Hverdagsmagi

Når regeringen råber på større overlevelse og mindre ulighed i sundhed og synes, det er gjort med at lave flere helbredstjek og hurtigere diagnoser, glæder jeg mig i mit stille sind over mit eget job. Hver eneste dag møder jeg læger, sygeplejersker, terapeuter, socialrådgivere og mange andre, som arbejder hårdt med at gøre syge mennesker raske. De arbejder lige så hårdt for at gøre livet godt for dem, der ikke bliver raske. Og de knokler for at gøre de syge og raske stærke nok til at håndtere en hverdag med det, der nu skal håndteres. Det er nemlig det, der betyder noget i det regnestykke, der handler om overlevelse, livskvalitet, arbejdsevne og lighed, når de syge mennesker har fået den operation eller den medicin, der gør noget ved deres sygdom.

I dag mødtes jeg først med en sygeplejerske fra psykiatrisk gadeteam og en socialrådgiver fra herbeget på Sundholm. Psykiatrisk gadeteam, spørger du? Og Sundholm? De arbejder med dem, som de fleste af os helst ikke vil vide af. Samfundets bund, so to speak. Dem der hverken har hjem, arbejde eller godt helbred. De øser af deres viden og erfaring og giver de mennesker præcis den slags støtte, de har brug for, så de kan leve dagen igennem uden at gå i stykker. Og de elsker det, de gør. De elsker de mennesker, de gør det for og sammen med. Og jeg elsker at mødes med dem, fordi de oser af ren arbejdsglæde. Hverdagsmagi. Og jeg cyklede fuldstændig glad videre til Rigshospitalet. Fordi jeg vidste, at vi sammen ville gøre det bedste for en syg mand, der havde særligt brug for det.

Senere på dagen var jeg til møde på en afdeling, hvor de opererer mennesker med kræft. På mødet var der læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, diætister og så mig, som er den der kan trække nogle sammenhænge mellem det de kan på hospitalerne, og det de kan i kommunerne. Lægerne og sygeplejerskerne forklarede, hvordan operationerne og medicinen påvirkede patienternes liv, og hvordan de organiserede den støtte, der skulle til for at folk kunne leve et liv med de alvorlige gener, sygdom og behandling gav dem. Og igen sad jeg der på min stol og blev kisteglad over professionelle mennesker, der tænker meget længere end til diagnose, operation og medicin.

For det gør det ikke alene. Jeg råbte op om det, da jeg selv blev syg. Jeg skrev artikler om, at kræftbehandling skulle tænkes sammen med det liv, der skulle leves for at give mening. Og jeg råber stadigvæk. Nu er jeg bare så heldig, at jeg sidder i en stilling på landets største hospital, hvor mit råberi både bliver hørt og brugt. Så jeg kan godt sætte mig til rette for en stund og være en lille smule tilfreds over at kunne bevæge mig i et univers, der i den grad giver både mening og sammenhæng. 

Travl, mig?

Er du travlhedsramt, eller hvad sker der for dig, siden du aldrig tager telefonen, spurgte en af mine venner forleden. Jeg er ramt af den årlige sommerferieforbandelse, er jeg. Den måned hvor jeg skal arbejde dobbelt op på alting, fordi hele verden lukker ned i den næste. Den måned, hvor deadlines falder over hinandens tæer og tromler ind over hinanden. Mens de konkurrerer om at være verdens vigtigste. Jeg hader det lidt. Fornemmelsen af trængsel i luftvejene, når telefonen ringer for femte gang, mens jeg vrider ord ud af computeren. Den lette hjertebanken, når jeg uforvarende kommer til at se på uret. Og opdager, at endnu en time er forsvundet i universet. Og deadline er lige om hjørnet.

Men det ville være løgn at sige, at jeg bare hader det. Det driver mig også. Det får mig til at stå op om morgenen. At tage toget eller cyklen hele vejen til Hillerød. Og til at lukke computeren kvart over midnat, for at stå op og fortsætte klokken halv seks.

