Det er meget sjældent, at kræftmonsteret stikker sit grimme fjæs frem. Men jeg får et lille svirp af den onde pisk ved vintertide. Mit livs forbandelse har efterladt mig med et laset immunforsvar, der tror, at årets influenza skal bydes indenfor. Hvert år. For jeg kan se, at jeg de sidste par år har hostet mig igennem febertågerne ved denne tid.
Faktisk har jeg i flere år haft officiel tilladelse til at få influenza. Uden panikanfald. For influenzasymptomer er ikke noget, man spøger med de første år efter lymfekræft. Lidt feber, der varer ved. Træthed. Klamme svedeture. Hudkløe. Hævede lymfekirtler. Blå mærker eller en smule blod på tandbørsten. Alt sådan noget, der kan dukke op med en uskyldig vinterinfluenza, kan også være lymfekræft i forklædning.
Så når influenzaen giver en bonusomgang. Og hæger sig fast i min trætte krop lidt længere end i andre. Begynder alarmklokkerne ganske stille at hvisle, og min mave bliver en lille hård indvendig knold. Jeg trækker dynen lidt tættere omkring mig, mens der kryber mikroskopiske myrer under min hud. Og jeg bliver lidt stille.
Indtil jeg kan mærke, at det, der bare var en vinterinfluenza, stille siver ud gennem mine tæer. Og livet går videre.
Helles Blog 
Uha ja. Jeg kan jo dårligt sige, jeg forstår det. Man skal nok have prøvet det. Godt det er på retur, så du kan trække vejret ned i maven igen. Kram
Arh, jeg kender det med at symptomer kan freake ud selv om mine knude ikke var ondsindet. Jeg hepper på de tæer får lukket de sidste rester ud inden længe!
Blod på tandbørsten lyder uhyggeligt!
Pis! Det lyder som noget af en angst, som bare kan komme snigende, når du har været derude, hvor du har været, og som jeg ikke aner en disse om. Men du er fit og en af de stærkeste kvinder jeg kender.
Knus 🙂