Glædelig jul

Jeg holder en kort julepause i min sygdomsføljeton. For det er jo jul. Og siden dengang for tolv år siden har min familie fordoblet sig, så vi i går var 12 mennesker på mine 80 kvadratmeter. Syv voksne og fem børn. Plus en i maven på Nina. Jeg elsker jul, og jeg elsker at samle alle mine. Vi er faktisk ret gode til at holde jul sammen.

Jeg har fem børnebørn, og julen er først og fremmest deres. De glæder sig helt fra dybet af deres hjerter. De giver gaver, som jeg de har tænkt længe over og valgt med hjertet. Jo, de elsker at få gaver, men jeg tror de elsker mere at give. Og de rører mig næsten, så jeg bliver våd i øjnene. Lillejuleaften gennede jeg dem alle fem sammen, så vi kunne pynte julestuen og julestræet sammen. Det var snevejr, stuen var fyldt med hjerter og nisser og glad forventning. Jeg kogte rødkål og risengrød, og senere rullede vi i sneen på Vestre Kirkegård og spiste æbleskiver med syltetøj og flormelis.

Forældrene spiste frokost og ordnede sager og var alene.

Vi mødtes til frokost. Eller faktisk gav jeg mig til at piske flødeskum lidt før frokost. Da jeg var færdig med at piske lå der syv mistede opkald på min telefon. Nede på gaden stod nemlig min Sofie med mand og tre børn og syv tons pakker og sengetøj. Og troede, jeg var løbet en tur. Så kom de, og vi spiste og drak øl og lavede mad. Og de der fem børn, som er mellem to og 11 år, de børn myrede omkring og glædede sig. De erobrede min seng og så film på iPad sammen. De spiste juleslik, og de grinede og de krammede og fortlste historier. De fik et par før-pakker og hjalp hinanden med at pakke ud. Jeg var helt på røven over, at fem børn kunne glæde sig sammen i ro og fordragelighed sammen.

Jeg var den, der stegte ænder. Lækre danke lokale økologiske ænder, som blev kælet for med orangefyld fra morgenstunden, så min svigersøn kunne få ovntid til sin flæskesteg. Mine ænder skal dryppes med appelsinsaft og sky jævnligt, mens de steger, og skyen uden andefedt skal jeg selvfølgelig bruge til saucen. Da ænderne var færdige, greb jeg bradepande og bagerist, så flæskestegen kunne komme ind. I samme sekund råbte min svigersøn meget højt, og jeg hældte varmt andefedt og sky ud over hele køkkengulvet. Det må være indbegrebet at dårlig timing at overtrække sit køkkengulv med andefedt juleaftenseftermiddag. Jeg vaskede gulv. Og indkasserede min svigersøns højlydte latter. Nej hele familiens. Mens alle tænkte – godt det ikke var mig. Okay, det var en fornøjelse at lave mad resten af dagen i et renskuret køkken.

Det blev godt, det hele. Vi spiste, mens jeg ventede spændt på dommen over rødkålen. Jeg har jo set Paprika Steens julefilm (Den tid på året), hvor søsterens hjemmekogte rødkål spiller sin egen rolle. Og da jeg havde kogt min rødkål færdig og ville nyde et glas af den vin, jeg havde brugt til at koge i – opdagede jeg, at rødkålen havde kogt i gløgg! Jeg kan kun sige, at det faktisk fungerer. I kvalitetsgløgg. Jeg kasserede dog det glas, jeg havde hældt op og åbnede den flaske, kålen skulle have kogt i.

Vi gik om juletræet og sang julesalmer og fik gaver mellem ænder og risalamande. Og på en eller anden måde holdt alle børn sig vågne til midnat. Så var alle trætte, og jeg puttede mig på sofaen med Vera, mens resten af familien allesammen sov i min seng. Eller ikke hele resten, for nogen tog også hjem.

Og så vågnede jeg med tre børn under min dyne på sofaen i min stue. Og alt var, som det skulle være. Vi stegte klatkager af resterne af risengrøden, Vera spiste den sidste rest risalamande. Og kaffen smagte af julefred.

