Postjul

Selv en mærkelig jul, ender som en god jul, når man er mig. Jeg gjorde, som mine unger sagde. Begravede feberen og drog til familiejuletræf i Hvidovre. Vi havde den gladeste jul. Med glade unger og glade voksne. Jeg tror selv dværghamstrene var glade. Juletræet væltede, men vi rejste det op, og det blev stående, mens vi sang og dansede omkring det. Maden er min svigersøns selvvalgte opgave, som han påtog sig efter den første jul sammen. Fordi han ikke kunne leve med vores sovs. Og han gør det guddommeligt. Min søn er vinmester, og vi andre bikser risalamanden sammen i sidste øjeblik. Gaverne var rigtige, og børnene hyggede igennem. Og betalte med nogle trætte dage. Jeg sov på en foldemadras ved siden af Ellas seng, og om morgenen sivede alle børn langsomt ind i stuen. Jeg sivede med og installerede min dyne på sofaen. Som morgenen blev til formiddag sivede resten af de voksne med.

Jeg fik sådan et lille lykkespjæt i hjertekulen over, at mine børn havde julesludret til langt ud på natten.

Derfor elsker jeg julen. Fordi vi allesammen gør os umage. Vi tager vores fine tøj på, laver den bedste mad, øser ekstra sovs på tallerkenen. Vi drikker ekstra dejlig vin, og vi gi’r, hvad vi har. Vi holder i hånden og deler kram med rund hånd.

Jeg elsker det bare.

Nu arbejder jeg stille og stædigt min krop i form igen. Den er rusten efter uger på langs det meste af tiden. Men den kommer. Jeg har fundet løbeskoene frem igen, og jeg går og går. Jeg kan trække vejret gennem næsen og lave morgenyoga, så min ryg bliver vredet helt på plads. Jeg har siddet min sofa næsten ihjel, og nu har jeg vasket den og puffet den i form. Her er rent, og det er godt at putte andet end gennemsvedt nattøj i vaskemaskinen.

IMG_4215

Glædelig jul

Det er den mærkeligste jul. Jeg har været lagt ned det meste af december måned. Gået glip af det ene hyggelige arrangement efter det andet. Eller trodset lidt feber og alligevel taget med på Christiania eller til julekoncert med Thomas Dybdahl. Det ene har afløst det andet og toppet med en influenza i de sidste dage. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har løbet en tur på fælleden, men takket været internettet er alle gaver for længst købt ind.

Måske har universet sendt mig til tælling efter et år, der har været så fyldt med forandringer af de bedste og de værste slags. Med ordre om at sidde stille og lave meget lidt. Så det har jeg gjort. Jeg har endelig læst Stoner og er begejstret. Nu læser jeg biografien om Astrid Lindgren og er begejstret. Jeg har været begejstret over mit Netflix abonnement og set serier, jeg ellers aldrig når.

Men i dag rejser jeg mig. Jeg er feberfri efter ordre fra mine børn. Jeg mangler stadig at lave konfekt, og måske når jeg det. Men jeg tager til jul med hele mit menageri. Og jeg sidder bare her og glæder mig stille, fordi jeg har det. Menageriet. Fordi vi sætter pris på at holde den jul sammen. Fordi jeg har købt gaver til dem allesammen, som jeg glæder mig til at se dem pakke ud. Fordi Vera i telefonen i går glædede sig mest til juletræet. Fordi Alma og jeg nåede en ‘på-trods-tur’ til Malmø i søndags. Og bare fordi de allesammen om et par timer er samlet.

Så skideglædelig jul allesammen. Put lidt kærlighed i den. Tag hinanden i hånden og smid de negative forventninger væk. Giv et ekstra kys på kinden og et klem i hånden. Øs lidt ekstra sovs på tallerkenen og syng. Syng, for pokker, syng. Sammen.

Rigtig glædelig jul

IMG_4165

Juleynk i udvalg

Den her jul må gerne begynde at hoste op med noget bedre snart. Jeg går glip og går glip af alt det sjove og hyggelige. Af al den forkælelse jeg skulle smøre ud over min verden. Min december fyldte sig med et helt passende antal julefrokoster. Jeg har deltaget i to. Den første som på-vej-til-at-blive-syg og en forkølet udgave af mig selv med begyndende byld i øjet. Den anden havde jeg selv arrangeret, og jeg mødte op bevæbnet med Panodil, øjendråber og næsespray. Det er jeg så holdt op med. Nu bliver jeg hjemme.

