Sig det med blomster

Vågnede i nat med host og hvæs og åndenød fra et par lunger, som ellers har optrådt fuldstændig lydeløst i flere måneder. Det tog et par timer at få en slags kontrol over situationen og derefter et par timer at få kroppen til at lande igen. But why, genlød det i min trætte hjerne. Der plejer at komme en slags forvarsel, og det havde der ikke været.

Ganske vist havde jeg været på Le Le nha hang på Vestebrogade og spise vietnamesisk, men der var ikke noget faretruende i maden. Og ganske vist havde vi drukket mojito til maden. Pero uno mojito??? Nej vel? Og iøvrigt var den god, den mojito. Næsten lige så god, som den laves i Sydamerika.

Hen på morgenstunden faldt jeg endelig i søvn bare for at tumle målløs og søvndrukken rundt i sengen, da iPod’en vækkede mig kort efter. Stjal en time ekstra og besluttede at forlægge arbejdspladsen til spisebordet. Let rystende af nattemedicinen lavede jeg morgenmad og nussede morgentræt rundt i huset. Og så gik pråsen op for mig. Mit pudebetræk var ganske gult, og det øverste af dynebetrækket ligeså. Blomsterpollen goddammit!

Til min fødselsdag fik jeg verdens største buket liljer af min ene lille projektgruppe. Smukke havde de stået i 1½ uge og sendt en lille smule pest ned i mine luftveje. Men smukke var de jo, og jeg er jo alligevel aldrig hjemme længe nok til at mærke det rigtgt. I aftes foldede jeg kæmpebuketten sammen lige inden sengetid og proppede den i affaldsskakten. Og fik lidt blomsterstøv her og der på halsen og i ansigtet.Som jeg bar tørrede nødtørftigt af.

Så nu snurrer vaskemaskinen, og jeg er spulet  helt fri for liljestøv. Lange weekendløbeture? Forget it. Det bliver kort, så lungerne ikke bliver tirret til flere af den slags natlige events.

Kunne det ikke bare være godt, for fanden?

Jeg elsker foråret. Jeg er vild med, at alting går amok. Jeg bliver kåd af alt det lysegrønne. Mælkebøtterne springer ud i gult, og anemoner kaster væg-til-væg tæpper ud over skovene. Og der kommer røde tulipaner, og æbletræerne får sarte lyserøde knopper, der lover kassevis af efterårsæbler. Fuglene står tidligt op, og ænderne gider ikke længere spise vores aflagte franskbrød. Det er lyst. Når jeg vågner. Og når jeg kommer sent hjem fra arbejde, er solen stadig fremme. Jeg kan altid nå at løbe en tur. Der dufter af græs og jord på fælleden, når altså der ikke lugter af losseplads. Men havvandet dufter af salt, og det myldrer med håbefulde fiske-fætre omkring slusen.

Mine hvide lårbasser bliver udstillet i fri luft på løbeturene. Og bliver langsomt mindre hvide. Vintertøjet er kastet bagest i skabet. Jeg elsker alt det der forårsliv. Det er fyldt med energi og grøde. Alt gror. I mig og omkring mig.

Men jeg hader at sidde her med lungerne fulde af vat. Jeg hader den der forårspiben, når jeg trækker vejret. Jeg får lyst til at kradse øjnene ud. Bare det ville holde op med at klø. De øjne sprøjter tårer ud i en lind strøm, så jeg kommer til at ligne en grædekone. Næsen tapløber, og jeg storforbruger kleenex med balsam. Og nyser. Hele tiden.

Foråret er en pest.

Kunne vi ikke bare fælde alle de forpulede træer, der spyer deres giftige afkom ud over det ganske land? Og bagefter kunne vi snuppe græsset og asfaltere det hele. Så man kan få lidt ro omkring det der forår. Eller hvad? Det synes I ikke er en god idé? Fordi det er pænt? Hmmm, tænkte det nok. Så må jeg jo sidde her i ophøjet lidelsesaura.

