Mens vi venter på, at jeg kan løsrive mig fra mit nye legetøj, der starter med i og er en flad lille ting, der føles som ren lækkerhed under fingrene, kan vi jo konstatere, at jeg atter sidder over kander af te, mens jeg lader blikket vandre ud på det solbeskinnede vand udenfor mit vindue. Jeg er hjemme. Når jeg engang har løsrevet mig, kommer der graffiti og vægmalerier fra det store kamera. Jeg kan ikke uploade billeder direkte fra kameraet til min nye ven her. Men jeg kan love graffiti langt ud over det sædvanlige.

Mens vi venter, sidder jeg viklet ind i jetlag. Det ondes hævn over fantastisk rejse. Det går over, men det tager en uge eller mere. Sådan er det bare. Imens drikker jeg spandevis af te, glæder mig til en flad løbetur over Amager Fælled, læser aviser, græmmes over P3 og kigger ud over det inferno af sager, som på en eller anden måde har været i min kuffert. Vaskemaskinen snurrer, og hverdagen venter lige om hjørnet.

Jeg forlod San Francisco fredag eftermiddag og landede i London midt på natten. Efter min indre tidsregning. Officielt var klokken kvart over ti. Var heldig med en gangplads ved køkkenet. Så er man sikret mod at spilde tiden på at sove.

Men jeg sad også bare og var fyldt af ….. Nå ja kærlighed. Til alle de yndlingsmennesker, jeg var på vej hjem til. Små og store. Min krop var fyldt af en varm klump af glæde og forventning. Sådan fuldstændig pladdersentimentalt kunne jeg næsten mærke Veras lille krop, Almas arme om min hals og Ellas elektriske bjørneknus. Jeg kunne næsten mærke mine ungers smil og kram.

Det er noget særligt at komme hjem til dem. Vi har gjort det så mange gange, og det er det bedste jeg ved. De mennesker, jeg har kendt hele deres liv. Fra de første urspark i mit indre og den første øjenkontakt gennem fosterfedt, sved og tårer. Når det forskrækkede nye babyansigt pludselig bliver afslappet og ser nysgerrigt og genkendende i mine øjne. Jeg bliver aldrig træt af det gensyn i deres øjne. Og jeg elsker, at de elsker det. Øjeblikket når jeg træder ud fra toldområdet, og de står der. Øjeblikket når vi er hjemme i lejligheden, og nogen kommer i tanker om mad. Øjeblikket når de næste banker på terassedøren. Øjeblikket når vi har lavet mad, eller har hentet sushi, og de små mennesker myldrer mætte rundt og leger, mens de store mennesker lidt trætte sidder omkring bordet, mens vi samler op på hinanden og tiden, der er gået.

Jeg flytter ind i mit liv igen. Det var bare to uger. Som føltes længere. Jeg elsker hverdagen og mine hverdagsmennesker. Helt banalt er det godt at rejse ud og blive lidt klogere. Og det er godt træde ind i hverdagen igen. Farve den med de nye oplevelser, hilse på naboerne, klappe potteplanterne og glæde sig til de bedste kolleger i morgen.