Adios 2014

Jeg sidder her på toppen af et helt nyt, uspist år og kigger mig tilbage. 2014 kalder på blandede følelser. Det fyldte sig med meget godt, og med meget virkelig ondt. Jeg har haft svært ved at tilgive, at både Lene og min mor skulle vristes ud af verden, men jeg kan ikke styre universets lammere.

Når jeg tænker på Lene og min mor, gør jeg det trods alt med en form for ro. Når jeg accepterer, at deres død er en slags vilkår, som universet tildelte dem og os, kan jeg på en anden måde se tilbage på alt det, der omgav dem. Så kan jeg se mennesker, der trådte sammen for at gøre det så godt som muligt. Mennesker som gjorde sig umage for hinanden. Og det er nok det, der giver mulighed for roen.

Universet stikker livslussinger ud i tilfældigt omfang og retning. Vi kan kun ruste os til at møde dem, så godt vi kan. Hvis jeg skal lære noget som helst af alt det meningsløse, der foregik i første halvdel af 2014, må det være det. At være der. Hele tiden. At have omtanke for hinanden. At blive der. At man bare behøver være der med det, man er.

Måske bliver døden mindre skræmmende. Savnet rammer stadig som bundløse sug i kroppen. Jeg har stadig ikke helt forstået, at de ikke er her. At jeg ikke ved, hvordan de har det. At de aldrig ser min kolonihave. Eller min nye lejlighed. Jeg forstår stadig ikke ‘aldrig’ helt.

Må man dele moraler ud her ved årsskiftet? Jeg må.

De vigtigste moraler har været at opleve mennesker vende opmærksomheden væk fra sig selv og gøre sig umage for andre. Både Lene og min mor var fokuserede på at efterlade deres elskede mennesker bedst muligt, med smertende bevidsthed om den sorg, der ville indtage deres liv. Jeg har oplevet Lenes familie og min egen familie træde sammen med brede favne. Vi var der, og vi trådte sammen for at give vores elskede mennesker de bedste muligheder for at slutte deres liv så ordentligt som muligt. Når nu det skulle være sådan. Min far er blevet båret og skærmet af hele familien og alle sine gamle venner.

Du har haft et hårdt år, siger folk. Jeg har haft et krævende år. Men jeg har lært, at svære vilkår bliver lidt lettere at løfte og bære igennem, når jeg gør mig umage for andre. Og ikke er så fokuseret på mig selv. Det hårde er at erkende et vilkår og sin magtesløshed. Efter det gør det bedst at blive der og dele de onde vilkår. At være der og blive der.

Så 2015, jeg ser kærligt på dig. Jeg aner ikke, hvad du vil bringe, men jeg skal nok være der. Farvel til 2014 med alt det, du gav og tog. Jeg har vist alligevel aldrig oplevet så meget kærlighed på ét år.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s