Det er den korte beskrivelse af mit løb i dag. Det gik faktisk ganske godt den første halvdel, og det var superdejligt at have Jesper ved min side. Stort tak for det, Jesper. Sparta havde lavet en løbefest. Intet mindre. Det var helt fantastisk, og der var bunker af mennesker på gaden. Man fik internationale fornemmelse, fordi der blev råbt på fransk, italiensk, finsk, engelsk – og alt muligt. Vi holdt faktisk et okay tepo, selvom jeg hele tiden forsøgte at holde det lidt nede. Og vi hyggede os og sludrede.
Men efter et par og tyve kilometer knækkede jeg sammen i det første hostanfald, og så startede min nedtur. Vi holdt lidt pauser, gik lidt, løb igen, og ind imellem fik jeg en fornemmesle af, at det måske var ved at klinge af. Men det var indbildning. Jeg blev mere og mere forpustet. Det blev mere og mere smertefuldt og anstrengende at puste den luft, jeg indåndede, ud igen. Da vi nåede ud omkring 27 km, holdt der en ambulance og en læge, og jeg stoppede for at spørge, om de havde Ventoline eller Bricanyl. Det havde de desværre ikke. Tænke – tænke. Jeg forsøgte at fortsætte. Men efter 29 km kunne jeg mærke, at lungerne lukkede mere og mere til. Jesper havde også set bekymret på mig flere gange. Jeg overvejede at GÅ resten af vejen. Men det virkede alligevel dumt. Jeg skulle jo bare tilbage og have noget medicin.
Så jeg pillede nummeret af maven og trissede tilbage. Og var nær aldrig kommet ind i målområdet, for der var ufatteligt mange mennesker. Og så inhalerede jeg urtigt både det ene og det andet og fik lidt midlertidigt ro. Jeg ved jo bare, at når jeg har løbet mig til anfald, så tager det lang tid for lungerne at falde til ro igen. Så nu er jeg mindst lige så sur som forleden. Og sætter mig i sofaen og dyrker surmulen lidt.
Men inden da har jeg været på café med mine unger. Med rødvin og tapas. Sikkert skidt for min astma, men hyggeligt. Trods alt. Tak for alle jeres tanker og al den gode karma. Jeg lover at bruge det bedre om 14 dage i Holte 🙂
Helles Blog 
Hey Helle
Pispispis….. øv fanden og sgu’ da. 😦 Du har ret til rigtig megen surmulen og sigen grimme ord.
Da jeg fik øje på dig omkring 12½ km lige ved Nørregade, så du fantastisk ud! Du havde jo endda overskud til at vænne dig om og vinke….. Vi hujede og heppede også heftigt! Det er herligt at nå at heppe på dig! 😀
Personligt synes jeg jo stadig, at du er gjort af et særligt stof og bare det du stiller op med en uges forkølelse bag dig, en voldsom afhængighed af den ene og den anden astma-inhalator (eller hvordan du tager dine “stoffer” 🙂 ) er jeg fuld af beundring over. At det ikke gik i dag, er jo surt. Men det kræver altså også sit mod at udgå. Næsten mere end at fortsætte, når det går dårligt.
Så chins up, girl. Du kommer igen.
Kh og tanker – hep! 😀
Katrine
Hej Katrine
Taaaak. Og fedt at du stod der. I det hele taget var det virkelig en løbefest.
Jeg har så lige opdaget, at jeg faktisk glemte at tage min antihistaminpille i morgen (rødme-rødme-ikon). Det var nok rigtig, rigtig dumt.
Og ja, jeg kommer igen. Forhåbentlig for fuld udblæsning om to uger i Holte. Kig derned, hvis du har mulighed for det. Det er superhyggeligt.
Mine ungers anti-sure-projekt på cafeen har faktisk også virket lidt. Jeg er ikke grundsur
Knus Helle
Mega øv.
Og så alligevel. Har du ikke løbet en halvmarathon idag, egentlig? Det er da også ret flot, er det ikke?
