Hverdagsmagi

Når regeringen råber på større overlevelse og mindre ulighed i sundhed og synes, det er gjort med at lave flere helbredstjek og hurtigere diagnoser, glæder jeg mig i mit stille sind over mit eget job. Hver eneste dag møder jeg læger, sygeplejersker, terapeuter, socialrådgivere og mange andre, som arbejder hårdt med at gøre syge mennesker raske. De arbejder lige så hårdt for at gøre livet godt for dem, der ikke bliver raske. Og de knokler for at gøre de syge og raske stærke nok til at håndtere en hverdag med det, der nu skal håndteres. Det er nemlig det, der betyder noget i det regnestykke, der handler om overlevelse, livskvalitet, arbejdsevne og lighed, når de syge mennesker har fået den operation eller den medicin, der gør noget ved deres sygdom.

I dag mødtes jeg først med en sygeplejerske fra psykiatrisk gadeteam og en socialrådgiver fra herbeget på Sundholm. Psykiatrisk gadeteam, spørger du? Og Sundholm? De arbejder med dem, som de fleste af os helst ikke vil vide af. Samfundets bund, so to speak. Dem der hverken har hjem, arbejde eller godt helbred. De øser af deres viden og erfaring og giver de mennesker præcis den slags støtte, de har brug for, så de kan leve dagen igennem uden at gå i stykker. Og de elsker det, de gør. De elsker de mennesker, de gør det for og sammen med. Og jeg elsker at mødes med dem, fordi de oser af ren arbejdsglæde. Hverdagsmagi. Og jeg cyklede fuldstændig glad videre til Rigshospitalet. Fordi jeg vidste, at vi sammen ville gøre det bedste for en syg mand, der havde særligt brug for det.

Senere på dagen var jeg til møde på en afdeling, hvor de opererer mennesker med kræft. På mødet var der læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, diætister og så mig, som er den der kan trække nogle sammenhænge mellem det de kan på hospitalerne, og det de kan i kommunerne. Lægerne og sygeplejerskerne forklarede, hvordan operationerne og medicinen påvirkede patienternes liv, og hvordan de organiserede den støtte, der skulle til for at folk kunne leve et liv med de alvorlige gener, sygdom og behandling gav dem. Og igen sad jeg der på min stol og blev kisteglad over professionelle mennesker, der tænker meget længere end til diagnose, operation og medicin.

For det gør det ikke alene. Jeg råbte op om det, da jeg selv blev syg. Jeg skrev artikler om, at kræftbehandling skulle tænkes sammen med det liv, der skulle leves for at give mening. Og jeg råber stadigvæk. Nu er jeg bare så heldig, at jeg sidder i en stilling på landets største hospital, hvor mit råberi både bliver hørt og brugt. Så jeg kan godt sætte mig til rette for en stund og være en lille smule tilfreds over at kunne bevæge mig i et univers, der i den grad giver både mening og sammenhæng. 

Skævheder og sidesving

Da jeg for 7-8 år siden fik kræft, ringede to venner fra Indien en dag, mens jeg var på vej over hospitalets område. Jeg var på det tidspunkt langsomt ved at vænne mig til de forskrækkede stemmer. Og næsten også til den klump i halsen, der lurede bagved hos de fleste. Men de to var rystede over meget andet end min eventuelt forestående død. De var rædselsslagne ved tanken om, hvordan jeg skulle klare mig, inden jeg døde. Nu ville jeg miste mit arbejde, min indtægt, min bolig. Alt. Og de vidste jo godt, hvor dyr sådan en kræftbehandling ville være. Hvordan kunne de hjælpe mig, spurgte de.

Langsomt og omhyggeligt forklarede jeg dem, at jeg nok ikke ville dø, og at jeg ville beholde både mit arbejde og min løn, mens jeg var syg. Og jeg ville have tag over hovedet. Og at i Danmark koster det ikke noget at blive behandlet for en kræftsygdom.

Jeg bliver stolt, hver gang jeg kan fortælle om vores sundhedsvæsen. Hvordan vi sådan helt genialt betaler til det allesammen. Hvordan det er en ret for alle – også dem uden penge – at få læge og sygeplejerskebehandling, når de har behov for det. Ingen skal ligge og dø på gaden. Jeg revner en lille smule inden i af en stormende fædrelandskærlighed. Mine venners kærlige bekymring satte hele min situation i perspektiv.

