Tag Archives: sundhed

by - 3 kommentarer

Skævheder og sidesving

Da jeg for 7-8 år siden fik kræft, ringede to venner fra Indien en dag, mens jeg var på vej over hospitalets område. Jeg var på det tidspunkt langsomt ved at vænne mig til de forskrækkede stemmer. Og næsten også til den klump i halsen, der lurede bagved hos de fleste. Men de to var rystede over meget andet end min eventuelt forestående død. De var rædselsslagne ved tanken om, hvordan jeg skulle klare mig, inden jeg døde. Nu ville jeg miste mit arbejde, min indtægt, min bolig. Alt. Og de vidste jo godt, hvor dyr sådan en kræftbehandling ville være. Hvordan kunne de hjælpe mig, spurgte de.

Langsomt og omhyggeligt forklarede jeg dem, at jeg nok ikke ville dø, og at jeg ville beholde både mit arbejde og min løn, mens jeg var syg. Og jeg ville have tag over hovedet. Og at i Danmark koster det ikke noget at blive behandlet for en kræftsygdom.

Jeg bliver stolt, hver gang jeg kan fortælle om vores sundhedsvæsen. Hvordan vi sådan helt genialt betaler til det allesammen. Hvordan det er en ret for alle – også dem uden penge – at få læge og sygeplejerskebehandling, når de har behov for det. Ingen skal ligge og dø på gaden. Jeg revner en lille smule inden i af en stormende fædrelandskærlighed. Mine venners kærlige bekymring satte hele min situation i perspektiv.

Jeg vil forsvare det for evigt. Jeg har aldrig mødt noget land, hvor private sundhedsvæsener har gjort noget godt.

Alligevel ved vi, at lige præcis sådan en som mig. Med alle mine universitetsgrader og en hæderlig løn. Sandsynligvis kommer betydeligt bedre igennem sådan et kemoforløb, end en jævnaldrende uuddannet kvinde med samme sygdom. Hvorfor?

Da jeg blev syg, var jeg ikke syg, men havde bare en blød bule på halsen. Den virkede næsten som en rar bule. Og jeg var helt rolig. Indtil en sur gammel røntgenlæge havde scannet den en dag i december og ville stikke mig i det bløde område nederst på halsen. Jeg ville ikke vente med svar på en mistænkelig prøve. Jeg lod mig ikke spise af. Jeg fik min læge til at tage affære, så jeg allerede dagen efter var i forbindelse med en læge med forstand på den slags. Jeg kendte systemet, jeg kendte behandlingerne, og jeg vidste, hvad jeg selv kunne gøre for at komme bedre igennem det. Hvis jeg ikke havde været mig, havde jeg nok ikke været stædig og påståelig og overbevisende. Og måske var jeg død. Det kan jeg ikke vide, men jeg har meget tit tænkt over det.

Ulighed i sundhed handler ikke kun om hospitalerne og behandlingen. Ulighed handler også om, hvad vi ved i forvejen. Det handler om uddannelse, og det handler om netværk. Om vi kender nogen i sundhedsvæsenet, og om vi ved, hvordan kroppen ser ud bag huden. Det handler om vaner og muligheder, om vi har mennesker, der kan støtte os, og det handler om robusthed og overskud – både i det fysiske grundlag og i vores mentale helbred.

Derfor, kære Nick Hækkerup, er det ikke gjort med at give mere tid i ambulatorierne til nogen – og mindre til andre. Hvis vi skal skabe mere sundhedsmæssig lighed for borgerne i Brøndby, Ishøj og Sydhavnen og de andre, der ikke lever så godt, som borgerne i Gentofte, Birkerød og Allerød, skal vi arbejde helt anderledes, end vi gør nu. Vi skal ikke skabe A og B patienter, sige Venstre. Nej? Skal vi afskaffe A og B patienter, spørger jeg? For de findes.

Hvis vi nøjes med at dele patienter i ‘højtuddannede’ og ‘kortuddannede’ skaber vi et nyt kontrolsystem. Med et nyt bureaukrati. Som måske kan komme til at tage tid fra det vigtige. Vi skal ikke lave kategorier. Vi skal skabe sunde bydele, let adgang til grønne områder, billigere sunde madvarer, gode boliger. Vi skal tage os af de mange unge, der har det skidt. Vi skal støtte uddannelsessystemerne. Vi skal se med alvor på den fattigdom, vi bygger op i de her år.

