Tag Archives: kolonihave

by - 3 kommentarer

Når drømme sker

For et par måneder siden sad Rikke og jeg i mit gamle køkken over noget take-away fra Claus Meyer og en sjat vin.

“Det er nu tankevækkende,” sagde Rikke, “for halvandet år siden sad vi her og drømte og lavede planer. Og du drømte om et job i København på et hospital, en andelslejlighed i det gamle Sydhavn, der var billigere end din husleje og en kolonihave. Og hvad skete der? Nu arbejder du på Rigshospitalet, har købt andelslejlighed og kolonihave.”

Der var et par pinde mere på min liste, men de kommer sikkert. Noget med at få råd til at rejse langt igen. Og noget med at tage tilbage til Nepal og arbejde.

Og nu sidder jeg her. I min nye og hyggelige lejlighed. Hvor jeg alligevel undrer mig en smule over, at det betyder så meget, at den er min. Men det gør det. Den er min, og jeg kan male den grimt, hvis jeg vil.

Og Rikke sidder i Sydsudan, sådan som hun faktisk også drømte om.

Om morgenen buldrer solen ind i min stue, og eftermiddagen fylder mit køkken med lys. Jeg har så meget himmel omkring mig.

Det er nu, du finder ud af, hvor meget håndværker, der er i dig. Sagde Rikke også den aften med Meyer. Jeg er stadig lige dårlig til at bore pæne huller i en væg. Men det har jeg heldigvis svigersønner til. Jeg er på den anden side hamrende god til at rive ned. Og det gør jeg i kolonihaven. Der er alt for mange vægge, alt for mange fliser, og alt for lidt have. Jeg bryder ned og åbner op. Skaber lys og rum og grønhed. Jeg lærer om solceller og sivebrønd. Jeg sår og planter. Og jeg taler med naboerne over hækken, som man gør i en kolonihave. Jeg laver bål og drikker kaffe i solen. Og jeg elsker at få gæster i min have.

Jeg bytter planter og får aflæggere, og jeg deler ud i haveforeningen af det, jeg river ned. Kolonihave er rendyrket bytteøkonomi. Og når man bytter falder man i snak. Og bytter videre.

Så når jeg ikke får skrevet så meget her, er det fordi jeg har så travlt ude i min virkelighed. Med en masse sjovt. Og der er aldrig langt til kaffe på kanden, hvis du lægger vejen forbi mit lille havehus.

Sådan kan det gå, når man drømmer drømme og lægger planer.

IMG_4537

by - 0 comments

Tupiza

Mit lille bitte røde hus har fundet sit navn. Eller navnet fandt huset. Godt hjulpet af min kloge søn, som var på bryllupsrejse, mens navnekonkurrencen rasede.

Tupiza, sagde han pludselig henover rødvinen i fredags, dit hus skal selvfølgelig hedde Tupiza. Jo, fortsatte han, Tupiza er jo stedet, hvor man får en ekstra dag.

Tupiza er det. Og historien?

Da min søn blev 30, forærede jeg ham en billet til Buenos Aires. Sammen med mig. Vi ankom i Argentina uden anden plan end nordpå. Til steder jeg ikke havde været før. Fra lufthavnen tog vi til den enorme busstation og købte billetter til Tucuman. Vi havde stadig ikke nogen planer, men var ikke specielt vilde med Tucuman. Så vi fortsatte med bus til Salta. Som til gengæld sprang direkte i vores hjerter. Vi havde ikke helt taget højde for den katolske juletid, og vi blev låst fast i Salta. Alt var lukket. Vi boede på det hyggeligste, mest nuser lille familiehotel og tøffede rundt på opdagelse i byen. Jeg satte næsten livet på spil på morgenløbeturene, fordi Salta som så mange andre sydamerikanske byer er fyldt med halvvilde hunde. Til sidst lykkedes det os at finde en turoperatør, der tog os et par dage rundt i bjergene. Som var ubeskriveligt smukke. Vi havde egentlig forestillet os at fejre nytår helt alene et sted i bjergene, men vi kunne ikke opdrive et kort. Og blev derfor i Salta. Og fik det vildeste, sjoveste, fedeste nytår – ever. Den historie bliver en anden gang.

