Et lille forsvar for rejsekortet

Jeg stod op i morges. Stillede mig under bruseren, tog tøj på og sadlede cyklen. Fyldte mit udskældte rejsekort op med hård valuta og begav mig nord på. Det var måske ikke denne uges smarteste idé, men pludselig stod valget mellem at besvime af stress over alt det, der ikke bliver gjort, eller besvime af træthed. Det blev træthed. For det går først over.

Rejsekort, sagde jeg? Jeg siger det bare. Jeg er kisteglad for det rejsekort. Jo, der var noget indkøringsbesvær. Men jeg har ikke oplevet nogen form for slinger i valsen, siden jeg anskaffede mit før jul. Bevares, det var lidt svært overhovedet at få det bestilt. Og jeg var på kanten af at blive lidt knotten, da det et par uger senere var gratis. Men det lykkedes. Og det bringer mig nu ud og se med DSB og Movia.

Jeg fatter ikke helt den hetz, der kører på DR. Selvfølgelig skal folk ikke snydes og betale for noget, de ikke får. Men helt ærligt. Folk glemmer at tjekke ud, siger de. Nå? Der var også folk, der glemte at klippe deres klippekort. Når man kører med s-tog kører der endeløs lydfil, der siger, at man skal huske at tjekke ind igen, hvis man skal videre. Og tjekke ud når rejsen er slut. På hver perron er der adskillige standere. På den ene side står der ‘tjek ind’ og på den anden side står der ‘tjek ud’. Og de vender rigtigt. De siger det oven i købet, hvis du sætter din hånd foran. Tjek ud, siger den ene side, med metallisk kvindestemme.

Lidt sværere er det i busserne. Som også er der, jeg har glemt at tjekke ud en enkelt gang. For der kører lydfilen ikke. Og nogen gange skal det gå lidt tjept med at kaste sig hen til døren for at komme af. Smart nok havde min bus endestation lidt senere, så jeg ventede, til den kom tilbage, og hoppede ind og tjekkede  ud.

Det er ny vane. Det er noget der skal læres.

Det snyder for rabatter, siger de. Aj men hold nu op. Det er bare anderledes end klippekortet og enkeltbilletterne. Og det står højt og larmende på DSB’s hjemmeside, hvornår det kan betale sig at bruge rejsekort. Jo, jeg er også sur over, at priserne er blevet sat op igen. Til gengæld kan jeg trøste mig med, at kunne komme billigere hjem, når jeg arbejder sent. Men det er kun med rejsekortet. Faktisk har det været ret meget billigere at besøge mine forældre i Randers. Aner ikke hvilken rabat, der træder i kraft der, men det er billigere.

Hold nu op, danskere. Nyt er ikke automatisk lort. Du bliver ikke et dårligere menneske af nye vaner. Du skal bare koncentrere dig lidt. Og det er måske ikke så skidt. For en stund. Og det er helt sikkert, der blev fællesgrinet i lange baner, da jeg hoppede ind i linje 301 for at tjekke ud.

IMG_1204

Ud og se….

Har siddet i et tog det meste af dagen, og kom åbenbart til at vælge den forkerte afgang. Bare så I ved det – afgang 9.50 fra København mod Århus er en skodafgang. Det er et dobbeltdækkertog, og togføreren ødelagde mit humør indenfor de første fem minutter. Da han i højttaleren bød velkommen med en melding om, at dette tog ikke havde trådløst internet eller salgsvogn. Bum. Så sad man der. Og skulle have lavet slides til direktøren. Og svaret på 100 mails. Og lavet dagsordener. Det stod der ikke noget om, da jeg købte billetterne.

Da jeg stille og faktisk meget venligt foreslog, at DSB kunne gøre opmærksom på både det manglende internet og den fraværende salgsvogn, fik jeg svaret, at sådan var det altid på den afgang. Jamen hvor skulle jeg dog vide det fra?

Derefter krympede min mund sammen som en hønserøv. I samfulde tre timer. For telefonsignal var der heller ikke noget af. Hvor var det heldigt for verden, at jeg havde fået et sæde helt for mig selv.

Og kaffen havde jeg heldigvis købt i forvejen.

Ankommet til Århus, sprintede jeg over til Baresso og deres gratis WIFI, så jeg kunne få de sidste detaljer på plads i mit eget foredrag. Så sprintede jeg til nordbyen, lavede mit foredrag og sprintede tilbage til et nyt tog.

 

Så – hej Århus. Godt at se, du står der. Vi tales lidt mere ved næste gang.

Og nej, der var heller ikke internet i toget hjem. Hej hej seks arbejdstimer (aj jeg læste, men det rykkede ikke rigtigt). DSB din gamle støver. Jeg hader at stemme i det nationale hadekor. Men i dag var jeg muggen. Så muggen at det krampede i læberne. Men jeg nåede frem til tiden.

