Double up på arbejdsfronten

Livet er ikke retfærdigt. Godt og skidt bliver drysset ud over folk med lidt tilfældig hånd. Nogen mangler arbejde, og andre får kastet det i favnen i overmål. Jeg er så en af dem, der står i lidt heldige vinde for tiden. Jeg øver mig nemlig i at have to arbejdspladser. Ganske vist indenfor samme væsen, men med forskellig organisation og meget forskelligt indhold. Halvdelen af mig bor stadig på Regionsgården og arbejder med, at de syge får den kvalitet på hospitalerne, de skal have. Resten af mig er blevet innovationsmenneske. En find-på-noget-nyt-og-prøv-det-af moster. Jeg er projektansat tre dage om ugen, hvor jeg skal være kommunikations/vidensagent. Projektet skal udvikle på de patienthoteller, som er tilknyttet de fleste hospitaler. Patienthoteller skal blive til “Patienternes Hus”, hvor der kan foregå alt muligt. Det skal ikke bare være et sted, hvor patienter kan overnatte og få serveret dejlig mad. Det skal være et aktivitetshus, og patienterne, de sundhedsprofessionelle og nogle private virksomheder skal være med til at udvikle det.

Jeg skal altså ud og være kreativ. Jeg skal støve en masse litteratur igennem. Jeg skal skrive, tale, hente viden ind, sparke viden ud igen, og jeg skal ud og være meget mere antropolog, end jeg har været længe. Og jeg er havnet i et team, som bare sparker røv, altså. Det er for fedt at havne midt i en flok, som hele tiden tænker og agerer innovativt. Som er kreative og har småskæve hjerner som mig selv. Skæve og krøllede hjerner har det bedst med andre skæve og krøllede hjerner. Vi bor i noget barak-agtigt på Herlev Hospital, og måske virker min pc i næste uge. Måske får jeg min telefon og min bærbare. Indtil da må jeg sætte turbo på kreativiteten.

Måske er det også derfor, jeg elsker Sydhavnen.

Engang havde jeg en kæreste, som ville have mig til at være almindelig. Han var træt af, at jeg gjorde så mange ualmindelige ting. Og at jeg gjorde så meget på ualmindelige måder. Need I say? Det holdt jo ikke. For ham var det en dyd at være almindelig. Det er ikke en dyd for mig at være ualmindelig. Det er ikke sådan at jeg stræber efter at være anderledes. Jeg gør jo bare det, jeg drømmer om. Og det er chokerende ualmindeligt.

Men det der med den nye arbejdsplads er forklaringen på, at der er lidt stille på bloggen. Jeg har ikke hængt meget ud på internettet. Til gengæld har jeg hængt ud med arbejdet, venner, cyklen og løbeskoene – og nydt et par kølige dage med midlertidig nedgang i pollenmasserne. Og mens jeg skrev dette, sad jeg i sofaen med to sovende småpiger drysset med rund hånd omkring mig. Fordi sådan må man godt sove, når det er mig, der er den, der passer. Fordi det er hyggeligst.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s