Livsstilssygdomme?

I aftes blev jeg provokeret på Facebook. Og i dag bliver jeg hvas. Jeg snublede over en statusopdatering, der lød: “Livsstilssygdomme, er ikke rigtige sygdomme, men egne valg man bare må tage sig sammen at leve med, eller tage sig sammen og gøre noget ved….!!!”.

Vi lader den lige stå lidt. Og sender en tak til de danske medier. Tak til Bente Klarlund og Chris McDonald. Tak til politiske statements. Og tak til kernesunde rawfoodspisende familier. Fordi det er med til at gøre verden forfærdelig unuanceret.

Misforstå mig ikke. Bente Klarlund laver og har lavet masser af fin og vigtig forskning. Og ChrisMD gør sikkert også noget godt for nogen. Men budskaberne i deres og andres sundhedskæpheste er mig helt imod. Det har helt sikkert haft betydning for, at nogen har lavet ændringer i deres liv. Med positive resultater på sundhedsfronten. Men lad os se på, hvem det er, der bliver oplyst til at foretage de ændringer. Det er alle os, som i forvejen befinder os i et privilegeret råderum. Der er ikke mange af mine medborgere på Mozarts Plads, som køber billet til CMD’s foredrag. Eller læser Bente Klarlunds brevkasse i Politiken hver søndag. Vel? Det er ikke dem, I møder i de tætpakkede sale. Det er middelklassen med en overvægt af kvinder. Fint for dem, for de har overskuddet og mulighederne – og indtægterne – til at tage fat i de rigtige budskaber.

Kan I høre, hvor jeg vil hen? Det Bente Klarlund, ChrisMD, de kernesunde, politikerne har gang i, godt bakket op af tv og aviser, er en privatisering af problemerne. Det er folks egne problemer, og det kommer os kun ved, fordi de i den sidste ende koster på sundhedsbudgetterne. Og hvad er livsstilssygdommene? Her i landet handler det om type 2 diabetes, forhøjet blodtryk, hjertesygdomme, rygerlunger (KOL), muskel-skelet sygdomme (dårlig ryg/knæ/skulder) og visse former for kræft. Masser af forskning har vist, at man er mere disponeret for disse sygdomme, hvis man er overvægtig, ryger, stillesiddende, har et højt alkoholforbrug, spiser dårlig mad. Og man er meget mindre disponeret for samme sygdomme, hvis man er normalvægtig, fysisk aktiv, ikke-ryger, har et lavt alkoholforbrug og spiser sundt. Men man kan også vise en direkte sammenhæng mellem lav indkomst, lav eller ingen uddannelse, dårlig bolig, ensomhed, forurening og høj forekomst af alle de sygdomme.

Det er i virkeligheden meget simpelt. Jo dårligere man har det socialt, økonomisk og arbejdsmæssigt, jo mere grund er der til at stikke af fra sit liv. Som de gør på Mozarts Plads, hvor ølaberne er kommet frem af vinterskjulet, og den karakteristiske forårsduft af bajer og tis svæver mig i møde, når jeg cykler forbi. De har det bare sjovere, end hvis de blev hjemme og spiste rå gulerødder. Det er let og billigt at få det sjovere med discountbajerne fra DøgnNetto og snapsen på tilbud. Det er et fællesskab. Mad? Det er sgu da lidt ligegyldigt. Seks om dagen? Ja, bajere. Grøntsager? Ikke i høj kurs på Mozarts Plads. For besværligt og for dyrt. Det er meget, meget nemmere at købe lortemad.

Hånden på hjertet, derude. I ved det godt. Det er nemmere og billigere at købe skodmad. Også i middelklassen. I ved jo, hvor svært det er at holde stien ren. Hvor let man falder i, ikke? Og det, de kernesunde, ChrisMD og Bente Klarlund kan, er at støtte netop os i at prioritere noget bedre mad, ikke? Med motion, antirøg og årgangsvin. Og så kan vi føle os meget bedre end grønlænderne på Mozarts Plads. Eller skraldeluskerne i vores miljøstation. Eller ham, der sidder og gisper med sine rygerlunger. For det er ikke dem, de taler til.