Da jeg cyklede hjem fra Hillerød i eftermiddag, var det med det første eksemplar af rapporten om patient empowerment i rygsækken. Med billede på forsiden og teksten pænt sat op. Det var måneders arbejde, der nu er forfremmet til en offentlig rapport. Som kan sendes ud i verden og lægges på hjemmesiden. Det er det værd. De sene aftener og lange dage.

En fredag med fornemmelsen af at have nået det hele og lidt til. Hvor solen skinner, trods løfter om regn. Og hvor mig og min blå racer regerede på Kongevejen. Så kan jeg kun sige velkommen til noget weekend, som bliver mest til venner og fri. Og en lille smule arbejde.

Og undskyld, når jeg ikke tager telefonen. Jeg sætter lyd på den igen om et par uger.

Snas og højdepunkter fra året der smuttede

Jeg er lige så stille ved at løfte armen for at vinke farvel til 2011. Som var mig meget mere nådig end så mange andre år. Hvor jeg andre år på kanten af december har tænkt, slut nu bare, så jeg kan tage fat i en anden ende. Ja så sidder jeg på en måde og ser mildt og tilfreds på den lille bitte stump, der endnu er tilbage af 2011. Et år hvor de store dramaer er sket i sikker afstand fra mit lille liv. Et år der har givet mere, end det har taget. Et år der næsten roligt er tøffet afsted i sit eget tempo. Så lad os da bare tage det, året. I overskrifter.

Arbejde

Lige meget hvordan jeg ryster posen, hopper arbejdsoverskriften op først. 2011 blev året, hvor sundhedsvæsenet begyndte at rykke på den fede måde. Hvor jeg kun vanskeligt får armene ned. Fordi der nu kommer fokus på samarbejdet mellem patienter og sundhedsvæsen. Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker mit arbejde. At jeg altid har elsket at arbejde i og for vores offentlige sundhedsvæsen. Jeg har drømt om – i hele mit arbejdsliv – at være med til at ændre fokus, så patienterne bliver hørt, set og forstået meget mere, end det sker i dag. Da jeg selv blev kastet ind i at være patient,  blev jeg kun bestyrket. Alting gik godt, når vi samarbejdede. Lægerne, sygeplejerskerne og mig. Og det gik rigtig skidt, når de glemte mig.

Og nu er ord som patient empowerment og patient involvering ved at blive helt almindelige. Og jeg får lov at folde mig ud. Og være med til at give ordene liv og mening. Omsætte dem til levende projekter og handlinger. Hold da op. Aldrig har arbejdstimer givet så meget mening.

Små mennesker

I 2011 blev min store rodebutik af en familie beriget med tre små nye mennesker, David, Rebekka og Vera:

Det gør mig jo ekstra glad for at have fået en lejlighed med plads. Næste projekt er at finde et gitter til trappen, for Vera er allerede bedre kendt som Turbo-smølfen og David som Houdini II, og hvem af de to, der bliver 2012 sjællandsmester i hurtigkravl, står hen i det uvisse.

Coming to terms

2011 blev året, hvor løb fandt sin nye plads i mit univers. Løb er fedt, men som livsindhold er det ligegyldigt. Sådan har det vist altid været, men mine drømme om at genfinde tidligere tiders fart, fik til tider løb til at fylde for meget. Jeg tror, at jeg er kommet overens med, at sådan bliver det ikke igen. Jeg har fået for meget kemoterapi, og det har smadret et eller andet i det, der gjorde, at jeg kunne løbe stærkt. Løb vil altid være en del af mit liv. Og en vigtig del. Alt har bare forandret sig. Jeg kunne muligvis komme igen, men det er ikke worth it. Det vil tage alt for meget tid og energi fra det arbejde, som er så meget vigtigere. Jeg kender ingen, der har haft lymfekræft, som er kommet til at løbe hurtigt igen.

