Husk eventyret

Se, Kylling, mormor og Vera er på tur. Og Kylling er med, sagde Vera forleden. I vogn 32, et sted mellem Århus og København. Hun løftede Kylling op til ruden. Se, Kylling, det er et træ. Og det er en hest. Vi er på tur.

Sådan kan en ret almindelig tur hjem fra Århus få sin helt egen magi. Ved hjælp af en to-årig, der begejstret går på opdagelse i verden. Og tager Kylling med. Lige til Høje Tåstrup, hvor hun spurgte, om vi snart var færdige med toget. Ja, sagde jeg, nu skal vi kun køre en gang. Næste gang toget standser, skal vi af. Hvorpå den to-årige rejste sig op og bankede på ruden med sine små knyttede hænder. Stands, stop, råbte hun. Vera skal af. Stop, Vera skal af. Og jeg opgav at forklare hende om togstationer og køreplaner. Og opdagede at der alligevel kan være langt fra Høje Tåstrup til Hovedbanegården.

Alt det tænkte jeg på, da jeg igen i går kørte til lufthavnen for at kravle ombord på et fly mod Oslo. Jeg følte mig mættet med flyveture, hotelværelser og fremmede mennesker. Men jeg havde en aftale. Og prøvede ihærdigt at fremkalde en slags eventyrstemning omkring mig. Det gik ikke godt, så i stedet gik jeg til gaten, tændte computeren og arbejdede lidt videre.

I Oslo købte jeg billet til toget og kørte videre til Hamar. Som jeg ikke forventede mig meget af. Togturen greb mig. Den var gribende smuk. Med vand og bjerge hele vejen.

Da jeg stod af i Hamar, blev jeg mødt af Torkel på 87. Som var kørt til stationen for at hente mig i sin bil. Han tog varmt imod. Som var jeg en ventet ven. Han kørte mig til hotellet og insisterede på, at jeg fik lidt mad, mens han fortalte om sin studietid i København. Og spurgte interesseret til de hospitaler, han havde kendt dengang. Og han fortalte mig, hvordan jeg kunne finde vej til vandet på min morgenløbetur.

Derfor løb jeg den smukkeste tur. Og derfor er der også eventyr. Selv når man er på tur uden helt at have hjertet med. Og derfor står jeg måske op klokken fem i morgen tidlig for at få det sidste eventyr med.