Vi skal spørge dem, det handler om. Dem der lever deres liv i vores land. Som bliver syge og skal have behandling. Og vi skal stole på, at de sundhedsfaglige kan lave faglige skøn og yde det, der er bedst for den enkelte. Hvis bare vi skaber mulighederne.

IMG_2996

by - 9 kommentarer

Livsstilssygdomme?

I aftes blev jeg provokeret på Facebook. Og i dag bliver jeg hvas. Jeg snublede over en statusopdatering, der lød: “Livsstilssygdomme, er ikke rigtige sygdomme, men egne valg man bare må tage sig sammen at leve med, eller tage sig sammen og gøre noget ved….!!!”.

Vi lader den lige stå lidt. Og sender en tak til de danske medier. Tak til Bente Klarlund og Chris McDonald. Tak til politiske statements. Og tak til kernesunde rawfoodspisende familier. Fordi det er med til at gøre verden forfærdelig unuanceret.

Misforstå mig ikke. Bente Klarlund laver og har lavet masser af fin og vigtig forskning. Og ChrisMD gør sikkert også noget godt for nogen. Men budskaberne i deres og andres sundhedskæpheste er mig helt imod. Det har helt sikkert haft betydning for, at nogen har lavet ændringer i deres liv. Med positive resultater på sundhedsfronten. Men lad os se på, hvem det er, der bliver oplyst til at foretage de ændringer. Det er alle os, som i forvejen befinder os i et privilegeret råderum. Der er ikke mange af mine medborgere på Mozarts Plads, som køber billet til CMD’s foredrag. Eller læser Bente Klarlunds brevkasse i Politiken hver søndag. Vel? Det er ikke dem, I møder i de tætpakkede sale. Det er middelklassen med en overvægt af kvinder. Fint for dem, for de har overskuddet og mulighederne – og indtægterne – til at tage fat i de rigtige budskaber.

Kan I høre, hvor jeg vil hen? Det Bente Klarlund, ChrisMD, de kernesunde, politikerne har gang i, godt bakket op af tv og aviser, er en privatisering af problemerne. Det er folks egne problemer, og det kommer os kun ved, fordi de i den sidste ende koster på sundhedsbudgetterne. Og hvad er livsstilssygdommene? Her i landet handler det om type 2 diabetes, forhøjet blodtryk, hjertesygdomme, rygerlunger (KOL), muskel-skelet sygdomme (dårlig ryg/knæ/skulder) og visse former for kræft. Masser af forskning har vist, at man er mere disponeret for disse sygdomme, hvis man er overvægtig, ryger, stillesiddende, har et højt alkoholforbrug, spiser dårlig mad. Og man er meget mindre disponeret for samme sygdomme, hvis man er normalvægtig, fysisk aktiv, ikke-ryger, har et lavt alkoholforbrug og spiser sundt. Men man kan også vise en direkte sammenhæng mellem lav indkomst, lav eller ingen uddannelse, dårlig bolig, ensomhed, forurening og høj forekomst af alle de sygdomme.

Det er i virkeligheden meget simpelt. Jo dårligere man har det socialt, økonomisk og arbejdsmæssigt, jo mere grund er der til at stikke af fra sit liv. Som de gør på Mozarts Plads, hvor ølaberne er kommet frem af vinterskjulet, og den karakteristiske forårsduft af bajer og tis svæver mig i møde, når jeg cykler forbi. De har det bare sjovere, end hvis de blev hjemme og spiste rå gulerødder. Det er let og billigt at få det sjovere med discountbajerne fra DøgnNetto og snapsen på tilbud. Det er et fællesskab. Mad? Det er sgu da lidt ligegyldigt. Seks om dagen? Ja, bajere. Grøntsager? Ikke i høj kurs på Mozarts Plads. For besværligt og for dyrt. Det er meget, meget nemmere at købe lortemad.

Hånden på hjertet, derude. I ved det godt. Det er nemmere og billigere at købe skodmad. Også i middelklassen. I ved jo, hvor svært det er at holde stien ren. Hvor let man falder i, ikke? Og det, de kernesunde, ChrisMD og Bente Klarlund kan, er at støtte netop os i at prioritere noget bedre mad, ikke? Med motion, antirøg og årgangsvin. Og så kan vi føle os meget bedre end grønlænderne på Mozarts Plads. Eller skraldeluskerne i vores miljøstation. Eller ham, der sidder og gisper med sine rygerlunger. For det er ikke dem, de taler til.

