En sej gammel eventyrer

Jeg elsker eventyr. Både mine egne og andres. For mange år siden vandt jeg en helt særlig bog, signeret af forfatteren. Jeg tror, jeg vandt den, fordi jeg skrev et eller andet om bjergbestigning, men det fortaber sig lidt i tågerne. Bogen var denne
:

Jeg var vild med den historie. En ung mand på 23 læste om de tidlige ekspeditioner til Everest og de mislykkede forsøg på at nå toppen. Han var på eventyr i Congo, men besluttede sig på stedet for, at det måtte blive ham, der skulle stå på den top. Den unge mand så sådan her ud.

Han sparede sammen og drog afsted. Uden at vide noget særligt om bjerge og bjergbestigning og uden noget særligt udstyr. Som det er almindeligt kendt, var det ikke ham, der nåede toppen af Everest, men han lavede et vaskeægte eventyr. Og han kom meget højt op på bjerget, før vejret og hans hjælpere tvang ham ned. 7000 meter nåede han. Med lidt overtræksbukser, anorak, en enkelt hakke og ingen reb. Det var dybt ulovligt at rejse både i Nepal og Tibet på den tid, og for at beskytte de mennesker, der havde hjulpet ham på vejen, ventede han 30 år med at skrive sin fortælling. Altså jeg elsker den historie.

Det er 60 år siden. Og forleden aften stod Klavs Becker-Larsen i Dansk Nepalesisk Selskab og fortalte sin historie igen. Nu en rank 83-årig, som stadig var ydmyg overfor det, han dengang havde kastet sig ud i. Han nåede ikke toppen, men han samlede til gengæld en uvurderlig bunke oplevelser. Som han nu stadig kunne stå og fortælle alle os andre om.

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har læst den bog. Og jeg bliver bare ikke træt af historien. Det er SÅ inspirerende at lytte til en sand eventyrer. Det kilder i min mave, rykker i mine fødder, og jeg får en ubændig lyst til at kravle på et fly, flyve langt væk og tage på opdagelse. Træde ud i noget varme, slænge rygsækken på ryggen, standse op og se mig omkring og bestemme mig for at gå i en eller anden retning. Møde fremmede mennesker, undersøge deres måder at leve på. Se nye byer, vandre ad nye stier, få sol på næsen og smage fremmed mad.

Dream on. Det bliver ikke lige nu. Men drømme er der nok af. Og imens kan jeg spille en sang fra Sydamerika, der altid vil minde mig om rejser rundt der. Og for to år siden stod jeg faktisk ude på den der jernbanebro sammen med min søn. I solskin.

Ja vi gør så!

Vi tager til England og lunter/går/småløber den tur. The Cleveland Way. Sommerfuglene holder virkelig kamp om pladsen i min lille mave. Om lidt tager jeg til Nepal. Og jeg når hjem til nogle få ugers træning, – og så afsted til Yorkshire. Mit liv kan nok være en værre rodebutik, men kedeligt er det aldrig. Hvor vil jeg glæde mig til at gense The Yorkshire Moors, lytte til nordengelsk dialekt, overnatte på pub’er og Bed and Breakfast, juble indvendigt over at blive tiltalt love eller dear i hver sætning, sandsynligvis blive dyngvåd og glo ud over de engelske uendeligheder. Jeg vil drikke en stille skål for min salig svigerfar, som elskede det område. Og så kan vi fejre min fødselsdag på den sidste dag. Så kæmpetak, Jesper, for det initiativ. Det bliver SÅ godt (og lidt hårdt, ik?)

