Smukhedspauser i Randers

Jeg er i Randers. Her tøffer jeg rundt og forsøger at lokke små lækre måltider i min mor. Og pakke tæppet godt omkring hende, så hun har det rart. Jeg forsøger at trylle lidt i køkkenet til min far og mig selv. Og jeg går til hånde med dit og dat. Jeg har fx gjort køleskabet skinnende rent og smidt forældede fødevarer i skraldespanden. Og ladet køleskabet stå utændt i et døgn bagefter.

Og ind imellem alt det, sætter jeg stor pris på at smutte afsted i løbeskoene til Gudenåen. Hvis man tror, Randers er en grim taberby, skal man lægge vejen der forbi. Randers har nemlig forvandlet tidligere tiders grimhed til noget, der laver begejstrede spjæt i mit hjerte. Den ældgamle Pramdragersti blev shinet op for nogle år siden, så folk let kan gå, løbe eller cykle fra byen til Fladbro. Og nu har byen sat en gangbro op ved motorvejen, så jeg let kan smutte over på den anden side af åen. Til Vorupenge, som har fået præg af en slags nationalpark. Her er smukt og spændende. Sporene snor sig rundt om vand og siv og bisonkvæg. Her græsser dansk nationalkvæg, som nærmest er udryddelsestruet, og jeg mødte en lille flok geder på min vej. Til sidst kan jeg krydse åen igen ved jernbanen og løbe tilbage til Fladbro og mine forældre. Og sådan går der næsten et par timer med smukhed omkring mig.

IMG_3223

IMG_3225

IMG_3226

IMG_3231

IMG_3233

 

Morgenøjeblikke

Mens jeg løb ud i morgenen sammen med solen langs Gudenåen lidt udenfor Randers, blev jeg ramt af magi. Farverne spillede på himlen over mig og i vandet ved siden af stien. Jeg følte mig fyldt af smukhed og var tæt på at flyde over, fordi netop jeg var så heldig at kunne løbe der en tidlig mandag morgen. På den første frostdag, hvor jeg stadig kunne elske iskrystallerne og den klare luft.

Mens jeg nærmede mig motorvejsbroen kunne jeg se hundrevis af bilister holde stille, mens alt for mange blå blink spærrede for det hele længere fremme. Jeg tænkte på, om de var sure, alle dem i bilerne. Mens nogen andre måske lå og døde længere fremme? Og mens jeg egentlig bare havde en dejlig morgen.

Alle livets paradokser udspillede sig lige der. Midt i mit magiske morgenløb.

20131202-231201.jpg

20131202-231236.jpg

20131202-231257.jpg

Verden, altså

Mine forældre er for mange år siden holdt op med at tro på, hvad jeg siger. Når jeg siger noget om, hvor lang tid noget tager.

Derfor kan det jo undre, at min far alligevel spurgte, hvor lang en tur, jeg ville løbe, da jeg snørede skoene sidst på eftermiddagen. Og alle må tro mig, når jeg siger, at jeg mente det, da jeg sagde en lille halv time.

Jeg kan jo ikke gøre for, at verden druknede mig i pænhed, da jeg ramte Gudenåen. Og alle ved, at når verden gør det, kan skoene ikke stoppes. Så bliver de ved. Og ved. Med at løbe videre i alt det pæne. Så stopper tiden. Og jeg løber rundt i en lille vidunderlig tidsboble.

Nåmen, det blev kun til cirka dobbelt så lang tid. Og jeg havde slæbt brænde hele eftermiddagen. Og de kender mig jo. Så det hele passede alligevel.

IMG_2315

IMG_2317

IMG_2322

Gudenåen revisited

Nu laver jeg helt undtagelsesvist en slags reklame. Jeg fandt nemlig et nyt busselskab, Rød Billet, som kører til Århus for næsten ingen penge. Så billigt var det, at jeg tog bussen til Århus og smuttede på banegården for at tage toget resten af vejen til Randers. Hvor mine forældre ventede. Jeg nåede lige at kramme en lille smule på Århus. Mens jeg glædede mig over at have sparet en bunke penge.

Et besøg hos mine forældre kræver mindst én løbetur langs Gudenåen. Det blev til to, men den ene var nærmest mørk. Min formiddagstur gennem Fladbro Skov og videre langs Pramdragerstien var tæt på at slå mig fordærvet. Det var den glatteste tur denne vinter, og jeg slog en elegant saltormortale på et sted, hvor det kunne se tilforladeligt ud. Og landede hårdt på den balde, der var ømmest efter onsdagsyogaen.

Nogen i en bus fik et gyldent øjeblik.

IMG_1155

IMG_1168

IMG_1167

IMG_1163

IMG_1172

IMG_1158

Pramdragerstien i vintertøj

Min far vendte øjne, da jeg dukkede op ved morgenbordet i løbetøj. Da vi gik i seng, blæste det ret voldsomt, og sneen føg om ørerne på os. Men nu virkede det stille. Snefygning og lukkede småveje, lød det i radioen.