Og fordi alt det, elsker jeg julen. Glædelig jul.

Juletanker på en sommerdag

I går var der seks måneder til jul. Selv tak for at  minde jer om det efter måneders tavshed på min blog. Men jeg afvikler stadig med stor fryd julegaver fra sidste år. Der skete nemlig det, at jeg fik akut forstoppelse i den uendelige strøm af Lego Friends, Barbie, Skovens dyr og de nu giftige Squeeshies. Pludselig gad jeg bare ikke lange flere af den slags videre til mine dyrebare børnebørn. Jeg ville give dem noget andet. Noget virkelig værdifuldt. Noget der betyder. Noget vi kan tale videre om. Jeg ved godt, de bliver glade for tingene, men – hånden på hjertet – de mangler dem ikke rigtigt.

Derfor udstedte jeg to julegavekort. Et til de to store piger, Alma og Ella, med en weekendtur til Randers, hvor deres mor er født og deres oldefar bor. Jeg lejede en lejlighed, og vi oplevede. Vi traskede gennem byen, legede i deres mors gamle børnehave, kiggede på vores gamle kollektiv, besøgte oldefar, var i Randers Regnskov, spiste pizza og is og slik og købte gaver med hjem. Det er den bedste gave, vi nogensinde har delt, og de to piger styrede oplevelsesprocessen hele vejen. Aj, hvor sjovt tror du, vi synes det er at se på et hus udefra, som du engang har boet i? Vi var sammen, vi blev klogere på hinandens liv, vi grinede og var eftertænksomme. Og jeg fik endelig oplevet Randers Regnskov.

IMG_9624.JPG

IMG_9606.JPG

Det andet gavekort var til Vera, som er blevet syv år. Gavekortet lød på en vandretur med telt til Stevns Klint. Vi tog toget til Rødvig og vandrede tre kilometer med vores rygsække til Boesdal Kalkbrud ad Trampestien. Her fandt vi en shelterplads og slog teltet op. Vi lavede mad og gik på opdagelse og krøb i soveposerne, da det begyndte at regne. Vi fortalte historier og lyttede til regnen og børstede tænder ud af teltåbningen. Vi sov som sten hele natten og vågnede langsomt og spiste morgenmad i teltet, fordi det stadig regnede. Og så stoppede den, regnen. Og vi tørrede telt og pakkede sammen. Og vandrede tre kilometer tilbage til Rødvig, mens solen overtog verden. I Rødvig var der is og chokolade og en badetur, inden vi tog toget tilbage til København. Det her var den bedste julegave, sagde Vera. Men næste gang, skal vi så ikke sove to gange i telt? Og gå lidt længere?

IMG_9927

IMG_9931.JPG

IMG_9946

Jeg er så klar til næste års julegaver, mens jeg langsomt former min fremtids rejsemakkere.

 

Børnesandheder

Det kan godt være, jeg skal ud og lave Slik eller Ballade den lørdag, hvor vi skal ud til dig, når far er på jagt, sagde Vera forleden. Er det okay?

Ja, sagde jeg, det finder vi ud af. Måske er det her omkring, sagde hun. Det er okay, sagde jeg, vi finder bare ud af det.

Esther vendte sit ansigt op mod mig. Jeg skal sove hos dig, sagde hun. Vil du gerne det, spurgte jeg en anelse overrasket. Ja, sagde hun, når min far skal på jagt.

Jeg er blevet til en voksen. Åbenbart.

img_6716

Børnesandheder

Om et par weekender har jeg lovet at passe Vera og Esther, mens deres far er på jagt og mor til noget navnefest og almindelig forkælelse. Det sad vi og talte om over bordet, mens de to piger sad med deres nye malebøger.

Må jeg sove hjemme hos dig, spurgte Vera. Det må du i hvert fald gerne, sagde jeg. Og kiggede over på Esther. Vil du også sove hos mig, spurgte jeg. Esther vendte langsomt øjnene mod mig. Nej, sagde hun med fast og let forbløffet stemme, jeg vil da sove med en voksen.

