Tag Archives: Italien

by - 0 comments

En afslutning i eventyrland

Jeg må have optjent lidt god karma i de sidste uger. De seneste dage har været harmoni og glæde. Helt uden mislyde, som den slags kun sjældent er.

I går fandt jeg netforbindelse og købte en flybillet hjem. Jeg kan lide fornemmelsen af open end på ferien, men det gør det unægteligt en kende dyrere at købe billet med få dages varsel. Pyt, siger jeg bare. Uden at have besøgt netbank siden før ferien.

Senere vandrede jeg en lang og varm tur i de liguriske bjerge og blev belønnet med uforlignelige udsigter. For at svale min hede krop, gik jeg ned til floden, som har sit eget helt gratis spa bad. Jeg sms’ede til M & M, som netop var vendt hjem efter en ligeså varm cykeltur. Og tyve minutter senere dukkede de op med iskolde øl. Her lå vi og svalede, til maverne råbte på mad. Og vi gik hjem og tryllede i køkkenet.

I morges var det tid at lade de to nyde deres allersidste feriedage, og jeg rykkede til Bordighera. På turistkontoret gjorde de en kæmpeindsats for at finde et billigt logi med køkken. Men det lod sig ikke gøre. Og så fik damen bag skranken en ide. Hun viste mig billeder af et underskønt og kridhvidt kloster ved vandet og fortalte, at det var muligt at bo der billigt. Med mad.

Og det gør jeg så. Jeg er gået i kloster igen. Som jeg startede min ferie. Jeg blev modtaget af store smil og kindkys. Og installeret i et kæmpeværelse med udsigt over Middelhavet. Det er fuldstændig umuligt at fatte, at min ferie skal slutte så smukt. M & M og jeg mødtes og sprang i det lune vand og jeg er helt omsluttet af nydning.

Der kommer billeder, når jeg finder internet.

PS. Min arm heler i rekordfart. Den skulle bare have nydning på højt niveau.

PPS. Har købt bikini og klipklapper og forsøger at cope med temperaturer på 34 grader.

by - 2 kommentarer

Så er det godt at have en rigtig ven……

Og hvordan endte jeg så i Pigna i Italien? Når jeg vandrede i Frankrig og Alperne? Jo, mens jeg flimsede rundt og irriterede damerne på kontoret på banegården i Modane, fordi jeg ikke kunne bestemme mig, sendte skæbnen venner på banen. Marianne og Mogens, som jeg har kendt i 500 år havde lejet et hus ikke så lagt fra Nice. Og de havde foreslået, at jeg sluttede min vandretur hos dem. Og så var det, Marianne sms’ede for at høre, hvor langt jeg var. Og pludselig virkede det fuldstændig rigtigt at bruge et halvt døgn og en trilliard på at køre i tog til Nice. Og det gjorde jeg. I Nice tog jeg endnu et tog ind i Italien til Ventimigle. Her fræsede Mogens og Marianne op foran banegården og pakkede mig ind i omsorg. Mens de gispede lidt over min monsterrygsæk og dramatiske beretninger fra turen.

Tre kvarter senere kravlede vi op ad tusind trapper i Pigna og anrettede ost og rødvin på den lune terrasse. Pludselig var alt anderledes. Alt faldt til ro. Her er smukt og varmt. Allerede næste morgen trak Marianne mig med på løbetur i det kuperede område. En lidt vild start på dagen, som min arm vrælede en smule over. Men den bestemmer ikke. I morges var vi afsted igen, og mine lår begyndte at acceptere. Det er bedst at løbe kl syv, for allerede kl otte er der mere end 25 grader i skyggen.

Mens mine to p.t. yndlingsvenner cykler de stejle bakker tynde, går jeg på opdagelse i Pigna. Byen er en overraskelse. En gammel middelalderby bygget ind i klipperne med et virvar af labyrintiske gange og trapper. Jeg farer vild. Konstant. Men på et tidspunkt finder jeg ud i solskinnet og dasker op i toppen af byen og laver mig en feriesandwich af ost, tomat og skinke. Jeg kunne leve af det.

I morgen lader jeg de to få deres sidste feriedage i fred og tager nogle dage til kysten. Jeg bliver i Italien i Bordighera, som er en lille kystby, hvor jeg kan lægge mig i vandkanten og lade hele denne lange ferie sive ind. Jeg er ikke helt klar til at flyve til København endnu.

Min arm har det bedre. Såret siver ikke så meget mere. For fagpersoner kan jeg tilføje, at det danner masser af fibrin. Det skal nok hele, men jeg vil nok altid have et minde på undersiden af højre arm. Det går også lidt bedre med at belaste den. Min albue har fået mange bank og gør ret ondt. Men også det bliver bedre. Alt tegner godt for min højre arm. Og jeg har ufatteligt meget lyst til at vende tilbage næste år for at gå det stykke, jeg mangler. I juli eller august.

20130710-125319.jpg

20130710-125359.jpg

20130710-125438.jpg

by - 6 kommentarer

Trøffelheltene

Min søn er mand for en god historie. Det har han været længe før han blev mand. Og dengang han var på grænsen mellem dreng og mand, altså i gymnasieårene, grundlagde han sammen med to kammerater en gourmet klub. Klubben startede som en madklub, hvor de mødtes og tilberedte gastronomiske mesterværker og drak liflig vin. Også selv om de ingen penge havde. Eller måske fordi de ingen penge havde. Jeg mener, han er vokset op med mig, og en af mine spidskompetencer er at lade som om jeg kører i fuld fart på første klasse. Selvom jeg ligger og rasler i bunden af monkey-class. Første klasse er bare sjovere. Man skal aldrig lade sig gå på af manglende finanser.