Det betyder ikke, at jeg træner mindre eller aldrig løber intervaller. Det betyder bare, at det har fundet sin plads. At løbe langsomt betød meget mere end at finde  mig selv på næstsidste side i resultatlisterne. Det betød, at jeg måtte ændre mit mentale billede af mig som løber. Og det tager tid. Jeg var blevet en, man måtte vente på. Det betød, at jeg med et ikke kunne træne med de fyre, jeg havde leget med næsten dagligt i årevis. Det var en syngende social lussing. Og mit mentale billede af løb er blevet til noget helt andet. Hvor det tidligere faldt mig ret let at løbe hurtigt og derfor legede med at løbe om kap med de halvhurtige drenge, er løb blevet meget mere meditation. Jeg er kommet til at holde af mine lange ture alene. Uden krav til hastighed. Uden følelsen af ikke at slå til. Og måske er det bare bedst sådan lige nu. Hvor arbejdet skal have lov til at bestemme. Det er sgu da ligegyldigt, om jeg løber nogle minutter hurtigere eller langsommere. Det gør ikke verden til et bedre sted.

Hjem

Det blev året, hvor jeg efter temmelig meget rakken rundt, fik mig et hjem. Et rigtigt hjem med terrasse og fast husleje. Birkerød og jeg blev aldrig et godt match. Det blev jeg og Sydhavnen derimod. Jeg elsker, elsker, elsker at være i byen igen. Og at have Amager lige inden for rækkevidde. Come on – jeg er for gammel til fremleje. Så nu har fast grund under fødderne og rullegardiner for vinduerne. Og har på en eller anden måde fundet hjem.

Så i min lille livsboble ånder der fred. Midt i en verden af vold, uro, ødelæggelse og store kampe.

Double up på arbejdsfronten

Livet er ikke retfærdigt. Godt og skidt bliver drysset ud over folk med lidt tilfældig hånd. Nogen mangler arbejde, og andre får kastet det i favnen i overmål. Jeg er så en af dem, der står i lidt heldige vinde for tiden. Jeg øver mig nemlig i at have to arbejdspladser. Ganske vist indenfor samme væsen, men med forskellig organisation og meget forskelligt indhold. Halvdelen af mig bor stadig på Regionsgården og arbejder med, at de syge får den kvalitet på hospitalerne, de skal have. Resten af mig er blevet innovationsmenneske. En find-på-noget-nyt-og-prøv-det-af moster. Jeg er projektansat tre dage om ugen, hvor jeg skal være kommunikations/vidensagent. Projektet skal udvikle på de patienthoteller, som er tilknyttet de fleste hospitaler. Patienthoteller skal blive til “Patienternes Hus”, hvor der kan foregå alt muligt. Det skal ikke bare være et sted, hvor patienter kan overnatte og få serveret dejlig mad. Det skal være et aktivitetshus, og patienterne, de sundhedsprofessionelle og nogle private virksomheder skal være med til at udvikle det.

Jeg skal altså ud og være kreativ. Jeg skal støve en masse litteratur igennem. Jeg skal skrive, tale, hente viden ind, sparke viden ud igen, og jeg skal ud og være meget mere antropolog, end jeg har været længe. Og jeg er havnet i et team, som bare sparker røv, altså. Det er for fedt at havne midt i en flok, som hele tiden tænker og agerer innovativt. Som er kreative og har småskæve hjerner som mig selv. Skæve og krøllede hjerner har det bedst med andre skæve og krøllede hjerner. Vi bor i noget barak-agtigt på Herlev Hospital, og måske virker min pc i næste uge. Måske får jeg min telefon og min bærbare. Indtil da må jeg sætte turbo på kreativiteten.

Måske er det også derfor, jeg elsker Sydhavnen.

Engang havde jeg en kæreste, som ville have mig til at være almindelig. Han var træt af, at jeg gjorde så mange ualmindelige ting. Og at jeg gjorde så meget på ualmindelige måder. Need I say? Det holdt jo ikke. For ham var det en dyd at være almindelig. Det er ikke en dyd for mig at være ualmindelig. Det er ikke sådan at jeg stræber efter at være anderledes. Jeg gør jo bare det, jeg drømmer om. Og det er chokerende ualmindeligt.

