Tag Archives: Copenhagen Marathon

by - 2 kommentarer

Maratonhistorie

På søndag er der igen maratonløb i min by. Jeg har løbet det en del gange, og jeg elskede at løbe i København. Dengang jeg løb den slags løb. Nu er jeg for krukket til at udstille for alverden – og for mig selv – hvor langsomt, jeg er kommet til at løbe. Men stemningen bliver jeg aldrig træt af.

Derfor tager jeg hvert år i hallen på Østerbro for at indånde lidt af det og møde nyere og gamle venner. Og jeg er hvert år at finde langs ruten, mens jeg råber god karma afsted til dem, jeg kender. Og egentlig også til dem, jeg ikke kender.

Da jeg løb maraton i København for første gang, var det sådan en slags tilfældighed. Af den lidt kække slags. Jeg havde bare tænkt, at det der maraton jo bare var lidt længere, end jeg plejede at løbe. Så det kunne jeg vel godt. Der var ikke så mange med i løbet dengang. Forsvindende få kvinder. Og det blev indprentet os, at vi skulle overholde færdselsloven undervejs. Ruten var ikke afspærret, og flere steder minglede man imellem fodgængere på fortovene. Man måtte standse for rødt lys og andre steder simpelthen vente for bilerne. De fleste oplevede at blive overfuset af vrede mennesker, som insisterede på at spadsere med hinanden under armen, som de plejede. Uagtet et felt af løbere, der gerne ville hurtigt frem.

Det gik mig ikke specielt godt dengang. Da jeg havde løbet 30 km, var jeg færdig. Så langt havde jeg aldrig løbet før. Benene krampede, og jeg var kort og godt udmattet. Min søster havde lovet at stå ved 30 km mærket. Og jeg tænkte, at jeg bare kunne smutte ud til hende og køre med hende hjem. Så var jeg reddet. Hun stod der bare ikke. Og det var længe før mobiltelefoner. Og plastikkreditkort. Jeg var nødt til at fortsætte, for jeg anede ikke, hvordan jeg ellers skulle komme tilbage til målområdet og mine ting. Jeg humpede videre, mens jeg sendte min søster stadig ondere tanker. Jeg husker klart en tæt omfavnelse med mere end én lygtepæl, mens jeg forsøgte at vride min forkrampede læg ud.

Jeg husker også tidspunktet, da det gik op for mig, at jeg faktisk ville komme i mål. Jeg husker turen langs vandet langs Langelinje. Og jeg husker, hvordan lyden fra tilskuerne i målområdet langsomt blev tydelig, som jeg nærmede mig. Jeg glemmer aldrig, da jeg drejede op mod målområdet ved Christiansborg. Eller det helt inderlige hulk, der undslap, da jeg kunne se målet. Og der stod min søster.

Hvis nu min søster faktisk havde stået ved 30 km mærket, som vi havde aftalt. Ja, så havde jeg måske aldrig gennemført Copenhagen Maraton? Måske havde jeg aldrig nogensinde løbet flere maratonløb?

Jeg bliver glad og lidt stolt, når jeg ser, hvordan København klæder sig på til at tage imod gæster på søndag. Åh, jeg ved godt, at der for mange, der tisser på græsset på Bryggen. Jeg ved godt, at trafikken igen bliver forsinket og omdirigeret. Jeg ved godt, at der kommer til at flyde hvide plastikkrus i gaderne. Men hvor er det fedt, at København spærrer byen af og laver et fantastisk løb hvert år.

Og selvfølgelig står jeg der på søndag.

IMG_3102

by - 2 kommentarer

Dagen derpå

Bortset fra et par helt urimeligt ømme lår, har jeg det forbavsende godt i dag. Ikke i mine lunger, men resten af mig. Det var ikke rigtigt muligt at holde fast i det dårlige humør ret længe. Mine unger kom futtende med metroen, da jeg ringede og forkyndte de dårlige nyheder fra målområdet. De havde ellers indtaget et hjørne af Nørreport, hvor Alma havde taget opstilling i front og uophørligt råbte ‘mormor-mormor’ og klappede i hænderne sammen med Sille. Ella syntes det var en fest og klappede lystigt med i klapvognen. Et kvarter senere stod de på Islands Brygge. De små tøsepiger fik en økologisk pølse og festede videre, mens vi andre skuttede os i den tiltagende kulde.

