A break in the snow

Jeg er så fuld af vrede og afmagt over den måde, vi i Europa og resten af verden svigter mennesker på flugt. At vi lader mennesker i titusindevis vente under åben himmel, fordi hvert land lukker deres grænser. Vi vil ikke have dem. Vi behandler dem som var de fjender. Og virkeligheden er, at de alle er flygtet fra dem, vi også betragter som fjender. Der sidder børn i regnen. Uden ordentligt tøj og uden ordentlig mad. De sidder der med deres forældre i en usikker venten med et stadigt dalende håb om en slags fremtid.

Imens forhandler vores politikere med Tyrkiet om at sende alle tilbage. Til et land der i forvejen huser næsten 3 millioner flygtninge fra Syrien. Og et land der igen og igen overtræder menneskerettigheder for både sine egne borgere og for udlændinge. Som fængsler journalister og begrænser de frie medier. Et land, som vi ved, har sejlet flygtningebåde ned og anvendt vandkanoner på åbent vand. Og endelig et land som aldrig har underskrevet FN’s flygtningekonvention.

Og imens lukker vi øjnene for, at vi hele vejen igennem Europa overtræder konventionerne om beskyttelse af flygtninge. Vi lader børn sulte og mangle lægehjælp. Og vi omtaler konsekvent mennesker på flugt med en mangel på respekt og omsorg, som går over min forstand.

Nu tager jeg en pause i de norske fjelde langt fra alting. Vi lægger ud med høj sol og masser af sne. Det forlyder, at solen vist får lidt for meget magt i løbet af de næste dage. Men vi har feller med, så vi skal nok komme frem til den næste hytte. Og den næste hytte er det eneste, jeg skal koncentrere mig om. Foruden den skønhed, der er omkring mig.

IMG_6217

I am so full of anger and frustration at the way Europe and the rest of the world fail refugees. That we leave people in tens of thousands waiting in the open air, because each country are closing their borders. We do not want them. We treat them as if they were enemies. And the reality is that they all fled from them, we also regard as enemies. Children are left in the rain. Without proper clothing and without proper food. They sit there with their parents in an uncertain waiting with an ever-diminishing hope for some kind of future.

Meanwhile our politicians are negotiating with Turkey to send everyone back. To a country which is already home to nearly 3 million refugees from Syria. And a country that repeatedly violate human rights for both its own citizens and foreigners. That prison journalists and restrict the free media. A country that we know has sailed refugees down and used water cannons on open water against fragile rubber boats. And finally, a country which has never signed the UN Refugee Convention.

And meanwhile we close our eyes for Europe violating the Refugee Convention on the protection of refugees. We let children go hungry and lacking medical care. And we consistently adress people on the run with a lack of respect and care, that is beyond me.

Now I take a break in the Norwegian mountains far from everything. We start with sunshine and lots of snow. It is reported that the sun might get a little too much power over the next days. But we have brought feller, so we will get to the next hut. And the next hut is the only thing I have to concentrate on. In addition to the beauty around me.

Ferien jeg ikke ville hjem fra

En uge er for lidt. Jeg fik slet ikke nok. Jeg kunne sagtens være blevet i de norske fjelde en uge mere. Nu sidder jeg ved mit spisebord efter en lang nat i bussen. Med kinderne stadig blussende af fjeldsolen. Og med et godt nøk opad på selvtillidsbarometeret. Det har været en fornøjelse både på løjperne og udenfor sporene. Jeg må have mine egne ski.

Nogen elsker daseferier i strandkanten, men et par langrendsski og et godt lag nysne skaber lys i mit trætte vintersind. Jeg er træt i hele kroppen, vaskemaskinen snurrer i baggrunden, og jeg sidder længe over morgenaviserne. Mens jeg ind i mellem ser ud på børnene, der leger i gården. De har fundet rulleskøjterne frem og vakler forsigtigt afsted i en evig balanceøvelse. Der er en duft af forår, selvom jeg trådte ud på spejlglatte fortove tidligt i morges.

Fredag løb jeg med en lille flok over fjeldet fra Skarslia til Hemsedal. Min debut på fjeldtur udenfor sporene. Det var helt så vidunderligt, som jeg forestillede mig. Ud over store vidder, omgivet af høje fjeldsider. Vi blev velsignet med høj sol og medvind (Det første billede er taget af en anden Helle fra turen). Så selvom det er hårdt at løbe på turski udenfor de præparerede spor, gled vi afsted over fjeldet. Med god hjælp fra hele overkroppen, der stagede afsted. Jeg er solgt.

Lørdag ankom Henning, som jeg var på tur med sidste år, og vi nåede en tur sammen rundt om Bergsjöen, inden jeg måtte pakke mine sydfrugter og stige på bussen. Det var herligt. Og Norge sagde pænt farvel med den blåeste himmel og stor sol.

