Så løb jeg lige et halvmaraton. Lyder det let og elegant? Det var det ikke. Kønnere end maratonløbet i Skodsborg for nyligt. Og hurtigere. Men ikke hurtigt. Det er ikke godt at løbe klokken 18. Og hvorfor gjorde jeg det så sådan en tirsdag aften? Jo, det var på Amager Fælled og lige i min baghave. Men det behøver jeg jo ikke smide 160 kr for.
Næ det var fordi, det var arrangeret af dem her, og nu får I altså lige en ny kræfthistorie.
I 2006 blev jeg inviteret til en aften med projektet Proof of Life, som var et projekt for unge kræftpatienter. Projektet var ledet af mine venner Julie og Morten, som begge har arbejdet med Krop og Kræft på Rigshospitalet fra starten. Nu ville de vise, at målrettet benhård træning ville styrke de unge sammen med det fællesskab, de sammen udviklede. De trænede mod en Kiliman, bestigning af Kilimanjaro (5895 meter), mountainbike i to dage rundt om bjerget og til sidst et maratonløb. De ville gerne have mig til at guide dem på bjerget og lære dem noget om Kilimanjaro, bjergbestigning og højder. Så jeg mødte op efter en cykeltræning og viste billeder og fortalte. Og havde en fin aften sammen med hele gruppen. Og selvfølgelig ville jeg guide dem på bjerget.
Så var det bare, at den lille bule, jeg havde nederst på halsen, viste sig at være fuld af kræftceller. Og 1½ måned inden afrejse skrev jeg mit livs mærkeligste mail til den gruppe. At jeg alligevel ikke rejste med til Afrika. Fordi jeg havde lymfekræft. Og skulle starte behandling NU. Jeg husker klart og tydeligt, hvordan jeg – helt latterligt – forsøgte at sætte alle de ukendte brikker sammen, så jeg måske alligevel kunne tage afsted. Little did I know. Jeg kunne selvfølgelig ikke tage nogensomhelst steder. Overhovedet. Jeg var bastet og bundet til Århus og til Århus Sygehus. Og jeg fik kemoterapi i lange baner. Sådan en fast rutine med fem døgns kemo og to uger fri. Eller fri. To uger til at restituere, så jeg var klar til næste bombardement.
Og just som de unge mennesker skulle stå deres første prøve på bjerget, lå jeg med stoffer flydende ind i årerne. Og en hemmelig mobiltelefon gemt under dynen, så de kunne sms’e til mig undervejs. Det kan man nemlig på Kilimanjaro. Sms’e midt i vildmarken. Man kan også ringe hjem fra toppen. Men jeg måtte ikke have mobil’en åben, fordi det kunne forstyrre de infusionspumper, der styrede kemoflowet. Jeg måtte jo bare høre, hvordan det hele gik. Og de sms’ede lystigt hele natten. Og nåede toppen. Senere ringede de og råbte deres triumf gennem en hel verden, efterhånden som de klarede alle deres udfordringer.
Jeg blev på den anden side bekræftet. Jeg blev virkelig så glad, fordi det også hjalp mig til at tro på det hele. Når de kunne, så kunne jeg fandme også. Og jeg blev tildelt livslangt medlemsskab. Selv om jeg var alt for gammel. Jeg var bare barnlig nok.
Og derfor løb jeg et halvmaraton sådan en tirsdag aften på årets længste dag på Amager Fælled.
Helles Blog 
Hej Helle! Det lyder som et rigtig godt løb. Men enig med dig at det er så hårdt at løbe om aftenen. Tillykke med din hurtigere tid end i Skodsborg – og du havde da også en god tid der!
Jeg havde for længe siden tænkt at invitere dig og Maj-Britt og Henriette ud på min fødselsdag i morgen, men så blev jeg kaldt ind til et vigtig arbejdsmøde, som jeg bare ikke kunne sige nej til. Det gjorde ondt. Men lige pludselig med familien i USA har jeg FÅR meget på kalenederen, mest arbejde :(, men jeg vil gerne finde en anden tid til te eller en løbetur. Tak fordi, du tænkte på mig. Det gjorde mig så glad!
Søde Tracy. Tillykke med fødselsdagen. Bare ring, hvis du får tid til at komme. Knus Helle
Og stort tillykke med fødselsdagen.
God læsning Helle. Jeg var slet ikke klar over din historie, i hvertfald ikke helt i sammenhæng. Det var godt at have dig med til løbet og det lyder jo til at du efterfølgende har været mere glad for det end du turde indrømme på selve aftenen. Hvad pengene angår, så fik man da også en trøje for det som i sig selv jo er de penge værd vil jeg mene 🙂
Måske du i fremtiden kan lokkes igen til at stå frem som inspiration i den ene eller anden art?
Ligemeget hvad, så var det i hvertfald godt at se dig til løbet
Tak Christian. Og i lige måde. Aj, jeg syntes da det var superhyggeligt at være med. Jeg havde bare et rigtig dårligt løb. Så det var sørme ikke noget med ikke at turde indrømme.
Når jeg joker med prisen, skal du ikke lægge andet i det end en lille joke, der handler om at jeg et par gange om ugen alligevel løber 21 km rundt på Amager. Selvfølgelig vil jeg gerne betale for at deltage.
Hvad tænker du på med at stå frem som inspiration?
Oops. Jeg har vidst lige overset dit svar. Ved egentlig ikke hvad jeg mener med inspirationen, men du har da prøvet lidt af hvert i din fysisk udfoldelse som jeg kan se og læse mig frem til og måske der var nogen i foreningen der kunne få gavn af at høre dig fortale om det eller give en kort introduktion til .. klatre eller lignende. Men igen, jeg har intet konkret i tankerne.
Håber dog vi ses igen til en skøn anledning 🙂
Jeg har faktisk holdt flere foredrag for POL, men jeg gør det gerne igen.
Vi ses helt sikkert lige pludselig
Wow.
Tak, fordi du deler.