Det bedste, jeg kunne gøre efter at have savet armene af 2013 og fyret dem ud på de åbne verdenshave med saksespark og håndkantsslag, var at snøre løbeskoene og stikke af et par timer. Det bragte mig rundt om Kalvebodsdybet, mens himlen omkring mig koketterede med farver og skyformationer, som jeg måtte standse op og tage ind.
Imens funderede jeg på, hvad 2014 kan finde på. Jeg håber virkelig, at 2014 ifører sig blødere handsker og lærer menneskene i verden at passe bedre på hinanden. Sådan at børn ikke også i 2014 skal betale den højeste pris for de voksnes uenigheder om religion og politik. Så vi passer bedre på vores jord og ikke bruger den op, inden vores oldebørn kan tage over. Jeg vil ønske, at politik bliver mere end skinger debat og uendelig kamp om stemmerne. Brug nu de stemmer til at lave den politik, vi tror, vi har stemt på.
Jeg har ikke andre forsætter end at være en bedre ven, en bedre mor, en bedre datter og at se noget mere af verden. Jeg vil gerne fortsætte med mine små bidrag til at gøre verden til et bedre sted. Gøre dem større, hvis jeg kan. Og jeg vil få styr på nogle arbejdsmæssige ting, der stjæler for meget energi og opmærksomhed.
Jeg ville gerne sende raskhedskarma til mine syge mennesker, hvis jeg kunne. Det rækker mine evner ikke til. I stedet vil jeg citere det digt af William Hernest Henley, Invictus, som Lene henviser til i sit sidste blogindlæg. Lad ikke sygdom stjæle det liv, du har.
Out of the night that covers me,
Black as the Pit from pole to pole,
I thank whatever gods may be
For my unconquerable soul.
In the fell clutch of circumstance
I have not winced nor cried aloud.
Under the bludgeonings of chance
My head is bloody, but unbowed.
Beyond this place of wrath and tears
Looms but the Horror of the shade,
And yet the menace of the years
Finds, and shall find, me unafraid.
It matters not how strait the gate,
How charged with punishments the scroll.
I am the master of my fate:
I am the captain of my soul.