Tag Archives: projekt

by - 2 kommentarer

Sidespring

Der er intet i verden som koncentrerede opgaver, der kan sætte gang i små og store sidespring. Sovt som vasketøj og oprydning kan være mere tiltrækkende end at blive siddende med fingrene klistret til tastaturet. Tanker drager på langfart, og pludselig er det vigtigste i verden at bestemme, hvor den der ferie skal gå hen. Den ferie der skal kompensere for alle de timer, jeg arbejder.

Derfor har jeg opdaget, at jeg kan flyve til Marrakesh i Marokko for 2000 kr. Og der har jeg aldrig været. Skulle man så måske ikke bruge et par uger i slutningen af vinteren på at rejse på opdagelse? Og få fyret nogen af de utallige ekstratimer afsted på noget fornuftigt? Lidt hurtigt sidespringssurf på nettet er overbevisende. Og endnu et sidespring, så har jeg bestilt Lonely Planets bog om Marokko. Nåmen så er det jo næsten besluttet. To uger, så kan jeg både nå at snuse lidt rundt i de gamle byer og plaske lidt rundt i Atlanterhavet. Alene? Hvorfor ikke? Altså er der nogen, der vil med? Så er I velkomne. Men ellers er de flybilletter nok bestilt hurtigere, end noget kan stave til sne og is.

Kurven med gamle aviser er blevet tømt, og sengetøjet er nyvasket. Mit hjem ligner et bombekrater, og jeg giver småforvirrede svar i telefonen. Når det ikke drejer sig om mine projektbeskrivelser. Jeg er fuldstændig krøllet i hjernen. Det eneste, der pipper ud af min sammensnerpede mund, er ord som ‘patient empowerment’, ‘telemedicin’, ‘sundhed.dk’, ‘evaluering’, ‘brugerinvolvering’, ‘patienttilfredshed’, ‘patientdagbog’ – og det er ikke lige relevant i alle sammenhænge.

Deadline presser sig på, men jeg må stikke hovedet ud af min puppe i morgen. Og forholde mig til verden udenfor et par timer. Inden jeg igen burer mig inde og skriver færdig. Og afleverer. I morgen. Jo jeg gør.

Nå ja, man kunne måske have været i bedre tid. Men når nu familien kaldte sammen fredag i Århus til fejring af nevøs 17 års fødselsdag. Og til familieabejdsweekend i familiesommerhuset på Mols, må man jo tage de sidespring med.

Familieråd om flismaskine

Eller når Heather Nova spiller op i Vega og pigerne i min lille familie er klar? Og hun leverer et brag af en koncert. Meget langt fra tøserock og meget mere rigtig rock. Fuld af power. Og alligevel når at kalde gamle kærestesorger og hygge-heartbreak frem. Jamen så må man tag det sidespring med også. Og lide lidt med pressede deadlines.

Imens må man hygge sig med at se frem til rødvin og hyggebesøg lørdag, og til søndagspandekager med mine unger søndag.

by - 0 comments

En nat på slottet

 

Jeg har været sådan lidt kongelig i det siden i går. Mine kolleger og jeg tjekkede ind på Bernstorff Slot efter en formiddag, hvor mit store projekt. Min baby, so to speak. Eller vores, – jeg er jo ikke enlig mor til projektet. Blev præsenteret for topcheferne i regionen. Og fik det blå stempel. De havde læst det og forholdt sig til det. De tog godt imod det. Så nu skal det iklædes pæne former og trykkes rigtigt. Og så skal det implementeres. Men det er en helt anden historie, som jeg også får lov til at være medtovholder på.

Men vi tjekkede ind på slottet og havde et døgns fælles seminar foran os. Det er en udsøgt luksus af den virkelig konstruktive slags at rive et døgn ud af en travl hverdag. Et døgn hvor man kan fordybe sig i sine egne processer og relationer af de faglige slags. Hvor vi kan skabe fælles retning og sammenhæng i vores mange forskellige opgaver og projekter. Hvor vi kan grine og lege. Spise dejlig mad og drikke lidt for meget vin. Udveksle kreative ideer og lære lidt mere om hinanden. Vi har været fagligt seriøse, og vi har malet og klippet og klistret. Vi har været på natløb i Bernstorffparken og drukket “Fisk” (ikke en drik jeg umiddelbart kan anbefale). Vi har også lavet konkrete aftaler med hinanden. Personligt har jeg fået ideer til et par meget konkrete samarbejdsflader, som jeg allerede har lavet aftaler om. Sammen med en kollega blev jeg lidt inspireret til at etablere en lille læseklub. Vi savner begge to at være sådan lidt høj-pandet akademiske en gang imellem. Så vi vil læse lidt høj-pandede akademiske artikler sammen. Har vi aftalt. Også for at følge lidt med i, om universitetsverdenen har skabt arvtagere til Foucault, Giddens og Bourdieu, og andre klassiske sociologer. Jeg har også aftalt at tage på chokoladetur til Hillerød. Der ligger nemlig en chokoladebutik, som vi ikke kender. Endnu.

På en måde er det lidt ligegyldigt, hvad man laver i sådan et døgn. Og så alligevel ikke. Det vigtige er at have tid til at tale sammen og udveksle tanker, ideer, muligheder. Vi havde en ekstern konsulent på. Hun var okay, men personligt kunne jeg godt tænke mig en mere modig konsulent. En konsulent, som ikke er så fokuseret på os som personer, men som fokuserer på de faglige kompetencer, som er i spil. Desværre har mange af den slags konsulenter alt for stort fokus på de personlige relationer, følelser og oplevelser. Jeg har det meget fagligt med at gå på arbejde. Det er ikke nok, at mine kolleger synes, jeg er sød. Jeg vil ses og anerkendes for min faglighed og mine faglige kompetencer. Og selvfølgelig skal vi have det sjovt, være ordentlige, respektere hinanden, kunne lave andre ting; men jeg kommer på mit arbejde for at bruge mine faglige kompetencer. Og jeg elsker at have de fantastiske søde, varme, sjove, kreative kolleger, som jeg har.