Bagefter tog vi med bus til Bolivia. Eller til grænsen fordi busser ikke må passere. Vist nok noget med narkotransporter. Vi tog vores bagage og traskede ind i et helt andet samfund. Og havde stadig ikke rigtige planer. Lidt tilfældigt fandt vi så en bus til Tupiza. Og her blev vi lidt forelskede igen. Altså i Tupiza. Vi fandt det hyggeligste lille hotel og en turoperatør, som kunne vise os lidt af Bolivia. I 4-5 dage kørte vi rundt i Altiplano, Andes plateauet, og de uendelige saltsletter, Sala de Uyuni. Vi overnattede i salthotel, balancerede rundt om kogende geysere, så de vildeste klippe- og lavaformationer og forladte historiske bjergbyer. Vi havde det faktisk ret fantastisk. Efter turen vendte vi tilbage til vores hyggelige hotel og slappede af og gik på opdagelse i Tupiza. Indtil vi tjekkede ud og fandt en bus tilbage til grænsen.

Tilbage i La Quicaca på den argentinske side af grænsen, slog vi os ned i en restaurant tæt på busstationen for at fordrive ventetiden med en god bøf og rødvin. Og lige der var det, at Morten sagde: Må jeg ikke lige se billetterne? Få minutter senere var vi var vi på desperat jagt efter nye billetter tilbage til Salta. Vi var nemlig en dag for sent. Og vi havde et fly at nå i Salta, tilbage til Buenos Aires og videre hjem. Og lige der, ikke længe før midnat, var der ikke mange løse billetter at få. Det lykkedes. Vi måtte stå af bussen omkring kl 3 og skifte til en anden bus, men det lykkedes at være i Salta næste morgen. Vi spurtede op til vores hyggelige hotel, hvor vi havde efterladt en del bagage, betalte dem for ikke at have brugt vores værelse og spurtede i taxa til lufthavnen.

Flyet var selvfølgelig nogle timer forsinket, og vi nåede det hele. Vi havde oven i købet et par dage i byernes by i Argentina. Men på mærkelig vis forsvandt der en dag i Tupiza. Eller fik vi en ekstra?

Tupiza er på alle måder det helt rigtige navn til mit hus.

Sydamerika 2009 450

Sydamerika2 140

by - 6 kommentarer

Tanker om værdi

Det sker, jeg bliver lidt overmandet af følelser af mærkelighed og mismod. Lidt som en utilpasset skarnsunge. Jeg har jo levet mit liv lidt anderledes end så mange andre.

Jeg har været gift og skilt. Og gift og skilt igen. Jeg har gjort mine børn kede af det og forstyrret deres barndom. Jeg har såret mænd, og jeg har mere end én gang krøllet mig sammen omkring et knust hjerte. Jeg ejer ikke min bolig, har ingen bil, men bor til gengæld dyrt til leje. Jeg er single for evigt, og midt i mærkelighedssumpen er det klart, fordi ingen gider sådan en som mig.

Sådan kan det køre i ring. Mens jeg tilføjer, at mine ben er alt for små og tykke. Og jeg har grimme hænder. Og er et rodehovede. Og kedelig.

Indtil jeg sætter mig ned og ser mig fast i øjnene og trækker vejret helt ned i maven.

Det kan godt være, at ingen mand igen vil kaste lystne blikke efter mig. Men jeg har elsket og er blevet elsket tilbage. Jeg har haft brandgod sex i mit liv – og også taget min del af floppene.

Jeg har tre børn, som sætter deres fine, fine aftryk i verden. Og som formerer sig lystigt og fylder jorden med endnu flere fine mennesker. Mine ægteskabelige krumspring har foræret mig to ekstra børn, som jeg virkelig godt kan lide at være sammen med. Og som også sætter fine nye mennesker i verden.

Mine børn har haft mig i deres hule hænder hele deres liv. Vi har sammen lavet en familie, der tit får mig til at knibe mig selv i armen, og som på flere måder er større end de flestes. Imens vi klarede hverdagsærterne alene sammen, tog jeg også to universitetsuddannelser. Oven i min sygeplejerskeuddannelse. Dengang man endnu kunne den slags.

