I går blev Lene begravet i Århus. Og det virkede som god plan at tage hjem efter gravkaffen i Marselisborg Skov. Tre timer i et stille tog, krølle sammen i sofaen med et glas rødvin og tidligt i seng. Måske var der bare ikke nogen god plan for en dag som i går?
Bisættelsen var smuk. Den var også hård og ond, som sådan noget endeligt afsked er. Mit blik vandrede mellem Aksel Emil, der sad stille og puttede hos sin mormor, og den kiste, der stod midt i et vældigt blomsterhav. Jeg forsøgte at forstå, at i den kiste, lå altså min fine veninde. Jeg tror ikke helt, jeg har begrebet det.
Da jeg steg ud af toget i København, tumlede jeg ud i den sorteste tomhed. En tomhed så voldsom og overvældende, at den lammede mig lidt. Jeg fandt hjem. Vidste ikke helt, hvad jeg skulle stille op med mig. Jeg holdt mig til planen med sammenkrølning i sofaen og et glas rødvin.
Da jeg vågnede tidligt i morges, krøllede tomhedsfornemmelsen mig sammen under dynen. Da jeg luskede op på badeværelset, mærkede jeg pludselig en syngende lammer på højre skulder. Lene slog til, mens hun råbte af mig oppe fra sin himmel. Lev for satan, gjaldede det fra skyen. Stop det der! Det er nok nu!
Jeg fremstammede et spagt – ja, okay. Mens jeg kiggede ud på den sol, der insisterende bredte sig.
Så trak jeg løbetøjet på og løb ud. Lene sagde så tit, at hun levede lidt gennem de billeder, jeg postede på Instagram og Facebook om mine løbeture. Og nogen af dem, hun holdt særligt af, var billederne fra Sydhavnstippen. Så der løb jeg over og hilste på alle de nye får, der blevet lukket ud. De passer på Tippen for os.
Nu er jeg igang med min helt egen terapi: at befri seks gamle spisebordsstole for 25 år gammel maling. Det er langsomt arbejde i solen. Det skrider stille og roligt frem, og jeg får seks nye stole. Mens jeg tænker på Lene. Og på en måde skraber alt det onde væk.
Helles Blog 
Skynd dig hjem til mig! Her er hygge og vin og en solskinsvindueskarm. Hvis du ikke kommer før, så ses vi om 2 timer! Madklubben er klar med lommeletter
Yay – jeg skal lige skrabe en stol færdig. Så kommer jeg
kære Helle, jeg læser dine gode og fine indlæg. Mange gange har jeg forsøgt at kommentere, men af tekniske årsager lykkes det ikke. Af og til er der heller ingen ord at skrive tilbage. – måske andet end at jeg føler med dig og med dit tab af en god ven. God weekend
Du er ikke alene om tomhedsfølelsen. Vågnede med den der følelse af at verden vender helt forkert. Og stadigvæk kommer Lene ikke lige tilbage med en kæk bemærkning som vender det hele igen. Jeg fandt hængekøjen frem i dag. Og lå og gloede op i den blå himmel. Med tunge nerveforstyrrede ben og faktisk ikke ret meget fandenivoldskhed at tage af.
Den finder jeg frem i morgen – det lover jeg 🙂
Jeg tænkte på jer i går, og på Lene, som jeg aldrig nåede at møde. Jeg gik i min have, snusede til de nye æbleblomster og sendte kærlighed mod Århus. Tak fordi du fortalte om bisættelsen.
Kram til dig Helle ❤
Tak, søde mennesker.