Tag Archives: kærlighed

by - 4 kommentarer

Elsk lidt mere

Det er svært at skrive ret meget. Mit sind er fyldt af Lene. Og jeg kan ikke skrive om Lene. Heller ikke om alle mine tanker om hende. Ikke lige nu i hvert fald. Jeg ved, der sidder flere og tænker på hende, og jeg lover at skrive, når de nyheder, jeg ikke har lyst til at fortælle, kommer.

Indtil da – og forever after – “if you can’t be with the one you love, love the one you’re with” (Steven Stills). Find glæder, hvor du er. Gør hver dag en lille smule bedre for et andet menneske. Elsk dine mennesker og kram dem en ekstra gang.

Det prøvede jeg i en lang weekend før påsken. Lejede et stort sommerhus af en veninde, hvor hele min familie kunne rummes. Og så stuvede jeg dem allesammen sammen omkring masser af mad, vin, påskeæg, solskin og strand – langt, langt væk fra internettet.

De mindste mennesker fulgte påskeharens spor rundt i haven og spiste chokolade, til de bøvsede. De rodede med pinde i vand og fandt pæne sten på stranden. Som vi malede rundt om det store bord, til de sprang ud som mariehøner, påskekyllinger, katte og pangfarver. De spiste pandekager med Nutella og havregrød og nybagte boller. De segnede foran Ramasjang med dynerne pakket omkring sig og vågnede, når de ikke kunne sove mere.

De større mennesker spiste lammekølle og drak rødvin, til de bøvsede. Og så drak de lidt mere og snakkede, til de segnede. De spiste påskefrokost og drak øl og lavede amerikansk morgenbord. Med bacon og pandekager. De legede med de mindste, og dem, der ikke stod op når de små ikke kunne sove mere, sov til de vågnede.

Den, der var mig, løb lange ture langs stranden, rundt om en sø og gennem krat og blokmark. Mens jeg næsten voksede indeni af al den kærlighed omkring mig. Selvom jeg stadig hader at løbe i sand.

Nu er jeg hjemme. Mæt og glad og meget trist.

IMG_3064

by - 4 kommentarer

Jeg elsker

Jeg elsker den første sommertid.
Jeg elsker at svede mig igennem løbeture på Kalvebod Fælled, fordi solen banker ned.
Jeg elsker, når kommunens vejfolk glade råber efter mig, at det er for varmt. Og når jeg råber tilbage, at jeg elsker det.
Jeg elsker at sidde med tæerne i solen, mens jeg læser rapporter igennem, og svanerne padler dovent rundt i kanalen.
Jeg elsker morgenlydene fra vandet.
Jeg elsker at finde en kold flaske hvidvin frem fra køleskabet og bænke folk, jeg holder af, om bordet på terrassen.
Jeg elsker at koge helt nye kartofler med skræl og bunke en portion salat sammen. Til hvidvinen.
Jeg elsker solen på min hud.
Jeg elsker at børnene jerner rundt i vores gård og bliver ved, til de styrter.
Jeg elsker asparges.
Jeg elsker at det tager to minutter at tage tøj på.
Jeg elsker at cykle hjem gennem København, langs vandet, sent om aftenen, og indsnuse den by, der er blevet min.
Jeg elsker sommerferieplaner.
Jeg elsker fregner på næsen. Trods alt.
Jeg elsker gennemtræk i stuen.
Jeg elsker børn med vandpistoler.
Jeg elsker at kajakken om lidt ligger udenfor døren i kanalen.
Jeg elsker min fine lille pottehave.
Det eneste jeg ikke elsker lige nu, er at mine monsterstore vinduer skal vaskes. Og jeg har endnu ikke fundet en vinduespudser.
Men jeg elsker sollyset, jo.

20130601-102512.jpg

by - 6 kommentarer

Langt højere bjerge….

Min gode ven, Bo Belvedere, er lige nu højt oppe på Mount Everest fra Tibetsiden. Imens sidder jeg og drejer lidt rundt om mig selv. Mens jeg håber og ønsker, han lykkes denne gang. Og endnu mere at han kommer hele vejen ned i god stil og i ét stykke. Jeg tjekker hans ekspeditionsblog flere gange dagligt i disse dage. Hvor han har indledt sit forsøg på at komme til toppen. Uden supplerende ilt.

Jeg har kendt Bo længe. Vi har begge arbejdet i Kiplingtravel som rejseledere i bjergene, og da jeg fik job i Hillerød, tilbød Bo generøst, at jeg kunne flytte ind i hans og Helles hus i Holte. Jeg boede i et hyggeligt bofællesskab med dem i det første år på Sjælland. Så fik de endelig solgt deres store hus, og vi flyttede hver til sit. Efter adskillige forgæves forsøg på at få noget økonomi til at hænge sammen, så vi kunne blive i vores bofællesskab.

Kærlighed til store bjerge og trang til eventyr er en svær størrelse. Det er svært at forklare, hvordan man kan tage på eventyr og efterlade sine kære i en tidslomme, som let bliver fyldt med angst. Sådan helt kuglet om sig selv. Jeg ved det, for jeg har gjort det selv så mange gange. Taget afsked med forældre med kontrollerede grådklare stemmer. Klemt munden stramt sammen, når min datters blik undveg mit i afskeden. Ingen kunne drømme om at forbyde mig det. De har kendt mig længe. De kender min nysgerrighed og min hang til udfordringer. Og jeg? Jeg lukkede lidt omkring mig selv og tog afsted.