Men det der med den nye arbejdsplads er forklaringen på, at der er lidt stille på bloggen. Jeg har ikke hængt meget ud på internettet. Til gengæld har jeg hængt ud med arbejdet, venner, cyklen og løbeskoene – og nydt et par kølige dage med midlertidig nedgang i pollenmasserne. Og mens jeg skrev dette, sad jeg i sofaen med to sovende småpiger drysset med rund hånd omkring mig. Fordi sådan må man godt sove, når det er mig, der er den, der passer. Fordi det er hyggeligst.

En nat på slottet

 

Jeg har været sådan lidt kongelig i det siden i går. Mine kolleger og jeg tjekkede ind på Bernstorff Slot efter en formiddag, hvor mit store projekt. Min baby, so to speak. Eller vores, – jeg er jo ikke enlig mor til projektet. Blev præsenteret for topcheferne i regionen. Og fik det blå stempel. De havde læst det og forholdt sig til det. De tog godt imod det. Så nu skal det iklædes pæne former og trykkes rigtigt. Og så skal det implementeres. Men det er en helt anden historie, som jeg også får lov til at være medtovholder på.

Men vi tjekkede ind på slottet og havde et døgns fælles seminar foran os. Det er en udsøgt luksus af den virkelig konstruktive slags at rive et døgn ud af en travl hverdag. Et døgn hvor man kan fordybe sig i sine egne processer og relationer af de faglige slags. Hvor vi kan skabe fælles retning og sammenhæng i vores mange forskellige opgaver og projekter. Hvor vi kan grine og lege. Spise dejlig mad og drikke lidt for meget vin. Udveksle kreative ideer og lære lidt mere om hinanden. Vi har været fagligt seriøse, og vi har malet og klippet og klistret. Vi har været på natløb i Bernstorffparken og drukket “Fisk” (ikke en drik jeg umiddelbart kan anbefale). Vi har også lavet konkrete aftaler med hinanden. Personligt har jeg fået ideer til et par meget konkrete samarbejdsflader, som jeg allerede har lavet aftaler om. Sammen med en kollega blev jeg lidt inspireret til at etablere en lille læseklub. Vi savner begge to at være sådan lidt høj-pandet akademiske en gang imellem. Så vi vil læse lidt høj-pandede akademiske artikler sammen. Har vi aftalt. Også for at følge lidt med i, om universitetsverdenen har skabt arvtagere til Foucault, Giddens og Bourdieu, og andre klassiske sociologer. Jeg har også aftalt at tage på chokoladetur til Hillerød. Der ligger nemlig en chokoladebutik, som vi ikke kender. Endnu.

På en måde er det lidt ligegyldigt, hvad man laver i sådan et døgn. Og så alligevel ikke. Det vigtige er at have tid til at tale sammen og udveksle tanker, ideer, muligheder. Vi havde en ekstern konsulent på. Hun var okay, men personligt kunne jeg godt tænke mig en mere modig konsulent. En konsulent, som ikke er så fokuseret på os som personer, men som fokuserer på de faglige kompetencer, som er i spil. Desværre har mange af den slags konsulenter alt for stort fokus på de personlige relationer, følelser og oplevelser. Jeg har det meget fagligt med at gå på arbejde. Det er ikke nok, at mine kolleger synes, jeg er sød. Jeg vil ses og anerkendes for min faglighed og mine faglige kompetencer. Og selvfølgelig skal vi have det sjovt, være ordentlige, respektere hinanden, kunne lave andre ting; men jeg kommer på mit arbejde for at bruge mine faglige kompetencer. Og jeg elsker at have de fantastiske søde, varme, sjove, kreative kolleger, som jeg har.

Fredag eftermiddag cyklede jeg hjem i det dejligste forårsvejr.