Natur og teknik?

Det er tid til at dykke ud af tågerne. Pausen har varet længe nok, og der er ingen grund til bekymring. Jeg aner bare ikke, hvad jeg skal skrive om. Det er på en eller anden måde svært at tage en tråd op efter al den sorg. Livet er ikke ligegyldigt, og dagene er fulde af det. Livet. Og der er kun én ting at gøre – skriv løs og luk øjnene op.

Mens jeg har sørget og grinet og savnet, været stille alene og festet med gode venner, har jeg også løbet rundt på Amager Fælled. Løb er godt. Det giver ro og rum til at tænke og lægge mærke til. Og løber jeg længe nok, giver jeg slip. Lader kroppen flyde afsted gennem landskabet. Mærker vinden og solen og duftene, mens fuglene synger omkring mig. Nogen tror, man spæner sanseløst afsted. Og det gør man måske, hvis kroppen ikke er vant til den slags. Når den er, kan løb være meditation. På nogle løbeture, oplever jeg alt omkring mig intenst, på andre kan tiden pludselig være forsvundet.

De fleste dage kan jeg løbe næsten uforstyrret. Jeg løber tit tidligt om morgenen eller sent på dagen, når andre mennesker er bænket omkring det ene eller det andet måltid. Jeg ynder den uforstyrrethed. Jeg holder af det krøllede. Det lille element af halvvild natur, som stadig råder på Amager Fælled. Og som gør, at jeg kan dele mine stunder med dyr, der lever der.

Forleden mødte jeg en helt uventet nyskabelse.

IMG_3120

Københavns Kommune har skabt et lille stykke cykelmotorvej tværs gennem det lille stykke natur. Og det virker voldsomt. Da jeg luftede min undren på Twitter, fik jeg en reaktion fra en far, der cykler den vej hver dag. Han hyldede det lille stykke asfalt, fordi han transporterer to børn i en ladcykel og satte pris på en vej uden huller. Da jeg påpegede, at der et par hundrede meter længere nede af Artillerivej allerede er en asfaltsti på tværs, fortalte han, at den nye sti vil spare ham for 7-8 minutter hver dag. Syv – otte minutter! Er vi ikke nødt til at tale om det? Hvor effektivt skal alting være? Hvad er 7-8 minutter imod den måde, vi langsomt, men sikkert æder den sidste natur i København?

Det er ikke kun romantik. Det handler også om miljø og renere luft. Og det handler om, hvorlænge vi kan blive ved med at møde scenarier som det her. Tyve minutter fra Rådhuspladsen. På cykel.

IMG_3135

Mørketur på Amager Fælled

Hvert år ved den her tid sætter jeg den samme plade på med fuld jammer over udsigten til fem måneders mørke. Og kulde. Og sne. Og slud. Jeg hader det. Hader det.

Men jeg elsker lidt at tøffe rundt på Amager Fælled i mørke. Helt alene. Jeg kender alligevel de fleste af de hjemløse derude, og jeg føler mig ikke utryg. De fleste af dem er faktisk flinke nok. De har det bare koldt og hårdt derude. Og så møder jeg dem ufatteligt sjældent, når mørket først er faldet på.

Jeg elsker lidt, når mørket pakker mig ind, og lydene bliver til mørkelyde. Når lyset langsomt svinder i den horisont, der hele tiden forsvinder bag den høje bevoksning. Når jeg får øje på metrolysene på den anden side, og når Bella Sky rejser sig som et juletræ med lys. Jeg elsker, når månen lyser ned over mig og fælleden.

Jeg har selvfølgelig lys med. Og blinkende lys på armen. Men jeg kan bedst lide at løbe i mørket uden lys, mens jeg forestiller mig, at jeg er den eneste i verden. I hvert fald den eneste i verden, der løber rundt på de mørke stier på Amager Fælled.

IMG_2463

IMG_2464Men jeg bliver hidsig inden i, når jeg møder sådan en bunke. Som nogen er kørt ind og har læsset af, i stedet for at smutte på en rigtig losseplads.

IMG_2462

 

Spadsereture og langsomhed

For nogen tid siden var jeg sammen med en god ven, som spurgte: Helle, hvordan kan det være, du altid vil på toppen? Hvad kommer det af? Det affødte en længere snak om vandretraditioner, spadsereture, rejser og klatring. Han forsikrede mig, at han elsker at spadsere, men ikke kunne drømme om at klatre op på en fjeldtop. Eller få for meget sved på panden undervejs. Det blev en længere diskussion om historiske og kulturelle baggrunde for det ene og det andet. Sådan som jeg elsker at tale med netop ham.

Og i denne uge har jeg spadseret. Også løbet, selvfølgelig, men spadseret på den langsomme måde, sammen med kloge og dejlige mennesker, hvor man får det meste med.

Ugen startede med et par timer i selskab med Anna på Amager Fælled. Det er noget, vi gør med jævne mellemrum. Mødes på Amager Fælled og går sammen, mens vi taler om ting, der er vigtige indeni os for tiden. Lige før påske udgav Anna sin bog om at være introvert, og jeg har været velsignet med flere timer i hendes selskab, mens bogen blev til. Jeg har endnu ikke læst den, men jeg er blevet meget klogere på det at være introvert og ekstrovert, mens vi har travet rundt på den fælled, vi begge to elsker ret højt. Jeg har altid tænkt, at introverte mennesker er sådan nogle lukkede, stille og generte noget, der helst holder sig for sig selv. Den opfattelse har Anna ændret på. Hendes perspektiv handler primært om, hvordan man henter sin energi. Er det bedst, når man lukker sin dør og er stille i sit eget selskab? Eller henter man bedst energi ved at være sammen med andre? Og jeg er klart et mudret mix af begge dele. I denne uge har jeg solet mig i glæden ved at være sammen med det ene dejlige menneske efter det andet. Om et par måneder går jeg ud i bjergene alene i flere uger, og elsker det. Kan kun sige – læs Annas bog og bliv lidt klogere.