Jeg kender veltrænede sportsmænd, som har fået lungekræft. Som kæmper med den skyld og skam, den slags sygdom er forbundet med. Da jeg selv fik kræft, løb der chokbølger gennem løbemiljøet og sundhedsforskningen i Århus. Og folk ledte og ledte efter en årsag. Hvad havde jeg dog gjort galt, siden jeg kunne få sådan en sygdom. Og jeg måtte næsten undskylde, at der ikke var nogen. Årsag. At det var næsten lige så interessant som russisk roulette eller lottokuponer.

Der sker nemlig to alvorlige ting, når man sætter alt ind på at privatisere livsstilssygdomme. Man skaber skyld og skam og nedladenhed. Spørg bare den næste tykke, I møder, hvordan det er at være fed i Danmark. Men det alvorligste er, at man forstærker skævheden. Hele det politiske projekt med at skabe større lighed, at arbejde for en renere luft, at gøre den sunde mad billig – aflives. Fordi det er folks egen skyld og folks eget problem. De kan jo bare tage sig sammen. Og gøre noget ved det. Og alle os andre har jo råd til at bosætte os udenfor den værste luftforurening.

Så kan vi sanere Mozarts Plads og rydde den for ølaber. Gud forbyde det. Det løser ikke problemet. Det flytter det bare. Så vi kan drikke vores café latte uden at blive forstyrret af tis, øl og råberi.

Jeg savner et samfund, hvor vi ikke kun efterlyser ansvar for os selv. Men hvor vi også vil tage ansvar for hinanden og for det fællesskab, som et samfund også er.

9 thoughts on “Livsstilssygdomme?

  1. Hej Helle,

    Godt skrevet! Skyld er det sidste man har brug for at føle, når man får kræft; men ofte en af de første følelser, man får… Hvorfor mig? Hvad har jeg gjort? Eller ikke gjort…

    At man så oveni hatten får en følelse af bedømmelse/fordømmelse af omgivelserne, er mig ubegribeligt. Jeg har folk i mit liv, som er helt overbeviste om, at kræft ikke kan ramme dem og jeg tænker, at der skal et meget stort mentalt oprydningsarbejde til at rydde op, hvis skæbnen rammer dem også… For det er jo det, det er: skæbnen… Det er bare nemmere at overbevise sig selv om, at man har fuld kontrol og at man er udødelig, hvis man bare spiser økologisk og dyrker motion.

    P.S.: Jeg spiste økologisk og dyrkede motion, men fik brystkræft som 40-årig…

    • Hej Helle
      Tak. ja den vinkel kunne jeg skrive om i mange afsnit.
      Og – ja – en sund livsstil er ingen forsikring, men det bedrer klart mulighederne. Også når man først alligevel er blevet syg.

  2. Det er altså et vanskeligt emne. For der er jo en masse, vi selv har magten til at forbedre. Os som har overskuddet mentalt og økonomisk. Det er vildt godt, at der er nogen, som sparker mig bag i. Så jeg ikke kun sidder krum over min laptop/labtop og forbereder min første discuspolaps. Så jeg husker på, at min krop faktisk er mit ansvar, og at det nytter, hvis jeg gider at gøre noget ved det. Det er sågu ikke synd for mig at jeg har ondt i ryggen… jeg skal bare få lettet røven ska’ jeg.

    På den anden side skal vi huske at livet og biologien ikke er retfærdigt. Shit happens… nogle gange selv om du har spist dine gulerødder, husket solcremen og bedt din aftenbøn. Der er iøvrigt ikke altid en simpel årsags-virkning sammenhæng når det kommer til livstilssygdomme. Det er for det meste et rod af miljø, gener og tilfældet.

    Desuden er goderne bare uretfærdigt fordelt, også i rige og lige DK. Ikke fordi det er umuligt at være mønsterbryder, og blive super sund på trods af ens baggrund. Eller omvendt. Oddsene er bare ikke lige. Det er dobbelt svært at svinge skuden rundt hvis man ligger lavt på andre resurser også.

    Så vi skal finde en måde, hvor vi kan give så mange som muligt det puf i ryggen, som skal til for at vi selv tager ansvar. Samtidig med at vi strukturelt gør det så let som muligt at træffe de rigtige valg (og jeg stiller mig gerne op i køen, til at få hjælp på den konto). Uden at det bliver til fordømmelse af dem som ikke kan eller vil.

    • Det er lige præcis de strukturelle løsninger for at gøre det let (og billigt) at træffe de bedste valg, som bliver glemt, når alting gøres til den enkeltes problem. Og her er vi så bare nogen, der er bedre stillet end andre og har bedre muligheder for at gøre det.
      Og selvfølgelig har vi selv et ansvar for at lette vores rumper.

