Tag Archives: blæsevejr

by - 2 kommentarer

Vandkantsoplevelser

Mens hele Danmark havde besøg af Bodil, havde vi vores eget lille drama i Sydhavnen. Ikke som i Gilleleje, hvor både blev slået til pindebrænde, og moler forsvandt. Bare et lille bitte drama.

Jeg fik besøg af to jyder, der ikke lod sig slå ud af blæsevejr. Vi droppede planen om at mødes på Arken. I stedet satte de sig til rette i mit køkken og råbte på vin. Det fik de, men forholdsvist tidligt på aftenen satte de kursen mod hotellet på Vesterbro. Det blæste alligevel så meget, at busserne ikke kørte. Jeg satte mig fredeligt og læste, indtil jeg kastede et blik ud af vinduet. Og fik øje på vandet.

Vandet stod lige udenfor mit vindue. Ikke de sædvanlige to meter nede, men lige udenfor. Jeg kunne trippe direkte ud på min ponton. Nå da, tænkte jeg, og tændte for computeren. Hvor der lå flere mails fra udlejeren om stigende vandstand. Folk var mest bekymrede for deres biler, som stod parkerede i kældrene. Senere kørte politiet rundt og bad dem fjerne bilerne fra parkeringskældrene. Og Europark havde en fest resten af natten med at knalde de ulovligt parkerede biler.

Senere blev vi bekymrede for os selv. Eller vores hjem. Og Beredskabsstyrelsen ville komme med sandsække og plastik. Jeg gik ud i stormen og ledte efter sandsække. Flere gange. Indtil jeg var så søvnig, at alting blev ligemeget. Jeg havde ryddet det meste fra underetagen til køkkenet. Bøger på de nederste hylder, rod under sengen, cykler og sådan. Jeg kørte gaffa rundt om dørene og gik i seng. Og sov trygt og godt, til jeg vågnede næste morgen.

Nu var sandsækkene kommet. Beredskabsstyrelsen havde kastet dem ude på vejen, og jeg fik dagens styrketræning. Så var jeg nødt til at lade vand og sandsække passe sig selv og tage til Hillerød og lede verdens vigtigste møde. Vandstanden blev levende dokumenteret på Facebook dagen igennem.

Jeg tog hjem og meldte mig ud af dramaet. Fordi det er så meget sjovere at være til julefrokost med en festlig samling mokker end at sidde og glo olmt og stift på stigende vand. Det måtte gå, som det måtte gå. Jeg skred til julefrokost.

Nu har jeg hevet gaffatapen af dørene og slæbt to tons sandsække ud på terassen. Det blev aldrig et rigtigt drama. Vandet var tæt på, men det blev ude. Og jeg fik ryddet op under sengen.

IMG_2567

by - 2 kommentarer

Onsdagsmandag eller mandagsonsdag

Allerede i dag  kom jeg først  hjem, da aftenen havde meldt sin ankomst. Edikkesur med surt på. Efter en onsdag der troede den var en mandag. Og jeg må hellere skynde mig i seng, så den kan få en slutning.

I morges måtte jeg søge assistance i min gamle, tilsidesatte computer. Og den hævnede sig på bedste Microsoft-vis med at nægte at lukke. Der var opdateringer, sagde den. Undgå at slukke computeren eller strømmen. Jeg skulle til møde på Østerbro, så jeg lod stikket sidde og overlod opdateringer og det hele til computeren. Det tog den ilde op, og havde brændt sig sammen, da jeg kom hjem.

Efter mødet på Østerbro fortsatte jeg mod Hillerød, hvor den store vindgud havde skruet helt op for blæsebælgen. For søren da, det var en hård tur, og jeg overlevede kun ved tanken om den fest, det ville blive at cykle hjem. Jeg skulle blive meget, meget klogere. For selvfølgelig havde vinden i bedste Kongevejsstil vendt sig, da jeg endelig cyklede ud af døren i Hillerød.

Og her må indskydes en tak til Rudersdal Kommune for næsten af smadre min cykeltaske, da hullerne i cykelstien fik tasken rystet løs, så den satte sig fast i egerne. Med en katastrofeopbremsning til følge. Og tak til mig selv for ikke at være nærig med hverken cykel eller tasker. De holdt. Og min reaktionsevne bestod testen.

Endelig hjemme besluttede jeg at springe i vandet og vaske det sure ud. Og hvad skuede mit øje?? Tre grinende brandmænd med meterlange tentakler stirrede mig direkte i fjæset fra siden af min ponton. Jamen pis os, da. Slut med svømmeture. Mere surt.

Trøste-sushi, tænkte jeg så. Klokken var jo  blevet mange. Og jeg fortjente det. Deres telefon virkede ikke. Ingen sushi, men en tur i Irma. Hvor jeg købte en flødebolle.

Ind på en helt indiskutabel førsteplads i rækken af dårlige oplevelser kommer Lyngby. Der er intet vundet ved ikke at køre en stor bue udenom. Byen må hade cyklister, siden den gør så mange krumspring for at gøre livet surt for folk på to hjul. En ting er de evige brosten. De sidste måneder har der været vejarbejde på sydsiden, og Lyngby flotter sig med ET skilt til cyklistomvejen. Man skal være barnefødt for at regne den ud, hvordan man kan finde tilbage til brostenene og hovedvejen. Oven i den førsteplads kommer en absolut topscorer i dårlige cykelstier. Må jeg foreslå en tur ad vejen fra Virum til Sorgenfri. Jo, det er Lyngby-Tårbæk kommune, og cykelstien er et mønstereksempel på asfaltpatchwork.

I den anden ende af scalaen scorer min venstre hæl point. Og Brian Dåsbjerg bliver ophøjet til gud. Den har det  bedre, hælen. Og det kan jo næsten opveje sådan en mandagsonsdag.