Held og lykke næste gang. Og husk noget medicin i baglommen næste gang. (hvis man må sådan noget?)
knus Fru Z
Tak, Mette. Jo jeg har faktisk løbet næsten 30 km (men jeg manglede jo lige 12). Du kan tro, jeg tager medicin med i baglommen næste gang. Aner ikke om man må, men jeg skal jo ikke vinde noget, så jeg må sikkert godt.
Knus Helle
Pingback: Copenhagen Maraton 2010 – fra en tilskuers plads | Bekendelser og forbandelser fra en løbeheks
Det var synd at du måtte udgå – men helbredet……du ved det må gå forud for alt og et astma anfald skal man ikke spøge med.
Det er rigtig surt og trist ikke at gennemføre, men du ville nok have været endnu mere utilfreds hvis du slet ikke havde prøvet.
Kan så godt forstå dig, måtte selv opgive første halvmarathon pga skade – og der løb et par tårer……
Men op på hesten igen, tilbage i sadlen og så går det bedre næste gang – når du husker din medicin!!!!
Tanker og kh Kirsten
For pokker hvor ærgerligt.
Som Katrine skriver, så har du ret til, at bruge alle de bandeord du lyster disse dage.
Jeg er lidt ligeglad med, hvad jeg må og ikke må. Hvis du har brug for de piller, så tag dem med. Ingen undersøger dig for det, ingen opdager det (udover når du skriver det på din weblog) og hvis der er nogle der får deres urin i kog over det, så der det dem der er noget galt med.
Put to piller i en lille plastikpose med genluk, og ham dem med i en lomme fremover.
Du har løbet allertiders lange halvmaratonløb i dag, som gør dig endnu bedre til dit næste maraton som du gennemfører.
Hej Kirsten og Hammy
Tak for støtten. Jeg er allermest ærgerlig over, at jeg ikke har kunnet få min astma under kontrol. Det kan jeg næsten altid efter nogle uger. Men når det så er sagt, er det jo ikke første gang, jeg udgår med et astmaanfald fra netop Copenhagen Marathon. Ærgerligt, for jeg elsker at løbe i København.
Den medicin, jeg kan tage med undervejs, er ikke piller, men en inhalator. Man må gerne, – også for dopingkontrollen – tage medicin mod en kendt astma.
Anyway – om to uger løber jeg 24Run i Holte på et hold med 6 kvinder. Og så må jeg jo være i storform – og ikke slidt efter et marathon 🙂
Det er bare virkelig ærgerligt, Helle! Hvor irriterende med dine allergier. Men du fik alligevel et godt trænings løb ud af det. Og det er næsten utroligt at jeg skulle ud kun 1 km før dig. Så du var ikke den eneste! Enig med dig at det er alt for dårligt at skulle gå resten af vejen. Du havde dine allergier at kæmpe med men jeg havde mig selv og det var min egne skyld at jeg ikke kunne gennemføre det. Vi glæder os bare til Holte :). Der har du dine meds tæt på hele tiden. Men forhåbentlig er det overtået med allergier på dette tidspunkt.
Hej Tracy
Ja i Holte giver vi den gas. Og nu er vi jo ikke slidte 🙂 Og tirsdag ringer jeg til min læge for at få fingre i det nye vidundermiddel, Singulaire, som er monsterdyrt. Men nu er jeg snart parat til at betale hvad som helst.
Hej Helle.
Øv øv øv – det er bare ærgeligt, men du har trods alt oplevet det før, altså at gennemføre.
Jeg blev hel overrasket, da du pludselig råbte hej og gik mod strømmen. Utrolig du lige kunne genkende mig.
Men hold da op hvor var det hårdt. Men en fed fornemmelse, ligesom at bestige Kilimanjaro……….
Jeg kom i mål på 5 timer, og jeg er meget stolt.
Knus fra Birgitte
Kæmpe tillykke-knus fra mig. Hvor er det godt gået. Selvfølgelig kunne jeg kende dig. Og du så rigtigt fokuseret ud.
Knus Helle