Jeg har haft kræft og fået mere kemoterapi, end de fleste hospitaler har i skabet. Og jeg lever. Og arbejder. Og løber. Og gør ting, som levende mennesker gør. Og gør en lille forskel i sundhedsbranchen.

Jeg har rejst steder, som ikke mange andre har været. Jeg har besteget høje bjerge og snorklet blandt hajer og delfiner. Jeg har rejst verden tynd alene og mødt de fineste mennesker. Og ret mange af dem, har jeg fortsat kontakt med.

Mit liv er fyldt med mennesker, som tropper op – både når jeg har brug for dem, og når vi bare skal grine sammen.

Hele lavinen af mismod og selvbebrejdelser blev udløst af en samtale med et pengemenneske i en bank. Og i øjnene på et pengemenneske er jeg intet. Mit liv har ingen værdi. Overhovedet. Det har ingen værdi, fordi jeg ikke ejer noget, han kan sætte sine penge på. Ham talte jeg med, da jeg ville låne penge til min kolonihave, fordi sådan en som mig jo aldrig har 50.000 til overs. Og i løbet af det kvarter, vi talte sammen, mistede jeg enhver lyst til at bidrage til hans bankforretning. Når jeg bliver talt så meget ned, vender jeg ryggen til.

Men den bliver siddende længe, følelsen af mærkelighed og mindreværd. Uger, faktisk.

Jeg fik min kolonihave, fordi jeg har den bedste far, der kan træde til i sådan en situation. Men den følelse af skrøbelighed og nedværdigelse og mindreværd, som pengemanden kaldte frem i mig, vil jeg helst ikke se igen. Og der er kun én måde at undgå folk som ham på. Jeg er nødt til at frigøre mit liv fra den måde at se verden på. Jeg skal kunne klare mig uden pengemennesker.

Jeg elsker min lejlighed. Den er mit paradis i Sydhavnen, og hver eneste dag er jeg glad, når jeg åbner min dør. Men den æder meget af min løn hver måned, og i kolo-haven har jeg fået mig et nyt paradis. At dele mit liv mellem det ene paradis og det andet paradis ville være perfekt, men det gør mig sårbar overfor bankfolk. Jeg ved, at jeg vil blive i Sydhavnen, og på en eller anden måde er det muligt at finde en billigere lejlighed her. Jeg har ikke spor lyst til at skifte naboer og gad godt kunne pakke dem sammen og tage dem med. For det bliver svært at finde deres lige. Men jeg må have mine boligudgifter ned i løbet af det næste års tid.

Og hold så kæft – finansmenneske. Værdi og værdi er to vidt forskellige ting. Og jeg ville nødigt bytte mine med dine.

by - 1 kommentar

Tingfinderkunster

Jeg er en tingfinder. En god tingfinder.

Din far er ikke nogen god tingfinder, sagde min mor flere gange i hendes sidste tid, og det er vigtigt at være en god tingfinder. Hun sigtede selvfølgelig til, at han ikke kunne gennemskue hendes helt uigennemskuelige måde at gemme ting på. Hun kunne gemme slik blandt underbukserne, og hendes yndlingssmykker fandt vi efter febrilsk søgen, lidt tilfældigt i en blandet skuffe.

Men tingfinderi er mere end at gennemskue min mors gemmer. Tingfinderi er at finde ting og gøre dem brugbare. At finde ting, man mangler, i det store verdenshav af overflødige ting.

Nu dyrker jeg mine tingfindertalenter til mit lille fine røde hus. Og jeg finder hele tiden ting, der kan bruges. I dag fandt jeg f.eks. to røde jerngryder på vores genbrugsstation. Og en skål. Ting, nogen havde kasseret. Som passer perfekt til mit lillebitte hus.

Jeg har fundet senge – gratis senge, som nogen ville smide væk. Nu er de sovepladser i mit hus. Og jeg har en lang vinter foran mig til at finde flere af de ting, jeg kan bruge i huset og haven. Mit hus og min have skal bygges af det, som ville være endt på lossepladsen.

Min mor ville have nikket bifaldende, og jeg kan lide tanken om mit lille hus i altings kredsløb.

