Henning og Helle på tur

Vi er helt enige om, at 12 timers bustur er meget langt fra en ideel måde at bruge sin tid. På den anden side kaster det oplevelser af sig, som man ellers aldrig ville få mulighed for. Hvor tit er det, man sover sammen med 42 mennesker på relativt få kvadratmeter? Meget hurtigt vidste vi, at de nærmeste medpassagerer havde været med Ruby Rejser til Skarslia på fællesrejse mange gange tidligere. Nøjagtigt som Signe og jeg oplevede for et år siden, da vi tog på skiferie til Mysuseter.

Inden bussen havde været en time undervejs, faldt ordene mellem to mænd: “Sig mig, har du en af de her nymodens smartefoner?”. Og jeg fyldtes af en slags genkendelsens glæde. Eller undren. Denne gang var jeg bedre forberedt. Jeg var ikke i Kolding og holde foredrag. Jeg kunne i ro og mag tage afsted fra Herlev Station fredag aften. Vi havde spist aftensmad i forvejen og tørstede heller ikke halvt ihjel på vejen. Belært af sidste års bustur, havde jeg husket både hovedpude og sovepose til turen. Faktisk sov jeg.

Alligevel fik busturen skyld for både ømme ben og utallige styrt på førstedagen. Jeg går for lidt på ski til daglig og glemmer teknik og balance. Lidt efter lidt husker min vrangvillige krop alligevel, hvad det hele går ud på, og styrtfrekvensen aftager.

Fællesture er fællesture, og jeg bliver hver gang så optaget af de mange forskellige mennesker, der tager afsted på den her måde. Denne tur er ikke en singletur, og der er ret mange par. Og også ret mange par i en kategori, der får mig til at trække aldersgennemsnittet ned.

Den første dag blev vi lidt imponerede over Ulla, som er taget afsted, selvom hun har haft en hjerneblødning siden sidste år og er halvsidigt lammet. Hun er enormt indskrænket i sit råderum. Hun kan gå, men usikkert. Og bliver mere usikker, når der er mange mennesker og når noget går nedad. Men hun er fast besluttet på at få skiene på hver dag. Bare 5-10 minutter. Jeg kan så godt forstå hende. Men jeg bliver også lidt fyldt af bekymring, når jeg erfarer, hvordan hun glemmer ting.

Anders er driftchef på en svinebesætning et sted i Jylland. Han får ind imellem afbrudt sin ferie, når foderassistenten ringer om problemer. Så må Anders logge sig på foderanlægget og fjenstyre fodring af sine grise. Han kaster sig lystigt over vegetariske bymennesker. Fordi de slet, slet ikke forstår sig på griseproduktion. Og han er lidt sur på medierne, der ikke siger så meget godt om svineproduktion. I hans øjne. Når han fortæller, hvor billigt, han kan producere et kilo kød, vender jeg mine øjne indad og tier stille med, at jeg hellere vil have armene savet af end at leve af billigt grisekød. Men jeg er selvfølgelig også bybo og forstår mig slet ikke på griseproduktion.

Vi kommer ikke helt så meget på ski, som vi drømte om. I går tøede det, og det meste af natten med. I dag var alt is.IMG_2925

I morgen er det sikkert bedre. Jeg har ferie og bøger og rødvin. Det holder.

 

Signe og Helle på tur #4

Jeg er egentlig alt for træt til at blogge noget som helst. Men jeg er nødt til at dele vores selvfedhed.

Vi har været monsterseje. Der er en helt særlig tilfredstillelse i at knokle og knokle og knokle – og blive bedre til noget. Jeg startede søndag med at rulle ned ad enhver bakke. Stor eller lille. Jeg lå der. I en sky af sne. Ned kom jeg, men langsomt og afbrudt.

Siden har jeg hægtet mig stædigt fast i Signe. Og vi har knoklet afsted fra tidlig morgen til sen eftermiddag. På lange ture i al slags vejr og alt muligt terræn. Selvom madkkordinatorerne kastede håbløse blikke efter mig.

Vi har knoklet, så helt nye og ukendte muskler har sendt vrede beskeder til hjernen. Og vi har udviklet en særlig gangart med små afmålte skridt.