Jeg kender veltrænede sportsmænd, som har fået lungekræft. Som kæmper med den skyld og skam, den slags sygdom er forbundet med. Da jeg selv fik kræft, løb der chokbølger gennem løbemiljøet og sundhedsforskningen i Århus. Og folk ledte og ledte efter en årsag. Hvad havde jeg dog gjort galt, siden jeg kunne få sådan en sygdom. Og jeg måtte næsten undskylde, at der ikke var nogen. Årsag. At det var næsten lige så interessant som russisk roulette eller lottokuponer.

Der sker nemlig to alvorlige ting, når man sætter alt ind på at privatisere livsstilssygdomme. Man skaber skyld og skam og nedladenhed. Spørg bare den næste tykke, I møder, hvordan det er at være fed i Danmark. Men det alvorligste er, at man forstærker skævheden. Hele det politiske projekt med at skabe større lighed, at arbejde for en renere luft, at gøre den sunde mad billig – aflives. Fordi det er folks egen skyld og folks eget problem. De kan jo bare tage sig sammen. Og gøre noget ved det. Og alle os andre har jo råd til at bosætte os udenfor den værste luftforurening.

Så kan vi sanere Mozarts Plads og rydde den for ølaber. Gud forbyde det. Det løser ikke problemet. Det flytter det bare. Så vi kan drikke vores café latte uden at blive forstyrret af tis, øl og råberi.

Jeg savner et samfund, hvor vi ikke kun efterlyser ansvar for os selv. Men hvor vi også vil tage ansvar for hinanden og for det fællesskab, som et samfund også er.

by - 3 kommentarer

Whisky-bæltet by sight

I dag lancerede min koncern Region Hovedstadens Sundhedsprofil. Den blev præsenteret ved en konference, hvor udvalgte resultater blev gennemgået, men jeg har selvfølgelig haft lejlighed til at studere den på tæt hold. Det, man kan med sådan en sundhedsprofil, er at tegne et billede af befolkningens sundhedstilstand og – vaner og dermed få et rigtig godt grundlag for, hvor regionen og kommunerne kan lægge deres energi. Det er anden gang i regionens levetid, at der er lavet en sundhedsprofil, og denne gang bliver de lavet ret ensartet i hele landet på samme tid.

Og hvordan har vi det så i Region Hovedstaden? Ja det kommer jo ret meget an på, hvor vi bor henne. Og hvilken uddannelse vi har. Og hvor mange penge vi tjener. På den glædelige side ser det ud til, at den store stigning i antallet af overvægtige er bremset. Selvom der stadig er alt for mange, der slæber rundt på for mange kilo. Og der er et stærkt stigende antal ‘aldrig-rygere’ i den yngre gruppe op til 25 år. Og det er meget sjældent, at nogen begynder at ryge, når først de er fyldt 25. Så noget virker der.

Men – der er social skævhed i det gode helbred. Det er de veluddannede, vellønnede middelklassekvinder, der tager sundhedsbudskaberne til sig. Det er ikke noget nyt fænomen, men det gør indtryk at se det regionale landkort tegnet ind med socialklasser og sundhedsproblemer. Jeg er bogstaveligt talt flyttet fra en social og helbredsmæssig topscorer til en ditto undermåler. Her dør folk tidligere, ryger mere, har flere kroniske sygdomme og er mere overvægtige. Altså her i Sydhavnen. Og i Hvidovre. Og i Brøndby.

Men én ting fik mig til at tabe underkæben. Et problematisk alkoholforbrug scorer lavt i Sydhavnen, men scorer i det røde felt i upper-class kommunerne. NU fattede jeg det der med whiskybæltet. Man kan se det, for pokker. Hele vejen fra Østerbro til Nordsjælland langs kysten strækker der sig et mørkt bælte. Af dem der drikker dyr whisky og Gran Cru. Med en afstikker ind i landet ved Rudersdal. Her drikker folk mere end gennemsnittet, og de scorer på alkoholafhængighed. Og her havde jeg en forestilling om stive grønlændere i Sydhavnen. Og så er det pelsene og direktørerne. Som slet ikke mener, de har noget problem.