Og endnu er det lunt nok til at sidde helt offline med min Kindle og læse i stearinlysets skær, når det er natsort udenfor. Det er lunt nok til at vågne i stilheden og lytte til morgenfuglene, mens de langsomt vågner.

IMG_4033

by - 0 comments

Huset og dommerne

Mit lille røde hus og den lille kolonihave gør mig så glad. Så glad at jeg må cykle forbi, hvis jeg ikke har brugt min dag der. Eller jeg må smutte forbi på løbeturen. Jeg er vel en slags forelsket. Hvis man kan være det i et hus.

Jeg er tiltrukket af lille-bitte-heden og enkelheden. Jeg elsker, at jeg kan lave planer og indrette helt efter mit eget hovede. Jeg klunser mig til ting og har for 500 kr og fire øl skaffet mig seks sovepladser. Så velkommen på sommerferie! Kender I nogen, som har et gammelt gasblus til flaskegas, gamle gryder og pander, en thepotte og den slags, som de vil smide ud – så kør det til Sydhavnen i stedet for på lossen.

Men til sagen. Jeg har haft dommerpanelet samlet, og det gik noget anderledes, end jeg havde tænkt.

Hahahahahaha, sagde Vera, et hus hedder da ikke noget. Det er da bare et hus.

Nåmen, jeg kunne godt tænke mig, det fik et navn, sagde jeg.

Nå, sagde Vera.

Jeg tænkte, at hun bare for lille til at forstå sådan noget med navne. Og satte min lid til de to ældre dommere.

Et navn? sagde Alma, hvorfor det?

Jo, fordi jeg er så glad for det her hus, så jeg kunne godt tænke mig at kalde det noget.

Nå, sagde Alma, mens Ella kiggede efter en edderkop.

Faktisk har jeg lavet en konkurrence, og der er rigtig mange, der har foreslået de fineste navne, sagde jeg, Rødhætte, Rødhytte, Helle, Mormors kolonihavehus…. og jeg fortsatte den lange remse.

Nå, sagde Alma, hvis du synes, det skal have et navn, kan du så ikke bare bestemme et?

Vi må konkludere, at jeg er barnligere end de yngste i familien. Som har langt mere fornuftige sager at tage sig til, end at finde på navn til et hus. Og dermed er jeg blevet overdommer. Det var ikke let, for – hold nu op, hvor er der kommer mange gode forslag. Jeg har lyst til at sende mynte og koriander til jer allesammen. Men jeg kan jo ikke plastre det lille hus til med navneskilte. Så jeg har diskuteret med andre voksne i familien, der er næsten lige så barnlige som mig. Og det bliver Camilla, der går med sejren. Camilla, der skrev på Facebook:

“Det skal da have et lidt skævt navn. Min mosters sommerhus hedder Silamut. Sådan noget – bare ikke grønlandsk. Har du ikke boet på et helt specielt sted i Argentina eller Afrika der bare hed noget helt specielt? Et sted du husker tilbage på med en helt særlig glæde? Et lille hyggeligt pensionat der blev drevet af en person som du aldrig kommer til at glemme? Som du kan stjæle på groveste vis, men som er så specielt at dine gæster bliver nødsaget til at spørge “hvorfor hedder det sådan”, og så tager det et par timer – mindst – at fortælle alle historierne?? Mendoza???”

Det er jo helt rigtigt. Mit hus skal hænge sammen med resten af mit liv. Jeg skal sidde på terrassen som en gammel søulk og fortælle om vilde oplevelser på verdenshavene. Eller det bliver så bjergene eller fjerne hjørner af verden.

Nu mangler jeg bare at beslutte mig for, hvilket hjørne af verden, mit hus skal dedikeres til. Det kommer i et andet afsnit, men jeg har fx både nepalesiske bedeflag og kitchede figurer fra Argentina. Og Afrika.

Camilla – tillykke med at ramme plet. Du har kendt mig længe. Du må vælge, om du vil have præmien over en kop kaffe i selveste kolonihaven, eller om jeg skal sende den med posten.