Den filosofi har de tre taget til sig. Gourmet klubben udviklede sig, efterhånden som de blev tiltagende voksne, og de alle var landet i hovedstaden. De hjemmegjorte gastronomiske mesterværker blev erstattet af restauranter. Konceptet blev, at man på skift arrangerede middag for de tre på en helt ukendt restaurant. Der måtte ikke være noget main stream over det. Ukendte madkulturer åbenbarede sig i Københavns godt gemte restaurationer.

Nu er de i mellemtiden blevet rigtig voksne. Med fast indtægt og faste kærester/koner. De ydmyge klubværelser er udskiftet med ejeradresser, og konceptet er nu forlagt til noget udenlands. Stadig på skift planlægges en gourmet rejse til et hemmeligt sted, som først afsløres i lufthavnen, og så svælger ungersvendene sig i mad og spirituøse drikke hen over en weekend. Og så er vi endelig fremme ved historien om trøffelheltene.

Sidste hemmelige weekend gik til Milano og et par hundrede kilometer sydligere. Her var booket bord på en Michelin restaurant. Det er jo gourmet. Restauranten havde to menuer. Og den ene var en trøffelmenu. Med hvid trøffel. Forbavsende billigt, sagde min søn. Det var midt i trøffelsæsonen, og man skulleda være et skarn, hvis man lod sådan en chance gå fra sig.

Tjeneren spurgte andægtigt, hvor meget deres trøffel skulle veje. Og her kan man bagefter godt undre sig over manglende refleksion. På den anden side havde der så ikke været nogen historie. De tre valgte kækt en slags mellemstørrelse. Ikke for lille og ikke prangende.

Den hvide trøffel ankom til bordet dækket af en klar glasklokke og blev placeret midt på bordet. De sublime retter begyndte at strømme langsomt ind i ungersvendenes villige mavesække, mens tjeneren rev afmålte portioner trøffel ud over herlighederne. Naturligvis assisteret af den helt rigtige vin. ‘Aldrig har jeg fået så sublimt et måltid’, fortalte min søn, som også havde dækket hver eneste ret fotografisk. De nød, gjorde de.

Men med ét stivnede de tilfredse miner. Noget tjeneren henkastet havde sagt, fik alarmklokker til at ringe for ørerne. Var det mon sandt? Et diskret men lidt grundigere kik i menukortet kunne bekræfte, at det var det. Trøffelen var ikke indregnet i prisen. Den betaltes særskilt. Per gram. Og den var ikke lille, som den lå der under sin glasklokke.

Men som ægte livsnydere trådte de omgående i karakter og lod som om, de var helt med. Gjort var gjort. Trøffelen kunne ikke trylles tilbage under klokken, jo. Og det var jo et i særklasse måltid. De købte dog ikke ekstra trøffel til. Tjeneren klarede betalingen med pli, og resten af weekenden handlede vist mest om pizza, som jo også kan være helt godt i Milano.

Morale? Tja…. Det var dyrt. Det var en overraskelse. Og trøffelhævnen varer mindst ind i det nye år. Men de fik deres livs måltid. Og vi fik endnu en god historie i familiekartoteket.

Og første klasse er stadig sjovere.

by - 8 kommentarer

Rundt om Sydhavnen

Klokken ni i morges ringede Jesper på min dør for at hente mig med på dagens løbetur. Han har plantet en slem bacille i min lille hjerne. Om et løb næste år. Som vil sprænge mine grænser fuldstændigt. Og det er en bacille, for den rumsterer i hovedet, og jeg har endnu ikke kunnet udtale et rungende nej. Why? Jeg elsker Italien. Og jeg elsker i særlig grad Norditalien. Jeg har haft nogle vidunderlige klatre- og vandreoplevelser i Dolomitterne, og jeg har mødt de sejeste mennesker. Der er smukt, vildt, voldsomt, stejlt og varmt i juli måned. Og løbet? Det er her. Og nu tier jeg det lidt ihjel. Indtil videre. Og det godter Hr. Jesper sig jo pænt over.

Men i dag var der hverken stejlt eller varmt. Det var bidende koldt, selvom blæsten havde lagt sig en smule sammenlignet med de foregående dage. Vi løb mod Valby og Valbyparken, og så løb vi den dejligste tur. Gennem Valbyparken og Musikbyens Haveforening, som ligner Christiania, fra før det blev mondænt. Vi fortsatte langs vandet, fandt en bakke, som vi måtte op på, og mødte en ordentlig bunke hundeluftere. Som jeg næsten ikke blev bange for. Forbi noget surferparadis og til Hvidovre Havn. Hvidovre Havn??? Anede ikke, der var en havn der. Jamen hold da op, hvor kan man blive klog på sådan en løbetur.

Så driblede vi over motorvejsbroen tilbage til Amager, mens vi vinkede til Avedøre Værket og måtte råbe himmelhøjt for at høre hinanden. Tilbage på Kalvebod Fælles, hvor vi tog en lille rundtur, inden vi vendte næserne mod Sydhavnen igen. Og sådan gik der 17 kilometer sådan en torsdag morgen.

Jeg er forelsket i Sydhavnen. Den har det hele. Jeg elsker mangfoldigheden og kontrasterne. Her er mondænt byggeri med middelklassefolk, som mig selv. Her er skur i Fiskerihavnen og haveforeningerne. Her er indvandrere og sutter. Her er grimt og smukt. Og så er her vand i massevis og noget natur indenfor rækkevidde. Her er et utal af spændende løbeture. Der er alt, hvad jeg skal bruge af butikker. Og jeg har det som blommen i et æg.