Dagen derpå

Bortset fra et par helt urimeligt ømme lår, har jeg det forbavsende godt i dag. Ikke i mine lunger, men resten af mig. Det var ikke rigtigt muligt at holde fast i det dårlige humør ret længe. Mine unger kom futtende med metroen, da jeg ringede og forkyndte de dårlige nyheder fra målområdet. De havde ellers indtaget et hjørne af Nørreport, hvor Alma havde taget opstilling i front og uophørligt råbte ‘mormor-mormor’ og klappede i hænderne sammen med Sille. Ella syntes det var en fest og klappede lystigt med i klapvognen. Et kvarter senere stod de på Islands Brygge. De små tøsepiger fik en økologisk pølse og festede videre, mens vi andre skuttede os i den tiltagende kulde.

Mens jeg ventede på mine unger, mødte jeg den ene gamle løbe-buddy efter den anden fra Århus. Og følte et sug af savn. Du er altså savnet i Århus, sagde Henrik. Jeg må derover engang imellem og løbe med om lørdagen. Men jeg kan ikke følge med længere. Det gør ikke noget, sagde Henrik, du kan bare løbe med lidt, – og der er andre, der faldet af på den. Han havde også haft et grumt løb og løbet 3.39. Det er ikke helt godt, når man normalt er god for en tid under tre timer.

Min Jeppe havde haft et superløb og debuteret i 3.18, men han var for kvæstet til at finde mig i mylderet, så vi opgav det billedeprojekt. Vi har talt om, at det kunne være sjovt at skrive en artikel sammen om kræft og idræt, – sygeplejersken og kræft-barnet, som begge to er idrætsramte. Flot, flot af ham. Og jeg ville  gerne have givet ham et knus.

Men vi tog på café Paté-Paté. Minus Alma-familien, som skulle videre. Sofie snuppede en bycykel, og vi krydsede cykelbroen til Vesterbro. Og så hang vi der. Martin skaffede rødvin og tapas, og vi kunne uden problemer have hængt videre hele aftenen. Så er det altså svært at bevare det sure humør ret længe, ikke? Sille myrede rundt i caféen og hyggede om sig selv og resten af caféen med to refleksbånd, en hue og en serviet. Først da jeg hentede kaffe til os, gik det op for mig, at jeg stadig sad i mit løbetøj og ikke duftede af rosenvand. Men små børn skal hjem og sove, og store børn skal hjem i bad. Så ved 19-tiden brød vi op, og jeg trak min cykel ind i s-toget på Hovedbanegården og futtede hjem til landidyllen igen. Og opdagede, at jeg ikke havde taget min antihistaminpille om morgenen. Uuaaargh! Så er det måske ikke helt mærkeligt, at min astma gik amok (flovt-rødme-ikon). Jeg har talt med min læge om at forsøge et nyt middel. Det må være tid til at tænke nyt. Og glæde mig over, at om en måned stikker jeg af fra det danske pollen-helvede. Ud i bjergene, hvor astma aldrig nogensinde generer mig en tøddel.