Ja-hatten på banen

Sørme om ikke jeg sidder her i min lune sofa og får lyst til at skrive et pænt indlæg om DSB. Muligvis inspireret af de timer, jeg tilbragte i toget. Måske fordi jeg var lidt vranten i mit sidste skriv her på siden. Måske fordi brok i for store koncentrationer, sparker liv i en indre Rasmus Modsat. Hvis I bliver ved med at brokke jer så meget, så falder jeg over mine egne tæer i min store ja-hat. Og det er let at drukne i brok-mosen. Blablabla… vejarbejde. Blablabla…fem minutter forsinket. Blablablabla… umuligt at køre forbi Nørreport. Blablablabla…ikke plads i toget. Blablabla…dårlig kaffe. Fortsæt selv.

I dag stod jeg på bussen lige udenfor vores gård, kørte uden svinkeærinder til Hovedbanegården, hvor jeg gik direkte ned og satte mig i toget, som transporterede mig helt uproblematisk til Odense, hvor jeg ankom i tide til mit møde. Gab, tænker du. Hvor er det kedeligt at høre om. Ja det er. Og derfor er der aldrig nogen, der skriver noget pænt om DSB. Fordi vi glemmer de uproblematiske ture med det samme. De er simpelthen for kedelige. Men vi husker dem, der gik galt. Dem kan vi sammen sidde fællesfnyse over. Vi bryder ud i sort raseri, når s-toget kommer for sent. Pludselig bliver det til altid i vores indre hjernegrød.

Med ja-hatten godt nede om de kolde ører kan jeg faktisk huske allerflest gode togture. Og når jeg tænker på, hvor mange tog, der spyes ud over vores lille land hver eneste dag, kan jeg blive næsten imponeret. Vi kommer jo frem. Og de fleste gange til den tid, vi havde tænkt os.

Jeg har rejst rigtig meget med tog i rigtig mange lande. Og vores baner er ret gode. De ville klart komme i en top tre. Overgået af de tyske baner og måske de schweiziske. Jeg sværger. Alle de andre er dårligere end DSB. Når man har kørt rundt i Italien i tog, er gensynet med DSB dejligt. Når man har futtet rundt i Indien, kan man næsten lægge sig på knæ og kysse den første DSB-vogn, man møder. Og sådan kan alting sættes i relief. Hvis man gider.

Så egentlig vil jeg vist bare sige tusind tak for endnu en begivenhedsløs togtur mellem Sydhavnen og Odense. Mens månen stråler på livet løs. Lige ned på min hovedpude.

Thumbs up, DSB

Jeg vil så gerne kunne lide DSB. Jeg vil så gerne ikke være en del af hylekoret, der stikker dem en lammer hele tiden. Jeg anstrenger mig virkelig for at lægge vægt på de gode oplevelser og huske på, at det faktisk fungerer fint for det meste. Fraset de gange hvor tumper har rippet Holte station for kobber, er det ikke sket mange gange i det sidste år, at s-toget har svigtet mig. Det er da en pænt fin statistik, synes jeg. Men det er så let kun at huske de dårlige eksempler.

Min flinkhed fik et knæk i Randers, da jeg skulle hjem fra julebesøg hos mine forældre. Min far satte mig af på banegården i god tid til afgang. Det var pivkoldt, og skærmen i afgangshallen fortalte, at toget var ca 7 minutter forsinket. Derfor satte jeg mig indenfor på stationen. Sammen med ti andre. Vi ventede.

Pludselig så vi toget rulle ind på perronen lidt før tid. Alle greb deres bagage og stormede afsted. Også mig. Med tung kuffert spænede jeg først ned ad trapperne, så op til perronen, hvor en venlig person holdt døren åben for mig. Ude på perronen fik jeg øjenkontakt til togstewardessen i den åbne dør på toget. Hun så mig i øjnene og trykkede på luk-dør-knappen. Jeg spurtede vantro helt derhen for at stikke en hånd i klemme, men nåede det ikke. Og toget satte i gang. Mens togstewardessen stadig så mig i øjnene. Spruttende af arrigskab stod jeg så der, mens et par stykker solidarisk råbte efter toget med underkæberne nede på brystkassen.

Efter at have stampet lidt i jorden, hankede jeg op i kufferten og marcherede tilbage til kiosken i afgangshallen. Hvor de selvfølgelig ikke kunne gøre andet end at sælge mig en ny billet. For jeg havde naturligvis en orange billet, købt for længe siden. Og orange billetter kan kun benyttes til den afgang, de er købt til. JEG VAR RASENDE! Men de var søde. De lyttede tålmodigt, og rådede mig til at skrive til kundeservice og forklare. En pige med hund var i samme situation, så vi skumlede lidt sammen, mens vi ventede en time på det næste tog. Og jeg kom alt for sent i seng den aften.

Men når DSB alligevel får thumbs up herfra, er det fordi de helt uden tøven undtagelsesvist har refunderet den billet, jeg købte i Randers. Jeg har så lært, at man skal opholde sig på perronen og ikke regne med oplysningerne på skærmen. I hvert fald, når man er på en lille station, som ikke har oplysning over højttaleren. Og genvundet min tro på den offentlige transport.