Signe og Helle på tur #4

Jeg er egentlig alt for træt til at blogge noget som helst. Men jeg er nødt til at dele vores selvfedhed.

Vi har været monsterseje. Der er en helt særlig tilfredstillelse i at knokle og knokle og knokle – og blive bedre til noget. Jeg startede søndag med at rulle ned ad enhver bakke. Stor eller lille. Jeg lå der. I en sky af sne. Ned kom jeg, men langsomt og afbrudt.

Siden har jeg hægtet mig stædigt fast i Signe. Og vi har knoklet afsted fra tidlig morgen til sen eftermiddag. På lange ture i al slags vejr og alt muligt terræn. Selvom madkkordinatorerne kastede håbløse blikke efter mig.

Vi har knoklet, så helt nye og ukendte muskler har sendt vrede beskeder til hjernen. Og vi har udviklet en særlig gangart med små afmålte skridt.

I dag bragede solen ned fra en blå, blå og helt skyfri himmel. Vi valgte ikke at følge gruppen i bus til en by 20 km væk og satte istedet ud lidt over ni. I retning af den by. Med en ydmyg plan om at nå halvvejs. Men det gik så godt. Og vi mødte nogle af de hårde kvinder, som kan løbe både langt, hurtigt og teknisk. Og de roste os. Og så må vi jo være okay. Så vi fortsatte. Holdt ind på en fjellstue og spiste madpakker og drak varm chokolade. Og så var der jo ikke meget mere end 7 km til den der by.

Derfor har vi løbet 40 km på langrendsski i dag. Og det er vi så selvfede over, at ingen kan holde ud at høre på os. Og vi er allerselvfedest over, at vi kun satte os på røven én gang. I en fygesnedrive, der lå på tværs af sporet. Jeg har stået på benene i noget, der ligner seks kilometer ned ad bakke. Hvis ikke det er sejt, når nu man så mig i søndags, så ved jeg ikke……

Men nu er vi trætte, og solen har sagt godnat. Vores kinder blusser på den vanvittigt varme måde, og vi ville ikke få ros af Sluk-solen-bevægelsen. Selvom vi huskede faktor 30.

IMG_1290

Signe og Helle på tur #3

Killing me softly er ikke egnet som fællessang. Sådan lærer vi nyt hver dag. For der hører to fællessange til aftensmaden. Kvinde min gik lidt bedre, men var stadig en ørepest. Sådan er det. Vi er på en slags højskoleophold i fjellet.

Bortset fra det er det kun gået fremad på madfronten.

Vi har også lært, at singleture for evighedssingler mest er for kvinder. Her er 40 kvinder og fem mænd. Og selv jeg er med til at hive gennemsnitsalderen ned. Det bliver det ikke nødvendigvis kedeligt af. Og ingen – absolut ingen – skal sige noget dårligt om aldrende kvindelige langrendsløbere. De løber måske ikke så hurtigt. Og de tager måske heller ikke på maratonture hver dag. Men de kører fandme godt ned af bakkerne. Jeg når dem til sokkeholderne.

I dag lavede vi bakketræning under vejledning af den ene Ruby-madkoodinator. Det hedder de, dem der styrer, at ting ikke forandrer sig. Og holder styr på mad og alt det der. Det gør de godt, men det er også sjovt. Jeg lærte at plove på langrendsski. Eller – jeg lærte at blive en lille smule bedre til at holde mig oprejst, mens skiene styrer nedad. Det var den ene madkoordinator ikke helt enig i. Og han skældte mig ud og forbød mig at tage på den fjell-tur, vi havde planlagt.

Gå nu bare i kiosken, tænkte jeg, Men vi tog alligevel på en mindre teknisk tur og øvede mig i at plove ned ad bakkerne. Og til sidst faldt jeg kun tre gange. På en uendelig bakke. Jeg bliver bedre. Og jeg har svoret, at jeg kan løbe hele vejen ned ad den lede 2 kilometer bakke på lørdag.

Vi har set en million dyrespor i sneen. Vi er faldet helt i svime over den store stilhed. Vi er løbet tværs over en sø. Vi har spist madpakker i ægte fjellsol.

Nu pjækker vi for fælles folkedans. Slået ihjel af to glas rødvin. Mens vi planlægger fjellturen om et par dage, når jeg er færdig med at vælte.

