En lille tale til et stort menneske

For et par uger siden dumpede en mail i indboksen fra en sekretær i Kræftens Bekæmpelse. Anne Nissen, som har været leder af patientstøtteafdelingen i KB i 22 år, går på pension. Og hun ville bede mig holde en tale til hendes afskedsreception. Mig, altså. Jeg blev så rørt. Så jeg blev ganske stum. Lille mig skulle tale til hende, som jeg respekterer virkelig højt. Og jeg skulle tale lige efter Christian Busch, som er præst på Rigshospitalet og har skrevet mange kloge bøger. Anne bad mig tale om fremtidsperspektiver på patientstøtte, og nu får I så lige historien om mig og Kræftens Bekæmpelse. Og historien om mig og Anne.

Da jeg blev syg for 4½ år siden, blev jeg virkelig overrasket over, hvordan hele min identitet skiftede. Fra mig, stor og stærk, til mig, lille og svag og stakkels. Det var jeg ikke god til. Kræftens Bekæmpelse, dameblade, bøger, pjecer, – alt var med til at give mig en identitet, som jeg ikke kunne kendes ved. Jeg brød mig overhovedet ikke om alt det stakkels. Det lagde sig som en dyne over mit liv, og jeg følte mig fuldstændig frastødt af at være kastet ind i det fællesskab. Jeg undrede mig også over, at den psykosociale forskning, som handler om livskvalitet og erfaringer, slet ikke var til at genfinde. Jeg kendte jo en masse til det her, også dengang. Det var svært at få øje på andet end sygdom og behandling. Og selvfølgelig venlige og velmenende mennesker. Men hvorfor var forskning om træning f.eks. ikke implementeret på den afdeling, jeg blev behandlet på.

Så jeg skrev selvfølgelig et langt brev til Kræftens Bekæmpelse. Sådan er jeg jo. Og så kom Anne og besøgte mig. Hjemme i min stue i Århus midt i behandling med kemoterapi med skaldet hovede og kemotørklæde. Vi snakkede længe om livet og døden og kræft og forskning. Og det er vi sådan set blevet ved med. Vi mødes en gang imellem og snakker om mangt og meget. Anne er sådan et smukt menneske. Med helt hvidt hår og tindrende blå øjne. Et menneske, som virkelig brænder for det, hun laver. Som har lagt sin sjæl i at bygge Kræftens Bekæmpelses patientstøtteafdeling.

Og så kommer jeg der. Og kritiserer Kræftens Bekæmpelse sønder og sammen. Og af alle de mange, mange mennesker, Anne kunne have valgt til at hold den tale. Ja så valgte hun mig. Det er stort. Og det er bare med til at gøre min respekt for hende virkelig stor.

Og jeg holdt min tale. Jeg var hundenervøs og havde printet hele talen ud. Ingen fancy slides eller noget. Bare mig, der talte. Jeg var SÅ bange for, at det ikke helt var det, hun ønskede sig. Men det var det. Hun blev glad. Selvom jeg stadig kritiserer Kræftens Bekæmpelse. Og jeg skalnok skrive talen i en lightversion. En anden dag, når jeg har sovet.