Men først går turen til Nepal. Jeg har sendt mails rundt til alle venner og familie og til hele min store arbejdsplads med link til projektet og en opfordring til at smide en halvtredser til medicin. Jeg begynder at føle mig klar. Ahem…. ja sådan, ik? Der er lige noget arbejde, som skal gøres færdigt/overdrages/sættes på pause. Der er lige et par artikler og et kapitel, der skal skrives færdige. Der er lige den rygsæk, jeg stadig mangler. Og der er lige den satellittelefon, som jeg skal have styr på. Men Rasmus, som er indehaver af telefonen, kommer hjem fra Kirgisistan i dag. Så kan vi forhåbentlig teste den og computeren en af dagene, så jeg kan bestille det rigtige simkort. Skulle alt gå helt galt, må I nøjes med telefoniske opdateringer ved en gæsteblogger (som nok bliver min søn ligesom sidst). Og så få den store historie, når jeg er tilbage i Kathmandu. Historien skal I nok få.

Og så er der alle de venner og al den familie, som jeg skal spise brunch, frokost og middage med, og alle dem jeg skal drikke en kop øl, et glas vin og kaffe med. Jeg glemmer fra gang til gang, hvor hektiske og intense de sidste uger inden afrejse i lang tid er. Jeg stresser ikke. Men der er mange bolde at holde styr på. Det er på én gang sjovt og ret udmattende, og det er en styrkeprøve i logistik. Heldigvis har jeg bestået den prøve så mange gange, at det ikke vokser mig over hovedet.

Klar – parat –

Nok om John Mayer og min bondeanger. Jeg vil meget hellere lufte det projekt, jeg rejser ud i om tre uger. Sommerfuglene indtager mine maveregioner ind imellem, og jeg sætter flere og flere flueben i min indre tjekliste

  • Jeg har næsten fået tjek på det tekniske med satellittelefonen og dataforbindelse. Når Rasmus kommer hjem i næste uge, skal vi have samlet det hele og teste det i virkeligheden
  • Jeg har fået solcelleoppladeren fra Michael i hus – OG købt opladerkabler til alt muligt.
  • Jeg har fået mine trailsko, Salomon XT Wings 2, og de er testet og godkendt på en restitutionstur i skoven i går.
  • Jeg har fået mit visum, som gælder i tre måneder.
  • Jeg har næsten styr på, hvad der skal være styr på i mine arbejdsopgaver, inden jeg fordufter i to måneder
  • Jeg har trøstet min chef
  • Jeg er begyndt at trøste mine børn
  • Jeg har betalt. I går overførte jeg med heftig puls et astronomisk beløb til en bankkonto i Kathmandu, som skal betale mine lokele fly, min guide i bjergene, ophold i Kathmandu og andre steder, mad og alt det andet.

Så jeg er klar!! Næsten. Jeg havde overvejet at søge sponsorer til at dække mine personlige udgifter. Men jeg droppede det igen. Ærligt talt. Det koster nogen penge, men det er stadig et billigt eventyr. Selvom hele historien slanker min bankkonto, så klarer den sig nok endda. Jeg stiller hellere end gerne op til foredrag og billeder, når jeg er hjemme igen, men jeg har det ultrameget bedre i maven over at betale for gildet selv. Jeg oplever en stigende tendens til kvalme over folk, der løber, klatrer, springer i faldskærm, cykler eller what ever for kræftramte børn, brystkræft, hjemløse og andre stakler. Jeg har selv gjort det. Klatret for “en sag”, altså. Men nok er nok. Tag dog afsted for what it is. Og lad være med at kile intetanende stakler ind i foran.

I stedet vil jeg meget opfordre til at stikke en halvtredser til medicin til projektet. Det er super nemt. www.nepaltrust.org har et lille donationslink i højre side. Her kan man donere on-line, og mærker man sin donation “medicine”, bliver beløbet brugt til at købe medicin i Kathmandu, som jeg så tager med ud i projektet. Medicin er billigt i Kathmandu og kan fås i håndkøb. Og i Humla har de ingenting. Hvordan medicinen gør nytte, kan følges her på bloggen, – om teknikken vil.

Hvad jeg mangler?