Men de klarer sig nok, der henne i whiskybæltet. De kan selv betale deres afvænningsklinik. Det er også dem, som tager bilen på arbejde og sidder stille i flest timer hver dag, men jeg vil tro, at de fleste har en arbejdsplads, som også kan tage hånd om det. Det handler meget mere om at gøre det lettere tilgængeligt at træffe sunde valg. For dem i Brøndby og Sydhavnen og Hvidovre og Bispebjerg. Gøre det lettere og billigere at købe den sunde mad. Fjern momsen på frugt og grønt. Flere og bedre cykelstier. Bedre og oplyste stisystemer. Skrot alle de rulletrapper. Forbyd bare rygning flere steder – det er alligevel kun Kim Larsen, der ikke kan lide det.

Og så snørede jeg da løbeskoene, da jeg kom hjem, for at tjekke stisystemerne i mit hood. Og de dumpede med et brag i dag. Men det er nok ikke nogens skyld. Amager Fælled er endnu ikke kommet ud af istiden. Stierne vekslede mellem hård is og dybe søer af smeltevand. Jeg blev noget forrevet af tjørnebuske, når jeg kartede udenom. Og ligner en revet kat. Så jeg droppede Fælleden og løb udenom. Hele vejen. Mens tankerne fløj tilbage til dengang, jeg havde en kæreste på Christianshavn og sled løbeskoene på Amager.

by - 2 kommentarer

Dage på fødegangen

Så blev jeg færdig med at føde babyer for nu. Det har været lærerigt at være med på fødegangen, og en særlig tak til jordemoder Sarah, som jeg har haft fornøjelsen af at følges med i to dage. Skulle jeg have børn, ville jeg elske at have hende omkring mig. Så heldigt at hun lige var vendt hjem fra nogle måneder i Grønland, så hun havde en fornemmelse af, hvad jeg havde brug for. Jeg føler mig lidt bedre rustet. Og jeg har suget til mig af hendes ekspertice.  Det er sjovt, når jeg sådan kommer ud i noget klinisk arbejde, mærker jeg et stik af savn. Jeg har virkelig elsket at arbejde som sygeplejerske, og jeg tror ikke, jeg er færdig med det. Jeg vender aktid tilbage til at lave noget klinisk. Om det så er på danske hospitaler, førstehjælp i ødemarken eller sundhedsarbejde i tredjeverdenslande. Jeg elsker det. Det er mit oprindelige fag, og en life long kærlighed. Jeg elsker også at lave forskning og projekter, og egentlig har jeg det helt perfekte arrangement for mit arbejdsliv. Lige nu arbejder jeg med at skabe bedre vilkår, bedre behandlingskvalitet og bedre rammer for det offentlige sundhedsarbejde, og jeg har altid muligheden for at arbejde klinisk ind imellem. Og altid muligheden for at vende tilbage.

Dagene på fødegangen har præsenteret mig for en vifte af meget forskellige kvinder. Jeg forbløffes over, hvor forskelligt kvinder arbejder med deres fødsel. Nogen kvinder går næsten i panik og overlader ansvaret til jordemoderen eller lægerne. Andre kvinder insisterer hårdnakket på deres ret til ansvar for deres fødsel. Kvinder kommer på fødegangen, arbejder sig gennem veer og smerter, presser barnet ud i ganske få veer og tager tilfredse hjem efter et par timer. Andre kvinder kommer med forventninger om at arbejde sig igennem fødslen og tage hjem med deres nye barn, men møder komplikationer og må overgive ansvaret til fagpersoner. Måske er deres barn i risiko, måske er de selv. Måske må de overlade deres lille barn til kompetente børnelæger, og måske risikerer de at miste den drøm og det håb, som et lille nyt barn er. Fødegangen rummer det hele. Og noget af det, jeg elsker ved at arbejde klinisk, er det uforudsigelige. Måske var det derfor, jeg arbejdede med børn med krææft i så mange år? Jeg vidste aldrig, hvad dagen ville bringe, og jeg skulle være parat til at møde hvad som helst.

Ugen har ikke levnet mange timer på matriklen. Og nu sidder jeg træt og tilfreds med et glas rødvin. Var lidt forundret over en vis træthed i benene, indtil jeg regnede ugens cykelpensum. Det er blevet til 325 km, og jeg droppede med helt god samvittighed den løbetur, jeg havde tænkt mig for i dag. Det bliver en tur i morgen i stedet. Cykelturene har været mere end almindeligt våde. Blev faktisk seriøst i tvivl i går om vi var smuttet ind i oktober. Bare sådan ved en fejl.