Jeg kan ikke engang svinge mig op til at være rasende over det. Jeg er skuffet. Nærmest barnligt ked af det. Jeg har boet i min sofa, og jeg har aflyst mit julebesøg hos min far. Og han får ikke de småkager, jeg har bagt til ham. Jeg fik ikke lavet juleknas med veninderne i lørdags. Jeg kom ikke til julefrokost med Rigshospitalet. Til gengæld har jeg været ægte syg med høj feber, og en øjenbyld, der eksploderede på mig i søndags. Og slog alle klamhedsrekorder.

Jeg ved, det holder op. Mit øje nærmer sig noget næsten normalt. Jeg har næsten ikke feber, og jeg kan sige flere sætninger i træk. Men det stinker at være alene i en stor sofa midt i december. Der burde være et omsorgsfirma for syge singler. Som kom med mad og luftede ud. Og hentede pakker på posthuset, når de havde rystet dynen og skiftet lagen.

Jeg bliver i sofaen lidt endnu. Jeg har fået mad, jeg har vasket sengetøj og luftet dynen igennem, og jeg har stadig ikke hentet min pakke. Og her i min sofa får jeg læst bøger, jeg har drømt om længe og opdager nye serier på Netflix.

Det går nok, det hele.

IMG_4184

Forkæl

Jeg hænger ret meget ud herhjemme i de her dage. Med et øje, der imploderede af hævelse i går og fik mig til at gå til læge. Og ondt i halsen. Og snot. Jeg regner med, at jeg har taget tørnen lige om lidt, så jeg kan holde jul i fred.

Mens jeg lå og lå på min sofa, lyttede jeg til P1, som af og til gør mig meget klogere på verden. I går morges talte nogen om forkælelse. Jeg hørte ikke efter i en grad, så jeg kan huske, hvem der talte, men siden har jeg tænkt en del over det. En pointerne i radioudsendelsen var, at vi til hører en eksklusiv art, der har en trang til at forkæle. En trang, der hører med til artens overlevelse. Vi vil gerne gøre det godt for andre mennesker. En anden pointe var, at det skal vi selvfølgelig gøre, forkæle hinanden.

Faktisk er det derfor, jeg elsker julen. Og siden internettet blev opfundet, og jeg kunne købe julegaver på nettet, har jeg elsket den endnu højere. Der er nemlig et par ting ved julen, som jeg ikke elsker. Det ene er hysterisk forbrug, og det andet er juletrange butikker med alt for mange mennesker. De senere år har jeg siddet mageligt tilbagelænet og købt ting og sager til at forkæle mine mennesker med. Jeg elsker at se dem pakke gaver ud og flække i et dybt smil. Jeg elsker at forære ting, der betyder noget. Og når jeg slipper for julebutikker, tager jeg mig virkelig god tid til at finde de bedste gaver.

Vi har aldrig haft store gavebudgetter i min familie. Klart fordi vi aldrig har haft penge. Men faktisk holder jeg meget mere af at forkæle med omtanke til små priser. Jeg elsker at finde på. Gå på opdagelse på internettet efter ting, der kan gøre mine mennesker glade.

Jul er så meget mere. Det er at finde min mormors gamle sønderjyske opskrifter på brunkager, serenakager og pumpernikler frem. Det er at sørge for, at alle kan få lidt af de gamle kager. Jul er også at tage i teateret med de små og drikke gløgg. Jul er at tænde for varmen og krybe sammen, mens det kolde vejr slår om sig derude. Jul er at gøre noget godt for nogen hver dag. Måske er det mørket og kulden, der giver mig ekstra lyst til at forkæle?

Forleden modtog jeg en forkælelsesgave. Jeg fik den fra en pige, jeg slet ikke kender. Nogen på Twitter fandt på en juleleg, der skulle handle om at skabe glæde og nye bekendtskaber. Opgaven var at melde sig til, skrive tre juleønsker, tre ting man virkelig sætter pris på – og noget man ikke har fortalt på Twitter før. Hashtagget var #mindreendtre, og man fik så tildelt en modtager. Alt er hemmeligt, til man afleverer sin gave. Det er altså virkelig ægte gavegiveri. Man må gå på opdagelse hos sin hemmelige modtager, finde ud af, hvad hun kan lide og er optaget af og finde på. Når man modtager sin #mindreendtre-gave, skal man selvfølgelig tweete om det. Gerne med billeder. Så nu er der en fest på Twitter med glade mennesker, der bliver overraskede af folk, de slet ikke kender.