  • En mindre rygsæk til dagture
  • At lave sommerfest med mine unger
  • Sortere i hvad der skal med
  • Lægge lydbøger på Ipod’en (har du nogen, du vil af med?)
  • Oversætte en masse af mine papirer til engelsk
  • Skrive kapitel til Tracy’s bog færdigt
  • Pakke, pakke, pakke
  • Sige farvel til vennerne
  • Give mine børn så store bamsekram, at de kan holde i to måneder

Man kan altid flytte fokus

Jeg er stadig snottet, og jeg hoster stadig som en gammel ryger. Jeg tror bare, at jeg holder helt lav løbeprofil. Nøj, hvor må jeg være udhvilet på søndag. Eller hvad. Anyway – jeg er dårlig til at være langtidssur. Det bliver, som det bliver på søndag. Jeg cyklede til arbejde i solskin og sommer (hvor blev det lige af i weekenden, spør jeg), med alt for meget tøj på. Og blev der til lidt for sent. Og så skifter vi lige fokus lidt.

Jeg har nemlig skrevet min kontrakt under! Min kontrakt til sundhedsprojektet i Nepal – og den er sendt afsted. Sammen med de andre dokumenter, de har brug for, inden min start i projektet.

Jeg har fået lov til at komme i praktik et par dage på Fødeafdelingen på Rigshospitalet. Yeaaahhh – jeg skal hen og føde babyer igen. Det blir spas! Og så skal jeg følges med en jordemoder, som lige er vendt hjem fra Grønland. Så mon ikke hun kan give mig lidt tips og tricks, jeg kan tage med mig ud i Himalayas ødemarker?

Jeg har ordnet forsikring. Eller egentlig har jeg bare sikret mig, at min forsikring dækker mig i to måneder og vil betale for en evakuering med helikopter, hvis det nu skulle være mig, der fik brug for det. Og det gør den.

Fra projektet har de skrevet og spurgt, om jeg vil indgå i deres “Little doctor programme”, som handler om undervisning af børn og unge om hygiejne, ernæring, famlieplanlægning, sygdomme, sanitet og førstehjælp. Meningen er at arbejde for sundhedsfremme og sygdomsbekæmpelse, nedbringe sult og ekstrem fattigdom og reducere børnedødeligheden i et område, som er ved at rejse sig efter de indre konflikter, Nepal har rummet i de sidste mange år. Og det vil jeg selvfølgelig gerne. Det er jo børnene, der skal bære igennem.

Snart vil alt mit bjergudstyr brede sig ud over alle mine gulve, mens jeg flytter bunker frem og tilbage og forsøger at vælge. 20 kg levner ikke mange muligheder. Her skal prioriteres igennem. Eller betales overvægt

Huset er lånt ud en del af tiden. Og måske vil mine blomster overleve.

I næste uge tager jeg på den nepalesiske ambassade og får mit visum.

Jeg er så småt gået igang med at afsøge mulighederne for at få noget medicin og forbindsstoffer med fra vores godt stillede lille land. Og måske få de danske Rotary klubber gjort interesserede i projektet. Det sidste fordi projektet samarbejder med de engelske, skotske og irske Rotary.

Og med sådan et fokusflyt – kan man ikke bevare det dårlige humør ret længe.

Nepal update

Tiden spurter afsted, og nu er der næsten kun to måneder, til jeg rejser til Nepal. Jeg går og nørkler med mine forberedelser. Det skrider stille og roligt frem. Jeg har fået min kontrakt! It’s real! Jeg er ventet derude. Hvor er det vildt. Og en islandsk askesky varer vel ikke evigt?

Planen er, at jeg lander i Kathmandu, som er Nepals hovedstad. Der har jeg en lille uge til at pakke alt det, der skal med ud i projektet, forberede den videre tur, få tilladelser og pepirarbejde til en side, hilse på gamle venner og nyde Kathmandu lidt.

Derefter stiger jeg på et lille fly og flyver vestpå til et lille sted, der hedder Nepalguni. Her stiger jeg på et endnu mindre fly og flyver nordvest til et endnu mindre sted, faktisk er landingsbanen græs. Den lille by hedder Simikot og er “hovedstaden” i Humla provinsen. Herfra foregår alt til fods, og her fra skal jeg ud og arbejde i sundhedsprojektet.