Det gode er, at mine hostepiller (7-9-13) ser ud til at virke. Jeg hoster, men ikke ret meget. Og slet ikke så vildt som sidste år. Men vi er også kun i starten af maj.

Ved Slusen

Ved Slusen

Sku’ man flytte til Nepal måske?

Så flintrer man igen rundt i noget tynd bjergluft et par måneder og lægger astmaspray og alting på bunden af rygsækken. Og har det helt glimrende. Og man kan lige stikke snuden indenfor i DK, så løber næsen og lungerne klapper i. Hvad f¤¤¤¤¤ er egentlig meningen? Nu trækker jeg igen mit vejr som gennem en pude af skumgummi. Og hvæser og hoster, så kollegerne kaster bekymrede blikke ind på mit kontor. Det er ikke sjovt mere, vel?

Der er ikke pollen i luften. Måske er der svampesporer? Jeg aner det ikke. Er det noget indeklima? I mit hus? I mit kontor? Det er besynderligt, at jeg kunne trække vejret helt frit i Nepal, og at det hele starter igen, så snart jeg stepper ud af flyet. Er jeg allergisk overfor mit land?

Det går okay med at løbe og cykle, men jeg bryder sammen i hosteanfald. Og jeg er SÅ træt af det. Nu ringer jeg igen til min læge i morgen og prøver et nyt præparat, for det, jeg har, gør ingen forskel. Og om lidt skal jeg løbe i fire dage.

Astma, host og hark

Sidder bænket i sofaen med Gewürztraminer i glasset og et overstået dejligt måltid. Sidder og tænker meget stille, at måske er det hele på vej til at blive –  bedre….. Måske er min voldsomme møjhoste på retur. Altså bare lige så stille og måske.

I går cyklede jeg på arbejde og gav den gas på vejen. Sent på eftermiddagen krøb jeg i noget løbesko og trissede sydover gennem St. Dyrehave og Tokkekøb Hegn. I ret imponerende solskin. Jeg måtte afbryde et par gange med hysteriske hosteanfald og bandede fælt. Men egentlig gik det fint nok. Mine lår hylede lidt om kap med lungerne, Men det kan de nu godt glemme efter den sølle indsats i weekenden. Jeg stoppede 1½ km før hjemmet for at proviantere og fylde spisekammeret lidt op. Og gik i stedet det sidste stykke hjem med fyldte poser.

I morges stod jeg tidligt op. For nu stod min cykel jo i Hillerød. Og der var kun én ting at gøre. At løbe på arbejde. Himlen så grå og truende ud, og jeg tænkte mit. Jeg er altid lidt træt ved tanken om at løbe afsted om morgenen, og jeg er altid træt de første 4-5 km. Men det ved jeg jo, og pludselig er det så bare fedt at løbe afsted i morgenstunden. Ud af Kongevejen i infernalsk trafik. Virkelig. Man kan blive politisk korrekt bekymret over antallet af biler på vejen. Specielt når man nu kan polere sin private glorie i den grad. Hvad gør de der, alle de biler? Nåmen, på den anden side af Blovstrød drejede jeg ind i skoven for at slippe af med dem,  bilerne. Og vups, var der ro. Jeg elsker skoven, når den er i vågne-op mood. Når fuglene fløjter på morgenmåden, når de røde egern piler op og ned af træstammerne, når musene rumsterer og pludselig fløjter over skovstien, og når råvildtet står og stirrer forvirret og fortørnet. Jeg hostede først efter en time og et kvarter. Og lårene hylede igen. Men ærligt talt, – så var der jo ikke så langt igen, vel? Så det blev mig, der bestemte. Og pludselig kunne jeg ane bilerne på Overdrevsvejen for enden af skovstien. Hvor er det bare en anderledes oplevelse at løbe gennem skoven, når jeg har tjek på ruten.