Fredag eftermiddag cyklede jeg hjem i det dejligste forårsvejr.

by - 3 kommentarer

Ros

I dag fik vi ros. For den projektrapport, vi har udarbejdet for et af de projekter, der har slugt min tid. Ros fra de højeste direktionslag, overbragt af min chef. Og ikke bare ros, men stor ros. Og der sad jeg – og gloede på den mail med rosen. Og funderede over, hvorfor mit hjerte ikke svulmede af stolthed. Jeg kunne se, at mine makkere svarede med glade, taknemmelige mails, og jeg sad bare der og hakkede i det. Til sidst lukkede jeg mailen ned igen og funderede videre over, hvorfor jeg ikke bare jublede og drak det i store slurke. Det er da utroligt fedt, at vores arbejde i den grad bliver anerkendt. Skønt at alle de sene nattetimer ved tastaturet, de mange, lange diskussioner i arbejdsgruppen, alle omskrivningerne, – ser ud til at kunne bære frugt. Hvorfor i himlens navn sidder jeg så der og tøver?

Efter at have luftet ansigtet og tankerne i den klare frost på cyklen og i løbeskoene havde jeg en forventning om en afklaring. Men nej da. Jeg sad stadig med tøvende fingre ved tastaturet, da jeg atter åbnede mailen. Endelig fik jeg kreeret et svar med noget konstruktivt fremadrettet skriv. Og så faldt tiøren, tror jeg. Jeg ved måske bare ikke, hvad jeg skal stille op med ros eller ris taget ud af sammenhæng. Det kommer til at smage ligesom, når mor’en siger: neeeej, sikke en fin tegning. Fordi sådan siger man, når ens unge har lavet en tegning. Og det er ikke en fair sammenligning, for jeg er fuldstændig sikker på, at rosen er ment, og jeg ved, at den er saglig. Det er jo fedt at have lavet et stykke godt arbejde, som også bliver taget godt imod.

by - 1 kommentar

Deadline

Jeg cyklede glad hjem fra Hillerød med Manu Chau i ørerne. Altså, så kan man kun være glad. Også selvom Hillerød Kommune skulle skamme sig med deres dybfrosne snebjerge på cykelstien. For anden dag i træk har det været muligt at cykle både frem og tilbage til arbejde. Og det er lyst. Noget sker der heldigvis, –  i den rigtige retning. Mod noget forår. Jeg var også lettet, fordi jeg endelig havde afleveret mine afsnit til vores projekt til første behandling. Jeg er lettet, lettet, lettet. Og egentlig ret tilfreds med produktet.

I aftes sad jeg og pev lidt over de bjerge af ubrugte ord, der tårnede sig op foran mig. Jeg kunne pludselig ikke få det hele til at vende rigtigt. Kunne ikke finde de rigtige udtryk. Og kunne slet ikke skabe en sammenhæng.  Min gode veninde, Lene, grinede lidt overbærende. Det når du jo, sagde hun, du er så god til deadlines. Vel er jeg så. Men forklar mig,, hvorfor jeg driver mig selv til kanten hver gang? Hvad enten det har været eksamensopgaver, artikler, undervisningsopgaver eller projekter, har jeg siddet og pevet i yderste sekund. I dyb overbevisning om, at denne gang ville blive den gang, hvor jeg ikke nåede det. Med sjælen kortvarigt i en slags laser. Denne gang var en klassiker. Jeg skrev og rev mig i håret til klokken 23 i aftes, skrev videre i drømme hele natten og stod op klokken syv og skrev det hele færdigt. Trykkede på send-knappen, og afsted med det til min chef. Som selvfølgelig havde en bunke kommentarer og smårettelser. Og så var der lige nogle organisationsdiagrammer, som skulle finpudses. Og jeg er ingen ørn til den slags. Tror på en eller anden måde, at der altid springer en it-nørd ud af skabet og redder mig. Men nix. Jeg må – hver gang – lære det the hard way. Og så lykkedes det alligevel. Et sekund i deadline. Send. Afsted. Og aben sprang af mine skuldre. Og mig og Manu Chau cyklede tilbage til Birkerød.

I morgen får jeg igen kongeligt besøg af kronprinsessen. Uden følge. Så jeg måtte lige planlægge min træning. Man løber ikke hjemmefra med kongeligt besøg i huset. Og der er kun 16 uger til Copenhagen Marathon. Så jeg fintede mig selv og trak i løbetøjet, før jeg kunne tænke en sammenhængende tanke. Jeg løb 11 iskolde kilometer rundt i Birkerød, hvor fortovene stadig er fulde af knoldet is. En okay tur, faktisk. Det går en lille smule fremad med tempoet. Men benene var en smule mærkede af pludselig at cykle halvlangt to dage i træk efter måneders pause.

Så nu sidder jeg her og er svært tilfreds med mig selv. Varm og tør under dynen i sofaen og ser the March of the Penguins. Jeg har filmen på dvd med engelsk speak, men på DR2 har de sat dansk speak ind. Det virker ikke. Det bliver for pussenusset. Se lige de pingviner. Der er ikke meget pjevs over dem. Ah okay – de piver lidt, men de kan jo også for alvor tale om kulde. Der ville ikke være kommet meget baby ud af det, hvis jeg var blevet budt noget lignende.