Jeg har fået en aftale om nogle praktikdage på fødeafdelingen på Rigshospitalet, så jeg kan få opfrisket nogle kompetencer og noget viden. Måske skal jeg også få en dag eller to på en børneafdeling eller med en sundhedsplejerske? Jeg har også skaffet en af de meget få bøger, som handler lidt om Humla distriktet. Den er af en gammel antropolog, Christoph von Fürer-Haimendorf og fra 1975

Jeg elsker sådan nogle gamle monografier. Det er sådan lidt antropologisk fagnørderi. Og der er sikkert ikke meget, der er forandret i Humla siden 1975. Om jeg glæder mig???????

Næste step er at få nogen til at donere noget medicin og nogle forbindsstoffer, som jeg kan have med. Og det skal jo nok lykkes.

Kvindeliv, bøger, blogging og kreativitet

Jeg er blevet inviteret til foredrag om kvindeliv, bøger, blogging, kreativitet og branding. Og jeg glæder mig. Jeg tilmeldte mig Julia Lahme‘s nyhedsbrev, og med det allerførste nyhedsbrev kom invitationen til det foredrag, Julia Lahme holder sammen med Lykke Rix. De er begge to kreative kvinder, og jeg lurer næsten dagligt med på deres blogge. Foredraget kommer super timet lige midt i en stor skrivelyst. Spændende hvad det kan udvikle sig til. Jeg glæder mig og siger bare tusind tak tl de to skønne kvinder.

Jeg elsker at skrive. Både når jeg skriver faglige tekster, kvalitetsstrategier eller mødesager, og når jeg skriver blogs og mere skønlitterære tekster. På rejser skriver jeg monstermeget og tvangsindlægger venner og familie til meterlange rejsebreve. Min antropologiske træning i observation og deltagelse fornægter sig ikke på mine rejser. Jeg bliver vildt optaget af de mennesker, jeg møder på min vej. Og jeg skriver om dem.

NU bliver min rejse til Nepal nemlig til noget! Det er konfirmeret og clearet med min chef. På betingelse af foredrag med billeder und alles, når jeg kommer hjem igen. Mine unger og forældre har endnu engang sunket og accepteret, og nu booker jeg mine flybilletter. Jeg har fået tilsagn fra The Nepal Trust om, at de betaler for nogle af de interne flybilletter i Nepal, så turen bliver en lille smule billigere. Nu skal jeg så igang med at finde sponsorer til medicin og forbindsstoffer og andet udstyr, som jeg tager med derud. Weeeeeeee!!! Det bliver et eventyr. 

Jeg tager min computer med derud. Så kan jeg skrive løs og udgive det hele, når jeg kommer hjem igen. Og reflektere lidt over forskellige slags kvindeliv. Mon ikke der er et par blade, der gerne vil have en artikel eller to? Der er ingen telefon eller internet forbindelse i Humla, men jeg vil undersøge, hvad det kan koste at leje en satellittelefon at have med derud. Måske kan jeg så alligevel belemre venner og familie med lange, lange rejsebreve. Og måske aflægge et lille besøg i bloguniverset i ny og næ.

At skrive meget, hænger uløseligt sammen med at læse meget. og tid til at tænke meget. Jeg får tid til at læse en masse bøger, – derude i ødemarken. Og der er nok ikke nogen mulighed for at lave bogbytte. For der kommer ikke nogen forbi. Så jeg må have dem allesammen i rygsækken. I boghandlen i Birkerød er der stadig udsalg, og der var mange gode titler.  Da jeg stod ved kassen, så ekspedienten bøgerne igennem og bemærkede med et glimt i øjet, at jeg da vist gik efter en vis kvalitet. Det kunne ikke nægtes, og jeg kom også derfra med en pæn stak spændende titler: Paul Auster, LeCarré, Garcia Marquez, Preisler, de Saint-Exupéry – og en sjov bog, jeg tidligere har haft i hænderne, Kys dit kaos – livet er alligevel noget rod. Godt sagt!

