Invictus 2014

Det bedste, jeg kunne gøre efter at have savet armene af 2013 og fyret dem ud på de åbne verdenshave med saksespark og håndkantsslag, var at snøre løbeskoene og stikke af et par timer. Det bragte mig rundt om Kalvebodsdybet, mens himlen omkring mig koketterede med farver og skyformationer, som jeg måtte standse op og tage ind.

Imens funderede jeg på, hvad 2014 kan finde på. Jeg håber virkelig, at 2014 ifører sig blødere handsker og lærer menneskene i verden at passe bedre på hinanden. Sådan at børn ikke også i 2014 skal betale den højeste pris for de voksnes uenigheder om religion og politik. Så vi passer bedre på vores jord og ikke bruger den op, inden vores oldebørn kan tage over. Jeg vil ønske, at politik bliver mere end skinger debat og uendelig kamp om stemmerne. Brug nu de stemmer til at lave den politik, vi tror, vi har stemt på.

Jeg har ikke andre forsætter end at være en bedre ven, en bedre mor, en bedre datter og at se noget mere af verden. Jeg vil gerne fortsætte med mine små bidrag til at gøre verden til et bedre sted. Gøre dem større, hvis jeg kan. Og jeg vil få styr på nogle arbejdsmæssige ting, der stjæler for meget energi og opmærksomhed.

Jeg ville gerne sende raskhedskarma til mine syge mennesker, hvis jeg kunne. Det rækker mine evner ikke til. I stedet vil jeg citere det digt af William Hernest Henley, Invictus, som Lene henviser til i sit sidste blogindlæg. Lad ikke sygdom stjæle det liv, du har.

Out of the night that covers me,
Black as the Pit from pole to pole,
I thank whatever gods may be
For my unconquerable soul.

In the fell clutch of circumstance
I have not winced nor cried aloud.
Under the bludgeonings of chance
My head is bloody, but unbowed.

Beyond this place of wrath and tears
Looms but the Horror of the shade,
And yet the menace of the years
Finds, and shall find, me unafraid.

It matters not how strait the gate,
How charged with punishments the scroll.
I am the master of my fate:
I am the captain of my soul.

IMG_2686

Livslussinger i 2013

2013 var mere end blot peace, love and harmony. 2013 skal have nogle ordentlige los i røven, fordi den delte onde kæberaslere til folk, jeg holder af. Jeg kan slå tilbage, når lussingerne rammer mig selv, men når universet optræder ufint overfor de mennesker, som jeg kender og elsker, kan jeg kun tilbyde kram og chokolade. På den stille måde.

I går spiste jeg frokost med en særlig gammel veninde. Hendes mand ligger igen meget, meget syg på hospitalet. Jeg kan kun sidde der, sammen med hende og hendes ulykkelighed.

Senere på dagen talte jeg længe i telefon med Lene. Smukke, stærke og sårbare Lene, som elsker at køre stærkt på cykel. Og i bil. Som jeg er kommet til at holde så meget af, og som igen er blevet overfaldet af en tumor. Som betød, at hun igen måtte opereres, og som trumfede med at dele sig, så hun nu får kemoterapi og i det hele taget knokler sig igennem noget, der får mit eget kræftforløb til at ligne en let influenza.

Min mor. Min seje, stærke, smukke mor blev også kørt over af en tumor. En stor del af mit efterår er gået med at være så meget tilstede, jeg overhovedet kunne. Jeg har plaget samvær ud af hende. Mens hun stod stråler og kemoterapi igennem sammen med min far. Jeg tror, den tumor blev elsket ned. Ta’ den, 2013 – og skrid med den slags.

Jeg bløder lidt indeni, når jeg ikke kan være nok tilstede i de liv, der har brug for det. Og derfor får 2013 saksespark og håndkantsslag for at kaste alt for meget lort ind i alt for mange liv.

