Tag Archives: influenza

by - 5 kommentarer

Sløjt raseri

Jeg overlever. Også denne runde af årets efterårsinfluenza. Singleinfluenza leverer ikke mange sekundærgevindster. Ingen stopper dynen kærligt omkring fødderne eller lufter ud. Jeg er selv vaklet op ad trappen og har kogt vand til teen. Og jeg er trasket i Irma med nattøj og dynehår for at hente brød og mælk.

Sådan er det. Og det er okay. Jeg er kommet up to date på seriefronten og har drukket virkelig meget te.

Det er ikke okay, at influenzaen overfalder mig med en ukontrolleret trang til at kaste noget hårdt ind i væggen. På den dresserede voksenmåde krammede jeg sokkerne sammen, da jeg tog dem af, og kylede dem mod soveværelsesdøren. I stedet for at flå tekruset af bordet og lade det splintre ind i væggen. Som ville have givet langt større tilfredshed.

Raseriet opstår, når feberen får min hals til at svulme en lille smule inden i. Og jeg mærker fornemmelsen af mindre plads. På samme måde, som jeg også mærkede det for syv år siden. Syv år, for helvede. Get on with it.

Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Det dukker op fra mit indre urhav helt udenfor min kontrol. Det vælter bare op og rundt i kroppen. Og gør mig rødglødende over sygdom.

Og efterlader mig roterende og søvnløs.

IMG_5850

by - 7 kommentarer

Mandagstal

I dag har jeg sat en slags rekord. Jeg har meldt afbud til fire møder. Aflyst to præsentationer. Og meldt afbud til et frivilligt arbejde i Røde Kors.

I stedet har jeg læst to søndagsaviser færdig og set fire afsnit af Orange is the new black på Netflix. Jeg har også svaret på 5 mails og sendt 25 slides til det ene møde. Jeg har drukket to kander te, to kopper kaffe og halvanden liter dansk vand med blid brus.

Det bedste, jeg kan sige om den her mandag, er, at regnvejret kunne nydes fra den rigtige side af ruden. Og at jeg ikke var en del af de flokke, der entrede s-togene med våde cykler til morgen.

Måske bliver min tirsdag ikke meget anderledes. Jeg har stadig tre afsnit tilbage af Orange is the new black. Og en bog, jeg gerne vil læse færdig.

IMG_2347

by - 3 kommentarer

Et svirp af pisken

Det er meget sjældent, at kræftmonsteret stikker sit grimme fjæs frem. Men jeg får et lille svirp af den onde pisk ved vintertide. Mit livs forbandelse har efterladt mig med et laset immunforsvar, der tror, at årets influenza skal bydes indenfor. Hvert år. For jeg kan se, at jeg de sidste par år har hostet mig igennem febertågerne ved denne tid.

Faktisk har jeg i flere år haft officiel tilladelse til at få influenza. Uden panikanfald. For influenzasymptomer er ikke noget, man spøger med de første år efter lymfekræft. Lidt feber, der varer ved. Træthed. Klamme svedeture. Hudkløe. Hævede lymfekirtler. Blå mærker eller en smule blod på tandbørsten. Alt sådan noget, der kan dukke op med en uskyldig vinterinfluenza, kan også være lymfekræft i forklædning.

Så når influenzaen giver en bonusomgang. Og hæger sig fast i min trætte krop lidt længere end i andre. Begynder alarmklokkerne ganske stille at hvisle, og min mave bliver en lille hård indvendig knold. Jeg trækker dynen lidt tættere omkring mig, mens der kryber mikroskopiske myrer under min hud. Og jeg bliver lidt stille.

Indtil jeg kan mærke, at det, der bare var en vinterinfluenza, stille siver ud gennem mine tæer. Og livet går videre.

by - 6 kommentarer

Små pip fra dynen

Der sker ikke meget her. Jeg måtte kaste håndklædet i ringen i morges og skåne mine kolleger for mine eksplosive nys og hosteanfald. Og da jeg stort set heller ingen stemme havde, og kroppen føltes varmere end helt sundt. Ja så tilbragte jeg dagen under dynen. Og holdt møder over Skype, når jeg ikke slumrede.

Og var lidt forelsket i elefanten fra forleden.

IMG_5949

IMG_5950

IMG_5951

 

by - 6 kommentarer

Juleflu

På næsten forudsigelig vis har jeg siddet mig igennem febertåger siden juleaften. Forudsigeligt? Ja, for jeg kan se, at det næsten ligner et mønster, når jeg bladrer tilbage i bloggen. Sidste år snød jeg den og smuttede til Lissabon. Hvor man jo ikke kan lægge sig med influenza.

Nårh, sagde min mor i telefonen, så har du haft en rigtig dårlig jul. Men det har jeg faktisk ikke. Slet ikke. Min krop var venlig at vente til sidst på aftenen med at implodere. Pludselig undrede det selskabet, at jeg kravlede ind i flere og flere trøjer, mens de svedte i julevarmen. Så gik jeg i seng.

Inden da havde vi tussehygget os igennem dagen, mens min svigersøn næsten helteagtigt jonglerede med ænder, brunede kartofler og rødkålssalat. Jeg løb tur i det yderste Hvidovre og Avedøre. Mens nogen forsøgte at få børn med på en plan om middagslur. Jeg fik helt undtagelsesvist lov til at pynte juletræ sammen med alle børnene. Som passende blev hængt ud for de utjekkede elementer. Som alle ved er mig. Og jeg pakkede mig bare ind i mine yndlingsmennesker og nød det hele.

Og selv om jeg gik glip af julefrokoster og andre yndlingsmennesker, er der klare fordele ved at sidde her i sofaen under dynen med spandevis af te.

  • Jeg er helt udenfor den forædthed, som alle skriver om på Twitter og Facebook
  • Jeg tager med garanti ikke på i denne jul
  • Jeg drikker ikke for meget øl/snaps/rødvin
  • Jeg har ikke haft tømmermænd
  • Jeg får læst alle mine aviser
  • Jeg har slugt et par bøger
  • Jeg har set et par fine film

Jeg tror, febertågerne er ved at lægge sig en smule. Jeg mærker en snigende utålmodighed og ulyst til at blive liggende under dynen. Jeg begynder at tænke igen. Og glæder mig lidt over al den julefrokostmad, der stadig ligger i køleskabet.