Det er en kunst at vælge bøger til to måneder. De må ikke være for kedelige. Men de må heller ikke være for spændende og hurtigt læste. Der skal være noget pondus, som er langtidsholdbart. Paul Auster er altid et godt bud, og jeg har et par stykker, som er næsten slidt op af at være med på tur. De må ikke være for tunge, så paperbacks er bedst, men de må heller ikke være for lette og af for dårlig kvalitet, så de ikke kan holde til mosten. Et par gange har jeg haft digte med. Det går vældig godt i tråd med at være langt væk på en eller anden måde. Lange rejser kan også være en anledning til at læse bøger, som af en eller anden grund har været svære at komme igang med. Men først må jeg vist lede efter en bog, hvor jeg kan læse lidt om det gemte hjørne af Nepal.

Nu er det næsten ganske vist…..

Jeg har hørt igen fra min hollandske ven, som står for det sundhedsprojekt, jeg har ansøgt om, i Humla distriktet i det nordvestlige Nepal. Det kommer til at koste mig under 20.000 kr at rejse til Nepal i 8 uger. Og måske bliver det billigere, fordi han ansøger bestyrelsen i The Nepal Trust om at tage sig af nogle af udgifterne. Så jeg venter spændt. Jeg skal igennem en del formalia med mine uddannelser og andre ting, som vil dukke op i de næste dage. Jeg har lige skrevet sammen med Jeroen, som min forbindelse hedder, og jeg er bare superspændt. Sidder her som en teenagetøs med maven fuld af sommerfugle. Det er en vaskeægte win-win. The Nepal Trust er lykkelige for at få en kvindelig sundhedsfaglig person, og jeg er lykkelig for at få mulighed for sådan et eventyr. Men hvor er det jeg skal hen:

Humla provinsen ligger i det allerfjerneste hjørne, helt oppe i det nordvestlige område, som grænser op til Tibet. Der bor ca. 45.000 mennesker i hele området, fordelt i små landsbyer. Byerne er de højest beliggende i Nepal, ja faktisk i verden. Børnedødeligheden er enorm, mere end en tredjedel af børnene dør i det første leveår, og gennemsnitslevealderen er derfor tilsvarende lav, omkring 53 år.

Især kvinderne lever et hårdt liv. Et liv i ubegribeligt hårdt arbejde, med livstruende fødsler og graviditeter, fordi sundhedsfaglig hjælp er så langt væk. Mange skal gå op til 10 dage, før de kommer til en sundhedsstation. De lever af landbrug. Men med beliggenheden højt i bjergene, er sæsonen meget kort, og vintrene er lange og hårde.

Befolkningen er buddhister og mange er af tibetansk afstamning. På kortet kan man også få et lille indtryk af de højder, befolkningen lever i. Så, hvem ved, måske kommer der et lille bitte bjerg på tværs, som jeg må se toppen af?

Humla provinsen er så langt væk, at den næsten ikke er omtalt i de guide bøger, jeg har om Nepal. I den ene kan jeg kun finde Humla omtalt som ‘restricted area’.

Landsbyerne ligger spektakulært, omkranset af høje bjerge:
                                                                                                      
   

Altså billederne i sig selv kalder på mine allerinderste eventyr-instinkter. Jeg glæder mig helt vildt, og jeg ser virkelig frem til at opleve helt nye egne af Nepal. I løbet af de næste dage, vil jeg modtage en masse information, og jeg skal udfylde alle mulige formularer og det ene og det andet. Og SÅ skal jeg have købt min flybillet til Kathmandu. Og jeg skal have fortalt mine bekendte i Kathmandu, at jeg kommer.

Så den sne, der vælter ned udenfor mine ruder, bliver for en stund ignoreret. Jeg kom for sent hjem til at nå en løbetur, så det må blive i morgen. Lige nu vil jeg bare lade mig optage af mit kommende projekt og gå på jagt efter flere informationer på nettet.