Tak, det hjalp. Godt I er her.

by - 2 kommentarer

Så barnlig er jeg

Jeg har et anstrengt forhold til vind. Jeg ved ikke, hvorfor. Men vind kan få mit temperament helt op i det højrøde felt.

I dag kastede jeg et blik ud af vinduet ved middagstid og bestemte mig for at cykle til møde på Gentofte Hospital. En tur på 27 km skulle ikke betyde noget og heller ikke gøre transporttiden meget længere. Og solen skinnede jo.

Så afsted med mig. Min grå hverdagscykel er død. Der skal ikke opereres mere på den, og nu står den og dør en naturlig død af slid og alderdom på min terrasse. Der er ikke flyttet en erstatning ind i cykelkælderen endnu, for det er alligevel vejr til at lufte min blå racercykel. Den bliver parkeret på mit kontor og giver anledning til ret mange ekstra besøg af kolleger, der lige skal ind og løfte lidt på den. Jeg klamrer mig beskyttende til den i s-toget om morgenen, og nyder turen hjem gennem skoven. Hvis man kan være forelsket i en cykel, er jeg det i den, og nu har vi efterhånden kendt hinanden i næsten fem år.

Vi, cyklen og jeg, cruisede ud på Overdrevsvejen og satte kursen sydover. På Kongevejen blev jeg mødt af massiv vind. Lige i fjæset. Og jeg trampede det bedste, jeg har lært. Og så er det, at jeg begynder at sprutte. Af arrigskab. Helt åndssvagt, for vejret lader sig ikke sådan påvirke. Og jeg tænkte, at jeg jo bare kunne hoppe på et tog, hvis det blev for meget. I Birkerød for eksempel.

Men da jeg nåede Birkerød, var der alligevel ingen rigtig grund til ikke at tage de sidste små 12 km med til Gentofte Hospital. Men vinden tog til, mens min arrigskab voksede til næsten raseri. Den første ladcykel i den forkerte retning på cykelstien var tæt på grimme ukvemsord.

Men jeg nåede frem. Kun en smule forsinket. Og havde et fint møde, inden jeg igen kæmpede mig gennem vilde vinde resten af vejen til Sydhavnen.

Og hjemme i Sydhavnen på min lille terrasse var der læ. Og sol. Og sommervarme. Og så er verden hurtigt tilgivet.

by - 2 kommentarer

Tid

Sidder her med et tæppe af tid bredt ud foran mig. Tid til at dale ned efter en hektisk start på det nye år. Og en hektisk afslutning på det gamle. Er dumpet godt og fint ned i mit nye hjem. Er så meget mere hjemme, end jeg har været tidligere, siden jeg rykkede ud af Århus. Måske er det bare her, jeg skal være?

Og så tog jeg mig selv i at sidde og lave planer og to-do lister hen over morgenmaden. Lige til jeg med et slag over fingrene krøllede dem sammen. Og mindede mig om, at pointen med de her to uger jo er minus to-do lister og minus planer. Om igen. En ny kande te blandet med lettelsen over, at Mads og Monopolet også holder ferie på denne lørdag. Af hjertet tak. Cyklen blev feriesmurt, og jeg drog afsted mod byen. Iført bydress. Fandt Supermarco i Fiskerihavnsgade og lykkedes, mod alle odds, med at komme ud igen kun 100 kroner lettere. Den går nok ikke en anden gang. Jeg kan kun sige én negativ ting om Supermarco – der er lidt for mange pelsede damer. Som tror, de har mere ret til stå forrest end dunjakke og cykelhjelm. De overså fuldstændig mit bylook med by-jakken og høje hæle.

Videre til Rådshuspladsen, hvor jeg dumpede i med et brag til min last nummer et. Politikens bogudsalg. Jeg prøvede virkelig at styre uden om. Virkelig. Og det gik ikke godt. Men det var udsalg, var det, og det kan Politiken gøre, så det mærkes. Så for 125 kr. hoppede jeg i sadlen med:
Kim Blæsebjerg: Rådhusklatreren
Søren Mørch: Verden som den er
Claude Levenson: Tibet
Nathan Englander: Ministeriet for specielle anliggender
F.P.Jac: En græssende glæde til dit ydre.

Jeg var stadig pænt stolt af mig selv. Men det var slet ikke overstået. På mærkelig vis fik min cykel trukket mig mod Rundetårn. Nå ja, og hvad så? Jo lige overfor ligger Arnold Busck. Som også har udsalg. Og jeg prøvede virkelig, virkelig at trække den forbi. Men det gik heller ikke godt. Karen Blixens Vintereventyr, Nicolai Moltke-Leth’s Et glimt af sjælen og Henning Mankel’s Dyb. Tror måske, at Nicolai Moltke-Leth’s bog kan være jævnt kedelig, men den kostede 20 kr.

Jeg kastede mig på cyklen i retning af Vesterbro for at bruge penge på noget planlagt og nødvendigt, et gardin til mit soveværelse. Det føles en tand for ekshibitionistisk at være gardinløs med genboer overfor og ovenfor til begge sider. Så nu er det slut med at nærstudere mit spændende natteliv. HA!

Nogen i radioen havde sagde noget om, at den vind ville lægge sig om eftermiddagen. Det gjorde den ikke på Amager. Min personlige kanal havde skumtoppede bølger, og jeg løb noget, det mest lignede powerwalking ud over det flade Amager. Og fløj hjem, mens håret piskede rundt og fandt både øjne og mund.

Og nu er det tid at nyde Supermarcos bidrag til min første ferieaften. Og forresten….. det der influenza blev skræmt væk i opløbet.