Mig? Jeg fik alskens lækkerier – badehåndklæde, fodbadesalt, sæbe, bobler, flere bobler, fyldte chokolader – og en fin æske af træ, der passer perfekt i kolonihaven. Og selvom jeg kendte legen, selvom jeg vidste, at nogen på et tidspunkt ville sende mig en gave, blev jeg rørt helt ind i hjertet over, at nogen var gået på opdagelse hos mig. Havde fulgt mine tweets og læst min blog og fundet på noget, der kunne forkæle mig.

Forkæl derude, alt hvad I kan. Det bedste ved at forkæle er den glæde, der vokser omkring dig.

IMG_4176

Juleflu

På næsten forudsigelig vis har jeg siddet mig igennem febertåger siden juleaften. Forudsigeligt? Ja, for jeg kan se, at det næsten ligner et mønster, når jeg bladrer tilbage i bloggen. Sidste år snød jeg den og smuttede til Lissabon. Hvor man jo ikke kan lægge sig med influenza.

Nårh, sagde min mor i telefonen, så har du haft en rigtig dårlig jul. Men det har jeg faktisk ikke. Slet ikke. Min krop var venlig at vente til sidst på aftenen med at implodere. Pludselig undrede det selskabet, at jeg kravlede ind i flere og flere trøjer, mens de svedte i julevarmen. Så gik jeg i seng.

Inden da havde vi tussehygget os igennem dagen, mens min svigersøn næsten helteagtigt jonglerede med ænder, brunede kartofler og rødkålssalat. Jeg løb tur i det yderste Hvidovre og Avedøre. Mens nogen forsøgte at få børn med på en plan om middagslur. Jeg fik helt undtagelsesvist lov til at pynte juletræ sammen med alle børnene. Som passende blev hængt ud for de utjekkede elementer. Som alle ved er mig. Og jeg pakkede mig bare ind i mine yndlingsmennesker og nød det hele.

Og selv om jeg gik glip af julefrokoster og andre yndlingsmennesker, er der klare fordele ved at sidde her i sofaen under dynen med spandevis af te.

  • Jeg er helt udenfor den forædthed, som alle skriver om på Twitter og Facebook
  • Jeg tager med garanti ikke på i denne jul
  • Jeg drikker ikke for meget øl/snaps/rødvin
  • Jeg har ikke haft tømmermænd
  • Jeg får læst alle mine aviser
  • Jeg har slugt et par bøger
  • Jeg har set et par fine film

Jeg tror, febertågerne er ved at lægge sig en smule. Jeg mærker en snigende utålmodighed og ulyst til at blive liggende under dynen. Jeg begynder at tænke igen. Og glæder mig lidt over al den julefrokostmad, der stadig ligger i køleskabet.

Rend mig i traditionerne – nogen gange

Jeg elsker traditioner af den gode slags. Som dem vi har i min familie omkring jul. Vi har det rasende hyggeligt, på sådan en måde at alle faktisk får det hyggeligt. Men traditioner er hele tiden til forhandling. Ellers bliver de stive og intetsigende. Og jeg får åndenød og kløe under fødderne.

Da jeg blev skilt for 3000 år siden og blev singlemor for mine tre unger, begyndte vi at holde jul hos mine forældre. Jeg følte på en eller anden måde, at vi ikke længere var en rigtig familie. Fordi der manglede en far. Eller fordi jeg ikke var voksenhed nok til sådan en julemenage. Og det var fint og hyggeligt, indtil jeg pludselig et år syntes, det handlede alt for lidt om mine børn. Jeg slog hælene i og groede noget voksenhed og meddelte mine måbende børn, at jeg nu ville holde jul hjemme. Hos os. – Jamen mormor og morfar ….., sagde mit ældste barn. Og jeg lod hende nådigt (men ærligt) vide, at hun naturligvis gerne måtte holde jul hos mormor. Men at jeg ville holde jul hos os. Og sådan blev det. Og så skulle alle have deres livret, og vi satte os omkring det runde spisebord og lavede en juleforhandling. Vi etablerede simpelthen vores helt egen tradition med præcist den mad, vi helst ville have. Med julefrokost og det hele. Sofie og jeg ville i kirke, Mia ville pynte juletræ uden indblanden, og Morten ville se Disneyshow i fjernsynet. Sådan blev rollerne fordelt, så alle gjorde det, der var mest rigtigt for dem på sådan en juleaftensdag. Vi har haft gæster, og vi har gået i byen efter gaverne, som vi havde lyst til. Og vi har skabt en jul, der passer til os.