Hostede mig igennem tre timers kvalitetsmøde. Men var hosten ikke en lille smule mere løs? Og fik travlt med at komme til Glostrup Hospital, hvor jeg havde møde med regionens lungespecialister. Var det derfor min hoste stoppede? Jeg hostede overhovedet næsten ikke, mens jeg havde møde med lungelægerne. Måske er det på vej til at drive over??? Sig det ikke til nogen, men måske???

Resten af eftermiddagen blev brugt på at lede efter trail-løbesko. Men der kom løbeeksperterne i den grad til kort. Christ, det ved det de ingenting om. Jeg vil have løbesko med til Nepal, og det er – ved gud – ikke verdens nemmeste terræn at løbe i. Klipper, grus, is, græs, stigninger – i én pærevælling. Tror nok, jeg har fundet dem, men det bliver på nettet. Sjældent har jeg oplevet så dårlig vejledning/vildledning.

Og så spurtede jeg hjem igen på min cykel. Og mødte en fyr i et lyskryds i Lyngby, som sagde: “Wow hvor kører du bare hurtigt. Jeg prøvede at undskylde det med min gamle cykel, men du cykler bare stærkt” Sagde han med lidt respekt i stemmen. Joooo, jeg tror måske, det går en lille bitte smulle bedre, måske, med mine lunger.

Dagen derpå

Bortset fra et par helt urimeligt ømme lår, har jeg det forbavsende godt i dag. Ikke i mine lunger, men resten af mig. Det var ikke rigtigt muligt at holde fast i det dårlige humør ret længe. Mine unger kom futtende med metroen, da jeg ringede og forkyndte de dårlige nyheder fra målområdet. De havde ellers indtaget et hjørne af Nørreport, hvor Alma havde taget opstilling i front og uophørligt råbte ‘mormor-mormor’ og klappede i hænderne sammen med Sille. Ella syntes det var en fest og klappede lystigt med i klapvognen. Et kvarter senere stod de på Islands Brygge. De små tøsepiger fik en økologisk pølse og festede videre, mens vi andre skuttede os i den tiltagende kulde.

Mens jeg ventede på mine unger, mødte jeg den ene gamle løbe-buddy efter den anden fra Århus. Og følte et sug af savn. Du er altså savnet i Århus, sagde Henrik. Jeg må derover engang imellem og løbe med om lørdagen. Men jeg kan ikke følge med længere. Det gør ikke noget, sagde Henrik, du kan bare løbe med lidt, – og der er andre, der faldet af på den. Han havde også haft et grumt løb og løbet 3.39. Det er ikke helt godt, når man normalt er god for en tid under tre timer.

Min Jeppe havde haft et superløb og debuteret i 3.18, men han var for kvæstet til at finde mig i mylderet, så vi opgav det billedeprojekt. Vi har talt om, at det kunne være sjovt at skrive en artikel sammen om kræft og idræt, – sygeplejersken og kræft-barnet, som begge to er idrætsramte. Flot, flot af ham. Og jeg ville  gerne have givet ham et knus.

Men vi tog på café Paté-Paté. Minus Alma-familien, som skulle videre. Sofie snuppede en bycykel, og vi krydsede cykelbroen til Vesterbro. Og så hang vi der. Martin skaffede rødvin og tapas, og vi kunne uden problemer have hængt videre hele aftenen. Så er det altså svært at bevare det sure humør ret længe, ikke? Sille myrede rundt i caféen og hyggede om sig selv og resten af caféen med to refleksbånd, en hue og en serviet. Først da jeg hentede kaffe til os, gik det op for mig, at jeg stadig sad i mit løbetøj og ikke duftede af rosenvand. Men små børn skal hjem og sove, og store børn skal hjem i bad. Så ved 19-tiden brød vi op, og jeg trak min cykel ind i s-toget på Hovedbanegården og futtede hjem til landidyllen igen. Og opdagede, at jeg ikke havde taget min antihistaminpille om morgenen. Uuaaargh! Så er det måske ikke helt mærkeligt, at min astma gik amok (flovt-rødme-ikon). Jeg har talt med min læge om at forsøge et nyt middel. Det må være tid til at tænke nyt. Og glæde mig over, at om en måned stikker jeg af fra det danske pollen-helvede. Ud i bjergene, hvor astma aldrig nogensinde generer mig en tøddel.

