Postjul

Selv en mærkelig jul, ender som en god jul, når man er mig. Jeg gjorde, som mine unger sagde. Begravede feberen og drog til familiejuletræf i Hvidovre. Vi havde den gladeste jul. Med glade unger og glade voksne. Jeg tror selv dværghamstrene var glade. Juletræet væltede, men vi rejste det op, og det blev stående, mens vi sang og dansede omkring det. Maden er min svigersøns selvvalgte opgave, som han påtog sig efter den første jul sammen. Fordi han ikke kunne leve med vores sovs. Og han gør det guddommeligt. Min søn er vinmester, og vi andre bikser risalamanden sammen i sidste øjeblik. Gaverne var rigtige, og børnene hyggede igennem. Og betalte med nogle trætte dage. Jeg sov på en foldemadras ved siden af Ellas seng, og om morgenen sivede alle børn langsomt ind i stuen. Jeg sivede med og installerede min dyne på sofaen. Som morgenen blev til formiddag sivede resten af de voksne med.

Jeg fik sådan et lille lykkespjæt i hjertekulen over, at mine børn havde julesludret til langt ud på natten.

Derfor elsker jeg julen. Fordi vi allesammen gør os umage. Vi tager vores fine tøj på, laver den bedste mad, øser ekstra sovs på tallerkenen. Vi drikker ekstra dejlig vin, og vi gi’r, hvad vi har. Vi holder i hånden og deler kram med rund hånd.

Jeg elsker det bare.

Nu arbejder jeg stille og stædigt min krop i form igen. Den er rusten efter uger på langs det meste af tiden. Men den kommer. Jeg har fundet løbeskoene frem igen, og jeg går og går. Jeg kan trække vejret gennem næsen og lave morgenyoga, så min ryg bliver vredet helt på plads. Jeg har siddet min sofa næsten ihjel, og nu har jeg vasket den og puffet den i form. Her er rent, og det er godt at putte andet end gennemsvedt nattøj i vaskemaskinen.