbart, men drak et glas vin for meget. Så nu kaster jeg håndklædet i ringen og kravler under dynen

I får lidt billeder fra morgenens løbetur.

20120422-233507.jpg

20120422-233516.jpg

20120422-233524.jpg

En fredag gjort af særligt stof

Sidder i flyet mellem London og San Francisco og har stadig kroppen i en slags roligt tilfredsheds-mode efter fredagen. En fredag som fik afleveret to af mine store projekter i armene på dem, der bestemmer over pengene og projekternes fremtidige skæbne. To af de projekter, jeg har kastet både hjerteblod og uendelige timer i. Nu er de i en form for transit, og jeg venter med en vis form for sindsro.

Det var også en fredag, som ødslede med knus og kram fra kolleger, som ønskede god rejse. På en måde der gjorde mig varm indeni. Bare fordi jeg er heldig at have netop de kolleger. Og de projekter. Det gav mening på en måde, der gjorde sjælen blød og glad.

Jeg cyklede hele vejen hjem i solskin. Og det kan altid gøre mild og god. Selv Frederiksberg modtog en slags overbærenhed.

Hjemme ventede mine forældre, som stadig godt gider rejse hele vejen med toget og tage til takke med min smalle dobbelseng. Som ikke er meget vant til noget dobbelt. Og trods en fornemmelse af et let pres, fordi jeg trods alt skulle flyve til morgen, før de fleste af jer var vågne, jamen så fik vi både drukket te og kastet det sidste tøj i den stilige kuffert, min søn har lånt mig. Det er jo godt, at nogen i familien holder den fane højt.

Mine søde forældre havde inviteret i Det Kongelige Teater. Og se Kameliadamen opført som ballet. Så derfor havde vi bestilt bord på en restaurant allerede klokken 17.30, og det gav visse udfordringer for en overarbejdet projektleder med en skarp pakke-deadline. Hånden på hjertet. Jeg havde et par gange tænkt, at det var skidt timing, og hvordan i alverden skulle jeg dog kunne nå det. Men jeg siger bare ikke nej. Jeg savner at have mine forældre så tæt på, at vi kan dele den slags oplevelser. For lige så meget jeg holder af højpandet litteratur, elsker jeg både ballet og opera. Inde i mit halvkyniske kropspanser bor en uforbederlig romantiker. Som suger drama og store følelser til mig.

Forestillingen var på forhånd udråbt til et mesterværk, og mesterværker skal man aldrig sige nej til.

Det var i det rigtigt kongelige teater. Med guld og balkoner og pudrede damer. Vi sad perfekt midt i parterre, og himlen tilsmilede mig med en lille pige på sædet foran, så også jeg kunne se danserne. Og så er det, jeg løber helt tør for ord. Jeg har set meget ballet. Rigtig meget. Jeg har vredet armene rundt på mine unger, som min far vred mine egne arme rundt, og tvunget dem til balletforestillinger (og opera og kor og teater). Men jeg har aldrig grædt, når en forestilling sluttede.

Da tæppet gik for sidste gang, og de smukke dansere havde danset den forfærdelig sørgelige historie rent ind i hjertekulen, fandt jeg mig selv i en stående applaus. Med tårene løbende ned ad kinderne.

Jeg kan kun sige – fuck rejseplanlægning, fuck kuffertpakning, fuck nattesøvn. Den forestilling var alt værd. Tak fordi jeg var med.

Og som et lille ps var det godt, jeg fik skrevet om den fredag, inden jeg blev spyttet ud i det festfyrværkeri, som San Francisco er. Det er kærlighed ved første blik. Jeg elsker at være her. Her er skørt, farver, musik, vand, varme og strålende mennesker. Og så gør det ikke spor, at her 27 grader. Men nu begynder øjnene at leve deres eget liv.Jeg er fuldstændig vanvittig træt. Efter 12 timers flytur og totimers sansebombardement fra min gåtur langs havnen.

Mere imorgen.

20120421-210916.jpg

Om at rejse med manér

Der er tavshed på bloggen. Jeg er lidt overvældet over den positive respons, I har givet mig på de sidste to indlæg. Tak for det. Og tak fordi jeg får lov at vælte lidt raseri ud på bloggen i ny og næ. Det gør mig sikkert mere omgængelig ude i virkeligheden.

Men jeg er også lidt travl. Fordi jeg på lørdag igen stikker hen til udlandet. Det er hårdt, jeg ved det, men nogen må jo gøre det. Jeg har fået et kursus i San Francisco simpelthen. Og når jeg nu alligevel flyver så langt og brænder alle co2-kvoter op, så kompenserer jeg ved at blive en uge ekstra. Jeg har nemlig aldrig været i San Francisco, og der er en million ting, jeg gerne vil opleve.

Men det koster at være flyvsk og på opdagelse. Det er bare en måned siden, jeg kom hjem fra Marokko, og i den måned har jeg samlet op fra de to uger, jeg var væk. Samtidig med at jeg forbereder min lille verden på, at jeg forsvinder to uger igen. Det kunne måske blive en vane? Altså den der rytme med to uger ude, fire uger hjemme og to uger ude igen? Jeg pipper meget, meget stille om travlhed. For ikke at tirre misundelsesbjørne unødigt. Og jeg kan jo lide det, kan jeg.

Og jeg ser det for mit indre blik. Mig komme løbende over Golden Gate Bridge. I solskin. Eller løbeture i morgensolen langs havnefronten. Hvor vores temmelig upper-class kursushotel ligger. Og jeg fantaserer videre om Alcatraz og om stejle gader med stor udsigt. Jeg ser mig på besøg i Berkeley, hvor jeg har fået råd om at medbringe en stor pung til nyt tøj. Og på ture til Yosemite og Redwood. Og selvfølgelig en tur langs Big Sur. Nå ja, jeg har jo kun en god uge efter mit kursus…..

Og så løber jeg ind i et helt nyt problem. Jeg har kun en lille kuffert. Og en stor rygsæk. Og den slags hotel er ikke i vane med gamle rygsække. Det går bare ikke med den rygsæk. Jeg er jo for pokker vant til at rejse ret primitivt. Jeg bor enten i telt, i hytter eller på hostel. Jeg kan til nød booke ind på et billigt hotel, hvis jeg trænger til at være alene. Men sådan et, som de selv kalder luxurious? Sådan har jeg kun boet få gange. Det går slet ikke. De fine kjoler bliver jo krøllede i rygsækken, og stilletterne vil prikke hul. Og hvad vil de pæne mennesker, som jeg skal indkvarteres sammen med ikke sige? Det går ikke. Jeg må på Fisketorvet i morgen og investere i en kuffert. En damekuffert med hjul. En motherfucker af en kuffert, hvor alt det, jeg kommer til at købe, kan være i. Så jeg kan ankomme til San Francisco med manér.

Det er store problemer, der tumles med her i Sydhavnen. Men det er hvad der sker, når man skriver blogindlæg efter klokken 23.