Håndklædet i ringen – eller videre nu

Jeg var for kæk i går. Min astma var ikke i bedring. Jeg vågnede i nat med et gigaanfald, som tvang mig op i en times tid, før jeg kunne trække noget ordentligt vejr. Vor herre bevares da. Hvad er der med de birkepollen årgang 2010? SÅ slemt plejer det da ikke at være. Der var ingen kære mor klokken alt for tidligt i morges, for jeg skulle stå klar med et oplæg til en flok vicedirektører og rektorer klokken 8.30. Ikke i cykeltøj, og med præsentationen klar på computeren.

Dobbelt morgendosis astmamedicin og afsted efter morgenmaden. På en kold morgen, der godt kunne have mindelser om noget efterårsagtigt. Men det er stadig forår og pollensæson. Så da jeg var færdig med mit oplæg og tilbage på mit kontor, ringede jeg resolut til min læge. Hvad???? Sagde hun, – det plejer du sgu da at styre selv? Ja, pev jeg, men jeg kan ikke. Først troede hun, at det bare var mit løb, der var generet, men da det gik op for hende, at jeg også piver, når jeg sidder stille, lavede hun en akuttid i morgen. Og skrev en recept på antihistamin og noget anfaldshæmmende astmamedicin. Hun er en gudinde! En kollega kom ind og begyndte at bræge løs om noget healing. Nix! Nej! Jeg skal have helt kontante piller og inhalationer. Ingen mystiske håndspålæggelser til mig, tak.

Hjemme med mine nye medikamenter tog jeg en inhalation Ventoline, – og wups, opløstes lidt af skumgummisvampen i mine lunger. Den er ikke væk, men der er huller i den. Og jeg kan endelig trække lidt mere vejr. I har ingen anelse om, hvor dejligt det er, at sidde her i min sofa og trække mit vejr. Når alt det om håndspålæggelser er sagt, så har jeg i mange år også fået akupunktur mod min astma for at styrke kroppen, og det har jeg suppleret med en opbyggende diæt. Diæten er ret simpel. Jeg er ikke til ret meget hokus-pokus. Den går, kort fortalt, ud på at undgå hvede, mælkeprodukter, rå grøntsager, kaffe, sort te og alkohol. Og indtage masser af tilberedte grøntsager, kartofler, ris, kød, fisk, olie, vand, grøn og hvid te. og frugt. Frugt og grønt skal helst være årstidens herhjemmefra. Min akupunktør bor desværre i Århus, så jeg prøver at klare det med medicin og diæt. Og så må det være nok – nu må jeg videre.

Sjovt nok cyklede jeg virkelig igennem, da jeg cyklede hjem i eftermiddag. Gav baghjul selv til to fyre på racere 🙂

Skodtur – og lidt opløftende musik fra en bjergbestigning

Hvor jeg på den hårde måde pludselig huskede, hvorfor jeg i sin tid stoppede med at løbe konkurrencer i maj. Det har tre grunde: birkepollen, birkepollen og birkepollen. Jeg bliver træt som et væltefærdigt alderdomshjem af ikke at trække vejr nok, og mine muskler bliver gummiagtige af medicinen. Medicinen får også min puls til at ryge i vejret, så længe jeg tager multidoser. Men resten af mit liv er tudetosset i de her uger, så skulle jeg nå at træne noget, skulle det være i dag. I morgen skal jeg til møde inde i København, videre til noget udviklingsdag på Sjælsmark Kaserne og videre til lufthavnen for at komme til Ålborg. Hvor jeg holder foredrag om arbejdsglæde fredag.