  3. Her er da endeligt noget vi kan være helt uenige om, og sikkert få en god lang løbetur/løbeferie til at gå med at diskutere 🙂

    Altså ikke lige det med hvem der får kræft og hvem der ikke gør – der er vist ikke meget at diskutere.

    Men ellers står jeg helt af: Er målet for hver af os at finde den offerrolle der passer, og så ende med en god blanding af Freud og Darwin hvor det hele på en eller anden måde er vores forældres skyld (gener eller socialbaggrund/opvækst)? Og så ellers sætte os ned og vente på der er nogen der kommer og hjælper os?

    Med fare for at generalisere, så har grønlænderen på Mozarts Plads jo truffet et valg, og det har jeg også – at mit så medfører at jeg har råd til at gå ind og høre Chris McDonald eller købe økologisk kamillete dyrket bæredygtigt på et ulandsprojekt (der er ca. lige stor chance for jeg ville gøre begge :)) er ikke just noget jeg kan have det dårligt med. I min bog er det meget simpelt: med personlig frihed hører et stort personligt ansvar.

    Jeg kan ikke lige se hvordan din grønlænder skulle få sine 6 stykker frugt og grønt om dagen, dyrke motion osv. med mindre han selv tager sig sammen – man kan vel ikke engang i Danmark forstille sig at vi skal møde op på et offentligt kontor og spise frugten under kontrol af endnu en offentligt ansat skrankepave der skal hjælpe os med at administrere endnu et aspekt af vores liv?

    • Jaaaa – hvor er det godt, at vi har ti dage og alle de andre ture 🙂

      Jeg overvejede, om jeg skulle pinde ud, at jeg ikke gør grønlænderne på Mozarts Plads og de andre til ofre. De har bare et mere skidt udgangspunkt end alle os andre. Og når det bliver deres eget problem, – og vi andre kan polere vores glorier, – så bliver det fælles ansvar for fællesskabet dysset ned.

      Og du skal da ikke have det dårligt over at gå til foredrag med ChrisMD (jo du skal, men det er en anden snak).

      Jeg er ikke fortaler for regler om gratis uddeling af frugt. Good Lord – no! Jeg er fortaler for, at vi stopper med at gøre fattige endnu fattigere. At børn af kontanthjælpsmodtagere får tilskud til fritidsaktiviteter. At vi gør frugt og grønt billigere. At vi udbygger cykelstier og gør den offentlige transport gratis (eller i hvert fald billigere), så vores luft får det bedre. Kort sagt – at vi gør grundlaget for et bedre liv for os alle sammen meget stærkere. Og at ølaberne på Mozarts Plads får lov at blive siddende lige der i solen, så de i det mindste kan have det lidt sjovere, end de ellers ville have haft. Og når de så får dårlig lever, rygerlunger, diabetes og for højt blodtryk, skal de have lige så venlig omsorg på hospitalerne som alle andre. Basta 🙂

  4. Dit indlæg er super dejlig læsning i en tid hvor netop omsorgen for hinanden desværre er skubbet meget langt ud på et sidespor.
    Jeg tænker dog at det at mange leder efter årsager når der er en der bliver alvorligt syg måske mere bunder i egen angst for sygdom end i et behov for at lægge skylden over på den syge. For når nu man kan tro at årsagen er f.eks rygning – så “frifinder” man jo sig selv hvis man er ikke ryger, og har dermed en “hylde” at parkere sin angst på.
    At diverse sundhedskampagner virker mere på nogle befolkningsgrupper end andre, det er der jo ikke noget nyt i – men derfor skal man som et anstændigt samfund tilbyde behandling for de sygdomme folk render ind i, livsstilsbetingede eller ej.

    • Men jeg synes jo også, at vi i langt højere grad skulle arbejde for, at udgangspunktet for at tage ansvar for sig selv bliver lidt mere ens. At de børn, der vokser op i Kongens Enghave og Sydhavnen får lidt mere af os andre, så deres fundament bliver lidt stærkere. Og vi skal blive meget klogere på det med sundhedskampagner, så vi ikke bliver ved med bare at henvende os til os selv. Så at sige.

      Og det med skyld og ansvar er jo svært. For hvor skal grænsen så gå?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s