Langt højere bjerge….

Min gode ven, Bo Belvedere, er lige nu højt oppe på Mount Everest fra Tibetsiden. Imens sidder jeg og drejer lidt rundt om mig selv. Mens jeg håber og ønsker, han lykkes denne gang. Og endnu mere at han kommer hele vejen ned i god stil og i ét stykke. Jeg tjekker hans ekspeditionsblog flere gange dagligt i disse dage. Hvor han har indledt sit forsøg på at komme til toppen. Uden supplerende ilt.

Jeg har kendt Bo længe. Vi har begge arbejdet i Kiplingtravel som rejseledere i bjergene, og da jeg fik job i Hillerød, tilbød Bo generøst, at jeg kunne flytte ind i hans og Helles hus i Holte. Jeg boede i et hyggeligt bofællesskab med dem i det første år på Sjælland. Så fik de endelig solgt deres store hus, og vi flyttede hver til sit. Efter adskillige forgæves forsøg på at få noget økonomi til at hænge sammen, så vi kunne blive i vores bofællesskab.

Kærlighed til store bjerge og trang til eventyr er en svær størrelse. Det er svært at forklare, hvordan man kan tage på eventyr og efterlade sine kære i en tidslomme, som let bliver fyldt med angst. Sådan helt kuglet om sig selv. Jeg ved det, for jeg har gjort det selv så mange gange. Taget afsked med forældre med kontrollerede grådklare stemmer. Klemt munden stramt sammen, når min datters blik undveg mit i afskeden. Ingen kunne drømme om at forbyde mig det. De har kendt mig længe. De kender min nysgerrighed og min hang til udfordringer. Og jeg? Jeg lukkede lidt omkring mig selv og tog afsted.

Jeg har skrevet om at komme hjem. Hvordan min store kærlige flok tropper sammen i lufthavnen, når jeg lander. Hvordan vi forenes i et endeløst kram. Jeg har ikke skrevet om de gange, jeg er blevet mødt af rasende ild fra min datter, når jeg er hjemvendt med brækkede knogler. Eller er blevet slået hjem af højdereaktioner. Den rasende ild skyder direkte ud af det bål af angst, som hun har levet i de uger eller måneder, jeg har været væk.

Noget i mig har ændret sig. Langsomt har jeg fattet lidt af dybden i deres angst. Eller måske har jeg langsomt lært at lytte. Langsomt har jeg måske fattet, at livet og verden ikke handler om mig alene. Måske hænger det sammen med de mange små nye mennesker i familien. Måske hænger det bare sammen med, at jeg på mange måder har leveret den mængde angst og rædsel i deres liv, som de kan tage. Mine ture til høje bjerge har kun lagt til det hav af angst, min sygdom oversvømmede mine børn med. På en eller anden måde larmer det inden i mig. Så det ikke længere er muligt ikke at lytte. Og så er det ikke længere muligt bare at lukke mig længere. Jeg tager ikke til høje bjerge mere. Jeg tager stadig på eventyr. Også i bjergene. Og helst hvert år. Der er så meget af verden, jeg ikke har set endnu.

Det skal de ikke bestemme, vil nogen sige. Det skal de måske ikke. Men jeg har mærket, hvor bange mine børn er. Og det skal de ikke være. Bare fordi. Det. Skal. De. Ikke. Det har de været nok.

Tilbage til Bo. Dette er ikke et moralsk opstød på familiens vegne. Bo har deres fulde opbakning, og hele familien deler hans kærlighed til natur og bjerge. Han er så uendeligt meget dygtigere end mig og optræder altid klogt i bjergene. Man er klog, når man kan vende om 450 meter fra toppen af Everest, som Bo har gjort tidligere.

Jeg sidder i min stue og hepper. Sender den bedste karma med vinden over bjegene til Everest. Og glæder mig til at give ham et velkommen-hjem-kram.