Og sådan fik vi det sat på plads.

img_7388

Om at blive ældre #2

For 10 år og en uge siden fyldte jeg 50 år. Det havde jeg det ret stramt med dengang. For første gang nogensinde oplevede jeg den der modstand, som så mange har mod at blive ældre. I månederne omkring min 50-års fødselsdag så jeg sort. Der var så meget, der var gået så anderledes, end jeg havde troet. Jeg stirrede mig nærmest blind på alt det, jeg ikke havde. Jeg havde ingen mand, ingen penge, ingen ejendom og alt for lidt tid. Der var så meget omkring det år, der gik galt for mig, syntes jeg.

Ganske kort tid efter den fødselsdag, svingede universet mig en syngende lussing. En lille blød bule på min hals sprang ud som fullblown lymfekræft. Og pludselig stod jeg der og kunne miste alting. Lige der blev alt det, jeg ikke havde, alt det jeg var mislykket med, til en hel verden. Jeg så lidt måbende på mig selv, mens jeg erkendte, hvor rig jeg i virkeligheden var, og hvor nødigt jeg ville sige farvel til mit liv. Da jeg året efter kunne fejre min 51 års fødselsdag, var det med jubel i hjertet. Jeg var her endnu. Det var ikke slut. Jeg havde stadig meget at udrette i verden, og jeg kunne stadig gøre det.

Suzanne Brøgger sagde for nyligt, at livet jo handler om at blive ældre. Og blive klogere af sine erfaringer. Til sidst dør man jo af det alligevel. Med et fortærsket udtryk er alternativet til at blive ældre jo langt værre.

For en uge siden rundede jeg et nyt årti. Det er stadig en fryd at blive et år ældre. Det holder nok først op, når det ikke sker mere. Jeg forberedte mig ret længe på, hvordan jeg allerhelst ville fejre mine 60 år. Og det har været en uendelig fødselsdag. Med en masse af de mennesker, jeg er så heldig at have i mit liv. Senest en lille ekstra ferie på Bornholm med alle mine unger. Universet har beriget alle mine fejringer med det smukkeste solskinsvejr. På Bornholm har vi badet og grillet og løbet og leget. Jeg har bare favnet og krammet alle mine mennesker. Og jeg er slet ikke færdig endnu.

Den her fødselsdag har været noget særligt og så forskellig fra fødselsdagen for 10 år siden. At jeg heller ikke nu har nogen mand, giver mig en stor bunke frihed. Og den frihed giver mig så meget rigdom på oplevelser, erfaringer og mennesker. At jeg ikke har penge, sparer mig for at bekymre mig om at miste dem. Jeg har jo det, jeg skal bruge. Men jeg har min lejlighed og mit lille røde hus i Musikbyen. Og jeg har stadig mange børn.

Og de der børn – de har foræret mig en brunch sammen med dem – på D’Angleterre!

image

Thank you for the children

Har vi egentlig talt nok om ham her?

IMG_6418

Babyen, Lillebror, som nu har fået et rigtigt navn og er blevet til Otto. Som nogen gange sover hele natten. Otto har lige nu to opgaver i sit lille liv: Han spiser og han smelter hjerter. Resten af verden har helt klart definerede roller: Otto skal have mad og han skal elskes op til månen og tilbage. Og det er så heldigt, at det hele spiller så fint sammen. Otto smelter, vi elsker. Otto er født ind til to piger, der hver dag udbryder, Ottooooo, holder blidt om hans lille ansigt og voldkysser hans pande og små kinder. Og han er omgivet af voksne, der hver dag udbryder: Ottooooo og holder blidt om hans lille ansigt og kysser ham på panden og de små kinder. Otto belønner alle med at se os dybt og koncentreret i øjnene. Og så smelter vores hjerter en gang til. Når han ikke gider snakke mere med os, lukker han sine øjne og falder i søvn.

Jeg bliver aldrig træt af magien over en helt ny baby i familien. Jeg bliver aldrig træt af at se og se dybt i de nye babyøjne, som udforsker mig helt tilbage. Jeg bliver aldrig træt af at se de små store børn tage imod et nybagt menneske i vores familie. Og jeg bliver aldrig, aldrig træt af at se mine børn blive forældre.