I dag bragede solen ned fra en blå, blå og helt skyfri himmel. Vi valgte ikke at følge gruppen i bus til en by 20 km væk og satte istedet ud lidt over ni. I retning af den by. Med en ydmyg plan om at nå halvvejs. Men det gik så godt. Og vi mødte nogle af de hårde kvinder, som kan løbe både langt, hurtigt og teknisk. Og de roste os. Og så må vi jo være okay. Så vi fortsatte. Holdt ind på en fjellstue og spiste madpakker og drak varm chokolade. Og så var der jo ikke meget mere end 7 km til den der by.

Derfor har vi løbet 40 km på langrendsski i dag. Og det er vi så selvfede over, at ingen kan holde ud at høre på os. Og vi er allerselvfedest over, at vi kun satte os på røven én gang. I en fygesnedrive, der lå på tværs af sporet. Jeg har stået på benene i noget, der ligner seks kilometer ned ad bakke. Hvis ikke det er sejt, når nu man så mig i søndags, så ved jeg ikke……

Men nu er vi trætte, og solen har sagt godnat. Vores kinder blusser på den vanvittigt varme måde, og vi ville ikke få ros af Sluk-solen-bevægelsen. Selvom vi huskede faktor 30.

IMG_1290

Signe og Helle på tur #3

Killing me softly er ikke egnet som fællessang. Sådan lærer vi nyt hver dag. For der hører to fællessange til aftensmaden. Kvinde min gik lidt bedre, men var stadig en ørepest. Sådan er det. Vi er på en slags højskoleophold i fjellet.

Bortset fra det er det kun gået fremad på madfronten.

Vi har også lært, at singleture for evighedssingler mest er for kvinder. Her er 40 kvinder og fem mænd. Og selv jeg er med til at hive gennemsnitsalderen ned. Det bliver det ikke nødvendigvis kedeligt af. Og ingen – absolut ingen – skal sige noget dårligt om aldrende kvindelige langrendsløbere. De løber måske ikke så hurtigt. Og de tager måske heller ikke på maratonture hver dag. Men de kører fandme godt ned af bakkerne. Jeg når dem til sokkeholderne.

I dag lavede vi bakketræning under vejledning af den ene Ruby-madkoodinator. Det hedder de, dem der styrer, at ting ikke forandrer sig. Og holder styr på mad og alt det der. Det gør de godt, men det er også sjovt. Jeg lærte at plove på langrendsski. Eller – jeg lærte at blive en lille smule bedre til at holde mig oprejst, mens skiene styrer nedad. Det var den ene madkoordinator ikke helt enig i. Og han skældte mig ud og forbød mig at tage på den fjell-tur, vi havde planlagt.

Gå nu bare i kiosken, tænkte jeg, Men vi tog alligevel på en mindre teknisk tur og øvede mig i at plove ned ad bakkerne. Og til sidst faldt jeg kun tre gange. På en uendelig bakke. Jeg bliver bedre. Og jeg har svoret, at jeg kan løbe hele vejen ned ad den lede 2 kilometer bakke på lørdag.

Vi har set en million dyrespor i sneen. Vi er faldet helt i svime over den store stilhed. Vi er løbet tværs over en sø. Vi har spist madpakker i ægte fjellsol.

Nu pjækker vi for fælles folkedans. Slået ihjel af to glas rødvin. Mens vi planlægger fjellturen om et par dage, når jeg er færdig med at vælte.

IMG_1277

Signe og Helle på tur

Bedst som jeg solede mig i min egen selvfedhed over at være tjekket nok til at aflevere foredrag for 60 mennesker, huske at forudbestille taxa, slutte til tiden og nå Ruby Rejsers bus i Fredericia, ja så krakelerede det hele på få minutter. Signe og jeg faldt helt til jorden. Vi er novicer i fællesrejser til Norge. I løbet af øjeblikke i den bus, afslørede De Andre os som fuldstændig utjekkede.

De Andre – har været på tur med Ruby Rejser. Mange gange. De ved. De havde thermokaffe og madpakker med. Og en dram til senere. Vi havde ingenting. De havde kontanter til øl og kaffe i bussen. Vi havde bare vores plastikkort. Men der blev taget hånd om os. Vi var jo nye. Og De Andre er ordentlige mennesker, der tager godt imod nye. En mand havde rigeligt mad med og serverede både æg og tomater og ostemad i bussen. Suppleret af egne appelsiner og chokolade blev det et festmåltid. Og vand kunne vi købe på Hälsingborgfærgen.