Derfor blev 2013 også det år, hvor jeg oplevede at gå i baglås, når jeg nærmede mig bloggen her. Der skete så meget, som involverede så mange andre omkring mig. Jeg har altid blogget med åben pande. Fordi jeg alligevel er så dårlig til at lyve, at folk lynhurtigt ville opdage, hvem jeg var. Jeg har kun oplevet godt ved at blogge som mig selv. Jeg har lært de fineste mennesker at kende i den rigtige virkelighed, som jeg nok ikke ville have mødt, hvis jeg var hemmelig. Jeg kan faktisk lide udfordringen ved at finde en balance i at skrive meget personligt, mens jeg holder det privateste ude i baglokalet. Jeg kan lide udfordringen ved at skrive åbent uden at udlevere de mennesker, der befolker mit liv. Jeg har vænnet mig til også at byde venner og kolleger velkommen, når de finder vej til siden.

Midt i 2013’s missilangreb mistede jeg fodfæstet. Jeg kunne ikke skrive om de ting, der optog mig. Fordi de ikke kun handlede om mig. De handlede slet ikke kun om mig. Og så mistede jeg evnen til at se mening i alt det andet. Jeg kunne ikke se over kanten og få øje på alle de andre ting, jeg ellers kunne blogge om. Alt andet blev ligegyldigt. Der er ret skarpe grænser for, hvad jeg kan skrive om.

Derfor har der været meget stille.

Så – farvel igen 2013 – og tag finkerne og lortet med dig igen. Nu har vi kappet armene af dig, så du ikke længere kan svinge næverne. Godt nytår.

IMG_2683

Whole lotta love

Vi fejrer det nye år og tager hinanden kærligt i hånden, bloggen og jeg. Vi undskylder for de sidste måneders indadvendthed og forsøger kækt at vende opmærksomheden ud. Vi kan jo godt lide hinanden, og vi kan især godt lide alle jer, vi har lært at kende, fordi I læser med. Og alle jer, der kender os og alligevel læser med. Da Anne forleden lagde en supersød nytårshilsen på bloggen, rørte det mig og fik mig til at ryste skuldrene løs og hanke op i bloggen.

Tirsdag eftermiddag mødtes jeg med nogle af yndlingsdamerne, belæsset med bobler, julegin og flere kilo fisk. Vi lavede os et lynkursus i sushi, grillede jomfruhummere og sagde pænt farvel til 2013. Som også har haft pænt meget at byde på i mit lille liv. Vi starter det nye blogår med de fine højdepunkter fra 2013. Finkerne og lortet kommer i næste afsnit.

Mens medierne og resten af alle danskere kappedes om at skrige grimme ting, var jeg som den første i universet bare glad for mit nye rejsekort. Det har ikke svigtet mig endnu og gør mit liv så meget nemmere. Hilsen hende der kører med tog dagligt og elsker rejsekortet.

Jeg smuttede til Norge hele tre gange, inden sommeren var over os. Jeg fandt min indre langrendsløber, mens Signe og jeg var med Rubyrejser på fællesferie i Rondane. Jeg kom hjem med store blå mærker og ømme muskler og med lykkebarometeret i top. Mere af det! Senere tog Tromsø mig med storm. Jeg vil tilbage. I Hamar løb jeg smukke morgenture.

IMG_1531

Jeg debuterede med begejstring til North Side. Så meget at jeg sikrede mig en first mover billet til 2014.

IMG_1621

Den helt store sommeroplevelse var selvfølgelig min store tur hen over Alperne. Jeg startede i et kloster i Geneve og sluttede i et kloster ved Middelhavet i Bordighera. Turen bød på store, store oplevelser, smukke scenarier, fantastiske mennesker og lidt større udfordringer, end jeg havde forestillet mig. Der var simpelthen for meget sne, og turen blev, som nogen måske husker, afbrudt af et styrt på vejen ned fra Col de L’Iseran. Jeg slog mig temmelig meget og kastede håndklædet i ringen efter et par dage. Alligevel endte turen som et rigtigt eventyr – først hos gode venner i de norditalienske bjerge og senere – lidt tilfældigt – i det smukkeste kloster i Bordighera. Inden jeg let modvilligt vendte næsen mod Danmark. Jeg nåede trods styrt at gå tre uger i Alperne.