En uge mere ville have været fantastisk. Men på onsdag kommer mine flyttekasser, og om tre uger bor jeg på 4. sal.

IMG_1078

IMG_4367

Ski og kærlighed

Jeg elsker det. Jeg er så glad for, at jeg tog langrend op for et par år siden. Ingenting i hele verden kommer op på siden af at knokle igennem omgivet af smukke fjelde og skove med snedrys. Jeg elsker fjeldsolen på kinderne og vinden i ansigtet. Jeg elsker, at vi er sammen om det. At det er noget, man gør sammen. Jeg elsker den måde, lyset skifter på i løbet af dagen, og jeg elsker den stille lyd af mine ski, der glider over sneen.

Jeg elsker, at jeg kan mærke, hvordan jeg bliver mere og mere sikker på skiene. At jeg ikke tumler ned af bakkerne. At jeg ikke bremser hele vejen ned. At vi bevæger os ud på ture uden præparerede spor. Jeg elsker, at jeg kan koncentrere mig om alt det smukke.

For når jeg er bedre på skiene, kommer der et særligt flow over bevægelserne. Og over min tur gennem landskabet. Imens kan jeg gå i et nærmest meditativt mode. Bare være til, mens jeg bevæger mig gennem fjeldet. Eller jeg kan tænke ting igennem uforstyrret.

Og når jeg er bedre på skiene, må jeg lære noget mere. Derfor bliver næste år en fjeldtur. På fjeldski. Uden fast base. Tænk en frihed – at kunne bevæge sig gennem et landskab på to brædder uden at være afhængig af andet end landskabet.

IMG_4336

Ski med udfordringer

Det var med en vis ærefrygt og bæven, jeg tog med Mogens og Marianne på skiferie. De har løbet Vasaløb to gange og skal løbe det igen om en god uges tid. Jeg er trods alt kun på min tredje sæson, siden jeg genoptog langrend. Og guderne skal vide, at jeg ikke er et stortalent. Men en god grundform kan klart rette op på en del.

Jeg har kendt de to i tæt på 25 år, og jeg kender ikke mange andre par, der i den grad kan tage en beslutning, sætte sig et mål – og gøre det. Vasaløbet startede vist over noget rødvin engang, længe før de overhovedet havde haft et par langrendsski på. Og så har de bare gjort det.

Men det går overraskende godt. Jeg hænger ikke i bremsen. Jeg følger med. Min form er helt okay. Jeg er glad for mine nye langrendsstøvler. Jeg bliver bedre og sikrere på bakkerne, når det går nedad. Og jeg har fået det rigtige tøj med, så jeg ikke dør af kulde hver dag. Jeg har ingen blå mærker. Og i morgen er der ny sne – og sol.

Alt er godt. Her er smukt. Vi er glade.

Mens vi har det virkelig mærkeligt med ikke at være i København.

IMG_4327

Henning og Helle på tur #4

Vejret fik ikke lov at bestemme mere på den her tur. Ikke fordi det på nogen måde mildnede sig. Men vi gav det en fuckfinger og drog ud i blæsebælgen både i går og i dag.

I går var mest en tur, der kunne give vores skrammede selvfølelse et lille boost. For vi kunne ikke på noget tidspunkt se andet end hvidhed omkring os. Og mærke blæsten. Det startede dårligt for mig. Jeg var muggen fra morgenstunden, og hverken ski, stave eller balance opførte sig ordentligt. Jeg har på den anden side mere end svært ved at snerpe munden helt sammen og tage pivestemmen på for at vippe fornærmet ind i varmen. Så jeg fortsatte. Det er ikke muligt at være et surt løg i længere tid, så jeg bad til sidst løget om at klappe i. Og turen endte i fred og fordragelighed. Og tilfredshed med at trodse blæsevejret.

Som for at understrege sin pointe, havde universet denne morgen skruet yderligere op for blæsebælgen og kvitteret med en bunke nysne. Og sol. Vi var hurtige som ninjaer til at pakke og gøre værelse rent og var de allerførste, der trådte ud i jomfrusneen. Henning gik forrest og trådte spor hele vejen op ad løjpen. Med blæsten lige i hovedet. Og vi var i tvivl. Blæste det alligevel for meget? Skulle vi vende om? Men vi gav igen vejret en fuckfinger og fortsatte rundt på højfjeldet. Vi ville have vores allersidste dag på fjeldet.

Og det fik vi. Med sol, sne og blæst, så vi måtte bruge armene, også når bakkerne gik nedad.

Nu sidder vi med brugte kroppe og forsøger at piske tiden til at gå lidt hurtigere. Skiene er afleveret, og nu vil vi bare gerne hjem. Men tid tager den tid, tid tager, og jeg prøver at skrue op for tålmodighedsbarometeret. Inden vi skal klare 12 timers bustur endnu engang.