IMG_3997

by - 12 kommentarer

Navnekonkurrence

Søndag indtog jeg endelig kolonihaven. Da jeg havde lastet cyklen med et bjerg foran i cykelkurven, en monsterbunke i kurven på bagagebæreren og en fyldt rygsæk – væltede regnen pludselig ned. Jamen klart, selvfølgelig, tænkte jeg en smule bistert, mens jeg trak i regntøjet. Selvfølgelig måtte det starte med en skylle. Skyllen indstillede dog snart skydningen, og jeg fik skrevet under, inden jeg, spændt som et barn en juleeftermiddag, stak nøglen i hængelåsen og trådte ind. En surrealistisk fornemmelse bredte sig i mig. Virkelig? Var det mit? Nu?

Med mig havde jeg Thomas, den tidligere ejer. Og opfinder af en række sindrige systemer for vand, toilet, skibsovn, solceller og meget andet, som jeg må rette mine hjernefolder ind til at fatte. Jeg tænkte stille, at jeg må prøve mig frem med vandsystemerne for at lære det at kende. StormP kunne ikke have tegnet det bedre. Kort fortalt er der en slange, der forsyner huset med vand efter ét system til en stor vandtank bag huset. Herfra kan der komme vand til toilettet, til køkkenbeholderen, til vandhaner for og bagved huset og en hane inde i huset. Han viste mig hurtigt, hvordan jeg skulle dreje på den ene hane, lukke for noget og lukke op for noget andet. Og det krydsclinchede i min matte hjerne. Det virker. En dag ved jeg måske også hvordan.

Hele familien hjalp med at indtage det nye hood. Vi havde noget fælles fødselsdag at fejre og transporterede bobler, kaffe, kakao, kager, boller og hele udstyret på cykler til haven. Vejret skruede op for charmen, og de små mennesker i familien byggede huler og legede gemmeleg, mens vi andre boblede over af ideer og husglæde og dejlige gaver.

Og jeg har gået og tænkt, at sådan et hus må have et navn. Mit lille fine røde hus på landet midt i byen. Så hvorfor ikke lave en navnekonkurrence? Og den der kommer op med det bedste navn vinder….hvad? Jeg er sådan en blogger, der afviser alle reklametilbud ved døren, så jeg kan ikke hoste op med en fancy præmie. Og dog! Den der kommer op med det bedste navn vinder aflæggere af nogle af de eksotiske myntesorter i mit nye myntebed. Og en aflægger, der kan slå rødder i vand, af den vietnamesiske koriander, der gror gavmildt i det ene højbed. Det bedste navn afgøres suverænt af mig sammen med Alma, Ella og Vera, som må være verdens bedste dommere. Hvis de kan blive enige. Ellers bliver jeg sikkert enig. Og de kan sendes, aflæggerne.

Så byd ind!

IMG_3961

IMG_3965

IMG_3966

IMG_3967

IMG_3968

by - 8 kommentarer

Jubelsøndag

I formiddags imploderede mit hjerte i vilde glædespjæt. Mens der susede bobler rundt i hele kroppen. Jeg vandt en plads på ventelisten til en kolonihave i Haveforeningen Musikbyen i Valbyparken.

Solen bagte ned fra en blå himmel over små tre hundrede mennesker, der var mødt håbefulde op på pladsen udenfor Musikbyen. I dag skulle der trækkes lod om de priviligerede pladser på ventelisten til en af de eftertragtede kolonihaver.

Musikbyen ligger i den sydlige ende af Valbyparken. Tæt på Sydhavnen og tæt på det, der snart bliver til sandstrand. Og tæt på verdens bedste legeplads. Tæt på hjem og tæt på s-toget.

Hvis ikke Signe og jeg var taget med Ruby Rejser på skiferie, havde jeg aldrig mødt Solveig, som har et hus i Musikbyen. Og så havde jeg ikke kigget på deres hjemmeside. Og ikke vidst, at jeg kunne løbe over og blive skrevet op. Til lodtrækning om en plads på ventelisten. Det har de nemlig aldrig gjort før. Og så ville jeg ikke have stået der på pladsen med sommerfugle myldrende rundt i kroppen.

Der stod vi så og var så spændte, at luften var tyk. Hver gang et navn blev råbt op, lød der jubelråb, og den næste kom dansende frem til skrivebordet, hvor han blev skrevet på listen. Jeg var langsomt begyndt at mentaltræne i skuffehåndtering. Det blev jo ikke mig. Kunne jeg mærke.