Senere på ugen var jeg til møde i Århus, og efter måneders mailudveksling havde Lene og jeg sat hinanden stævne. Vi gik et par timer rundt om Egå Engsø i strålende sol og talte sammen om kræft, om muligheden for at dø, om bizarre erfaringer fra sygdomsoverdrevet, om familie, om fremtid, og om hvordan vores liv på underfundig vis havde fælles tråde. Sådan som to mennesker kun kan tale sammen, når de har en ganske særlig rygsæk med. Og bærer den lidt på samme måde. Vi grinede, var alvorlige, ind i mellem sørgmodige, men mest glade, tror jeg.  Fordi det er rart at møde nogen, man kan være lidt i samklang med, om det der kan være så svært at dele.

De sidste par dage har jeg spadseret med en to-årig tumling, som jeg passede, mens hendes mor var på arbejde og hendes far i USA. Vi taler dybt på vores egen måde. Jeg er henrykt over hendes måde at gå på opdagelse i verden. Hun lytter med alvorlige øjne, når jeg viser hende noget nyt. Og hun gentager det. Og gentager det. Og gentager det. Mens hele det lille fjæs eksploderer i fryd. Vi har travet timer gennem København. Vi har udforsket samtlige dyr i Københavns Zoo og været opslugt af svømmende isbjørne gennem glas. Vi har været i Musikbyen og skrive mig op til en have. Som Vera også vil have. Vi har travet igennem den gamle fiskerihavn og set på både. Og svaner. Og vi har sejlet med havnebussen og travet hele vejen hjem til Frederiksberg, mens den ene af os faldt i søvn.

IMG_1406

Efterårsfornemmelser

Min krop kan ikke helt slippe sommeren. Det er som om, den har taget bolig i mig. Måske bare fordi jeg har haft den dejligste sommer med meget mere sol, end de skriver om i aviserne. Jeg vil have, at den bliver ved. Måske derfor smutter min krop afsted med bare tæer i ballerinaskoene. Og bare arme under jakken? Jeg fatter ikke helt, at det er slut.

Men efteråret er her. Og maler skønmaleri ud over scenen. Og minder mig om, at ingenting varer evigt. Man skal vide, man skal dø. Så man bedre kan se det smukke og få øje på stjernestunderne.

En lang gåtur på Amager Fælled med en klog veninde ganger bare smukheden omkring mig op med faktor tusind.

Reklame!

Hvis du alligevel bare skal hænge ud omkring middagsbordet, som du plejer i aften, så gør noget anderledes. Kom en tur ud på Amager Fælled og løb en tur på fem eller ti kilometer. Tag kontanter med til løbsnummeret, det gode humør, vennerne og veninderne og resten af familien. Det bliver sjovt! Og solen skinner!

Læs mere her. Ses vi?

Lørdagsliv

Jeg gider ikke blogge idag. Jeg holder lørdagslukket og bruger dagen på at kramme lidt på nogen venner, der har brug for kram. Og på venner der bare skal have mad og selskab. Jeg har passet både min seng og min lørdagsavis. Og jeg har suset rundt på Amager Fælled i løbesko, mens radioen blev ved med at tale store ord om regn og skybrud. Her skinnende solen jo bare.

Så den her går til alle jer, der tror det er synd for os, der bor i København. Som tror, at her ikke er andet end trafik og lyskryds og stenbro. Jeg tog telefonen med på tur, og godt for det, for pludselig uden grund eksploderede min lille verden i høfeber. Så kunne jeg passende standse op og tage billeder, når nysene overmandede mig.

Mine damer og herrer, må jeg præsentere Amager Fælled, et kvarter på cykel fra Rådhuspladsen i København.

20120616-164247.jpg

20120616-164310.jpg

20120616-164341.jpg

20120616-164407.jpg

20120616-164428.jpg

20120616-164436.jpg

20120616-164501.jpg

20120616-164514.jpg

20120616-164526.jpg

Når verden nærmest eksploderer i smukhed

Nu skal man ikke lade sig narre af, at denne post er skrevet i kategorien hverdagsliv. Og man skal heller ikke lade sig narre af, at det bare er en helt almindelig torsdag. Som strengt taget hører til i hverdagskategorien. Men når sådan en torsdag springer ud som en dag, hvor jeg når det jeg skal. Og løber den dejligste tur på Kalvebod Fælled, hvor jeg ikke kommer så tit, fordi en vis venstre hæl ind imellem blander sig. Og når jeg som bonus også får importeret de første sommerblomster til terrassen. Ja, så er den allerede lidt på vej væk fra det hverdagsagtige.

Og når jeg så endnu senere går den smukkeste tur på Amager Fælled, mens alt det grønne dufter for fuld kraft, fuglene synger, frøerne kvækker og tjørnebuskene blomstrer over det hele. Og jeg får lejlighed til at vise min legeplads frem i al dens magt og vælde. Så kan man kun slutte en antihverdags torsdag af med liflig hvidvin på Bryggen.

For endelig at falde fuldstændig i svime over verdens smukkeste solnedgang, mens jeg trisser hjem langs vandet. Og bare er lykkelig for at være mig lige her i Sydhavnen.

20120524-231717.jpg

20120524-231726.jpg

20120524-231735.jpg

20120524-231742.jpg

20120524-231749.jpg