Jeg har skrevet om at komme hjem. Hvordan min store kærlige flok tropper sammen i lufthavnen, når jeg lander. Hvordan vi forenes i et endeløst kram. Jeg har ikke skrevet om de gange, jeg er blevet mødt af rasende ild fra min datter, når jeg er hjemvendt med brækkede knogler. Eller er blevet slået hjem af højdereaktioner. Den rasende ild skyder direkte ud af det bål af angst, som hun har levet i de uger eller måneder, jeg har været væk.

Noget i mig har ændret sig. Langsomt har jeg fattet lidt af dybden i deres angst. Eller måske har jeg langsomt lært at lytte. Langsomt har jeg måske fattet, at livet og verden ikke handler om mig alene. Måske hænger det sammen med de mange små nye mennesker i familien. Måske hænger det bare sammen med, at jeg på mange måder har leveret den mængde angst og rædsel i deres liv, som de kan tage. Mine ture til høje bjerge har kun lagt til det hav af angst, min sygdom oversvømmede mine børn med. På en eller anden måde larmer det inden i mig. Så det ikke længere er muligt ikke at lytte. Og så er det ikke længere muligt bare at lukke mig længere. Jeg tager ikke til høje bjerge mere. Jeg tager stadig på eventyr. Også i bjergene. Og helst hvert år. Der er så meget af verden, jeg ikke har set endnu.

Det skal de ikke bestemme, vil nogen sige. Det skal de måske ikke. Men jeg har mærket, hvor bange mine børn er. Og det skal de ikke være. Bare fordi. Det. Skal. De. Ikke. Det har de været nok.

Tilbage til Bo. Dette er ikke et moralsk opstød på familiens vegne. Bo har deres fulde opbakning, og hele familien deler hans kærlighed til natur og bjerge. Han er så uendeligt meget dygtigere end mig og optræder altid klogt i bjergene. Man er klog, når man kan vende om 450 meter fra toppen af Everest, som Bo har gjort tidligere.

Jeg sidder i min stue og hepper. Sender den bedste karma med vinden over bjegene til Everest. Og glæder mig til at give ham et velkommen-hjem-kram.

14bLanin.morgen2

by - 1 kommentar

Sex efter 50 – ja tak

Ditte Trolle er min gamle kollega fra årene på Skejby Sygehus, hvor hun arbejder som gynækolog. Hun har begået en fin lille bog, som kan tænde lys for os allesammen. Der er håb. Vi kan blive ved med at være seksulle og have seksuel nydelse hele livet. Bogen hedder “Sex efter 50 – kærlighed, krop og kultur i en moden alder”.

Bogen gør op med forestillinger om den seksuelle afskaffelse, mens årene ubønhørligt skrider fremad i vores liv. Vi kan blive ved med at nyde og give hinanden glæde og tilfredsstillelse. Til trods for religiøs og kulturel modstand på alderstegen kropslig nydelse. For det ser ud til at være de største hindringer for sex hele livet. Især kvinder bliver i forskellige religioners navn udelukket og sendt til tælling i det kedelige hjørne. Fysiologisk er der intet til hinder, og de tiltagende aldersrelaterede besværligheder finder man ud af. Det er da godt nyt.

De kulturelle forestillinger rummer også modvilje og afsky overfor ideen om sex og nydelse mellem to ældre mennesker med løs hud og rynker. Men Ditte formår faktisk at skabe et smukt fundament for at tale om sex. Det gør hun med en grundig kulturel research og fortællinger om kærlighed.

Bogen giver godt indblik i de fysiologiske forandringer, der følger med alderen og har et fint kapitel om lyst, ophidselse og tilfredsstillelse. Lyst er et kompliceret, flygtigt og sårbart væsender let påvirkes af de fleste af livets forhold, skriver hun. Og slår fast, at manglende lyst overhovedet ikke er nogen hindring for at kunne blive ophidset. Eller tilfredsstillelse.

Egentlig var vi ikke rigtigt tændt på hinanden, men vi havde det rart sammen. Vi fik et par børn, årene gik. Og så, da vi engang var på ferie i en græsk landsby, blev vi forelskede i hinanden. Da havde vi været gift i 21 år. (…) Hun er blevet smukkere og smukkere. Hun er utroligt flot! Seksuelt har vi polariseret hinanden, blevet mere kvinde og mand undervejs, det har gjort det bedre.

Afsnittet om sex og helbred gennemgår de almindeligste angreb på helbredet og deres indflydelse på et aktivt sexliv. Her er fif og gode råd til at holde fast i gnisten og den positive kropslighed. Og så underbygger hun igen og igen, at et aktivt liv uden røg med motion og fornuftig kost kun gør godt for fremtidens seksuelle aktivitet. Så er det sagt. Igen.

Din rygmarv visner, hvis du ikke danser med din bedstemor – sang Benny Holst engang i forrige århundrede. Og din seksualitet visner, hvis du ikke træner den og holder liv i den. Jeg troede, jeg skulle læse en bog til kvinder. Fordi Ditte nu engang er gynækolog. Men bogen er til både kvinder og mænd. Det er en hyldest til kærligheden med alle dens nuancer gennem hele livet. Med fif og ideer til både mænd og kvinder.

Er du i 20’erne eller 30’erne, er du sikkert ligeglad. Du bliver aldrig gammel, jo. Men når du tæsker mod slutningen af 40’erne eller har krydset den magiske 50’er grænse, så læs bogen. Og få tændt for din sensuelle fremtid.

Køb bogen her