Jeg vil forsvare det for evigt. Jeg har aldrig mødt noget land, hvor private sundhedsvæsener har gjort noget godt.

Alligevel ved vi, at lige præcis sådan en som mig. Med alle mine universitetsgrader og en hæderlig løn. Sandsynligvis kommer betydeligt bedre igennem sådan et kemoforløb, end en jævnaldrende uuddannet kvinde med samme sygdom. Hvorfor?

Da jeg blev syg, var jeg ikke syg, men havde bare en blød bule på halsen. Den virkede næsten som en rar bule. Og jeg var helt rolig. Indtil en sur gammel røntgenlæge havde scannet den en dag i december og ville stikke mig i det bløde område nederst på halsen. Jeg ville ikke vente med svar på en mistænkelig prøve. Jeg lod mig ikke spise af. Jeg fik min læge til at tage affære, så jeg allerede dagen efter var i forbindelse med en læge med forstand på den slags. Jeg kendte systemet, jeg kendte behandlingerne, og jeg vidste, hvad jeg selv kunne gøre for at komme bedre igennem det. Hvis jeg ikke havde været mig, havde jeg nok ikke været stædig og påståelig og overbevisende. Og måske var jeg død. Det kan jeg ikke vide, men jeg har meget tit tænkt over det.

Ulighed i sundhed handler ikke kun om hospitalerne og behandlingen. Ulighed handler også om, hvad vi ved i forvejen. Det handler om uddannelse, og det handler om netværk. Om vi kender nogen i sundhedsvæsenet, og om vi ved, hvordan kroppen ser ud bag huden. Det handler om vaner og muligheder, om vi har mennesker, der kan støtte os, og det handler om robusthed og overskud – både i det fysiske grundlag og i vores mentale helbred.

Derfor, kære Nick Hækkerup, er det ikke gjort med at give mere tid i ambulatorierne til nogen – og mindre til andre. Hvis vi skal skabe mere sundhedsmæssig lighed for borgerne i Brøndby, Ishøj og Sydhavnen og de andre, der ikke lever så godt, som borgerne i Gentofte, Birkerød og Allerød, skal vi arbejde helt anderledes, end vi gør nu. Vi skal ikke skabe A og B patienter, sige Venstre. Nej? Skal vi afskaffe A og B patienter, spørger jeg? For de findes.

Hvis vi nøjes med at dele patienter i ‘højtuddannede’ og ‘kortuddannede’ skaber vi et nyt kontrolsystem. Med et nyt bureaukrati. Som måske kan komme til at tage tid fra det vigtige. Vi skal ikke lave kategorier. Vi skal skabe sunde bydele, let adgang til grønne områder, billigere sunde madvarer, gode boliger. Vi skal tage os af de mange unge, der har det skidt. Vi skal støtte uddannelsessystemerne. Vi skal se med alvor på den fattigdom, vi bygger op i de her år.

Vi skal spørge dem, det handler om. Dem der lever deres liv i vores land. Som bliver syge og skal have behandling. Og vi skal stole på, at de sundhedsfaglige kan lave faglige skøn og yde det, der er bedst for den enkelte. Hvis bare vi skaber mulighederne.

IMG_2996

Livsstilssygdomme?

I aftes blev jeg provokeret på Facebook. Og i dag bliver jeg hvas. Jeg snublede over en statusopdatering, der lød: “Livsstilssygdomme, er ikke rigtige sygdomme, men egne valg man bare må tage sig sammen at leve med, eller tage sig sammen og gøre noget ved….!!!”.

Vi lader den lige stå lidt. Og sender en tak til de danske medier. Tak til Bente Klarlund og Chris McDonald. Tak til politiske statements. Og tak til kernesunde rawfoodspisende familier. Fordi det er med til at gøre verden forfærdelig unuanceret.

Misforstå mig ikke. Bente Klarlund laver og har lavet masser af fin og vigtig forskning. Og ChrisMD gør sikkert også noget godt for nogen. Men budskaberne i deres og andres sundhedskæpheste er mig helt imod. Det har helt sikkert haft betydning for, at nogen har lavet ændringer i deres liv. Med positive resultater på sundhedsfronten. Men lad os se på, hvem det er, der bliver oplyst til at foretage de ændringer. Det er alle os, som i forvejen befinder os i et privilegeret råderum. Der er ikke mange af mine medborgere på Mozarts Plads, som køber billet til CMD’s foredrag. Eller læser Bente Klarlunds brevkasse i Politiken hver søndag. Vel? Det er ikke dem, I møder i de tætpakkede sale. Det er middelklassen med en overvægt af kvinder. Fint for dem, for de har overskuddet og mulighederne – og indtægterne – til at tage fat i de rigtige budskaber.