Mens jeg ventede på mine unger, mødte jeg den ene gamle løbe-buddy efter den anden fra Århus. Og følte et sug af savn. Du er altså savnet i Århus, sagde Henrik. Jeg må derover engang imellem og løbe med om lørdagen. Men jeg kan ikke følge med længere. Det gør ikke noget, sagde Henrik, du kan bare løbe med lidt, – og der er andre, der faldet af på den. Han havde også haft et grumt løb og løbet 3.39. Det er ikke helt godt, når man normalt er god for en tid under tre timer.

Min Jeppe havde haft et superløb og debuteret i 3.18, men han var for kvæstet til at finde mig i mylderet, så vi opgav det billedeprojekt. Vi har talt om, at det kunne være sjovt at skrive en artikel sammen om kræft og idræt, – sygeplejersken og kræft-barnet, som begge to er idrætsramte. Flot, flot af ham. Og jeg ville  gerne have givet ham et knus.

Men vi tog på café Paté-Paté. Minus Alma-familien, som skulle videre. Sofie snuppede en bycykel, og vi krydsede cykelbroen til Vesterbro. Og så hang vi der. Martin skaffede rødvin og tapas, og vi kunne uden problemer have hængt videre hele aftenen. Så er det altså svært at bevare det sure humør ret længe, ikke? Sille myrede rundt i caféen og hyggede om sig selv og resten af caféen med to refleksbånd, en hue og en serviet. Først da jeg hentede kaffe til os, gik det op for mig, at jeg stadig sad i mit løbetøj og ikke duftede af rosenvand. Men små børn skal hjem og sove, og store børn skal hjem i bad. Så ved 19-tiden brød vi op, og jeg trak min cykel ind i s-toget på Hovedbanegården og futtede hjem til landidyllen igen. Og opdagede, at jeg ikke havde taget min antihistaminpille om morgenen. Uuaaargh! Så er det måske ikke helt mærkeligt, at min astma gik amok (flovt-rødme-ikon). Jeg har talt med min læge om at forsøge et nyt middel. Det må være tid til at tænke nyt. Og glæde mig over, at om en måned stikker jeg af fra det danske pollen-helvede. Ud i bjergene, hvor astma aldrig nogensinde generer mig en tøddel.

by - 6 kommentarer

Copenhagen Marathon – det må briste eller bære

Sidder på sengekanten og laver de sidste mentale øvelser. Så er det i morgen. Jeg glæder mig – og jeg er lidt bekymret. Fordi jeg stadig er så forfærdelig snottet. Hvis nogen spurgte mig, om jeg ville synes de skulle løbe i den forfatning, ville jeg sige klart nej. Men nu gør jeg det altså selv. Tror det er mere høfeber end forkølelse, og så må det briste eller  bære. Jeg kan ligge i sofaen og se dårlige film hele mandagen.

Jeg glæder mig, fordi mine unger vil stå på ruten og sende god karma efter mig. Og en god del venner og kolleger. Jeg glæder mig til stemningen. Det er flere år siden, jeg har været midt i den, marathonstemningen. Jeg glæder mig til at se, hvor hurtigt min svoger kan komme rundt. Han er en pænt hurtig løber, – som bare ikke gider træne. Og det hævner sig nogen gange på marathondistancen. Jeg glæder mig, fordi Jeppe også løber. Jeppe passede jeg for mange år siden, da jeg var sygeplejerske på børnekræftafdelingen i Århus. Jeppe var to år og havde leukæmi. Vi har haft kontakt med hinanden – mest de sidste tre år. Hans forældre har jeg mødtes med hvert eneste år til Skanderborg Festival. Og det er helt sikkert, at der skal tages billeder af os to i målområdet. Jeg vil ønske ham et fantastisk løb.