Jamen jeg ser ikke Pramdragerstien så tit, og det er en af mine all time yndlingsture. Så jeg trak buffen op om halsen og trissede af sted med kameraet i hånden. Nej, ikke i lommen, for hende, der pakkede min taske i går, havde undladt løbejakken. Derfor trak jeg i de trøjer, jeg havde medbragt. Og det gik endda.

For ude i verden var isen og sneen i fuld gang med at smelte. Det dryppede og piblede alle vegne, og der var ingen spor af lukkede veje eller fygesne. Jo, det var da tungt nok at løbe i, da jeg krydsede ned mod Gudenåen. Men smukt. Der er altid smukt på Pramdragerstien. Og jeg kunne bare glæde mig over ikke at være en fugl, som de sad derude på åen og skuttede sig mellem isflagerne.

IMG_3912IMG_3913IMG_3921IMG_3928

Den dejligste morgen

Ja, jeg flasher lidt mere jysk natur og og inviterer med på min morgenløbetur. Mine forældres hus ligger på en bakkeskråning med fantastisk udsigt over Gudenådalen. Og hver gang, jeg er her, løber jeg så mange ture langs den å, som jeg overhovedet kan nå. Hver gang undrer jeg mig i mit stille sind over, at jeg møder meget få mennesker. Sært at have så smukt et område så tæt på byen, som bliver brugt så lidt.

Jeg vågnede til blå himmel og sol over landet, så løbeskoene blev luftet inden morgenmaden. Sådan en morgenstund skal man ikke snyde sig selv for. Så er det nemlig at Karma-Knud kan gøre ting som at sende sorte skyer og påskesne. Og denne søndag emmede af god karma.

Jeg lagde først vejen igennem Fladbro Skov.

Og så satte jeg over Fladbrovej mod ådalen, som var myldrende fuld af morgenliv. Fuglene sang og kvidrede. Ænder og svaner snadrede, og en enkelt Randersborger havde taget morgenmaden med til åbredden. Vi hilste høfligt på hinanden og udvekslede brede morgensmil .

Man kunne dårligt tro, at det var samme å, som i går. Ikke en vindrørte sig. Der var ikke en krusning på vandet. Selv min onde hæl holdt bøtte de første 10-15 minutter. Hvorefter den blev tiet til tavshed.

Solen spillede lystigt på himlen og skabte små diamanter i vandet. Det var stadig isnende koldt, og alligevel var det svært at få de isdækkede overflader til at passe med resten.

Til sidst gik det hjem over golfbanen, som endnu ikke var blevet befolket af mennesker med golfvogne og svingende køller. Hjem til en tiltrængt morgenmad og min mor og far, som heldigvis har kendt mig i mange år. Og ved, at der ikke er grund til bekymring, når der går tættere på 1½ time på sådan en morgen.

Nu sidder jeg bænket i toget mod København og glæder mig stort over, at min mor fortsat stædigt trodser det der hjerte, som lavede ballade sidste år. Og glad griber de vandrestave, jeg gav hende i 80-års fødselsdagsgave og vandrer afsted ud i skoven. Og holder trit med os andre. Det er sejt.

Pramdagerstien i påskehumør

Mens København havde trukket nitten i vejrlotteriet, fråsede Jylland i sol denne påskelørdag. Og vi var nogen, der slog os hoverende på lårene over at have krydset bælterne i går. Og nu sad over morgenbordet i Randers. Sådan en lørdagsmorgen kan i mit liv let vare flere timer, og det blev også næsten middag, før jeg fik trukket løbetøjet på, ignoreret en svagt jamrende venstre hæl og listet mig ud af mine forældres hoveddør.

Med retning mod ådalen og Pramdragerstien trodsede jeg noget, der mindede om orkan styrke ti og godtede mig stadig stille over solen, der alligevel varmede lidt igennem sine steder. Ådalen var klædt på til lir. Fuglene var kåde, og alt det grønne stod på spring.

Små tottede vatskyer trillede dovent hen over en blå, blå himmel.

Mens forfrosne fugle skuttede sig, hvor de kunne finde læ.

Og svanerne kæmpede om de udkårnes gunst.

Både ventede på bedre tider.

Og med ét var mørket over mig. De tottede vatskyer forvandlede sig til noget stort, ondt og sort, og sneflager hvirvlede omkring mig. Moralen? Man skal aldrig hovere højlydt over andres ulykke. For så kommer Karma-Knud ud af det blå og vælter om sig med påskesne.

Men vi havde blot hoveret ganske lidt, og vi taler kun om minutters spredte snefnug, før noget massiv blå himmel igen fortrængte det sorte.

Og jeg fortsatte glad og fro min forårstur gennem ådalen.

Rigtig god påske.