Mens København havde trukket nitten i vejrlotteriet, fråsede Jylland i sol denne påskelørdag. Og vi var nogen, der slog os hoverende på lårene over at have krydset bælterne i går. Og nu sad over morgenbordet i Randers. Sådan en lørdagsmorgen kan i mit liv let vare flere timer, og det blev også næsten middag, før jeg fik trukket løbetøjet på, ignoreret en svagt jamrende venstre hæl og listet mig ud af mine forældres hoveddør.
Med retning mod ådalen og Pramdragerstien trodsede jeg noget, der mindede om orkan styrke ti og godtede mig stadig stille over solen, der alligevel varmede lidt igennem sine steder. Ådalen var klædt på til lir. Fuglene var kåde, og alt det grønne stod på spring.
Små tottede vatskyer trillede dovent hen over en blå, blå himmel.
Mens forfrosne fugle skuttede sig, hvor de kunne finde læ.
Og svanerne kæmpede om de udkårnes gunst.
Både ventede på bedre tider.
Og med ét var mørket over mig. De tottede vatskyer forvandlede sig til noget stort, ondt og sort, og sneflager hvirvlede omkring mig. Moralen? Man skal aldrig hovere højlydt over andres ulykke. For så kommer Karma-Knud ud af det blå og vælter om sig med påskesne.
Men vi havde blot hoveret ganske lidt, og vi taler kun om minutters spredte snefnug, før noget massiv blå himmel igen fortrængte det sorte.
Og jeg fortsatte glad og fro min forårstur gennem ådalen.
Rigtig god påske.
Helles Blog 
det er jo altid dejlig læsning for os jyder, når Randers og nærmeste omegn modtager fortjenst hyldest. Gudenåen rummer mange smukke krumninger – du har fanget det på smukkeste vis.
Tak Inger, ja vi har jo tumlet nogen teen-år i det naboskab og drukket øl under broen længere inde.