Tag Archives: musik

by - 0 comments

Living in the material world

Der stod jeg. Og spillede smart med min smarte iPhone i foyer’en i Imperial. Så smart var det nemlig, at jeg bare kunne bruge min kvitteringsmail til at trække billetten i automaten. Jeg havde jo betalt og alting. Og så forsvandt den fordømte mail pludselig. Fordi jeg har for store og for klodsede tommelfingre, som snittede et eller andet på telefonens touch skærm. Så jeg måtte lidt flovt, som hende den halvgamle-der-ikke-helt-har-tjek-på-det-smarte-men-gerne-vil-være-med-på-beatet, krybe over til mennesket i billetlugen og erkende min fadæse. Og det der gammeldags med telefonnummeret virker endnu. For sådan nogen som mig.

Kvart over ni, hvor jeg ellers begynder at falde sammen og tænke på sengen, satte jeg mig til rette i Imperials røde luksussæde. Og var en smule spændt på, om det overhovedet ville være muligt at holde liv i mig til klokken 01 på sådan en almindelig torsdag. Og så startede filmen med orange tulipaner i et højbed. Og George Harrison indtog scenen. Jeg lyver ikke. Jeg sad tryllebundet med vidt åbne øjne i 3½ time. Der var forsinket start, som med DSB, men jeg sad der med en slags dyb taknemmelighed over at få lov til bare at være der.

Der var de unge skoleknægte, som bare ville spille musik. Som pludselig blev totalt berømte. Og som syntes, det var for fedt. Indtil det blev for meget. Der var blomsterne, stofferne og Ravi Shankar. Der var de indiske  guruer og skænderierne i the Beatles. Der var kvinder og trangen til at gøre noget med musikken. Der var racerbiler og et afdanket gods i Sydengland. Og venskaberne. Det var jo det meste af mit liv, der blev spillet igennem der. Sammen med George Harrisons. Jeg ved ikke, hvornår jeg nogensinde har set en film i 3½ time uden at få myrekriller i bagdelen eller tunge øjenlåg. Det var en ærlig, kærlig film, som fik mig til at grine og græde. Jo, pludselig løb der bare tårer ned ad mine kinder.

Da de orange tulipaner igen tonede frem på lærredet, og George Harrisons muntre øjne tog afsked med os, mens rulleteksterne begyndte at snegle sig nedover, brød hele salen ud i spontane klapsalver. Det var en film, altså. Og klokken var 01. Om natten. Og så cykler man bare hjem gennem natten og er fyldt af alt det smukke, det ærlige, det mindre smukke, døden og alt det, et liv kan bestå af. Og musikken.

by - 1 kommentar

Bob, din gamle svinger

Jeg har været til Bob Dylan Teaterkoncert. Sammen med min søn og hans Nina. Og altså, selvom musikken ikke nåede de sublime højder, som min søn oplevede lørdag i Parken (Roger Waters, that is), var det en stor oplevelse. Godt gået, faktisk. Men det her er slet ikke en anmeldelse. Det er en bekendelse.

For midt i det hele sad jeg der på stolerække nr 10 og blev helt fyldt af….. Ja jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal kalde det. En følelse af, at det her har jeg været med til. Jeg var med, dengang det hele startede. Dengang vi sad på gulvet i stuen og lyttede til de første Beatles singler. Dengang alle spillede Bob Dylan. Ikke kun omkring lejrbålet, men alle indspillede også Dylanmusik på plader. Dengang Rolling Stones sprængte alle rammer. Jeg var med til de der indre og ydre eksplosioner, som den nye musik skabte. Det var stort. Og vi havde kun skuldertræk til overs for dem, der ville spilde deres tid på Elvis og Cliff Richard.

Senere sad vi for lukkede døre på vores værelser og hørte Frank Zappa og Crosby, Stills Nash & Young. Neil Young, jo, som Jesper for nylig forærede mig en koncertoptagelse med. Jeg var ung, meget ung, men jeg glemmer aldrig dønningerne efter Woodstock. Eller den første Roskilde Festival. Jeg måtte virkelig være en del af alt det.

Vi hørte Joan Baez og Tom Lehrer, og musikken var for altid forbundet med verdenshistorien. Mens der krigedes i Vietnam og Martin Luther King og Kennedyerne blev skudt. Og vi hørte rock, Led Zeppelin, Black Sabbath og Ten Years After. Vi slugte det hele. Eller vi svømmede rundt i den mangfoldighed, der blomstrede omkring os. Hold da helt op, hvor hørte vi meget musik. Mens vi forholdt os til hele verden.

Og midt i teaterkoncerten, mens musikken vækkede gamle forelskelser og kærestesorger, blev jeg fandme så glad over at være så gammel. Tænk at jeg fik lov at være ung i lige præcis den periode. Det var sådan nogle vigtige år, hvor så meget af verden i dag blev formet. Eller startet. Og så sad jeg lige der på 10. række med åben mund og tårer i øjenkrogen, mens teatertruppen opførte en spektakulær version af Mr. Tambourine Man. Og tænkte et stille tak.

by - 2 kommentarer

Weekendnydning

Havde en næsten tjekket morgen – ovenpå en ret utjekket fredag. Eller – utjekket, neeej, den var vist bare rigtig hyggelig. Jeg kom bare alt for sent hjem efter både øl og hvidvin og musik. På Klaverfabrikken i Hillerød er der vist nok tit eftermiddags-folkemusik om fredagen. Og det er en hyggelig måde at starte weekenden på – eller slutte ugen, om du vil. En god kollega inviterede mig med, og musikken viste sig at være overraskende god. Sådan en blanding mellem traditionel dansk folkemusik og noget lidt jazzet. Spillet af konservatorieuddannede musikere, som formåede at være fuldstændig nærværende.

Således løftet blev jeg inviteret på middag. Og kom derfor enormt sent hjem, stadig til lyden af smeltende vand. Hvor er det lifligt. Mit meget rodede hus og mit helt tomme køleskab krævede en indsats, hvis lørdag aften skulle blive hyggelig sammen med vennerne. Så her kommer det morgen-tjekkede. Jeg stod da op og løb en tur til Hørsholm og hjem igen inden morgenmaden. I noget der lignede morgensol faktisk. Også fuglene var stået op og gjorde kraftigt opmærksom på deres eksistens. Så vi vinkede til hinanden og hilste på alle de andre morgenløbere på Ravnsnæsvej. Kl ni havde jeg overstået dagens træning og var færdigspulet under bruseren. Nu har jeg så i super tjekket stil pudset mit hus af og fyldt både køleskab og vinlager. Så går det ikke helt galt. Maden er under forberedelse og desserten trækker i køleskabet.

Hyg jer derude. Jeg trækker stikket og fortsætter weekendnydningen.