Melankolske finurligheder

En af de ting, jeg gør med stor fornøjelse sammen med tøsepigerne i min familie, er fælles koncertoplevelser. Min Sofie og jeg havde et mangeårigt crush på Heather Nova. Som jeg bare hørte alt for meget. Sådan er det med mig og musik. Jeg får nærmest en besættelse af en bestemt genre eller en bestemt kunstner. Og så kører den i iPod’en og på anlægget i en uendelighed. Eller jeg render til koncerter med samme kunstner, når jeg kan. Indtil jeg med ét får nok og kyler det hen i det fjerneste hjørne og skynder mig at finde nye musikoplevelser.

Men nu kommer hun, Heather Nova. Til Vega i november. Og nu har hun været forvist til nederst i bunken i 1700 år. Og vi vil ind og høre hende, vil vi. Derfor satte jeg et af de gamle yndlingsalbums på fuld styrke i aftes. Og blev helt overmandet.

Det forstår I sikkert ikke en skid af, men pludselig lå jeg i et koldt telt højt oppe i Andesbjergene med noget snestorm husende om ørerne. Det album var ét af tre, som kunne være på min MP3 afspiller. Og det kørte igen. Og igen. og igen. Og igen. Mens vi var indesneede i dagevis.

Faktisk var jeg ret elendig. Ikke ret meget gik, som det skulle på den ekspedition. Vejret var råddent. Og havde tæret al fernis af os. Venskaber var hårdt prøvede og hang i den tyndeste tråd. Vi var vel på en måde tæt på at slå hinanden ihjel i vores små tomandstelte der højt oppe på bjerget. Min kæreste havde slået op lige inden afrejsen. På en rådden måde. Og vi nåede slet ikke de toppe, vi havde planlagt. Vi var trætte af vores frysetørrede mad, og nærmede os bunden af forsyningerne. Vi var tynde og lugtede fælt af hengemte gnuer. Og vi var dødtrætte.

Jo, der var langt mellem jubelråbene, og Heather Novas tøsetuderock gled rent ind i mit ømme sind. Jeg har vel stort set ikke hørt det album siden. Og musik kan sådan noget. Kaste mig hovedkulds tilbage i en følelse. Og her sidder jeg i min lyse, lune stue og mærker råkulden på bjerget, frustrationen over alle udfordringerne og raseriet, sorgen, kniven-i-såret følelsen over den dumme kæreste. Ekskæreste, that is.

Og så løfter jeg blikket og ser ud på solen og tænker, at jeg egentlig ikke ved, hvordan den ekspedition ville være endt, hvis ikke Heather Nova var med. Vel? Fordi drengevenner er fantastiske, men de kan ikke det der, som nogen veninder og tøsetuderock kan. Sådan supporte noget lidelse på nydningsmåden.

Så vi skal da ind og høre Heather Nova i november. Hun skulle bare vide, skulle hun. Prøv lige og mærk, hvor hyggeligt det kan føles at være ulykkelig:

4 thoughts on “Melankolske finurligheder

  1. Jeg var langt inde i puberteten, før det gik op for mig, at jeg ikke vare en dreng. Og så lærte jeg aldrig at forstå, hvorfor der var ting, som jeg skulle lade være med. bare fordi jeg var en pige. Så jeg har snuppet det hele. Og har det ret skægt det meste af tiden.

  2. Pingback: Sådan en mandag – fuld af kærlighed og kvindemagi « Helle's Blog

  3. Pingback: Sidespring « Helle's Blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s