IMG_1277

Signe og Helle på tur #2

Morgenmadstjansen på Mysuseter Fjellhytte var vores næstsidste huspligt, inden vi for alvor kunne holde ferie. Næstsidst fordi der hører rengøring med til pligterne. Men vi var ramt af svineheld. Madaften på første aften, hvor det alligevel blæste og føg hele dagen. Morgenmad på første morgen. Og endelig rengøring af toiletter og baderum og et par gangarealer samme dag. Nu har vi for alvor ferie og kan se medlidende på de andre, der kommer i skole i køkkenet.

For Mad ligger i Meget Faste Rammer på Mysuseter Fjellstue. Ting står der, hvor ting altid står. År efter år. Det laves i den rækkefølge, det altid laves. År efter år. Uge efter uge. Og menuen er nagelfast. Mandag er det karrysuppe og glaseret skinke. Og jordbærgrød fra spand. Tirsdag er det grøntsagssuppe og sigøjnergryde med kartoffelmos. Og sådan er det.

Og nu har vi brygget den sidste kaffe og vredet den sidste gulvklud. Og vi har ferie.

Derfor drog vi kække afsted i morges. På en tur rundt om Furusjön, som vist nok skulle være omkring 20 km. Det er den sikkert også. Men vi tog en detour på adskillige kilometer, inden vi endelig kom rundt om den pokkers sø og kunne indlede tilbageturen på den anden side.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har løbet langrend. Men jeg kan afsløre, at der skal trænes en del ned-ad-teknik i løbet af ugen. Jeg holdt op med at tælle mine styrt. Der var mange. Kongestyrtet kom, da vi krydsede til den anden side af søen, hvor der pludselig var dyb blød sne under min højre ski. Jeg sank i til hoften. Og til skulderen, da jeg forsøgte at komme på benene. Jeg rasede og spruttede, men sank dybere og dybere. Indtil Signe forbarmede sig og tøffede ned og gav mig en hånd.

Efter det gik det faktisk hæderligt. Også ned ad bakkerne. Vi har også undgået løjper med rigtige bakker, skal siges. Det kommer de næste dage.

Ellers omgiver vi os med smukhed og har fået ræverøde kinder. Og tilter i seng om tre splitsekunder. For nu er vi trætte.

IMG_1244

Signe og Helle på tur

Bedst som jeg solede mig i min egen selvfedhed over at være tjekket nok til at aflevere foredrag for 60 mennesker, huske at forudbestille taxa, slutte til tiden og nå Ruby Rejsers bus i Fredericia, ja så krakelerede det hele på få minutter. Signe og jeg faldt helt til jorden. Vi er novicer i fællesrejser til Norge. I løbet af øjeblikke i den bus, afslørede De Andre os som fuldstændig utjekkede.

De Andre – har været på tur med Ruby Rejser. Mange gange. De ved. De havde thermokaffe og madpakker med. Og en dram til senere. Vi havde ingenting. De havde kontanter til øl og kaffe i bussen. Vi havde bare vores plastikkort. Men der blev taget hånd om os. Vi var jo nye. Og De Andre er ordentlige mennesker, der tager godt imod nye. En mand havde rigeligt mad med og serverede både æg og tomater og ostemad i bussen. Suppleret af egne appelsiner og chokolade blev det et festmåltid. Og vand kunne vi købe på Hälsingborgfærgen.

De Andre ved, hvad vi plejer. De forklarede morgenmaden og hytten og det hele. De kender hinanden. Fordi de altid tager med Ruby Rejser til Norge. Signe og jeg kiggede på hinanden. Og følte os en lille smule ved siden af.

Maden er bedre end sidste år, ved vi nu. Vi har lært, at det er forkasteligt at være usocial. Nogle værelser er bedre end andre, er vi blevet belært om. Vi har kort sagt forvildet os ind i en lukket fest.

Og I skal ikke tro, det bliver en kedelig ferie. For vi har kastet os ud i et antropologisk studie. Det er dybt interessant at være sammen med mennesker, der altid gør det samme i deres ferier. Omkring os er den mest fantastiske natur. Vi har lejet ski og støvler og krydser fingre for at vinden lægger sig. Så tager vi på tur.

I aften har vi maddag og laver glaseret skinke. Jo, vi gør. Og så er det overstået. Vi har fri resten af ugen.

IMG_1235