Jeg glæder mig til at møde Tracy og Tina – eller rettere, jeg håber, jeg får mulighed for at møde dem og ønsker dem begge det bedste løb. Også Birgitte sender jeg de beste løbeønsker efter. Birgitte var med mig på Kilimanjaro sidste sommer og løber sit første marathon.

Jeg glæder mig til at følges med Jesper og håber, han kan holde mine kriser ud undervejs. Ellers må han jo stikke af 🙂 Han sendte en sms, at han var på ej til 40 års fødselsdag, så mon ikke det kommer til at passe meget godt?

Og jeg glæder mig til at se alle de andre, jeg kender og har kendt gennem tiderne, som også tropper op i løbesko eller heppesko. Send god karma!

by - 9 kommentarer

Mentaltræning

I stedet for at gå rundt og være edikkesur over min escalerende høfeber og forkølelse, sidder jeg og mentaltræner. Jeg tog fra Hillerød til Østerbro efter arbejde og hentede mit startnummer til Copenhagen Marathon. Her mødte jeg et par bekendte og stod der med løbende næse og monsternys. Og pludselig fik jeg det bare sådan inden i. Nej fandeme NEJ. Ikke tale om, at birketræer i den grad skal få mig ned med nakken. Jeg skal fandeme nok komme igennem det marathonløb (ik, Jesper?)

Stod og snakkede med en bekendt om det der med at opleve radikale forandringer i forhold til evnerne til at løbe hurtigt. Hun havde prøvet i forbindelse med en diskusprolaps og massive rygproblemer at måtte opgive at løbe. Nu ville hun forsøge at gennemføre på søndag i omkring fem timer. Og vi snakkede om den hamrende svære proces, det er at mentaltræne sig selv til at have det okay med at løbe langsomt. Når man nu elsker at løbe om kap. Når man nu har givet selv de unge fyre baghjul, indtil noget heftig medicin for et par år siden stak en kæp i det hjul. Når man nu havde vænnet sig til at være i toppen af poppen. Og når man nu har indbygget nogle sejlivede ambitionsreflekser. Og – jaja, jeg ved godt, at jeg også bliver ældre. Men nedturen kunne have været mere gradvis. Og, jaja – jeg er lykkelig for at kunne løbe. Ambitionsreflekserne slår bare helt automatisk til. Jeg kan godt mærke, at netop den mentaltræning er både vigtig og god. Og jeg glæder mig, til jeg når helt i mål med den. Så jeg ikke behøver bruge energi på at være frustreret over det, som ikke længere er muligt. Og derfor tror jeg også, at det her marathonløb er en vigtig brik i den proces.

Jeg har mit startnummer liggende på bordet, og jeg løber på søndag, fordi det har jeg trænet til. Ikke på vilkår lader jeg mig slå ud af lidt snot og høfeber. Så kom nu bare an, ikke? Når Hanne med ro i stemmen kan sige, at hun løber løbet på fem timer, så kan jeg vel for pokker også (selvom jeg vil blive meget glad for at løbe hurtigere end det). Slut med piveriet og surmulen. Jeg har jo gjort større ting end at gennemføre et marathon, så hold nu op med skabe dig! Basta.

by - 10 kommentarer

Sur og vranten – sagde tanten

Og tanten – det er mig. Jeg er sur med sur på. Sidder her i flydesofaen, under dynen og hoster. Med laptoppen i skødet og prøver at skyde nogle deadlines fra hoften. Og jeg skal faktisk løbe marathon på søndag. PÅ SØNDAG, sagde jeg. Og hvad laver jeg så her under dynen? Jeg skulle trippe overfrisk rundt med udhvilede ben. Jeg skulle vimse omkring på den mest overskudsagtige måde og være blæret over at have trænet igennem. Jeg skulle flashe mine nyindkøbte frække røde sko fra Berlin sammen med min lige så nye Desigual nederdel og opføre min indre forestilling om at se gennemført lækker ud.