Men traditioner skal brydes. Og nu er der kommet kærester og svigerfamilier ind på arenaen, og pludselig er vi ikke bare automatisk sammen. Hver jul. Og det skaber jo anledning til at sprælle lidt i juletraditionerne. Så mens I andre svedte for at sprøde anden og dække julebordet, gakkede min søn og jeg omkring i solen i de stejle gader i Lissabon.

Mens I strakte jer på tæer og satte stjernen i toppen af juletræet, var vi på opdagelse i et gammelt slot højt hævet over byen.

Mens I åbnede rødvinen,så den kunne ilte godt inden middagen, valgte vi portvin i butikken. Efter de pæneste flasker. For hvad ved vi om portvin?

Og mens I kæmpede med andefedtet, nød vi en oksebøf med salat, inden vi slentrede til den længste julemesse ved midnatstid. Mens I måske var ved at overveje noget med dyner hjemme i Danmark.

Og sammen drak vi os behageligt berusede i portugisisk rødvin og vores udvalg af portvine. Og havde samtaler, som kun min søn og jeg kan have sammen, når vi er uforstyrrede. Det er derfor, det er vigtigt at bryde traditioner ned fra tid til anden. Så man husker de vigtige og betydningsfulde ting, man kan have sammen. Og som aldrig skal være automatik.

Og så glæder man sig til næste år, når der igen er samling på hele menageriet. Og juletraditionerne kan herske. På vores måde, altså.

Jamen så glædelig jul, der…

Kufferten er næsten pakket. Projekter er lagt i vinterhi, og på mærkelig vis er der i løbet af dagen pustet en umiskendelig stemning af jul rundt i kroppen. Så meget at jeg måtte svinekøbe ind af småkager og juleslik, som de nok ikke har i Lissabon. Og nej, ikke en eneste klejne er blevet kogt i mit køkken, og ikke en eneste brunkage er kommet ud af ovnen. Men der er folk, der lever af den slags. Og jeg rødmer ikke det mindste over at betale mig fra det.

Jeg har flintret rundt på cykel for at nå det ene barn og det andet barn, inden jeg damper af i morgen med det tredje barn. De sidste julegaver blev flået ned i tasken. For jeg var blevet overhalet indenom og måtte ty til fysiske julebutikker. Jeg får almindeligvis tics og nervøse trækninger af dem ved juletid. Og jeg elsker internettet. Men pludselig var den over mig, den jul, og jeg måtte bide i det sure æble. Heldigt for mig, hva? At jeg kun skal holde jul med min søn. For i min familie er vi kun på gaver med dem, man holder jul sammen med. Og så småbørnene, selvfølgelig.

Og så fik jeg alligevel et lille bitte stik i mit moderhjerte, der på Hovedbanegården, da jeg mødte Sofie og en yderst veloplagt Vera i barnevogn på vej til Århus. Og der i stuen i Hvidovre, da to juleklare småpiger klæbede rundt om mine ben som sultne chimpanseunger. Jul uden mig? Hvar? Og så mærkede jeg et andet lille bitte stik. Som blev til en indre flod. Af stolthed. Jeg er jo bare skidehamrende stolt af min familie. Både den blodbeslægtede og den tilgiftede. Både biologiske børn og bonus. Jeg får en stor glad  klump i maven over, at min familie er så……. ukompliceret? At vi allesammen godt kan lide at være sammen. At vi kan holde verdens bedste jul, og at vi kan give slip på hinanden og gøre noget andet. At mine unger har fundet kærester, der passer så fint til lige dem, og som gør dem lykkelige og tilfredse. Og at jeg kan forlade dem i sikker overbevisning om, at deres jul bliver rigtig fin.

Og det gør min også. Jeg tager afsted med en af mine yndlingsrejsekammerater. Min søn. Som jeg sidst rejste med for tre år siden, da vi rejste rundt i Argentina og Bolivia. Denne gang er vi mere beskedne, og jeg glæder mig til at gå på opdagelse i Lissabon sammen med ham. Og løbeskoene er selvfølgelig lagt i kufferten. Sammen med solcremen og de kortærmede.