Noget af det, jeg rigtig godt kan lide ved Sydhavnen, er den pose godt og blandet, det hele består af. Vi kunne nemt drukne i pænhed, hvis der bare var alle os i kanalbyen. Men det gør vi ikke, fordi Sydhavnen også er alt det andet. Fordi Sydhavnen også er befolket af øl-aber, skovmandsskjorter med læderveste, alt for korte nederdele og uglet hår. Sydhavnen er også fiskere, lastbilchauffører og amatørrockmusikere, der køber øl i Irma og øver i den gamle lagerhal.

Da jeg cyklede hjem i aftes fra en hyggelig aften med søn og kæreste, krydsede jeg Mozarts Plads, hvor øl-aberne har deres højsæde. Her mødes de dagligt og udveksler nyt og bøvser sammen i dagens øl. Som er i flertal. Øl-aberne er ikke et navn, jeg har fundet på. Det stammer fra fra Helle Ryslinges film fra 1996. Filmen kunne lige så godt have foregået netop på Mozarts Plads. Ølaberne er kendetegnet ved at være fredelige væsener, der sjældent råber af andet end hinanden. Derfor kan jeg som regel godt lide dem.

I aftes var en råbeaften. I det tiltagende mørke var en lille flok forsamlet på pladsen. En mand og en kvinde stod tæt sammen og råbte meget højt. Det var ikke kærlighedserklæringer. Eller måske var det? Bare ikke formuleret, som man ville have gjort det i kanalbyerne. Den ene havde været sammen med en anden. Og måske havde den anden også været sammen med en anden. Fordi den første havde været sammen med en anden. Som ikke var den anden. De øvrige tre øl-aber sad fredeligt ved siden af og bøvsede videre i deres aftenøl.

I morges cyklede jeg til Hvidovre. Og krydsede igen øl-abernes territorium. Det regnede, og de havde indtaget busskuret ved 3A’s stoppested ved indgangen til Valbyparken, hvor de kunne starte dagen i tørvejr. Og fællesskab. Det gode ved Sydhavnen er, at ingen øl-abe er alene. Man kan altid finde nogen, der vil drikke en øl i takt. Og diskutere verdens temperatur. Og det synes jeg virkelig ikke, man nogensinde skal tage fra dem.

Da jeg cyklede videre og krydsede ind i Vigerslevparken, hvor der går en sti hele vejen til Hvidovre, sad der en mand alene på en bænk. Sammen med en flok tomme ølflasker, der stod på bænken ved siden af ham. Han var ikke gammel og var på sin vis ganske velklædt. Jeg cyklede bare forbi, der i regnvejret. Og blev slået af verdens forskellighed. Her sad han ganske alene. Og så meget ensom ud. Understreget af flaskeflokken på bænken. Han skulle jo have et kram. Nogen skulle tage ham i hånden og vise ham busskuret ved Valbyparken. Når verden smager så meget af lort, at man har kvalt syv øl, inden klokken er ni, er det ikke bedst at være helt alene. Og det er længe siden, jeg har set noget mere alene end manden på bænken i Vigerslevparken.

Jeg cyklede videre til mit møde i et lunt kontor i Hvidovre. Og har mere end én gang tænkt på, hvordan hans dag har været. Og hvor han mon går hen, når han ikke har flere penge at købe øl for i Netto. Eller om der alligevel kommer en øl-abe og sætter sig sammen med ham senere på dagen?