Så jeg piskede min klagende krop afsted omkring klokken 18, da jeg endelig var hjemme. Så var det, jeg huskede. Lungerne hvæsede og peb. Øjnene kløede og løb om kap med næsen. Jeg eksploderede i hosteanfald. Fuck og skod. Men en anelse stædig er jeg jo, så jeg piskede videre, mens lårmusklerne klagede sig næsten højlydt. Havde egentlig bestemt mig for at løbe til Rungsted, men kunne alligevel mærke, at det var en skovdag. Så jeg drejede ned i skoven og løb syd på. Ned gennem Rude Skov, forbi Stubbe Sø, krydsede Hørsholm Kongevej, ind i skoven igen og forbi Løje Sø. Her havde jeg en alvorlig snak med mine lår. No mercy!! Videre!! Derfor fortsatte jeg ud af skoven, langs golfbanen. Min indre dialog blev skarpere, men jeg fortsatte. Ud af skoven og videre langs motorvejen til næste skovparti. Nu gik det egentlig lidt bedre. Men jeg måtte stadig piske mig videre. Endelig nåede jeg Nærum og Rundforbi Stadion. Ind i skoven på den anden side, og så var jeg faktisk på vej hjem. Og – ahem, der var faktisk længere, end jeg huskede. Men nu skulle jeg jo hjem. Og hjem kom jeg. Løbende. 18 kilometer var det alligevel. Altså egentlig ganske tilfreds, selvom turen i sig selv var en skodtur. Muligvis en skidt investering…. Det er skodture som regel, men det vil vise sig.

Astma og løb er sådan et tveægget sværd for mig i den periode, hvor birken eksploderer. Og græsset med, for den sags skyld. Det tager et par uger eller mere, før medicinen har fået lungerne til at falde til ro. Løb har også provokeret egentlige anfald. Men det var mest i et tidligere liv, hvor jeg løb for hurtigt. Faktisk udgik jeg engang af Copenhagen Marathon, fordi jeg ikke havde styr på min astma. Jeg havde en lille uge tidligere løbet sammen med mine løbe-buddies, hvor der blev lagt hårdt fra land i et hidsigt kapløb. Det provokerede et stort anfald, og jeg måtte spadsere stille tilbage. Efter sådan et anfald tager det lungerne et par uger at falde helt til ro, så jeg vidste, jeg skulle have ekstra astmamedicin ca halvvejs i løbet. Jeg havde udstyret min søn med astmasprayen og aftalt, at han skulle stå parat ved 25 km. Jeg kunne mærke astmaanfaldet så småt begynde at bygge op, men han var der ikke! Han havde fundet sig et eller andet andet sted, som var meget tæt på mål, den dumme dreng. Han var meget tæt på en fyring. Og jeg måtte selvfølgelig gå ud og finde min mobiltelefon. Og sønnen med astmasprayen.

Men så kan lytte lidt på hende her: Så ryger humør og lårmuskler lige til tops igen. Jeg lærte hende at kende engang på en bjergbestigningsekspedition i Sydamerika. Vi kom ned fra bjerget og slog teltene op for at overnatte i basislejren, inden vi gik helt ned. Der stod et enligt telt i nærheden. Pludselig blæste det voldsomt op, som det kan i bjergene, og vi sikrede vores telte grundigt. pludselig så jeg, at det enlige telt blafrede faretruende. Jeg gik derover. Teltet var tomt, så jeg pillede teltstængerne ud og lagde det ned med nogle store sten ovenpå. Nogle timer senere kom en fyr ned fra bjerget. Blæsten var taget af, og han rejste sit telt igen. Og så kom han over og sagde tak. Han ville gerne sige tak med en hjemmebrændt cd fra hans hjemland, Brasilien. Og det var Maria Rita.