Og så sidder jeg her og pruster. Og nyser. Og hoster. Det var ikke det, jeg havde aftalt, vel? Jeg er SÅ dårlig til at være sur. Jeg vil helst holde op. Men – FNYS! Det er ikke et fedt tidspunkt at sidde her og snotte. Jeg er ikke engang rigtig syg, så jeg spyder rapporter ud i æteren og veksler med overspring på Facebook og bloggen. Mens jeg glor vrantent ud af vinduet på de der overskudsmennesker, der kommer løbende forbi på vej i skoven. Jeg skulle have været til et vildt vigtigt møde, men det er ikke tidspunktet at gamble med mit helbred, vel? Jeg skulle også have været i den store by og se på en lejlighed, jeg måske kan få tilbudt. Og i morgen SKAL jeg på arbejde, fordi vi ansættelsessamtaler.

Men solen skinner alligevel udenfor mit vindue, og jeg har te på kanden. Jeg har et lager af Strepsils, og det er før sket, at jeg har raget mig en forkølelse til forud for et marathonløb. Så jeg sætter mig lige så stille og “surer af” og håber det forsvinder ud i cyberspace sammen med mine rapporter.

Imens kan forsøge at blive revet med af  hende her som jeg havde den helt udelte fornøjelse at opleve på Vega i sidste uge. Hun er det kæreste væsen på en scene, og hun kan, om nogen, putte mit humør tilbage. Beklager den halvdårlige lyd.

by - 2 kommentarer

Søndag i tidslommen

Kender i de søndage, hvor der bare ikke sker en skid? Hvor morgenen pludselig er forsvundet ud i morgenmad og aviser – og går direkte videre i noget frokost? Hvor man er vidunderligt uforstyrret og har en solid fornemmelse af masser af tid? Det var nemlig lige sådan en søndag, der var dømt inde her i Birkerød. Pludselig var klokken langt hen på eftermiddagen, og jeg havde hverken lappet min cykel eller løbet min lange tur. Det går lidt bedre med min astma. I hvert fald har jeg ingen udmarvende anfald haft de sidste to dage. Kun den konstante følelse af at trække vejret gennem en skumgummisvamp, afbrudt af hidsige hosteanfald. Men fremgang er det alligevel, og lidt har også ret.

Så jeg drog af på den sidste lange løbetur inden Copenhagen Marathon. Som tidligere på ugen løb jeg syd på gennem skoven, og drejede ned forbi Stubbe Sø. På Holtesiden lavede jeg en længere sløjfe end sidst gennem skoven og fortsatte langs golfbanen til Nærum, hvor jeg mere eller mindre slog følge med et par på cykel. De burde have kunnet cyklet hurtigere end de gjorde. Jeg blev ved med at indhente dem, og vi blev ved med at støde på hinanden. Helt til den sidste del af “min” Rude Skov, hvor de grinende råbte god tur. 23 km hvor jeg oplevede et forbavsende flow i mit løb (når jeg ikke lige knækkede sammen i hosteanfald). Og nu er der nedtrapning til marathonløbet. Som egentlig lidt ufrivilligt allerede er startet. Med min rolige 10 km restitutionstur i går nåede jeg op på 61 km i denne uge.

Og nu begynder næste projekt efter Copenhagen Marathon også at mase sig på. For det er jo ikke bare det marathonløb, jeg skal nå. to uger senere løber jeg 24Run i Holte på et 6-kvinder hold. Dvs vi skal løbe 4 timer hver fordelt over døgnet. Altså næsten et marathonløb. Det har jeg faktisk aldrig prøvet før. Jeg har løbet halvmarathon, og jeg har løbet Midtjysk Bjergløb, som er 27 km lige efter et marathon, men aldrig et helt marathon så tæt på. Men jeg tror, at når jeg nu ikke løber så hurtigt længere, så restituerer jeg også hurtigere efter de lange løb. Så det skal nok gå. Det skal det, for vi er et lidt seriøst hold, der har ambitioner om at komme på podiet.

Nåmen – nu er fornemmelsen af oceaner af tid pludselig gået over. Cyklen blev ikke lappet. Jeg har en masse, jeg skal skrive. Jeg skal holde oplæg i morgen tidlig. Og det er allerede ved at blive lidt mørkt udenfor.