Og så lød mit navn. Og så var det mig, der råbte jubelhyl op i himlen. Og mig der kom til at kramme hende, der stod ved siden af. Mig der bimlede hen til bordet. Og mit navn der blev skrevet på listen. Med smil tværet ud over hele min aura, tøffede jeg videre ind i fælleshuset og lettede mig for de 300 kr, det koster at stå på ventelisten.

Og folk sagde tillykke og gav hånd. Og jeg har smilet som en flækket træsko og taget fjollede dansetrin resten af dagen.

Jeg skal have en have.

IMG_1482

by - 0 comments

Spadsereture og langsomhed

For nogen tid siden var jeg sammen med en god ven, som spurgte: Helle, hvordan kan det være, du altid vil på toppen? Hvad kommer det af? Det affødte en længere snak om vandretraditioner, spadsereture, rejser og klatring. Han forsikrede mig, at han elsker at spadsere, men ikke kunne drømme om at klatre op på en fjeldtop. Eller få for meget sved på panden undervejs. Det blev en længere diskussion om historiske og kulturelle baggrunde for det ene og det andet. Sådan som jeg elsker at tale med netop ham.

Og i denne uge har jeg spadseret. Også løbet, selvfølgelig, men spadseret på den langsomme måde, sammen med kloge og dejlige mennesker, hvor man får det meste med.

Ugen startede med et par timer i selskab med Anna på Amager Fælled. Det er noget, vi gør med jævne mellemrum. Mødes på Amager Fælled og går sammen, mens vi taler om ting, der er vigtige indeni os for tiden. Lige før påske udgav Anna sin bog om at være introvert, og jeg har været velsignet med flere timer i hendes selskab, mens bogen blev til. Jeg har endnu ikke læst den, men jeg er blevet meget klogere på det at være introvert og ekstrovert, mens vi har travet rundt på den fælled, vi begge to elsker ret højt. Jeg har altid tænkt, at introverte mennesker er sådan nogle lukkede, stille og generte noget, der helst holder sig for sig selv. Den opfattelse har Anna ændret på. Hendes perspektiv handler primært om, hvordan man henter sin energi. Er det bedst, når man lukker sin dør og er stille i sit eget selskab? Eller henter man bedst energi ved at være sammen med andre? Og jeg er klart et mudret mix af begge dele. I denne uge har jeg solet mig i glæden ved at være sammen med det ene dejlige menneske efter det andet. Om et par måneder går jeg ud i bjergene alene i flere uger, og elsker det. Kan kun sige – læs Annas bog og bliv lidt klogere.

Senere på ugen var jeg til møde i Århus, og efter måneders mailudveksling havde Lene og jeg sat hinanden stævne. Vi gik et par timer rundt om Egå Engsø i strålende sol og talte sammen om kræft, om muligheden for at dø, om bizarre erfaringer fra sygdomsoverdrevet, om familie, om fremtid, og om hvordan vores liv på underfundig vis havde fælles tråde. Sådan som to mennesker kun kan tale sammen, når de har en ganske særlig rygsæk med. Og bærer den lidt på samme måde. Vi grinede, var alvorlige, ind i mellem sørgmodige, men mest glade, tror jeg.  Fordi det er rart at møde nogen, man kan være lidt i samklang med, om det der kan være så svært at dele.

De sidste par dage har jeg spadseret med en to-årig tumling, som jeg passede, mens hendes mor var på arbejde og hendes far i USA. Vi taler dybt på vores egen måde. Jeg er henrykt over hendes måde at gå på opdagelse i verden. Hun lytter med alvorlige øjne, når jeg viser hende noget nyt. Og hun gentager det. Og gentager det. Og gentager det. Mens hele det lille fjæs eksploderer i fryd. Vi har travet timer gennem København. Vi har udforsket samtlige dyr i Københavns Zoo og været opslugt af svømmende isbjørne gennem glas. Vi har været i Musikbyen og skrive mig op til en have. Som Vera også vil have. Vi har travet igennem den gamle fiskerihavn og set på både. Og svaner. Og vi har sejlet med havnebussen og travet hele vejen hjem til Frederiksberg, mens den ene af os faldt i søvn.

IMG_1406