Det er tid til at dykke ud af tågerne. Pausen har varet længe nok, og der er ingen grund til bekymring. Jeg aner bare ikke, hvad jeg skal skrive om. Det er på en eller anden måde svært at tage en tråd op efter al den sorg. Livet er ikke ligegyldigt, og dagene er fulde af det. Livet. Og der er kun én ting at gøre – skriv løs og luk øjnene op.
Mens jeg har sørget og grinet og savnet, været stille alene og festet med gode venner, har jeg også løbet rundt på Amager Fælled. Løb er godt. Det giver ro og rum til at tænke og lægge mærke til. Og løber jeg længe nok, giver jeg slip. Lader kroppen flyde afsted gennem landskabet. Mærker vinden og solen og duftene, mens fuglene synger omkring mig. Nogen tror, man spæner sanseløst afsted. Og det gør man måske, hvis kroppen ikke er vant til den slags. Når den er, kan løb være meditation. På nogle løbeture, oplever jeg alt omkring mig intenst, på andre kan tiden pludselig være forsvundet.
De fleste dage kan jeg løbe næsten uforstyrret. Jeg løber tit tidligt om morgenen eller sent på dagen, når andre mennesker er bænket omkring det ene eller det andet måltid. Jeg ynder den uforstyrrethed. Jeg holder af det krøllede. Det lille element af halvvild natur, som stadig råder på Amager Fælled. Og som gør, at jeg kan dele mine stunder med dyr, der lever der.
Forleden mødte jeg en helt uventet nyskabelse.
Københavns Kommune har skabt et lille stykke cykelmotorvej tværs gennem det lille stykke natur. Og det virker voldsomt. Da jeg luftede min undren på Twitter, fik jeg en reaktion fra en far, der cykler den vej hver dag. Han hyldede det lille stykke asfalt, fordi han transporterer to børn i en ladcykel og satte pris på en vej uden huller. Da jeg påpegede, at der et par hundrede meter længere nede af Artillerivej allerede er en asfaltsti på tværs, fortalte han, at den nye sti vil spare ham for 7-8 minutter hver dag. Syv – otte minutter! Er vi ikke nødt til at tale om det? Hvor effektivt skal alting være? Hvad er 7-8 minutter imod den måde, vi langsomt, men sikkert æder den sidste natur i København?
Det er ikke kun romantik. Det handler også om miljø og renere luft. Og det handler om, hvorlænge vi kan blive ved med at møde scenarier som det her. Tyve minutter fra Rådhuspladsen. På cykel.
Helles Blog 