IMG_6364

Og så var der selvfølgelig Esther. Lille smukke Esther, der lod vente lidt på sig, mens hendes forældre også ventede utålmodigt på at flytte ud af min lejlighed til deres renoverede hjem. Men hun kom, hun så, hun smeltede alle vores hjerter.

IMG_2104

Min søn giftede sig med Nina og havde verdens bedste bryllup. Med de bedste venner og den bedste familie på den bedste dag. Og med de sødeste brudepiger, som ikke allesammen gad stille op til fotografering.

IMG_2167

2013 har også bragt lort, men vi har elsket lortet ned. Min mor blev syg, men hun er her endnu. Behandlingen har virket godt og bragt ro på det hele. Og jeg havde en forfærdelig dejlig jul med de to, min far og min mor. Mens de sociale medier flød over med fingerpegning af julen og familien og gaverne, følte jeg mig bare afsindigt privilegeret. At jeg kunne være der. At jeg kunne stege anden, lave ris alamanden, købe vinen – og bare elske, at vi kunne være der sammen.

IMG_2643

I 2013 har vi elsket igennem. Vi har hinanden, har vi. Gamle venskaber er dukket frem fra de gemmer, vi havde glemt dem i. Nye venskaber er blevet tættere. Vi fortsætter bare i 2014.

En stærkt forsinket glædelig jul og alle de bedste ønsker for 2014 til jer allesammen. Lad os se meget mere til hinanden.

 

 

Godt nytår derude

Jeg er i helt uvant grad optaget af mig selv, så det store nytårsswung på bloggen må vente til i morgen. Hvor jeg sikkert også er optaget af mig selv. Men på tømmermandsmåden. Hvor alle ved, at man skriver de bedste og mest positive indlæg.

For nu er det vigtige og eneste gyldige at lægge den nyindkøbte gyldne neglelak med færrest mulige fejl. At finde den helt rigtige kjole frem fra skabet. Spartle influenzaansigtet ud, så det ligner et friskt pust med sunde kinder og røde læber. Rydde terrassen for nytårsfristelser. Og afsted med panodil i tasken, fordi den influenza sender lidt eftertanker i ny og næ. Men ikke tale om at blive hjemme. Jeg tager det med oprejst pande og faker til jeg maker det.

Jeg vil ønske jer alle et godt og lykkebringende nytår. Tak for 2012. 

Jeg vil ønske, at 2013 vil bringe mere fred med sig.

Større overbærenhed.

Mindre fordomsfuldhed.

Større rummelighed, – verden er mangfoldig, og lad det vare ved.

Mere fælleshed. Mindre ego.

Hav en fantastisk aften. Pas på hinanden derude.

IMG_0556

Godt nytår

Årets sidste dag går på hæld, og jeg smutter ind til mesterkokken, min bonussøn, og holder nytår med hans familie. Tidligere i dag tog jeg imod en invitation fra Islands Brygges havnebad, trak i løbetøjet, smed håndklæde og tørt tøj i rygsækken og løb ind langs vandet. Ved havnebadet stimlede bunkevis af mennesker sammen, og det var en fest. Det var simpelthen ikke en mulighed at tøse ud med så mange tilskuere. Jeg trak resolut løbetøjet af. Og så stod jeg der i badedragt. Den 31. december. Tæt på frysepunktet. Der var kun én ting at gøre. At springe.

Og jeg gjorde det. Jeg satte af fra kanten og sprang direkte i det iskolde vand. Min lille krop hvinede chokeret, men sælsomt nok føltes det ikke så koldt, som det burde have gjort. Så jeg svømmede bare roligt hen til trappen og gik op igen til mit håndklæde og det tørre løbetøj. Der var grin og spas hele vejen rundt om bassinet. Men jeg måtte vente med varm alkohol, for jeg skulle jo løbe hjem igen.

Turen lagde jeg over Amager Fælled, som virkede nærmest magisk i disen. Og kroppen emmede af varme hele vejen hjem.

20111231-150639.jpg

20111231-150716.jpg

20111231-150725.jpg

Hav nu et fantastisk nytår derude. Tak for i år og tak fordi I læser med. Vi ses i 2012.