English version:

Tell me, have we talked enough about this guy?

The baby, Little Brother, who now has a real name and has become Otto. Who sometimes sleep all night. Otto actually has two tasks in his little life: He eats and he melts hearts. The rest of us have clearly defined roles: Otto must be fed and he be loved to the moon and back. And the wonderful thing is, that everything play so well together. Otto melts, we love. Otto is born into the world of two girls, who every day exclaims, Ottooooo, while gently holding his little face and kissing his forehead and small cheeks. And he is surrounded by adults,  exclaiming every day : Ottooooo while gently holding his little face and kissing him on the forehead and the little cheeks. Otto rewards all of us by looking deeply and concentrated into our eyes. And then he melts our hearts once again. When he tire from talking with us, he closes his eyes and falls asleep.

I never tire of the magic of a brand new baby in the family. I never tire of looking and looking deep in a new baby’s eyes, while he explores me back. I never get tired of watching the little big kids receive a freshly maked baby in our family. And I will never, ever get tired of seeing my children become parents.

Welcome to the world

Sidst på eftermiddagen skete det igen. Vores familie blev lidt større og vi kunne byde velkommen til endnu et dejligt barn. Foreløbig hedder han Lillebror. Ud over min søn er han også den eneste lillebror i familien. Esther, den nybagte storesøster, synes egentlig, at han bare kan hedde baby. Og det dækker jo meget godt. Indtil videre. Her er han ret præcist to timer gammel og har overgivet sig til lidt søvn efter hænder, der har klædt, vejet, stukket, klædt på og pakket trygt ind.

IMG_6347

Jeg har været familiebagvagt i flere uger, fordi vi selvfølgelig var parate til, at han skulle ankomme før termin. I stedet blev han i min datters mave to uger længere. Hver morgen har mine kolleger kigget efter min færdigpakkede rygsæk – og sukket lidt. Rygsækken har været pakket med computer, bog, toiletsager og tøj. Parat til et par overnatninger. Jeg har holdt mig relativt tæt på Frederiksberg, fordi jeg selvfølgelig skulle passe de to storesøstre, mens forældrene tog til Herlev for at føde.

Det er lige magisk, hver gang jeg oplever et af børnene blive storesøster. Jeg bliver helt blød af at se børnene studere den nye baby. I aftes kiggede både Vera og Esther længe og dybt på den lille nye baby. Da han græd, blev Esthers øjne store og lidt våde, og vi brugte lang tid på at tale om, at babyer jo ikke kan andet.

Og mens jeg lå og faldt i søvn med pigerne på hver side af mig i forældresengen, tænkte jeg, at han er en lykkelig lille dreng. Hvor er han heldig, at han er havnet i lige præcis den her familie. I det her land. I den her del af verden. Midt i al den kærlighed.

IMG_6342

Yesterday by late afternoon, it happened again. Our family grew a little bigger, and we could welcome another beautiful child. So far his name is Little Brother. Besides my son, he is also the only brother in the family. Esther, the brand new older sister, suggested that he should be named Baby. And it covers quite well. So far. In the picture he is precisely two hours old and have indulged in a bit of sleep after being undressed, weighed, punctured for blodtest, dressed and wrapped comfortly.

I’ve been on family watch for several weeks, because obviously we were ready for him to arrive before delivery date. Instead, he stayed inside my daughter for two more weeks. Every morning, my colleagues looked for my pre-packed backpack – and sighed a little. No baby yet. The backpack has been packed with computer, book, toiletries and clothes. Ready for a few nights. I have stayed relatively close to my daughter’s home, because I was the one to take care of the two big sisters, while the parents went to the hospital to give birth.
It’s so magical, every time I see one of the children become an older sister. I get such a soft feeling, seeing the kids study the new baby. Last nightboth Vera and Esther looked carefully and deeply for a long time on the tiny new baby. When he cried, Esther’s eyes widened and got a little wet, and we spent a long time talking about baby expressions.
And while I lay falling asleep with the girls on either side of me in the parental bed, I thought that he is a happy little boy. How lucky he is, that he has ended up in exactly this family. In this country. In this part of the world. In the center of so much love.