Og inden jeg skal pakke en helt ny slags hverdag ud, når jeg mandag morgen sætter kursen mod Rigshospitalet.

IMG_2964

Henning og Helle på tur #3

I dag sejrede vejret. Kort og godt. Det blæste 13-15 sekundmeter, og jeg er alt for lille til at være alene på bakker i sådan et vejr. Men selvfølgelig smurte vi ski og pakkede os ind i skitøjet. Og vi oksede op ad løjpen mod højfjeldet i strid modvind. Vi overgir os ikke, råbte vi i vinden. Men da den svarede igen med at sende en million mikro issyle lige i fjæset af os. Flere gange. Blev vi enige om, at det gjorde vi måske alligevel. Vi var nået et par kilometer op, og der var ikke meget spas over det.

Vi vendte om. Vendte skisnuderne nedad og havde pludselig blæsebælgen i ryggen. Og jeg er virkelig for lille. Jeg fik en eftertrykkelig lammer af det næste vindstød, så skiene lettede. Og jeg blæste af sporet. Endnu engang råbte jeg F-ord højt ud i æteren, skred ud af skiene og begyndte at ned.

Det var næsten okay, fordi vi havde så fin en tur i går, hvor vi gik på højfjeldet rundt om Bergsjö. Det blæste ganske vist temmelig meget i går også, men sneen var fin og blæsten mere konstant. Det betød også, at vi havde et langt stræk over søen med vinden i ryggen, hvor vi fløj afsted som sne-engle på lette fjed. Og så havde vi selvfølgelig hele hjemturen i modvind. Hvor stavene måtte i brug selv på de mere stejle nedture, og armene rystede, da vi nåede hjem. Det var en tur fyldt med smukhed og nydning.

IMG_2945Det er ferie. Jeg har min Kindle fyldt med bøger. Vi har rødvin. Og godt selskab. Alt er godt.

 

Henning og Helle på tur #2

Mye vanskelig forhold på fjellet – sagde nordmændene i dag. Men det startede perfekt. Solen bredte blå himmel ud over landskabet. Så vi smurte madpakker, smurte skiene med den perfekte voks og traskede op ad sporet til højfjeldet.

Der var perfekte forhold, og vi stornød udsigterne omkring os. På den første strækning opad, tænkte jeg med en smule ærgelse, at jeg slet ikke havde den samme optursoplevelse som sidste år. Sidste år gik alting bedre og bedre hver dag. Sådan var det ikke helt i år. Indtil det lige pludselig alligevel var sådan. Pludselig kørte det hele. Pludselig havde jeg fæste og kunne løbe op ad sporet uden bagglid. Ha – optur igen.

IMG_2935

Nå ja, her er temmelig meget mere kuperet end omkring Mysuseter. Og sneen er meget langt fra så perfekt, som den var for et år siden. Men jeg var ved at ‘get the hang of it’. Vi kørte en glad tur og smuttede ned på hotellet med vores madpakker. De smager bedst, madpakkerne, når de er blevet luftet.

Nu skinnede solen helt uden hæmninger, og vi snuppede igen skiene og smuttede afsted. Ned i dalen denne gang. For vi havde set en melding og vind på højfjeldet. Alt var godt. Vi gik glade afsted. Og pludselig var det hele is. Og det gik op og op og op. Vi knoklede. Og knoklede. Og svedte. Og bandede. Og så standsede vi for at putte en anden voks på skiene. Det hjalp. Lidt. For der var stadig ren is på de upræparerede løjper.

Men vi er cirka lige stædige, så vi fortsatte. Henning er både større og stærkere og hurtigere end mig. Så han nød solen lidt ekstra, mens han ventede, når jeg var langsom. Turen på tværs med udsigt over dalen var fantastisk. Solen bankede ned, sneen var fin humøret højt. Lige til det gik nedad igen. Det gik ned og ned, og farten accellerede hurtigt. Pludselig smuttede min venstre ski ud af sporet. Og med halvvild fart slog jeg en slags saltomortale og landede på højre balle. Av. Men når man er stædig, prøver man igen. Og det skete én gang til. Bang. Og av. Jeg var færdig med gamle spor og plovede afsted midt på løjpen. Som var ren is. Og jeg faldt og jeg faldt. Til jeg råbte et højt og arrigt FUCK og smed skiene.

Det var ren røvtur hele vejen hjem. Da vi endelig nåede ned i dalen, var der også is der. Og for at rette en særlig hilsen smed universet en stiv kuling imod os resten af vejen hjem.

I morgen har vi ondt over det hele.

Men vi kom hjem. Nu med blå mærker.

IMG_2944