Kan I høre, hvor jeg vil hen? Det Bente Klarlund, ChrisMD, de kernesunde, politikerne har gang i, godt bakket op af tv og aviser, er en privatisering af problemerne. Det er folks egne problemer, og det kommer os kun ved, fordi de i den sidste ende koster på sundhedsbudgetterne. Og hvad er livsstilssygdommene? Her i landet handler det om type 2 diabetes, forhøjet blodtryk, hjertesygdomme, rygerlunger (KOL), muskel-skelet sygdomme (dårlig ryg/knæ/skulder) og visse former for kræft. Masser af forskning har vist, at man er mere disponeret for disse sygdomme, hvis man er overvægtig, ryger, stillesiddende, har et højt alkoholforbrug, spiser dårlig mad. Og man er meget mindre disponeret for samme sygdomme, hvis man er normalvægtig, fysisk aktiv, ikke-ryger, har et lavt alkoholforbrug og spiser sundt. Men man kan også vise en direkte sammenhæng mellem lav indkomst, lav eller ingen uddannelse, dårlig bolig, ensomhed, forurening og høj forekomst af alle de sygdomme.

Det er i virkeligheden meget simpelt. Jo dårligere man har det socialt, økonomisk og arbejdsmæssigt, jo mere grund er der til at stikke af fra sit liv. Som de gør på Mozarts Plads, hvor ølaberne er kommet frem af vinterskjulet, og den karakteristiske forårsduft af bajer og tis svæver mig i møde, når jeg cykler forbi. De har det bare sjovere, end hvis de blev hjemme og spiste rå gulerødder. Det er let og billigt at få det sjovere med discountbajerne fra DøgnNetto og snapsen på tilbud. Det er et fællesskab. Mad? Det er sgu da lidt ligegyldigt. Seks om dagen? Ja, bajere. Grøntsager? Ikke i høj kurs på Mozarts Plads. For besværligt og for dyrt. Det er meget, meget nemmere at købe lortemad.

Hånden på hjertet, derude. I ved det godt. Det er nemmere og billigere at købe skodmad. Også i middelklassen. I ved jo, hvor svært det er at holde stien ren. Hvor let man falder i, ikke? Og det, de kernesunde, ChrisMD og Bente Klarlund kan, er at støtte netop os i at prioritere noget bedre mad, ikke? Med motion, antirøg og årgangsvin. Og så kan vi føle os meget bedre end grønlænderne på Mozarts Plads. Eller skraldeluskerne i vores miljøstation. Eller ham, der sidder og gisper med sine rygerlunger. For det er ikke dem, de taler til.

Jeg kender veltrænede sportsmænd, som har fået lungekræft. Som kæmper med den skyld og skam, den slags sygdom er forbundet med. Da jeg selv fik kræft, løb der chokbølger gennem løbemiljøet og sundhedsforskningen i Århus. Og folk ledte og ledte efter en årsag. Hvad havde jeg dog gjort galt, siden jeg kunne få sådan en sygdom. Og jeg måtte næsten undskylde, at der ikke var nogen. Årsag. At det var næsten lige så interessant som russisk roulette eller lottokuponer.

Der sker nemlig to alvorlige ting, når man sætter alt ind på at privatisere livsstilssygdomme. Man skaber skyld og skam og nedladenhed. Spørg bare den næste tykke, I møder, hvordan det er at være fed i Danmark. Men det alvorligste er, at man forstærker skævheden. Hele det politiske projekt med at skabe større lighed, at arbejde for en renere luft, at gøre den sunde mad billig – aflives. Fordi det er folks egen skyld og folks eget problem. De kan jo bare tage sig sammen. Og gøre noget ved det. Og alle os andre har jo råd til at bosætte os udenfor den værste luftforurening.

Så kan vi sanere Mozarts Plads og rydde den for ølaber. Gud forbyde det. Det løser ikke problemet. Det flytter det bare. Så vi kan drikke vores café latte uden at blive forstyrret af tis, øl og råberi.

Jeg savner et samfund, hvor vi ikke kun efterlyser ansvar for os selv. Men hvor vi også vil tage ansvar for hinanden og for det fællesskab, som et samfund også er.