De Andre ved, hvad vi plejer. De forklarede morgenmaden og hytten og det hele. De kender hinanden. Fordi de altid tager med Ruby Rejser til Norge. Signe og jeg kiggede på hinanden. Og følte os en lille smule ved siden af.

Maden er bedre end sidste år, ved vi nu. Vi har lært, at det er forkasteligt at være usocial. Nogle værelser er bedre end andre, er vi blevet belært om. Vi har kort sagt forvildet os ind i en lukket fest.

Og I skal ikke tro, det bliver en kedelig ferie. For vi har kastet os ud i et antropologisk studie. Det er dybt interessant at være sammen med mennesker, der altid gør det samme i deres ferier. Omkring os er den mest fantastiske natur. Vi har lejet ski og støvler og krydser fingre for at vinden lægger sig. Så tager vi på tur.

I aften har vi maddag og laver glaseret skinke. Jo, vi gør. Og så er det overstået. Vi har fri resten af ugen.

IMG_1235

Når jeg bliver stor……..

I år skal jeg på skiferie. Ikke syd på og alpint, men nord på og langrend. Min veninde og jeg rejser med Ruby Rejser til Norge. På en tur støvsuget for forelskede par og familier. Sådan som vi evighedssingler kan li’ det. En uges ferie fra lørdag til lørdag lidt senere på vinteren, når det næsten er forår.

Derfor sagde jeg for flere måneder siden helt uden bekymringer ja til et foredrag i Kolding fredagen før afrejse. Ingen problemer i det. Jeg kunne jo bare pakke om torsdagen eller måske nå det fredag aften. Herregud, det er jo bare en uge i skitøj.

Så jeg sagde ja og bekræftede. Vi aftalte længde og honorar. Og jeg bekræftede. Forleden fik jeg endnu en mail fra arrangøren med det endelige program, og jeg tænkte, at jeg måske snart skulle bestille togbilletter. Mens jeg sad og tænkte det, kom jeg i tanker om skileje. Det skulle jo være i god tid, havde de vist skrevet fra rejseselskabet.

Jeg fandt den efterhånden gamle mail med rejsebeskrivelser og oplysninger om skileje og printede alle bilagene ud. Skrev en mail til Norge og bestilte ski og støvler. Så var det gjort.

Så hentede jeg de printede bilag og lagde dem foran mig på skrivebordet. Mine øjne løb hurtigt ned over dokumentet og blev naglet til den nederste linje. Hvor der stod, at der var afgang fra Herlev station. Fredag aften klokken 19.30. Goddammit! Ruby Rejser er et gennemordentligt selskab. En ferie er fra ankomst til afgang. Alle timerne i en rumlebus tæller ikke med. Nej, vi ankommer til sæterhytten i Norge lørdag morgen.

Himmel og hav. Hvornår lærer jeg det? Bum, bum. Foredraget slutter 15.30. Det kan ikke ændres. Det giver fire timer at nå til Herlev. Med DSB. Og køreledninger, sporskifter og risiko for sne….

Jeg mailede til Ruby Rejser. Som omgående skrev tilbage, at jeg kunne blive samlet op i Fredericia. Pyh – reddet på stregen, tænkte jeg. Klokken 15.50, skrev de. What? Tyve minutter fra foredragsstop i Kolding til afgang i Fredericia!

Så ringede jeg. Og Ruby Rejser bor i Århus, så de er både venlige og hjælpsomme. Vi finder ud af det, sagde de. Vi snakker med chaufføren, så han ved, du kommer. Der er sikkert både lidt ventetid og trafik, han kan blive forsinket af.

Det kan nemlig lade sig gøre. Hvis jeg kvæler de sidste spørgsmål fra deltagerne. Snupper computer og tasker og spæner ud af døren. Springer ind i den taxa, jeg har forudbestilt. Så kan jeg være i Fredericia på 17 minutter.

Åh, hvad skal jeg med krimiserier i fjernsynet? Når jeg har mit liv lige her.